Racens Aftagen
Der er udkommet en Bog i Ny York af Lydia Commander, der har gjort stor Opsigt.
Den er dediceret til Præsidenten, Theodore Roosevelt, som først gjorde Nationen opmærksom paa den overhængende Fare for Race-Aftagen.
Statistiken i de Forenede Stater synes at vise, at hver engelsk Familie gennemsnitlig kun har 2 Børn i vor Tid, medens det gennemsnitlige Antal Børn, hver enkelt Familie havde i Franklins Dage var 8. Naar man tænker paa, at Halvdelen af Børnene i et Hjem ofte dør, saa ser det mere ud til Tilbagegang end til Fremgang af den angelsachsiske Race i Amerika. Som et Slags Svar herpaa har en Kvinde fra Illinois givet en Beskrivelse af de Vilkaar, som leder hertil under Navn af:
Husmoderens Problem.
(Saaledes som dette føles i de tre Fjerdedele af amerikanske Hjem.)
Mange Kvinder interesserer sig mere for at spille Bridge end for at sætte Børn i Verden. Hvad er Aarsagen hertil? Er det en yderlig Selviskhed eller er det Frivolitet? Faktum er imidlertid, at Kvinders store Uvillie mod at tage tjenende Stillinger i Hjem, end ikke til den store Løn, der nu gives, gør en mægtig om end lydløs Revolution og lægger Grunden til den ofte omtalte Aftagen af Befolkningen.
Det er umuligt at have en stor Familie uden tillige at have et ordnet Hjem. Det er en let Sag nutildags at bringe Sindet ud af Ligevægt paa den, der skal være den Hjælpende i Huset. Hvert Barn, der fødes, virker som et vulkansk Udbrud paa de huslige Forhold, og efter at det tredie Barn i Familien har set Dagens Lys, er det faktisk umuligt at faa nogen som helst Hjælper. I Zolas Bog: "Fécondité" - hin smukke Idyl om en Familie, der har 22 Børn - indfører han en Faktor, som gør hele hans Fortælling mulig, nemlig den tro Tjenestepige, som, da det to-og-tyvende Barn kommer dog bliver! Hendes Lige er ikke til at opdrive i Amerika, hverken for gode Ord eller Penge.
Problemet har ikke den overvældende Virkning for de rige Folk, der kan holde en stor Skare Tjenestefolk og omgive disse med det selskabelige Liv, der nutildags forlanges. Heller ikke har det en saadan Virkning paa de meget fattige, men det er især Middelklassen der rammes, heri indbefattet de unge akademisk uddannede Mænd, som ingen Formue ejer; netop dem, der bidrager saa meget til Befolkningens Aftagen.
I de Dage, da vore Bedstemødre levede og havde deres store Familie, var der ugifte Tanter og forskellige andre kvindelige Slægtninge, som man kunde stole paa i Nødens Time, thi saa kom de til En! Men nu har de ugifte Tanter deres egne Særformaal, og de kvindelige Slægtninge gaar til philanthropiske Møder og til andre Institutioner for det almene Vel, og at disse skulde sætte deres Skuldre til Husholdningens modvillige Hjul er mere, end man nu nogensinde kunde drømme om.
Derfor maa Moderen sørge for ikke at paatage sig nogen større Byrde, end hvad hun alene kan magte uden Hjælp hverken fra Slægtninge eller Tjenestefolk. Og er denne Moder ikke en aldeles mærkværdig Fremtoning, en ren Undtagelse, kan hun umuligt sørge for mere end to, højst tre Børn uden at skade sit Helbred, den ypperste Skat en amerikansk Moder - ja, enhver Moder i hele Verden - besidder.
Jeg vilde ønske, at nogle af de udmærkede Tænkere vi har, vilde vende deres indtrængende Granskning mod dette husmoderlige Problem, og at de vilde klarlægge dets Rækkevidde for Samfundet.
Jeg vilde ogsaa ønske, at jeg kunde se Præsident Roosevelt eller nogen anden af dem, der skriver om "Racens Aftagen", ifærd med - under alle Hjælperes Fraværelse - at skulle berolige en af Graad halvkvalt Baby med den ene Haand og med den anden tilberede Familiemiddagen. Jeg har prøvet det, og det er ingen Spøg.
