Frankrig

Vi ser os i Stand til i vort Blad at kunne give en Oversigt over, i hvilket Aar Kvinderne modtog deres Ret til at afgive Stemme, hvad enten i beskedne smaa Raad eller ved Lovgivernes Side i Landenes Rigsdag, hvad enten alle Kvinder eller snævre Udvalg af disse. Vi haaber engang at kunne være i Stand til at give en Oversigt over, hvad Aar Kvinderne i de forskellige Lande fik Ejendomsret til den Løn, de selv fortjente. Vi veed, at i de Forenede Stater blev denne Ret tilkendt dem i 1860 og atter for en Tid frataget dem i 1862 (som gav Susan B. Anthony Impulsen til at kæmpe for, at Kvinden selv skulde blive Lovgiver ved Mandens Side); vi veed, at Frederik Bajer skaffede de danske Kvinder den i 1880. Men at det Land, der slyngede Frihedstanken ud i Verden, og som malede Ordene: "Frihed, Lighed og Broderskab" paa Byen Pariss Mure endnu ikke har givet sine Kvinder denne Ret eller ialfald ikke før Maj 1907 har forhandlet derom med et Slags Resultat vil vistnok kun faa af os drømme om.

M. Goirands Lovforslag om gifte Kvinders Stilling til den Løn de tjener har slumret i Senatet lige siden 1896 og kunde for den Sags Skyld have fortsat sin Søvn i over hundrede Aar, saa liden Deltagelse man viste det.

Ret uformodet dukker dette Lovforslag op igen, nu fremført af M. Guiller og i omændret Skikkelse. Det har lige været Genstand for to Behandlinger i den høje Forsamling med gunstig Afstemning, nemlig 14. og 24. Maj 1907. Der forestaar det nu at slippe igennem Kammerets Ildprøve endnu engang og Ændringer kan bestandigt foretages. Senatets Kommission, der havde Tilbøjelighed til at trække tilbage med den ene Haand hvad det havde givet mod den anden, vilde, at Hustruen ved en Ægteskabskontrakt skulde kunne give Afkald paa de indvundne Fordele nemlig paa Bestyrelsen og Nydelsen af sin Løn samt Ejendomsretten over den. Heldigvis har M. Faure bortfjernet denne Klausul. Thi den Ægtemand der skulde ville oprette en saadan Kontrakt med sin Hustru, skulde sikkert netop høre til dem, mod hvis Overgreb man ved Loven ønskede at beskytte hende.

Men desværre har der indsneget sig en anden fordærvelig Bestemmelse i Loven, der paa Forhaand tilintetgør de gode Virkninger man havde ventet sig af den. Det er nemlig Artikel 2, som bemyndiger Ægtemanden til fuldstændigt eller delvis gennem en Dom at kunne fratage Hustruen Bestyrelsesretten over hendes sammensparede Løn i Tilfælde af Ødselhed, Uforsigtighed eller daarlig Anbringelse.

Madame Martins Blad udbryder her: "Hvilken havesyg Ægtemand skulde ikke kunne finde et antageligt Paaskud for, at hans Hustrus Dispositioner over hendes sammensparede Løn ikke skulde være underkastet et af disse tre nævnte Fejlgreb? Og hvilken Disposition skulde vel føle sig sikkret herimod? Hvis Mandens Disposition over Formuen blev sat under denne haarde Prøvelse, mon denne under saadanne Vilkaar vilde staa for Kritiken? Om vore høje Herrer Lovgivere vilde sætte sig i Hustruernes Sted i dette Tilfælde, med hvilken Indignation vilde de ikke tilbagevise et saadant Perspektiv!"

Efter den nuværende Lovgivning aflægger Manden intet Regnskab. Han kan være saa uforsigtig som han være vil, og det er kun i Tilfælde af, at hans Ødselhed gaar over alle Grænser - i den Grad saa han sætter sin Hustrus Formue paa Spil - at denne kan erholde som eneste Hjælpemiddel en Bosondring. Imidlertid er det almindeligvis Bevarelsen af Mandens Fortjeneste og dens Anvendelse til Familiens Underhold, at Loven strængt skulde vaage over, thi den normale Regel er, at Familien underholdes af Mandens Arbejde og ikke af Hustruens.

Den foreslaaede Lov befatter sig indgaaende med Kreditorers Forhold, saa ledes at disse kan tage deres Tilgodehavende af Hustruens opsparede Penge, om hun er Skyldneren.

Kreditorerne kan ogsaa tage sig tilrette af disse, naar Manden er Skyldneren, i Tilfælde af at en Kontrakt derom er oprettet, inden den nu indførte Lovbestemmelse galdt, medens Manden endnu havde hendes Penge under sin Forvaltning. Men Beviset for, at Manden har gjort Gælden i Husstandens Interesse, paahviler det Kreditoren at skaffe tilveje.

Art. 11 af denne Lov forekommer os efterlignelsesværdig. Den fastsætter nemlig, at Lovens Dispositioner kan paakaldes ogsaa af de Hustruer, hvis Ægteskab er indgaaet før dens Træden i Kraft.

Ved at læse Senatets Forhandling over dette Lovforslag maa man forbauses over, hvor meget Forslagsstilleren fandt sit Forlangende dristigt, og hvor hurtig han var til at slaa af paa Enkelthederne lige over for Modstanden. At Hustruen skulde have Ret til den øjeblikkelige Disposition af den Løn hun havde tjent, var man snart enig om, men naar det drejede sig om, at hun selv skulde forvalte en Sum, opsparet af hendes Løn, blev man ængstelig, og Resultatet blev da den nævnte Klausul: at hendes Ægtefælle ved Lovens Hjælp skulde kunne fratage hende Bestyrelsesretten.

Vi maa dog tænke paa, at det i alle Tilfælde er et Fremskridt at faa en Lov, der anerkender, at den gifte Kvinde bør have Ejendomsret over den Løn hun tjener, selv om denne Lov faar et Bihang, der netop prisgiver Hustruen til den Mand, hun mest behøvede at værges imod.