De Britiske "Frikvinder "*)

Deres historiske Privilegier.

Mrs Charlotte Stopes har i 1894 udgivet en Bog, som var paabegyndt i 1885, i Anledning af et stort Britisk Kvindemøde i Aberdeen. Hun ønskede at holde Foredrag over ”Kvinde-Privilegiernes Statistik” samt over ”Den økonomiske Virkning af, at Kvinderne afholder sig fra at stemme.”

Begge Foredrag blev afviste, da Comitéen for Mødet følte, de kunde give Anledning til vidtrækkende Diskussioner. Mrs Stopes har derefter anvendt dem til mere private Møder, til smaa Artikler og i Correspondance. Mange blev levende overraskede ved Kendsgerningerne og interesserede i Resultaterne, og Mrs Stopes fortsatte derfor sine Undersøgelser endnu i et halvt Aar. Hun benyttede som Støtte hovedsagelig Sydney Smiths Bog: ”Enfranchisement of Woman the Law of the Land” samt enkelte andre.

Derpaa gennemgik hun Materialet til Constitutionens Historie, Statuterne, Parlamentsakterne, Underhusets Forhandlinger og Rapporterne om enkelte Sager baade trykte og i Manuskript.

De Punkter Mrs Stopes især ønskede at belyse var:

1) Det Ætnologiske: Forfædrenes Race-Karakteristik: de ærede Kvinderne.

2) Det Philologiske: Alle gamle Statuter er iklædte fælles Benævnelser. Ved en Mangel i det engelske Sprog er Ordet ”man” en fælles Benævnelse, der indeslutter ”Kvinde” saa vel som ”Mand”, endog i Statuterne.

3) Det Retslige: ”Vor sidste hæderkronede Skribent” siger Mrs Stopes, ”taler om Mændenes Frihed, som om den udvidedes fra Præcedens til Præcedens. Vi finder paa den anden Side, at Kvindernes Frihed er bleven beklippet fra Præcedens til Præcedens. Sir Edward Coke, den tekniske Aarsag til denne Beklipning, er kun en Dødelig, Vildfarelser undergiven.

4) Det Historiske: hvor Kendsgerningerne taler for sig selv.

5) Det Bibelske: i hvilket Fordomme og fejlagtig Oversættelse har forvirret Læsernes Idéer.

Ingen kan nægte, at det er retfærdigt at give Kvinderne Stemmeret, og ingen kan nægte, at det vilde være fordelagtigt for dem at faa den. Der er ingen Grund til, at en Ting skal være, fordi den engang har været, men naar den eneste Indvending, der gøres mod en Ting, er, at den aldrig før har været, er det Tid at prøve, om Paastanden virkelig er sand. Vi har ikke fundet de modtagne Forsikkringer sande med Hensyn til denne Sag. Dette er Anledningen til Udgivelsen af denne Bog.

Mrs Stopes fortæller derpaa om, at hun kun vilde udgive en lille Brochure til Brug for Kvindestemmerets Selskaberne; men forinden Bogen blev sendt til Tryk, var over Tusinde Bestillinger indtrufne, som bevirkede, at Bogen fik en betydelig Udvidelse. Hun udtaler Haabet om, at hendes Optegnelser af sandfærdige Kendsgerninger maa naa dem, for hvilke hun skriver, nemlig: modige Kvinder og retsindige Mænd.

Juni 1894.

*) Mrs Charlotte Stopes: British Freewomen. Uddrag af Johanne Münter.

De Britiske „Frikvinder”.

(British Freewomen).

Vi kan følge Britisk Historie lige op til Christi Fødsel. Vi har Romernes Ord at holde os til. Vel var Romerne baade Fremmede og Fjender, men tiltrods derfor fremgaar af deres Iagttagelser en Overraskelse over den Kønnenes Ligestillethed de forefandt i Nordens Nationer, ligesom over Mandens Ærbødighed for Kvinden, Kvindens Sympathi for Manden, og den høje Morallov, som var en naturlig Følge af dette godt tilpassede Samfundsliv. Plutarch fortæller om, at der mellem Celterne, før de gik over Alperne, opstod en saa stor Uenighed, at en indbyrdes Krig syntes uundgaaelig. Hær stod opstillet mod Hær, da Kvinderne gik imellem dem og med saa stor Dygtighed redegjorde for deres Stridspunkter og fremdrog alle Grunde for og imod, tagende saa upartisk et Standpunkt til begge Sider, saa at en almindelig Forsoning paafulgte, og et venskabeligt Forhold atter opstod. Efter dette indførte Celterne, at Kvinderne skulde deltage i Raadslagningerne om Krig og Fred. I Ligaen, de sluttede med Hannibal, lød en Paragraf saaledes: ”Om Celterne ypper Strid med Carthagenienserne, saa skal Carthageniensernes Gouverneurer og Generaler i Spanien dømme Striden; men hvis Carthagenienserne opripper Strid med Celterne, da skal de celtiske Kvinder være Dommere over Striden.” Romerne forbausedes højlig over Kvindernes Ligestilling baade i de britiske, celtiske og belgiske Folkeslag. Cæsar fortæller os (Eng. 117), at de britiske Kvinder var med i Domstolene, i Raadet og i Lejren, og at ingen Adskillelse i Køn var gjort hverken i Regering eller Overbefaling. Seldon siger i sit Kapitel om ”Kvinder” i ”Janus Anglorum” at: Boadicea anførte de britiske Arméer med saa stort et Held, at de slog den romerske Vicekonge, og uden Tvivl var hin ædle Kvinde en indflydelsesrig Deltager i Raadet, hvor der blev taget Beslutning om Slaget, og om at hun skulde have Overbefaling over Stridskræfterne.”

Tacitus siger: ”Under Boadicea’s Førerskab, en Kvinde af kongelig Herkomst - thi Celterne gør ingen Adskillelse mellem Kønnene i deres kongelige Afstamningstavler - greb de alle til Vaaben. Var ikke Paulinus, saa hurtigt kommet til Hjælp, da han hørte om Udbrudet af Fjendtlighederne, havde Bretland været tabt.” Han tilstaar desuden, at hvis blot Briterne havde været i Stand til at komme til Forstaaelse med hinanden, kunde Romerne ikke have overvundet dem; og mere end én Gang omtaler han Kvindernes Tapperhed, idet de opildner Krigerne.

I sine ”Annaler” skildrer Tacitus, hvorledes Suetonius Paulinus angreb ”Mona”, Druidernes Borg, og hvorledes Præstinderne foer ud som Furier; de var sortklædte med udslaget Haar og med Fakler i Haand; de opildner eller truer de Kæmpende, og da alt er tabt, styrter de sig i Flammerne.

Boadicea, som det er lykkedes atter at samle nogle Tropper, og som har drevet Catus til Søes, undertvunget Petelius Cerialus og jaget Vercelam paa Flugt, gik derpaa mod London, hvor hun opslog sin Lejr i det nuværende Islington. Suetonius Paulinus kom imod hende lige frisk fra Nedslagtningen af den hellige Druide-Skare. Tacitus beskriver Arméernes Stillinger og gengiver hendes Tale, hvori hun nævner, at det er sædvanligt for Kvinder hos Briterne at tage Førerskabet i Krig. ”Det maa staa klart for Eder,” siger hun til dem, ”at enten maa vi sejre eller dø!” Der sagdes at være faldet over 80,000 Briter, men Sejren over Boadicea blev hos Romerne betragtet som en saa stor Triumph, at blot dette bærer Vidne om hendes Dygtighed og Heltemod. Dette skete paa Nero’s Tid, og vi kan tænke os denne Kvinde med overmenneskelig Energi kæmpe imod Romerne til Forsvar for Land, Hjem og Ære.

De romerske Tropper forsvandt omsider for at yde Hjælp i deres Hjemland, og dette fremskyndede en ny Krisis, i hvilken Briterne - blødagtiggjorte ved Beskyttelse og en fremmed Regerings Overherredømme - var ude af Stand til at modstaa de indtrængende Folkeslag. Den britiske Kvinde var ikke længer den modige Hjælper, Raadgiveren, eller den, der opflammede den britiske Mand. Romerske Skikke havde fuldbragt, hvad romerske Vaaben og romerske Love havde paabegyndt, og de britiske Kvinder havde intet Reservefond, af hvilket de kunde øse Kraft. Der kom en Infusion af nyt Blod i Landet, dog heldigvis ikke af latinsk Race men af god nordisk Stamme, som endnu ærede Kvinden. Talende om denne Stamme i ældre Tider siger Tacitus: ”Kvinderne er højagtede Vidner til hver Mands Handlinger og tilkendegiver deres Bifald i fuldt Maal. Til deres Mødre og Hustruer kommer Mændene med deres Saar, og disse frygter hverken for at tælle dem eller undersøge de gabende Vunder. Og Kvinderne bringer paa Slagmarken de Kæmpende deres Føde.

”Briterne formoder endog, at der i Kvindekønnet huses en vis Hellighed og Forudviden, og derfor foragter de ikke Kvinders Raad eller lader deres Svar uændsede. De er de eneste Barbarer, som nøjes med én Hustru, og Hustruen bringer ikke Medgift til Manden men Manden til Hustruen. - For at Kvinden ikke skal tænke, at hun intet har at gøre med ædel Daad og Krigsfare, mindes hun herom ved Ægteskabs-Ceremonien, ved hvilken et Spyd lægges i hendes Haand. Hun deler sin Husbonds Arbejde og hans Farer og véd, at hun er bestemt til at lide med ham og vove med ham hvad enten i Krig eller Fred. - Hun maa love og dø med den Følelse, at hun modtager, hvad hun maa overlevere til sine Børn uden Plet og Lyde, det, som hendes fremtidige Svigerdøtre skal værne om og overlevere de følgende Slægtled. De unge Mænd gifter sig sent, og deres Kraft er uden Lige. Heller ikke de unge Piger har Hast med at indgaa Ægteskab. Efter et godt Valg gifter de dem, og deres Børn genfrembringer deres Fædres og Mødres Styrke.”

Disse Race-Ejendommeligheder udmærkede ogsaa de saxiske indtrængende Folkeslag, om vi end ikke har fremmede Øjenvidner til at skrive derom. Indirekte kan vi dog se et Glimt af deres Skikke.

Det var Skik og Brug for de Saxiske Monarker at holde Hof 3 Gange om Aaret med stor Højtidelighed og Pomp. Dronningen, der ogsaa bar Krone, sad paa en Trone nær ved Kongen. Da en Forsamling af Adelige mødte i Winchester for at ordne Gejstlighedens Klage mod St. Dunstan, præsiderede Kongen men havde Dronningen siddende ved sin Side. Vi ser, hvorledes Ethelswurth, Dronning af Mercien, endnu i sin Husbonds Levetid bortgiver Land, der er i hendes Eje, og at Kongen kun er et attesterende Vidne. Alswythe, Kong Alfreds Dronning, paabegyndte Bygningen af en Bolig for Nonnerne i Winchester, som fuldendtes af hendes Søn, Edward. Dronninger attesterede deres Ægtefællers Gaver og nedskrev deres Samtykke til Handlinger, de havde gjort, eller Forpligtelser de havde paataget dem; Enke-Dronninger var ogsaa nærværende og underskrev deres Navn ved kongelige Gaver.

Kong Edgars Overenskomst med Crowlands Abbedi blev underskrevet med Adelens og Abbedissernes Samtykke, thi mange Abbedisser blev forhen kaldte til Parlamentet.

(William Camden’s ”Anliquily of Parliament”)

Edward Bekenderens Frihedsbrev til Agelwin er bekræftet af hans Hustru: ”Ego Edgith Regina.”

Ligeledes i Kong Knuds Frihedsbrev til St. Edmundsbury underskriver Dronningen: ”Ego Alfgiva Regina.”

(Seldons “Titles of Honour.”)

Der var ligesaavel blandt Saxerne regerende Dronninger som Dronning-Hustruer. William af Malmsbury skriver i Beundring om Saxburga, Enkedronningen af Genwalch, Regent i 1672 over Vest-Saxerne: at det ikke manglede denne Kvinde paa Forstand til at foreslaa Kongedømmets Pligter. Hun oprettede nye Arméer, holdt de gamle til deres Pligt, regerede Undersaatterne i Naade, holdt Fjenderne rolige med Trusler og gjorde med et Ord alt efter en saadan Maalestok, at der ingen Forskel var paa hende og en Konge, naar undtages hendes Køn. Ethelfleda, den store Kong Alfreds Datter, ogsaa kaldet ”Ladyen fra Mercien” regerede dette Kongerige efter hendes Faders og Husbonds Død i otte Aar og fuldførte det Værk, hendes store Fader havde begyndt, idet hun omsider nedlagde og undertvang de indfaldende Danske.

Abbedissen Hilda var Priorinde for Klostret Streneshalh, Whitby, hvor der var en Fløj for Mænd og en Fløj for Kvinder og Kirken midt imellem. Blandt hendes Disciple var der mange, der senere blev lærde Biskopper. En gejstlig Synode, for hvilken hun præsiderede, holdt Møde i hendes Abbedi, 664, for at ”Freden ved hendes Nærhed og Indflydelsen af hendes Overlegenhed skulde blidne Heftigheden, naar Dagens saarbare Spørgsmaal berørtes navnlig angaaende Paaske.” Der var Delegerede fra Rom, fra Skotter, Angler og Briter. Andre Kvinder havde lignende Stillinger i England og en enkelt i Irland.

De normanniske Voldsmænd fejede som en Hvirvelvind over gamle Institutioner, hvoraf nogle af de stærkeste blev slaaende urokkede. Normannerne var dog - naar alt kom til alt - af samme Kirke, og Kirke og Klostre bevarede Optegnelserne om saxisk Frihed og Skikke fra saxisk Tid. Foraarsagede Erobringen end ikke en Sammensmeltning, bevirkede den dog ikke en Udryddelse. Folket i sig selv forblev saxisk i Hjertet. Normannerne var vel af en beslægtet Race, men de havde gjort et langt Ophold i fremmed Land, og baade Tanke, Sprog og Skikke var blevne latiniserede; desuden havde dette Land alt optaget Principerne i den Saliske Lov. (Udelukkelse af Kvindelinien fra Regeringen.) At Kvinderne led mere end Mændene ved den normanniske Invasion er selvfølgeligt; men at de ikke led i den Udstrækning, som man sædvanligt antager, kan bevises ved at referere til kompetente Autoriteter.

Forholdet mellem Ejendom og Privilegier har været det bestemmende for den constitutionelle Udvikling, og Forskellen mellem Kønnene med Hensyn til arvelig Ejendom har været Aarsagen til Forskellen mellem dem med Hensyn til Privilegierne. Det er nødvendigt al lægge Mærke til dette. Den Skik at holde Militær gjorde de mandlige Arvinger mere værdifulde for Kronen end de kvindelige.

I de tidlige normanniske Dage, da alt Land kunde gives bort af Kongen, var han ivrig efter at stadfæste, at hver Søn af sidste Ejer skulde være Arving til Faderens Besiddelser forud for enhver af Døtrene. Men et Retfærdighedens Princip, Landets Sæd og den menneskelige Naturs Impuls enedes om at modsætte sig en videregaaende Udøvelse af den kongelige Villie, saaledes at: alle Døtrene havde Arveret forud for Sideliniernes Arvinger, forud for Onkel, Fætter eller Neveu. Ægtefæller og Fædre vilde ikke have risikeret deres Liv i Krigene, om de havde vidst, at Hustruer og Døtre skulde miste Godset i samme Øjeblik de mistede Husbondens og Faderens stærke Arm. En Rest af saxisk Synsmaade fremmede Døtrenes Stilling, da Sæders og Skikkes Chaos tog Form af Lov.

Den førstefødte Søn kunde arve til Skade for hans yngre Brødre, følgende den normanniske Skik af Førstefødselsret, men den førstefødte Datter fik intet Privilegie fremfor sine yngre Søstre, som alle var sideordnede hende, hvad Arveretten angik, efter den Maade hvorpaa Børn af begge Køn arvede hos Saxerne.

Lehnssystemet har faaet Skyld for at begrænse Privilegierne til Mændenes Eje alene; derfor overrasker det nogle af dem, der studerer Historie, at finde, at det først var ved Lehnssystemets Undergang og Overførelse af Tjeneste-Ydelse til Penge-Ydelse, at Kvinderne tabte den Plads, der var bestemt for dem. Kvindernes Ret kom som Nr. 2 i Lehnstiden, fordi de skulde beskyttes af Mænds Sværd; men Kvinders Ret fik slet intet Nummer i senere Tider, da Ligestillethed med Hensyn til Ejendom vilde have gjort dem i Stand til at beskytte sig selv.

Riddertidens Love forfinede Overklasserne; de indpræntede dem Sandhed, Loyalitet, Kyskhed, Høflighed, Liberalitet, Ærbødighed mod Kvinder og Ædelmodighed mod de Svage. Det virkelige Grundlag for Privilegier i Riddertiden var imidlertid praktisk set Styrke, Mod og Held blandt Mænd, Skønhed, Ynde, og Rang blandt Kvinder. Da Ridderligheden svandt bort af Mændenes Hjerte, følte Kvinderne, at Vanens ydre Skal kun betød lidt. Den satte dem blot paa Hylden.

Hver Frimand havde fuld og absolut gammel Ret over sine Godser. Konge eller Ministre kunde ikke paalægge ham Skat, idet denne kun kunde paaligges af en Parlamentssamling. For at Ægtemanden kunde have Ejendomsretten ubeskaaren over den fælles Ejendom, blev den efterhaanden berøvet Kvinderne. Den Omstændighed, at en gift Kvindes Ejendom overtoges af hendes Husbond, affødte for hende en Række rigoristiske Bestemmelser, som betød Udslettelse af hendes Borgerrettigheder.

Først mistede hun Raadigheden over egen Ejendom, derefter forsvandt Privilegierne, og tilsidst endte hun med selv at blive Ejendom.

Den Saliske Lov havde ikke slaaet Rod som Lov i England. Det første kritiske Øjeblik i regerende Dronningers Historie, er ved Henrik den Førstes Død. Denne Konge havde ment at have ordnet alt for sin Datter Mathildes Arvefølge. Herom staar fortalt: Kong Henrik I, tredie Søn af William Erobreren, havde kun én Datter, der hed Maud. Foran et sammenkaldt Parlament bød han, at hun

skulde udnævnes til regerende Dronning i England og befalede, hun skulde være hans Arving til Tronen. Den første, der toges i Ed herpaa, var Jarlen af Boleyn. Herom siges senere af Seldon: ”Jeg véd vel, at vore meensvorne Baroner, da de besluttede at udelukke Maud fra Regeringen, brugte dette lave Paaskud: at det vilde være en Skam for saa mange Adelige, at blive en Kvindes Undersaatter! Og dog hører man intet om, at vore Essex-Mænd fik nogen Skam af Boadicea, som kaldtes ”En Løvinde.”

I 1136 døde Henrik af England, og Stephen, Jarlen af Boulogne, fulgte ham i Regeringen. Ved Messen paa hans Kroningsdag glemtes at lyse Guds Velsignelse over Folket. Han kaldtes ”den meensvorne Usurpator Kong Stephen.”

En Kamp lig den om Roserne, sluttedes fredeligt med Stephens Død og Matilda’s Søns, Henrik den Andens, Tronbestigelse.

I 1202 blev Prinsesse Eleanor sat i Fængsel af sin Onkel Kong John paa Grund af sin Arveret til Tronen. Her i Fængslet maatte hun forblive i 40 Aar, hvad der viser, at hendes Fordring skulde have fundet Tilslutning. (Om Prinsesse Eleanor fortælles i opbevarede Papirer i Tower.)

En anden Krisis sluttede Krigen om Roserne. Her finder vi atter en Stephen i Henrik VII, som til Held for Folket udjævnede Stridspunktet ved at ægte Elizabeth af York, den rette Arving. Men skinsyg til det yderste paa sin Hustrus Prerogativ brugte han sin Magt som Richards og Rigets Overvinder, udsatte hendes Kroning saa længe, han vovede det, lod haant om hendes Raad og ophøjede sin egen Stilling som Husbond til Udslettelse af hendes Hæder som Dronning.

Henrik VIII havde Fordelen af, at ingen modsalte sig den af ham bestemte Arvefølge. Han indskrænkede Dronning-Ægtefællens Ret, ligesom hans Fader havde ignoreret den regerende Dronnings Ret. Den blege Yngling, som efterfulgte ham, døde uden Hustru eller Barn, og paa Tronens Trin stod fire kongelige Kvinder, hvis Liv danner den interessanteste Periode af Englands nationale Historie. Hver af dem havde sin særlige Fordring til Tronen. Mary, som blev erklæret illegitim af det Protestantiske Parti og ved Parlamentets Statuter blev Arving ene og alene ifølge hendes Faders Villie; Elisabeth, som blev erklæret illegitim af det Catholske Parti og ved en lignende Statut stod som den anden i hans Testamente; Mary, Dronning af Skotland og Frankrig, der kunde opvise sin Afstamning lige fra Margaret, den ældre Søster til Henrik VIII; og Lady Jane Grey, der kunde vise en ligesaa direkte Afstamning fra Mary, Henriks yngre Søster.

Henrik, der endog som død havde lagt sin despotiske Haand over Rækkefølgen, havde

- da Edward døde - efterladt Kronen til Mary, derpaa til Elisabeth og derpaa til Jane Grey. Edward efterlod i sit Testamente Kronen til Lady Jane Grey, idet han ligesom sin Fader ignorerede Mary’s, Skotlands og Frankrigs Dronnings, større Ret til den.

Den første Handling som Mary foretog sig ved sin Tronbestigelse var at fastslaa sin egen Legitimitet, sin Moders Ære, og Pavens Magt. Den næste var at genoprette den ”Regerende Dronnings” Embede. ”Statuterne skal være saa klare, at kun den malicieuse og uvidende kan falde paa en saadan Taabelighed, som, at Hds Højhed ikke skulde nyde fuld Kgl. Autoritet ligesom Kongerne i Riget.” Baade hun og hendes Søster var ved deres Kroning omgjordede med Statens Sværd og iklædte Ridderskabets Sporer for at vise, at de var militære saavelsom civile Regenter. Lykkeligvis for hendes Land som for hende selv levede og døde Elisabeth ugift. De bitre Følger af hendes Søsters spanske Forbindelse lærte hende Vigtigheden af en Herskers Uafhængighed. Hvad man end ellers maa indvende mod hendes Karakter, maa man tilstaa, at hendes Regering i hver Retning var den mest udmærkede, Englands Historie har havt at opvise, til hvilken ingen uden Dronning Victorias kan nævnes som Sidestykke.

Ogsaa Dronning Annas Regering maa omtales; den kan taale Sammenligning med de fleste Kongers, hvad dens militære Bedrifter og literære Aktivitet angaar.

Dronninger har i England ikke indehaft den Stilling som Regent-Formyndere, som de havde i Frankrig og i Skotland. Men som midlertidige Regenter har de ofte gjort god Fyldest. William af Normandiet har oftere stillet Landet i Dronningens Varetægt. Richard I udnævnte sin Moder, Eleanor, til at blive Regent over Kongeriget under hans Fraværelse og skrev til hende om at tilvejebringe Pengene for hans Løsesum, da han fængsledes i Udlandet. Hun sad som Dommer ved Curia Regis, havende Retten til ”the Kings Bench” i Embeds Medfør; hun tildelte Concessioner til Oléron lige ned til Johns Regering. Edward III fandt i Dronning Philippa en udmærket

Dronning-Regent. Henrik V udnævnte sin Moder til Regent i sin Fraværelse, og endog Henrik VIII efterlod sin Dronning, Catherino Parr, som Regent over Kongeriget, da han drog bort til den sidste franske Krig. Det var lidet mindre end Vicekongelig Magt, da Joan, Enkegrevinde af Pembroke, regerede Palatinatet i 9 Aar under Edward I; eller Isabel de Burgo under Edward II; eller Agnes de Hastings under Edward III. De regerede istedetfor deres Sønner, til Ynglingene havde naaet deres Myndighedsalder, en-og-tyve Aar.

Seldon siger i ”Titles of Honour”: ”Af de kvindelige Titler blev nogle umiddelbart oprettede for Kvinder, nogle er dem meddelte af deres Ægtefæller, andre er overførte paa dem fra deres Forfædre, og enkelte er dem givne som Følge af deres Husbonds eller Forældres Værdighed.” Af direkte Oprettelse er der f. Eks. tildelt Margaret, Grevinde af Norfolk, Hertuginde Titel af Richard II. I hendes Udnævnelse staar; ”Recompensatio meritorum.” Mange Titler er givne for uhæderlige Aarsagers Skyld, altfor faa for virkelig Fortjeneste. Her er Baronesse Burdett Coutts det eneste moderne Eksempel, vi véd.

Adelskvinder modtog Hylding. Isabella og Idonea de Veteripont blev ved at insistere paa, at Beboerne af Appleby gav dem Lehnsløfte og Hylding. Ifølge Henrik III’s Statuter er Loven saaledes, at den ældste Søster yder Hylding til Overherren eller Kongen i sit og sine Søstres Navn, men at Søstrene ikke yder Hylding til hende, som vilde gøre hende til Herskerinde over de andre Søstre.

Adelskvinder kunde holde Domstol. En Petition indgives om, at ingen Vasal skulde kunne tvinges til at give Møde i Lehnsherrens eller hans Frues Ret eller Raad for at svare for sin Selvejendom.

Grevinde Lucy holdt sin Ret i Spalding, medens hendes Ægtefælle var forvist. Hun betaler 100 Mark til Kongen for Privilegiet at holde Ret mellem sin Forpagtere.

Anne Cliffords Dagbøger 1650 viser: ”Medens jeg denne Gang opholdt mig i Westmoreland, sørgede jeg for Ombygning og Istandsættelse af Skipton’s og Barden’s Taarne og holdt mine Domstole paa mine forskellige Herresæder i Craven.”

1653. ”I Begyndelsen af dette Aar sørgede jeg for at faa forskellige Domstole holdte i adskillige Herresæder i dette Land.”

1659. ”Og i April lod jeg mit gamle forfaldne Slot Brough istandsætte, ogsaa Taarnet, som man kalder ”det romerske Taarn” samt et Raadhus bygge, for at holde min Rettergang.”

I ”Palgraves Parlianientary Writs” findes lange Lister over Kvinder, som besidder Slotte, Byer og militære Lehn under Edward II.

Margaret, Enke efter Lord Edmond Mortimer, faar Paalæg om: ”at sende 100 Mand til Krigene i Skotland fra hendes Godser Key og Warthenon.”

Til Abbeder og Abbedisser udgik Bud om at sende Hjælp mod Skotterne ligesom til adelige Lorder og Lady’er.

Maria de Graham tilbyder Salær for to Riddere samt 4 Tjenere med 4 pantsrede Heste for alt hendes Jordegods i England, og mange adelige Damer tilbyder lignende Tjeneste.

Ela af Salisbury’s Historie illustrerer de tidligere Normanners Anskuelser om kvindelige Arvinger. Hun fødtes 1188. Hendes Fader, Jarlen af Salisbury, døde 1196 efterladende hende som eneste Arving. Hun arvede baade Titel og Jordegods forud for sine Brødre. Hendes Moder førte hende hemmeligt til Normandiet for at redde hende fra mulige Farer under hendes Mindreaarighed. En engelsk Ridder, William Talbot, paatog sig paa romantisk Vis at opdage hendes Opholdssted og bragte hende efter to Aars Forløb hjem til England. Kong Richard forlovede hende som sin kongelige Myndling med sin Halvbroder, William Longespée, Søn af Fair Rosamund, som gennem hende blev Jarl af Salisbury. Ved Kong Johns Kroning i Westminster er William, Jarl af Salisbury, optegnet som nærværende i Adelens store Forsamling. Han døde 1226 efterladende fire Sønner og fire Døtre. Skøndt Ela var belejret af Friere, foretrak hun en bestandig Enkestand frem for at vælge en ny Jarl af Salisbury. Da hendes Søn blev myndig, fordrede han at blive iklædt sit Jarledømme, men Kongen afslog det efter Dommernes Raad og Lovens Ord: ”Jarledømmet og Regeringen af Sarums Slot var forlenet til Ela og ikke til hendes afdøde Mand.” Embedet som Sheriff af Willshire bestred hun i egen Person lige til Henrik II, da hun, formodentlig for at lette sin Søn Indtrædelsen i Jarledømmet, trak sig tilbage som Abbedisse for Abbediet Lacock, grundet af hende. Selv ikke da erholdt Sønnen Titlen, og hun overlevede baade Søn og Sønnesøn. Denne Biografiske Note tilføjer: ”Skøndt Loven for kvindelig Afstamning anvendes paa Baronier, har den længe ophørt al anvendes paa Jarledømmer, skjøndt den benyttedes dertil i de første fire Aarhundreder efter den normanniske Erobring.”

Isabella og Idonea de Veteripont, som senere ægtede Roger de Clifford og Roger de Leybourn, havde i Forening Embedet som ”High Sheriff of Westmoreland” og overholdt strengt, at Borgerne bragte deres Sager til dem personligt. Senere indehavdes dette Embede - ogsaa i egen Person - af Anne Clifford, Grevinde af Dorsel, Pembroke og Montgomery og Baronesse af Westmoreland. Paa Grund af dette sit Embede sad hun paa Dommernes Bænk i Applebys Assise-Ret. Vi ser i Anne Cliffords Dagbog følgende Optegnelser: ”Da Kongen kom tilbage fra Skotland og laa i York, var der en Strid mellem min Fader og Lord Burleigh, som dengang var Præsident, om hvem der skulde bære Sværdet, men det blev hængt ved min Faders Side, fordi det var hans Embede gennem Arv, og saaledes er det i lige Linie gaaet ned til mig.”

Marskalk-Embedet indehavdes af Maud, Grevinde af Norfolk, som modtog det som Part af Familie Ejendommene, Slottene Strigail og Cuniberg. Hun fik Marskalk Insignierne af Kongen selv. Baade hendes Søn og senere hendes Svigerdatter arvede Stillingen. Sidstnævnte indgav en Petition om at maatte sende to Suppleanter til Kongens Parlament.

I Kong Edward II’s Tid indgav Eleanor, Hustru til Thomas Multon af Egremond, en Petition til Kongen og Parlamentet, hvori der føres Klage mod Biskoppen, da han har indblandet sig i hendes Udnævnelse af en gejstlig Embedsmand. Hun havde Kaldsret over en Kirke i Irland.

I Optegnelserne af Berkeley’ernes Liv, fra Berkeley Manuscripterne, udgivet af Gloucesters Archæologiske Selskab i 1883, findes følgende Beretning om Lady Joane, Datter af Jarl Ferrars and Derby og Hustru til Lord Thomas af Berkeley. Det fremgaar, at denne Dame i Edward den Førstes XXVde Aar - samt ligeledes senere - opsatte skriftlige Kontrakter med Richard de Wike og andre, som om hun var ”feme sole”: som Segl brugte hun et Billede af sig selv med sin Husbonds Vaaben i højre Haand og sin Faders Familie-Vaaben i venstre. Rundt om Seglet stod: ”Sigilum Johannæ de Berklai.”

Abbedisserne i visse Klostre arvede Retten til at bestemme Embedsbesættelsen i nogle Kirker, thi ”adskillige Kirker tilhørte Priorinder og Nonneklostre, for hvilke Kvinder havde Ledelsen.” I en Sag angaaende en Gave til en Kirke, viste det sig, at mange Kvinder inden Reformationen havde Bestemmelsesret over Kirker, og at en Erkebiskop ikke lovligt kunde tilegne sig Overledelsen af et Kloster. Dog havde Paven denne Ret.

Abbedisser - især de fra Shaftesbury, Barking, Wilton og St. Mary of Winchester - blev indkaldte til do Anglo-Normanniske Parlamenter, ligesom de havde været indkaldte til de Anglo-Saxiske Witenagemots.

Andre Kvinder, gifte med Pairs, eller Enker efter Pairs, blev indkaldte ifølge deres Arvegods (efter et andet System end det nuværende) eller ved Repræsentanter. I et Undtagelsestilfælde blev det en saadan Dame tilladt ”at vælge og nævne sin lovlige Repræsentant, der skulde møde ad colloguium et traelation coram rege paa hendes Vegne.”

Iblandt en Række Parlamentsbeslutninger angaanende Valg, der er opbevaret fra den Elisabethske Periode, findes en fra Dame Dorothy Packington, Ejeren af Aylesbury Kjøbstad. I en Tid da Militærtjeneste kunde være bleven forlangt af hende, vilde hun have sendt ”en Substitut” til at forsvare sin Souverain, og da man forlangte en Tillægs-Skat af hende sendte hun ”en Substitut” til Parlamentet for at forsvare sine Interesser der, og betalte baade for sin militære og sin civile Repræsentant. ”Til alle kristne Folk, hvem nærværende Skrivelse maatte komme for Øje, sender jeg Hilsen jeg, Dame Dorothy Packington, Enke og efterladte Hustru af Sir John Packington, Ridder, Lord og Ejer af Byen Aylesbury. I maa vide hermed, at jeg, Dame Dorothy Packington, har udnævnt og bestemt mine betroede og højtagtede Esquirer. Thomas Lichfield og John Burdon, til at være mine Repræsentanter for min omnævnte By Aylesbury. Og hvad disse mine Repræsentanter vil gøre i Hds Højhed Dronningens Tjeneste under nuværende Parlament, holdt i Westminster d. 8de Maj, der indtræffer efter dette Brevs Dato, det indrømmer og bifalder jeg, Dame Dorothy Packington, saa fuldt og helt, som om jeg var eller maatte have været nærværende selv.” Hun undertegnede deres Fuldmagter, forseglede dem, udbetalte dem deres Salærer og deres Udgifter i det Hele taget. Senere hen, da Aylesbury Befolkning var taget til, indgav denne en Petition om Tilladelse til at faa Del i Repræsentantvalgene. Men Indvendingen mod Familie-Monopolet indesluttede ikke nogen Indvending mod den Person, som udøvede dette.

(Vi beklager den Mangel paa Plads, der hindrer os i at give flere Eksempler - henlede fra Mrs Stopes Bog - paa Kvindernes Prærogativer.)

Sir Edward Coko bliver tidligt i det 17de Aarhundrede den Faktor, der leder Strømmen i en for Kvinderne ødelæggende Retning. Mænds Anskuelser om Kvinder blev i høj Grad ændrede og Kvinders Friheder betydeligt beklippede i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede. For det meste er der en Stemme, som leder en Tidsalders offentlige Mening. Denne Stemme, der ledede denne Periodes, var ikke den lærde Seldons, men den retskyndige Coke’s. Han var den første, der hævede sin Stemme om Kvindernes Uskikkethed (disability), og da enhver andens Autoritet afhænger af hans, er det først nødvendigt at undersøge Grundene til hans Mening, da alle hans Efterfølgere maa staa eller falde med ham.

Da han talte imod, at Gejstligheden havde Stemme i Parlamentet, blev der fremført mod ham, at det var uretfærdigt, at man skulde bindes af Love, som man ikke selv havde været med til at danne. Til dette svarede han: ”I mange Sager bliver Mængden bundet af Parlamentsakter, den Mængde, der ikke har Del i Valget af Riddere, Borgere eller Repræsentanter for Købstæderne, saasom alle de, der ikke har Selvejergaard eller Ejendom i gammelt Arvegods; og alle Kvinder, baade de, der har Selvejendom og ikke har Selvejendom, samt Mænd under en-og-tyve Aar.”

Han citerer ingen Protokoller, han henviser ikke til noget Præcedens. Han kunde det ikke. Og dog udgaar fra dette hans obiter dictum yttret i Diskussionens Hede mod de Gejstlige, skrevet ned i løse Notitser og offentliggjort uden nogen Rettelse efter hans Død - hele den følgende Tids Mening, Skik og Lov mod Kvinders Frigørelse. Saa frygteligt kan en Dommers Sidebemærkninger virke, naar han er fordomsfuld, samvittighedsløs og med Villie lader sig uvidende. At Coke forsyndede sig i alle tre Retninger er let nok at bevise.

Prynnes siger i sin Bog om engelsk Lov: ”Det er mit glødende Ønske og mine flittige Bestræbelser at gavne Nutid og Fremtid ved den Kundskab der staar i min Magt. - Jeg ønsker at finde adskillige forkerte Citater og Feiltagelser i vore trykte Lovbøger især i dem, den eminente Grundpille for den almindelige Lov, Sir Edward Coke - til endel Skade for ham selv og hans Læsere - har faaet offentliggjorte efter sin Død, hvis Citater (paa Grund af en altfor stor Lettroenhed og Ligegyldighed) almindelig modtages og antages som en given Troes Sag, som et ufejlbarligt Orakel, uden mindste Undersøgelse af Kilderne.”

Mandlig Lettroenhed med Hensyn til Coke har været Aarsag til saa megen direkte og indirekte Lidelse for Kvinder, at det ikke kan overraske, om de nu søger at gaa bagved ”Oraklet”*) for at undersøge og udspørge selve Aanden i den engelske Constitution. Mange andre Skribenter end Prynne hentyder til Cokes Mangel paa Samvittighedsfuldhed. I Aaret 1615 sagde Kongen ham, at han skulde tage sin Rapport-Bog under Overvejelse og revidere den; ”thi efter hvad Hs Majestæt har erfaret, er mange extravagante og udskejende Meninger skrevet ned deri, som siden er blevne offentliggjorte som positiv og god Lov.” (Chalmers Biog. Dict.) ”Lovforordningerne, som er udgivne i hans Levetid var meget ukorrekte, I den 4de Del, som først udgaves eller hans Død, er der endnu flere og større Unøjagtigheder.” Han døde ikke før 1634 og Noterne til 4de Del af Lovforordningerne var det sidste Værk han satte op. Men Granvilles ”Rapporter” beviser at i Parlamenterne 1621 og 1628 blev Valgretten erklæret at være skænket de af Beboerne, der havde Husbestand, hvad enten de havde Selvejergaard eller ej: saa han var i det mindste ukorrekt i denne Paastand.

At han i sine Fordomme kunde blive blind for Retfærdighed ser vi i det Billede hans Biographer giver af, hvorledes han jagede Sir Walter Raleigh til Døde; eller i et andet Billede, da han og hans Følgesvende foranstaltede en Tumult, for at gribe hans Datter og brød ind med Sværd og Stav i det Hjem, hvori hans Hustru havde anbragt hende. Dette var for at tvinge hende til Giftermaal med en Mand, ved hvis Hjælp han ventede atter at skulde blive taget til Naade hos Kongen. Den unge til Ægteskab tvungne Kvinde flygtede senere, og megen Elendighed opstod heraf.

Kongens Raad bebrejdede ham strengt hans ulovlige Handlemaade.

Sir Francis Michells Petition til Underhuset 23. Febr. 1620 indeholder en skærende Kritik over Coke’s Opførsel som værende partisk og lidenskabelig. Michell siger: ”Da jeg blev stævnet for Retten skadede Sir Edw. Coke min Sag ved højt at udbryde: ”Da jeg var Overdommer, kendte jeg Sir Francis Michell som en plettet Mand! hvilket Ord berøvede mine Venner Modet til at tale til mit Forsvar.” Michell maatte gaa ud, medens hans Sag var for. Under hans Fraværelse dømtes han til at sættes i Tower. Da han atter blev indladt, antog han, at faa Tilladelse til at tale til sit Forsvar, som Skik og Brug var, og ”bad om Lov til at tale for sig”, hvad Sir Edward Coke skyndte sig at afslaa. (Sir Simon d’Ewes Papers). ”Hans Hævnsyge der gaar lige til Brutalitet er infam.” Sir Francis Bacon skriver til ham: ”I lader Loven altfor meget støtte sig til eders personlige Mening, hvorved I viser Eder at være en Lovens Tyran.” (Foss’s ”Lives of the Judges”). Jacob I vides at have kaldt ham: ”Det bedst egnede Redskab for en Tyran, som der nogensinde har været i England.”

Han var eneste Søn blandt syv Søstre, hvilken Stilling formodentlig lod ham overvurdere sit eget Køn. Hans vidt kendte ægteskabelige Stridigheder har formodentlig hjulpet til at forøge hans Fordomme mod det andet Køn.

At han kunde lade uvidende er der Grund nok til at antage. Han giftede sig fem Maaneder efter sin første Kones Død uden Lysning eller Fribrev, og for at undgaa Bandlysning foregav han ”Ukendskab til Loven”. Han giver ofte en urigtig Indberetning om Bestemmelser og endnu oftere fyldestgør de Autoriteter han citerer ikke hans Lovforslag. Dette er en Fejl, som ogsaa gælder hans Rapporter og hans Lovforordninger, og dette har havt alvorlige Følger for engelsk Lov. ”Holt v. Lyle” og ”Catherine v. Surrey” var Sager, der paadømtes i hans Tid, medens han var Generalfiskal. Disse Domme bestyrkede, at en ”feme sole” kunde stemme for et Parlamentsmedlem. Gatton-Sagen kom ogsaa for under ham, og han maate være bleven opmærksom paa, at andre Parlamentsmedlemmer ogsaa i hans Tid godkendte Kvinders Privilegier.

Andre har beskyldt ham for at undertrykke og forfalske retslige Dokumenter (Se Anstey’s: ”Supposed Constitutional Restraints”). Overdommer Best sagde: ”Jeg er bange for vi skulde slippe for en god Del af, hvad der betragtes som Lov i Westminster Hall, hvis det Lord Goke siger uden Autoritet ikke var antaget som Lov.”

Coke havde snedigt faaet indført i sin 4de Søn Johns Ægteskabskontrakt med Datteren og Arvingen af Wheatly følgende Clausul: ”Falder tilbage paa hans egne Arvinger” til Udelukkelse af kvindelige Arvinger, hvilket ikke opdagedes før i 1671, da John døde efterladende sig syv, Døtre, medens deres Moders Fædrenearv gik forbi dem til deres Onkel Robert, Coke’s femte Søn.

Der er i Parlamentets Historie fra 1641 opbevaret: ”En Petition til Underhuset om Oprejsning for Klagemaal”. En af de sidste Dage da Sagen blev behandlet, saa man Kvinder flokkes ved Underhusets Dør, medens Sergeant-Major Skippon spurgte Parlamentsmedlemmerne, hvad han skulde gere med dem: ”thi de havde sagt ham, at hvor der var én idag, vilde der være 500 imorgen.” Huset bad ham tale venligt til dem. Næste Dag indgav Kvinderne deres Petition.

”Til de højtærede Riddere, Borgere og Repræsentanter af Underhuset i denne Parlamentssamling indgives denne allerunderdanigste Petition fra Adelskvinder, Handelsmænds Hustruer og mange andre Kvinder, alle Beboere af London og dens Forstæder.”

De erkender Husets Omhu for Statssager. De har med Glæde sluttet dem til Ansøgninger, som har været indsendte: ”i Anledning af Religionens Renhed og vore Mænds personlige Frihed.” - ”Vi regner os for at have Interesser sammen med dem i fælles Privilegier.”

”Det maa synes underligt og usømmeligt for vort Køn at vise sig for den ærede Forsamling paa Grund af en Petition. Men naar man ret ser paa Sagen, vil man finde det en skyldig Pligt: 1) Fordi Christus har igenløst os Kvinder for lige saa dyr en Pris som Mændene og derfor forlanger samme Lydighed for den samme Forbarmelse. 2) Fordi i den frie Glæde over Christus i hans Love og i en blomstrende Tilstand af Kirke og Samfund bestaar Kvinders Lykke saa vel som Mænds. 3) Fordi Kvinder er Deltagere i de fælles Ulykker, som hjemsøger baade Kirke og Samfund, naar Undertrykkelse øves over Kirken og Kongeriget, hvori de lever, og en ubegrænset Magt gives Prælaterne til at udøve Myndighed over Samvittighederne, baade Mænds og Kvinders; vi kan blot se hen til Newgate og Smithfield som Steder for deres Forfølgelse, hvor Kvinder saa vel som Mænd har følt deres Ondskabs Svøbe.”

Petitionen blev indgivet af Mrs Anne Stagg, en fornem Dame, gift med en Brygger, samt af flere af lige Rang- og Stilling. Mr Pym kom til Underhusets Dør, henvendte sig til Kvinderne og sagde: at deres Petition med Tak var bleven modtagen og omhyggeligt skulde blive overvejet.

Kongen havde ladet Coke’s Papirer beslaglægge efter hans Død 1634, men 12. Maj 1641 beordrede Underhuset Coke’s Arving at lade dem trykke, og saaledes blev hans Anskuelser fortsatte gennem Tiderne.

Den 13 Februar 1620 gav Coke Underhuset en ganske mærkværdig Læresætning Kvinder angaaende paa anden Maade. Blandt Mr Lovell’s Vidner var en Dame, en Mrs Newdigate. Huset ønskede hende kaldt ind. Coke sagde citerende St Bernhard: ”En Kvinde bør ikke tale i Menigheden.” Undersøgelsen heraf blev overdraget til en Comité. (Common’s Journal). Det var mærkeligt, at Coke skulde gaaet saa langt bort som til St. Bernhard, naar St. Paul havde ligget saa bekvemt at ty til. Havde han læst Evangelierne saa nøje, som han havde læst St. Bernhard, vilde han have set, at en af de første Prædikanter om Christus var Profetinden Anna, som talte om ham i Templet til alle dem, der var i Forventning om Forløsning i Jerusalem, ligeledes at det var gennem Kvinder, at Christus sendte de Ord til Apostle og Disciple, der ligesom blev Feltraabet i den første Christenhed: ”Christus er opstanden.” Coke’s Præcedens i dette Punkt blev omstødt i hans eget Aarhundrede.

Skøndt der var nogle udmærkede Undtagelser blev Flertallet af Kvinderne paavirkede af denne Procrustiske Behandlingsmaade, som nu var kommet paa Mode, og sank ned i en Tilstand af Uduelighed og Uformaaenhed, som Samfundet derpaa kom til tit tro var dem naturlig. ”Det var ukvindeligt for Kvinder at tænke og handle for sig selv!” - ”Kvinder burde ikke bekymre sig om offentlige Sager!” - ”Mænd forstod saa meget bedre end Kvinder, hvad der var godt for disse! - blev til ligefremme Mundheld

Ved at miste ét Privilegium mistede de andre. Nye Love dannedes, der gik deres Interesser imod, og gamle Love blev omfortolkede i ny og snæver Aand. Præcedenser skabtes, der tog Magten fra gamle Statuter; Retfærdighedsbegrebet mellem Kønnene blev forvredet og sammenkrympet.

Arveloven blev ændret. Kvinders Ejendomsret blev ignoreret. Sophistiske Arbejderlove blev indførte for at støtte de mandlige Ejendomsprivilegier. Alt Arbejde var usømmeligt for Damer, undtagen naar det blev gjort uden Betaling. Husligt Arbejde blev ikke gjort op i Rigets Mønt, derfor blev der sagt om Kvinder, at de underholdtes af deres mandlige Slægtninge, skønt de ofte arbejdede ti Gange mere end de. Det var ganske naturligt at tage Privilegier fra dem, der ikke vidste, hvad de tabte.

Protesterende Kvinder. Men Kønnets Undertrykkelse gik ikke for sig uden forskellige Protester fra Kvindernes Side under de 200 Aar, som denne Tilbageebbning af Civilisationens Flodbølge varede. Vi kan ikke her nævne hver Enkelthed, mon tre berømmelige Kvinder maa vi notere. Den første, der fødtes i det 16. Aarhundrede, protesterede mod Beskærelsen af Arveloven med Hensyn til Kvinder; den anden, født i det 17. Aarhundrede, mod Sløjfningen af en højere Undervisnings Goder; den tredie, født i det 18. Aarhundrede, mod Kvindernes sociale, borgerlige og politiske Fornedrelse.

Anne Clifford, der var født 1590, var den eneste Datter af George, Jarl af Cumberland; og af hans Hustru, Margaret Russel. Hun og hendes to ædle Søstre Elisabeth, Grevinde af Bath og Anne, Grevinde af Warwick, var kendte for deres Slægthengivenhed og alle andre kvindelige Dyder. Grevinden af Warwick var Dronning Elisabeths Yndlings-Kammerfrue. Anne var meget hos sin Tante i sin Ungdom og var Dronning Elisabeths Favorit og bestemt for hendes Hof. Hendes Fader afslog Tilbudet om Hofstillingen, ligesom han modsatte sig, at hun som andre Damer paa den Tid lærte gamle og moderne Sprog. Hendes Lærer i hendes yngre Aar var Historiografen og Digteren, Mr Daniel. Hun interesserede sig stærkt for at udrede gamle Dokumenter om sine Korsfædre, og var ivrig i at bevare den Ret, der var hendes. Jarledømmet Cumberland var sat paa mandlig Arvelinie, men Baronierne Clifford, Westmoreland og Vesey, som ogsaa tilhørte dem, gik over til den almindelige Linie. I 1609 ægtede hun sin Fætter Richard, Jarl af Dorset. ”Den 25. Juli 1610 ægtede min Fætter Henry Lady Francis Cecil, Datter af Jarlen af Salisbury, hvilket Ægteskab tilsigtede ved deres Ejendommes Magt og Storhed at ødelægge mine Besiddelser og tilbageholde dem fra mig.” Baade hendes Mand og hendes Onkel, Jarlen af Cumberland, vilde overlade Kongens Voldgift at afgøre Stridighederne, men herpaa vilde Anne aldrig gaa ind. Hun blev budt en stor Sum for Westmoreland Godserne, og dette vilde hendes Ægtefælle tvinge hende til at modtage. Han støttedes heri af Kongen, og Overenskomsten undertegnedes, men hun ødelagde Trioens Plan ved sin Fasthed. Hun var af den gammeldags Slags Kvinder, og hun ønskede: at leve og dø i den Følelse: at hvad hun modtog, skulde hun overdrage de følgende Slægtled uden Plet eller Beklipning. Hun var bestemt paa at holde ved sin lovlige Arv. Hendes Mand døde 1624, og Striden fortsattes med fornyet Styrke

Der er Statspapirer fra 1628 til Bekræftelse af, at Værdigheder og Titler arves paa Kvindesiden. De er fremdragne i Anledning af Anne’s Fordring paa at være Lady Clifford. - I samme Serie er der i April 1628 en Petition til Kongen fra Anne, Enkegrevinde og efterladt Hustru af Georg, Jarl af Cumberland, Lord af Clifford, Westmoreland og Vescy. Ved hendes Faders Død gik Titlerne Clifford, Westmoreland og Vescy over til Ansøgerinden; dog har Francis, Jarl af Cumberland, offentliggjort, at Navnene Lord Clifford og Lord Vescy tilkommer ham; og da Henry Clifford, Chevalier, var indstævnet til dette Parlament benævnede han sig selv: Lord Clifford. Nu beder Ansøgerinden om, at Kongen vil bekræfte hendes Fordring paa Værdighederne: Clifford, Westmoreland og Vescy og beordre Jarlen af Cumberland og Henry, hans Søn, at afholde dem fra at antage disse Navne.

I 1630 ægtede hun Philip, Jarl af Montgomery, som ved sin Broders Død kort efter blev Jarl af Pembroke. Hun fordrede bestandigt sin Arv men forgæves. I 1641 døde hendes Onkel efterladende sig den ene Søn Henry og en Datter. To Aar senere døde Henry uden at efterlade sig nogen Arving, og Anne traadte nu ind i sin Arv, og beviste derved sin oprindelige Ret. Denne havde hun ikke solgt.

Efter sin anden Ægtefælles Død 1649 trak hun sig tilbage og begyndte at befæste sine Slotte. Cromwells Soldater rev Befæstningen ned igen, mon hun sagde, at saa ofte Cromwell rev den ned, vilde hun bygge den op. Efter en Tid blev Protektoren ked heraf - han beundrede hendes Uforsagthed - og han gav Ordre til, at fremtidig skulde hendes Ejendele ikke molesteres.

Hun var heller ikke fri for at komme i Processer med sine Undergivne. Men i hver Sag endte hun med at blive Sejrherre ved sin Kundskab, sin Erfarenhed og Resoluthed. En Væver havde købt en Ejendom, der laa under hende, mod den aarlige Afgift af en Høne, men han vægrede sig ved at betragte hende som sin Overherre og betalte ikke denne Afgift. Men hun sagsøgte ham med Held, og skøndt det kastede hende 3,600 Kr., sikrede hun sig Hønen og den Ret, hvorpaa denne var Symbolet.

Som Følge af sin Arv blev hun ”High-Sheriff of Westmoreland” og udøvede længe sine Pligter i egen Person. ”Den 29. December 1651 undertegnede og forseglede jeg et Dokument, ifølge hvilket Mr Thomas Gabetis skal være den mig repræsenterende Sheriff i Grevskabet Westmoreland.”

Da hun ser tilbage paa sit Liv fra det stille Hjem i Nordengland, hvorhen hun havde trukket sig tilbage, siger hun; ”Jeg maa tilstaa jeg var født som et lykkeligt Menneske baade i Sjæl, i Legeme og i Stilling, og at mine to Herrer, som jeg ved det guddommelige Forsyns Villie ægtede, var hver i sin Slags saa værdige Adelsmænd som gives kan i Kongeriget. Dog var det min Ulykke at skulle døje Modsigelser og have Kors med dem begge. Med min første Herre fordi han vilde have mig til at sælge mine Rettigheder i min Arvelods Lande for Penge, hvad jeg aldrig vilde give Samtykke til; men det var dog saaledes, at denne Sag gav Anledning til en langvarig Strid mellem os, saavelsom hans Letsindighed i at forøde sit Gods.” Hendes Uenighed med den anden Ægtefælle opkom ved, at hun ikke vilde tvinge sin Datter af første Ægteskab til mod sit Ønske at ægte Stedfaderens Søn med hans første Hustru. ”Marmor Hallerne i Knoll og Wiltons gyldne Taarne var ofte for mig de Bure, hvori min hemmelige Angst husedes!” skriver hun.

Hun havde ingen Børn med sin anden Mand og hendes to Sønner med Jarlen af Dorset døde unge. Hun modtog stor Kærlighed og Trøst først fra sin Moder og senere fra sine to Døtre og sine Børnebørn.

Sir Horace Walpole har i en Artikel i ”The World” 1753 citeret det berømte og ofte gentagne Brev fra Anne Clifford, Enkegrevinde af Pembroke, til Stats-Sekretæren, der ønskede hun skulde udnævne hans Efterfølger i Appleby: ”Jeg er bleven skødesløst behandlet af et Hof, jeg er bleven drillet af en Usurpator, men at lade mig noget foreskrive af en Undersaat har jeg ikke i Sinde. Eders Mand faar ikke Stillingen.

Anne Dorset, Pembroke og Montgomery.”

Man betvivler dog stærkt dette Brevs Ægthed.

I 1794 udsendte Mary Astell sin Protest: ”A serious proposal to the Ladies by a Lover of their Sex.” Hun foreslaar heri at grunde en Institution for Kvinders højere Dannelse, som skulde sættes under Prinsesse Anna af Danmarks Beskyttelse.

”Reflections upon Marriage” udkom Aar 1700. I Fortalen til tredie Udgave siger hun, idet hun besvarer fremkomne Indvendinger mod Bogen: ”Disse Overvejelser har intet andet Maal end at korrigere nogle Misbrug, som ikke er mindre skadelige, fordi Magt og Bud synes at autorisere dem. Det er en stor Fejl at underkaste sig Autoritet, naar vi kun skulde bøje os for Fornuft. Jeg vil i Sandhed ikke raade Kvinder til at anse Mænds Taabelighed for Visdom, eller deres Brutalitet for den Kærlighed og Tilbedelse de lovede i deres Ægteskabs-Ed.

”Det er sandt nok, at jeg - idet jeg mangler den Lærdom og overordentlige Begavelse, som Mænd tror at sidde inde med, blot fordi de er Mænd - er uvidende om vort Køns Underlegenhed, som vore Herrer fastsætter som en selvindlysende og fundamental Sandhed. Thi hvis de med deres Køns naturlige Overlegenhed mener, at hver Mand er hver Kvinde overlegen (som er den øjensynlige Mening) vilde det være en Synd, at nogen Kvinde skulde have Herredømmet over en Mand, og den største Dronning burde ikke byde men lyde sin Tjener, thi ingen af Mennesker dannet Lov kan ophæve eller ændre Naturens Love. Om de mener, at nogle Mænd er nogle Kvinder, overlegne saa er dette ingen stor Opdagelse. Maaske de ogsaa kunde have fundet, at nogle Kvinder er nogle Mænd overlegne? At Verdens Skik og Brug har sat Kvinderne i al Almindelighed i en underordnet Stilling kan ikke nægtes; men Retten dertil kan lige saa lidt bevises, som det Faktum, at Lasten prædominerer, kan bevise dens Berettigelse dertil. Hvis alle Mennesker er fødte frie, hvorledes gaar det da til, at Kvinderne er fødte som Slaver? Ikke engang Milton vilde gøre Opraab om Frihed for kvindelige Slaver eller forsvare Berettigelsen til at modstaa privat Tyranni. Forstand er et Gode, som det har behaget Gud at uddele med upartisk Haand til begge Køn; men Lærdom har Mændene bemægtiget sig for sig selv alene, og man maa beundre deres Fremskridt.”

Samfundet bekymrede sig imidlertid ikke om at reformere sig efter hendes Forskrifter.

Før Slutningen af det attende Aarhundrede udstødte Mary Wolstonecroft Godwin nogle vældige Trompetstød, idet hun udgav sin indignerede Bog: ”Vindication of the Rights of Women.” ”Der kan ikke blive nogen Pligt uden Grunde”, siger hun. ”Der kan ikke blive nogen Moral uden Lighed. Der kan ikke være nogen Retfærdighed, naar Modtagerne altid er af samme Køn. Lad os først betragte Kvinder som menneskelige Skabninger, der i Lighed med Mænd er sat paa Jorden for at udvikle deres Evner. - Hvem gjorde Manden til den eksklusive Dommer, hvis Kvinden ogsaa har Part i Fornuftens Gave? Spiller I ikke en Tyrans Rolle, naar I tvinger alle Kvinder - ved at nægte dem borgerlige og politiske Rettigheder, til at blive indelukkede i deres Familier, famlende om i Mørke? I vil dog sikkert ikke paastaa, at en Pligt kan være bindende, naar den ikke er grundet i Fornuft? Kvinder kan blive passende Slaver, men Slaveri vil altid have den Virkning, at det baade degraderer Herren og den foragtelige Genstand derfor. Det er paa Tide at vi foranlediger en Revolution i kvindelige Vaner, paa Tide at vi gengiver Kvinderne deres tabte Værdighed, paa Tide at vi faar dem til at reformere sig selv og reformere Verden.”

Hun var altfor meget forud for sin Tid til med Held at kunne sprede sine Anskuelser; dog saaede hun den Sæd som endnu er i Vækst. Det Samfund, som hun afmaler, giver et pinefuldt Billede af Virkningerne af hendes Aarhundredes eksklusivt maskuline Troesbekendelse.

Blandt Tidens mange og vrange Antagelser fremkommer enkelte Glimtlys, som f. Eks. William Thompsons Bog, udgivet 1825: ”Anklage fra den ene Halvdel af den menneskelige Race, Kvinderne, over de Prætensioner den anden Halvdel, Mændene, stiller op for at holde dem i politisk, borgerligt og husligt Slaveri. - Som Svar paa Mr Mills berømte Artikel om Statsstyrelse.”

Men Reform Forslaget af 1832 sætter Kronen paa Værket ved at indsmugle Ordet ”mandlig” foran Personer, hvilket sidste Ord pegede hen paa hele Nationen saavel Mænd som Kvinder, og nu herefter tydeligt udelukker alle Kvinder.

I 1867 blev et andet ”Forslag” forelagt Parlamentet, i hvilket ”male persons” foreslaas ændret til ”men”. John Stuart Mill søgte at bøde paa sin Faders Vildfarelser og foreslog en Ændring, som udtrykkelig kunde indbefatte Kvinderne. ”Vi skal ialfald ikke nægte dem, hvad vi indrømmer enhver anden: Retten til at blive hørt; Retten til at have, hvad alle Fag og Professioner har; nogle faa Parlamentsmedlemmer, der specielt er kaldede til at varetage deres Interesser og udpege, hvorledes disse Interesser berøres af Lovene.”

Men Charlotte Carmichael Stopes slutter sin Bog med Ordene: ”Lad Kvinden faa Frihed og Plads. Lad hende vise hvad hun med Guds Hjælp kan gøre, naar Mænd ophører med at hindre hende i at udvikle sin Personlighed. De vil selv vinde derved. Det vil synes at være en ny Jord, naar den tidligt fødte ”Frimand” møder den sildigere fødte ”Frikvinde” og tilsidst erkender, at det ikke var godt at have være alene saa længe. Foran enhver moralsk Genfødelse, foran enhver varig politisk Institution maa Manden lære at adskille Godt fra Ondt, Retfærdighed fra kortsynet Selviskhed, og at se - i Erkendelsen af Kvinden som Hjælper for dem i alle Ting - Opfyldelsen af Guds Villie med Hensyn til dem begge.

*)Skrevet før 1894.