Sat paa Prøve

Af Oreola William Haskell.

Frit oversat af Johanne Münter. (Fortsat)

Margrete (bittert): Ja, ganske udmærket. Dr. Spragne sagde, at han ikke havde havt Tid til at gennemse Sagen, skønt hans Hustru hele den sidste Maaned har talt om den hver Dag, alle hans Dame-Bekendte har skrevet indtrængende Breve til ham derom. Aviserne har været fulde deraf, og vi med hver Post har ladet Cirkulærer regne ned over ham.

Lassen: Men der er Hr. Stone?

Margrete: Aa, ham saa jeg ogsaa. Han syntes, det var bedre at lade en Kvinde-Petition undertegnes af Kvinder.

Lassen: Det er der noget i.

Margrete: Ja, det vilde der være, hvis det ikke var en Udflugt. Jeg véd, det er en, for da jeg sagde ham, at nu vilde vi sætte Petitionen op for Mænd og sende en Herre rundt med den, sagde han straks, at han meget snart forlod Byen. Og Hr. Jenks -

Lassen: Han undertegnede da idetmindste.

Margrete: Han sagde mig bebrejdende, at den Slags Ting burde overlades til Mænd. Jeg sagde ham, at det var netop det. vi havde gjort og derfor sad saadan i det.

Lassen: Der er naturligvis visse Hensyn, der binder os Mænd -

Margrete: Aa, jeg kender godt den offentlige Hemmelighed, at det er Henrik Sandrup selv, som er den virkelige Ejer af Dodds Kælder, og hvis Forretningsejerne fornærmer Sandrup, saa befaler han alle sine Fabrikarbejdere at handle i Belleville, og vore Butikker vil naturligvis lide derunder. Men vi Kvinder sætter Menneskeheden og Moralen over Forretningslivet.

Lassen: Det gør de bedste Mænd ogsaa. De vil se, naar de har overvejet Deres Grunde, saa slutter de dem til Kvinderne.

Margrete: Men alle min Faders gamle Venner - dem jeg har kendt hele mit Liv igennem - at de ikke undertegner, det er skammeligt.

Lassen: Det er let nok at forklare. Hver af dem er gammel nok til at være Deres Fader. De kan ikke vente, at de vil respektere deres Dom. Nej, send en adstadig, forstandig, ældre Kvinde til de ældre Mænd, for hende vil det lykkes, hvor det mislykkedes for Dem.

(Lise kommer).

Lise: Fru From.

Margrete: Vis hende ind.

(Lise gaar, Fru From og Edith From kommer ind).

Fru From (synker træt ned i en Lænestol): God Aften, Frøken Margrete, god Aften, Herr Lassen, jeg er dødtræt af at gaa rundt med Ansøgningen.

Margrete: Saa længe De havde Heldet med Dem, tænkte De vist ikke paa Trætheden.

Fru From: Heldet med mig? Ja, gid jeg kunde sige det. Men hvad er det dog for et Slid. Dog naaede jeg det hele og gik lige til sidste Øjeblik, men saa var jeg ogsaa forbi. Tolv Holdepunkter for Petitionen havde jeg noteret op, og jeg har gaaet dem igennem med hver eneste Mand. De indrømmer alle, at jeg sagde Sandhed fra mit Standpunkt, men det er netop Ulykken, at Mændene tager et andet Standpunkt hertil. Hvor var det dog en Fejltagelse at sende en middelaldrende Kvinde som mig i saadan et Ærinde.

Margrete (leende): Ih, de middelaldrende Mænd skal have fornuftige Overbevisningsgrunde fremførte af adstadige, forstandige, middelaldrende Kvinder.

Fru From: Nej, paa ingen Maade. Intet gør Indtryk paa en Mand som en smuk ung Kvinde, kun

hun kan faa Indflydelse over ham. Tænk Dem, jeg har kun to Navne.

Edith: Ja, Margrete, og saa er det ene vor Urtekræmmers og det andet vor Bagers. De vovede ikke at afslaa Mamas Anmodning.

Fru From: Aa, Edith, hvorfor skal Du altid blande Dig i, hvad jeg siger? Men, Margrete, i alle Hjem, hvor Mændene ikke vilde paategne Ansøgningen, passede jeg paa at aflevere vore smaa Hefter til Hustruerne. Hvor er dog Hustruernes Indflydelse over deres Mænd en velsignet Ting.

Lassen: Jeg deler ganske Deres Anskuelser, Fru From. Nogle Kvinder aner ikke, hvor megen Indflydelse de har over Mændene.

Margrete (tørt): Nogle Kvinder har vist ondt ved at forestille sig det. A propos, Fru From, har saa Deres Mand angret og underskrevet Petitionen?

Fru From (meget forvirret): Aa - ikke endnu, Frøken Margrete, men jeg haaber, - naar en Tid er gaaet. -

Edith: Men Mama dog, Du ved jo, at Papa aldrig vil gøre det. Han siger, at en Spillebule virker godt i Byen og paa Forretningslivet. Og han siger, han har Lov til at have sine egne Meninger og behøver ikke at lade sig dem foreskrive af nogle Kvinder.

Fru From (svagt): Aa Edith - ti dog stille -

Margrete: Herr From ser ud til at befinde sig vel. Jeg ser ham hver Søndag, naar han gaar til Golfpladsen. Gaar han aldrig i Kirke mer? Da jeg ved, hvor magtpaaliggende det er for Dem, at enhver overværer Gudstjenesten, og da De har saa stor en Indflydelse over Deres Mand, saa undrer det mig, rent ud sagt, at De ikke faar ham til at gaa i Kirke.

Edith (med et Udbrud.): Aa, Margrete, hun prøver altid paa det, men hun kan ikke rokke ham en Haarsbred. Papa er meget svær at have at gøre med, og Mandfolk er saa løjerlige. De gør alt det, man ikke vil, de skal gøre.

Margrete (ler): Godt Edith, Du og jeg staar nok paa samme Side, lader det til. Fru From, De maa se at faa Herr Ernst Lassen til at hjælpe Dem med deres Mand. Han kan give Dem nogle udmærkede Anvisninger paa Benyttelsen af den indirekte Indflydelse.

Fru From: De har mig nok tilbedste, Frøken Margrete. Hvor er deres Moder? Jeg maa have nogle gode Raad hos hende om -

Margrete: Moder er ovenpaa. Kom, lad os gaa op til hende.

(Margrete gaar med Fru From).

Edith: Aa, Herr Lassen, De kan ikke tro saadanne Løjer, vi havde for en Ugestid siden med at lære Frøken Margretes Papegøje at sige: "Ned med Kvindeklubberne." Saa har jeg siden hemmeligt givet den ekstra Lektioner, og nu skriger den det, saasnart en Dame kommer ind i Værelset. Kom, nu skal De høre.

Lassen (rejser sig): Giv bare ikke mig Skyld for at have bragt Dem paa den Tanke. Hvor er Forbryderen henne?

Edith: I Bibliotheket. Margrete blev aldeles rasende paa mig, da hun opdagede, hvad jeg havde lært den. Kom nu og hør den.

(Edith griber Lassens Haand og trækker ham efter sig.)

(Lise kommer ind med en Favn fuld af Bøger, som hun kaster paa Bordet. Peter bærer flere Stole ind).

Peter: Jeg vil vædde en Uges Løn paa, at de engang vil fange Dig i det.

Lise (foragteligt): Spar dej at tale til mej. Fange mej i hva?

Peter: Fange dej paa Lur ved Nøglehullet. Saadan gjorde min Søster ogsaa engang, men hun fik sin Afsked paa graat Papir.

Lise: Kikker jej geimem Nøglehullet? - Ja det er, naar jej venter paa, at Frøken Margrete skal kalde paa mej. Det gør hun altid før Møderne. Desuden, det er jo der, jeg faar min Opdragelse og lærer hvordan Ordene skal udtales. Men saadan noet ka jej nu inte tale med dej om. Frøken Margrete er altfor entellektuel for dej aa dine Lige; Jeg har osse sagt til Kokkepigen, at det nytter inte Herr Lassen at gaa aa kikke efter hinne. Hun tar ham aldri i Evighed.

Peter: Hva æ entellektuel?

Lise: Saa dum han æ inte aa vide dæ.

Peter: Det er nok bedst, at I og jej, Frøken Murphy, herefter ikke kender hverandre. (Peter gaar stolt bort, Lise slaar med Nakken.)

(Fru Strøm, Frøken Lydia Teck, Fru Rasmussen, Bedstemoer Klem og Diakon Olde samt Fru From kommer ind. Ernst Lassen og Edith From følger i leende Samtale. Medlemmer af Fremskridtsklubben kommer derpaa ind og indtager deres reserverede Pladser. Fru Strøm sidder paa Formandspladsen. Margrete Strøm er Sekretær, Fru From Kasserer.

Fru Strøm (banker med en lille Sølvhammer for at betegne Mødets Begyndelse): Tør jeg udbede mig de ærede Medlemmers Opmærksomhed. Dette Møde, som vi har indkaldt, er intet almindeligt, men et særligt, hvad vel de fleste vide - for at faa et Overblik over, hvor stor en Fremgang med Hensyn til Underskrifterne den Petition har havt, som vi agter at indgive til Byraadet for der at tages under Behandling ved dets Møde sidst i Ugen. Vi haaber, at Byraadet vil godkende og støtte vor Petition og derved vise, at dets Medlemmer er saadanne Mænd, som vor By trygt kan genvælge til samme Embeder ved Valget i næste Uge. Vi vil undlade - med mindre der gøres Indvendinger - at oplæse vor Kasserers Rapport, og vi vil gaa over til det Emne, der i Øjeblikket særligt lægger Beslag paa os. Jeg udbeder mig derfor en Rapport fra Formanden for Petitions-Komiteen, Fru Augusta From. (Fru From rejser sig, hun kan ikke finde sin Lorgnet, søger den allevegne. Tilsidst ser Edith, at den er stukket ind i hendes Kjoleliv og rækker hende den. Det tager nogen Tid at faa den til at sidde fast. Derpaa aabner hun et langt og tæt beskrevet Manuskript. Medlemmerne sender hinanden fortvivlede Øjekast.)

Fru From: Ærede Formand og Medlemmer samt (med et Blik til Diakon Olde) ærede Gæster. Min Rapport er kort, da jeg ikke har til Hensigt at læse hele dette Manuskript op. (Et Lettelsens Suk fra Tilhørerne). Mon skønt mit Uddrag er lille nok, repræsenterer det dog en Del trættende og ofte gentaget Arbejde. Petitions-Komiteen har havt ti Møder siden Klubbens Generalforsamling, og vi har været hos 200 Kvinder udenfor vor Klub for at faa deres Underskrift paa Petitionen. Vi maatte gaa to Gange til de 50 og fire eller fem Gange til de 25.

Bedstemoer Klem (højt): Sikken en Løben omkring.

(Medlemmerne stirrer alle paa Bedstemoer Klem, og hun sætter sig tilbage i Stolen.)

Fru From: Vi har besøgt alle Forretningskontorer i Byen og alle Forpagtere og Landmænd i dens umiddelbare Nærhed. For at træffe disse Mænd har vi ofte maattet gøre sex à syv Besøg. Alle de Kvinder i Byen, der har Stilling og Indflydelse, har undertegnet vor Petition, og da navnlig alle de skatteydende. Af Mænd har kun 50 undertegnet. Formanden beklager, at Ægtefællerne og Fædrene i denne Kommune ikke synes at samarbejde med os i dette. Vi paalægger indtrængende enhver Kvinde herinde at anvende den Indflydelse, hun maatte besidde, paa at faa hendes mandlige Slægt og Venner interesserede heri.

Bedstemoer Klem (højt): lHm. Det er vist ikke saa let.

(Hammeren banker.)

Fru Strøm: Har noget andet Medlem af Petitions-Komiteen enten nogle Kendsgerninger at indberette eller Forslag at gøre?

Margrete (rejser sig): Jeg tror, det vilde være heldigt at udpege Moralen af denne sørgelige Redegørelse. De husker jo alle, at dengang vi vilde have vor Skolebygning delvis ombygget, gennemgik vi det samme uendelige Virvar af Taler, af at holde Møder, af at løbe omkring og gøre os gennemgaaende forhadte. Vi plagede Vælgerne, og vi gjorde os ubehagelige for Embedsmændene. Tilsidst fortalte de os elskværdigt og beklagende, at de ikke havde noget Beløb - om end nok saa lille - hvormed de kunde forøge Skolens Udgiftskonto. Umiddelbart efter fik Hr. Sandrup, Fabrikejeren, Byen til at betale for en Vej, der løb fra den op til hans Ejendom, en Vej, der kun var til Fordel for ham selv. Moralen heraf er, at hvis man er Vælger eller har Indflydelse paa Vælgerne, faar man alt, hvad man ønsker i denne By uden Ophævelser, men hvis man er Kvinde og et politisk Nul, kan man slide sig op og faar dog aldrig andet end Smil og Løfter.

(En Mumlen af Misbilligelse fra nogle Klubmedlemmer.)

[ Første Medlem: Hun bliver værre og værre for hver Dag der gaar! Andet Medlem : Næste Gang vil hun nok have Bloomerdragt paa. Tredie Medlem: Hun kunde ligesaa godt med det samme danne en Stemmerets-Klub. Alle de gamle Mumier vilde straks gaa ind i den!]

(Bedstemoer Klem applauderer bestandigt Taleren paa det kraftigste. Hammeren paabyder atter Taushed.)

Fru Strøm: Vi har i vor Midte en udmærket Mand, hvis Iver for Religionen vi alle har hørt. Tillad mig at forestille for Dem vort Bysbarn og vor aandelige Leder: Diakon Olde.

(Diakon Olde træder frem med megen Salvelse. Han stiller sig op og taler i en nedladende Tone.)

Diakonen: Søstre, mine elskelige Søstre, det er en af de mest lykkevarslende Begivenheder i mit Liv, at det er mig tilladt at forlade min Talerstol og komme ned mellem eder som en Mand og som en Broder. Det er altid en Glæde for enhver Mand at stige ned fra sit Køns og sine Evners Bjerghøjder og vandre gennem de yndige Følsomhedens Dale mellem sine blide Søstre. Hin Glæde føler jeg i dette Øjeblik, og desuden interesserer jeg mig for denne Klub og dens Arbejde. Naar har I udrettet noget og manglet min Støtte? Da I arbejdede for at faa et nyt Vandingstrug til Heste i Storegade, da var jeg med eder med Hjerte og Sjæl. Jeg talte gentagende Gange derfor og -

Bedstemoder Klem: - fik en rig Enke til at give Truget, saa Mændene slap for at stikke Hænderne i deres Lommer. (Hammeren lyder.)

Diakonen: Jeg var med eder i Aanden, da I ønskede Milepælene malede hvide. Jeg følte en dyb Sympathi syde i mit Hjerte, da I bestræbte eder for at faa en Postkasse hængt ud foran Posthuset, og hvor mægtigt bevægedes jeg ikke, da I arbejdede for at faa Skolebygningens Kælder kalket? Disse Ting var ogsaa i høj Grad kvindelige Gerninger. Men i Dag, mine Søstre - i Dag er jeg nødsaget til at beskue eder med mørkt Aasyn, hvor jeg engang -

Bedstemoer Klem: grinede! (Hammeren.)

Diakonen: - hvor jeg engang smilede; jeg er nødt til at sukke, hvor jeg engang bifaldt, til at kritisere, hvor jeg engang roste. Søstre, I gør et letsindigt Skridt bort fra eders Sfære som Hustruer og Mødre for at neddykke eder i Politikens sydende Hvirvel og Forretninglivets buldrende Strøm, idet I nu prøver paa at indlade eder med Spørgsmaalet: "Dodds Kælder." Hvad enten saadan en Kælder er god eller daarlig for Kommunen, saa er det ikke et Spørgsmaal for eder. Spørgsmaalet er: Er det eders Sag at vriste ud af Mandens stærke Haand, hvad der tilhører ham: Ordningen af de offentlige Kommuneanliggender og Institutioner? Nej, mine Søstre, eders eget Hjerte vil sige eder, at I er altfor elskelige til at give eder af med saadanne Ting!

Bedstemoer Klem: Og Mændene vil ikke. Hvad skal vi saa gøre? (Hammeren.)

Diakonen: Hvad er Kvinden, spørger jeg eder? Hun er den yndefulde Rose, den bly Viol, den blege Blomst, der aander des sødere Parfume, jo mere den trædes paa. Hun er det skøre Kar, skønt at skue, men let at bryde. Hun er den sølverne Maane, der skinner med den laante Glans fra Mandens gyldne Sol. Hun er svag, ydmyg, bøjelig, fordringsløs, afhængig, uselvisk, føjelsesfuld, hengiven, tilbagevigende -

Bedstemoer Klem: Aa, den Stakkel! (Hammeren.)

Diakonen: Manden er Samfundets Knogler og Sener; Kvinden er dets fine, rosenfarvede Hud -

Bedstemoer Klem (rejser sig heftigt op og siger indigneret): Men hvad da med den gamle Hud i denne By? Hvad bruger Samfundet den til?

(Stor Bestyrtelse blandt Medlemmerne. Nogle taler, andre gestikuler. En eller to trækker Bedstemoer Klem ved hendes Kjole ned i Stolen igen. Stærke Slag af Hammeren.)

Fru Strøm: Til Orden, mine Damer!

Diakonen: Damen misforstod mig. Jeg omtalte ikke Hud paa en materiel Maade, men paa en figurlig, ukødelig Maade.

Bedstemoer Klem: Ih, du forbarmende! (Hammeren.)

Diakonen: Manden er Granitklippen, Kvinden det grønne og spæde Græs -

Bedstemoor Klem: Aa, vi er ikke saa grønne endda! (Hammeren.)

Diakonen: Manden er den stærke Bygning og Kvinden Korset.

Bedstemoer Klem: Er vi et Kors!?

Diakonen: Hun er et Kors, der peger op mod Himmelen. Kvinden var ikke bestemt til at lade sit Lys skinne offentlig. Snarere var hun bestemt til -

Bedstemoer Klem: til at gøre alt det haarde Arbejde og ikke faa noget af Æren derfor. (Hammeren.)

Diakonen: Snarere var hun bestemt til at være Faarekyllingen ved Arnen. Saaledes, mine dyrebare Søstre, medens Kvinden maa forskønne Milepæle og sætte Postkasser op, medens hun maa lade male og kalke, saa gaar hun udenfor Naturens Plan, naar hun blander sig ind i Spørgsmaal om vor offentlige Varehuse og Udsalgssteder. Om hun higer efter andet end sine ydmyge Pligter, saa lad hende holde sig til Kirken. Dér finder Kvinden -

Bodstemoer Klem - at hun maa løbe alle Ærinder, skrabe alle Pengene sammen og dog hverken blive udnævnt til Værge eller faa noget andet Embede, som Manden ønsker. (Hammeren.)

Diakonen: Jeg gentager, der finder Kvinden sin sande Arbejdssfære: Derfor, mine Søstre, lad mig tilskynde eder indtrængende til at brænde denne Petition. Dersom I ønsker nogen Forbedring gjort, saa brug den store og ene fornødne Magt I har i Kærligheden og i den indirekte Indflydelse I har paa de Mænd, som er eder nærest og kærest. Kast eders Arme om deres Hals, løft eders elskelige, overtalende Øjne til deres, hvisk eders blide Ønsker i deres Øre, og alt er eders, blot I beder derom.

(Misfornøjet Mumlen blandt Kvinderne.)

Diakonen: Næste Uge er der Valgdag i denne By. Jeg indbyder eder alle til et langt Bønnemøde i min Kirke, for at, medens Mændene er ifærd med at tage aktiv Del i Afstemningen, Kvinderne ydmygt bønfalder Himlen om at give os en god Bestyrelse. Lad mig paa denne Maade indprente eder den Holdning I bør indtage i alle offentlige Sager. Isærdeleshed formaner jeg alvorligt hin unge, vildledte Søster, som i Aften sagde eder, I skulde forlade Hjemmet, Arnen, Barnet og Vaskeballien og styrte til Valgurnen for deri at nedlægge eders Stemmeseddel. Naar en saadan Ulykke skulde falde over Huntington, som at Kvinderne paavirkedes dertil, maatte jeg saa være langt borte og uvidende om de forvovne Skabningers frygtelige Skæbne, som tror, at de kunne vælte Samfundets Grundpiller og styrte Universets Plan! -

(Han bukker. Stor Applaus fra nogle faa Medlemmer. Diakon Olde giver Fru Strøm et hjerteligt Haandtryk og forlader Salen.)

Fru Strøm: Jeg er vis paa, at vi er glade over, at Diakon Olde viser en saadan Interresse for os, om vi end er nødte til at være uenige med ham i mange Ting. Nu haaber jeg, at Hr. Ernst Lassen, som er her tilstede, vil bringe vor Klub en Hilsen.

Lassen: Mine Damer, jeg er glad vod at være her i Aften. Jeg formaar ikke at være saa poetisk, som Diakon Olde, saa det vil jeg slet ikke prøve paa. Om jeg end ikke kan underskrive hans Definition af Kvinden som en botanisk Frembringelse eller som et Stykke Lervare, der let kan brydes, saa stemmer jeg overens med ham i den Tanke, at Kvinden ikke har Behov direkte at virke for offentlige Reformer, men skal fortrøste sig til, at Manden sørger for saadanne. Vi ønsker ikke, at Kvinden skal give sig ind under de offentlige Sagers Tryk. Hun vilde derved tabe sin skønne Afhængighed af Manden. (Margrete applauderer stærkt med en malicieus Latter.)

Margrete: Hør, Hør!!

(Lassen bliver forvirret og stammer, da han fortsætter):

Lassen: Kvinden er - den slyngende Eg - Manden den kraftige Vinranke, - aa - jeg mente omvendt!

(Latter og Bifald.)

Lassen: Alligevel mener jeg ikke, at Kvinderne skal hindres fra paa en beskeden Maade at ansøge Mændene om det, de ønsker. Om Diakon Olde saa rigtigt herpaa, vilde han forstaa, at en Petition fra Kvinder kun er en anden Maade at betegne den indirekte Indflydelse paa, som er hendes største Magt. Og fordi jeg helt igennem tror paa eders store Indflydelse paa Mændene, ønsker jeg, at I hjælper med ved Valgene i næste Uge og faar de bedste Mænd ud som Vælgere. Husk vel paa, at Kvindens milde Stemme lyder højest i Mandens Øre -

Bedstemoer Klem: naar hun gaar fra Sans og Samling. (Hammeren.)

Lassen: Naar han vakler og ikke véd, hvilken Vej han skal følge. Vær hans gode Engel. Jeg lægger Felttoget i eders hvide Hænder!

(Lang og vedholdende Applaus.)

Lydia Teck: Ærede Formand, tillad mig at sige et Par Ord. Jeg kommer fra en Stat, hvor Kvinder stemmer paa lige Vilkaar med Mænd. Jeg er Vælger!

(Man strækker Hals for at se hende. Nogle staar op og stirrer paa hende. Samtidigt hørlige Bemærkninger):

- Hun gaar jo ikke i Bloomerdragt!

- Hendes Haar er ikke skaaret af!

- Hun ser meget elegant ud!

- Hun er virkelig smuk!

(I en skuffet Tone): Hun ser jo ganske ud som en anden Dame!

- Man kan da ikke sige, hun har noget mandfolkeagtigt ved sig!

Lydia Teck: Jeg ønsker kun at fortælle dem nogle faa Kendsgerninger og derpaa at lade dem selv kommentere dem. Jeg er paa et Besøg her, og medens jeg har lyttet til al denne Tale om indirekte Indflydelse, har det undret mig, om Damerne gør sig det klart, at dette er den længste og besværligste Maade at faa Tingene paa. Hvorfor tog det Kvinderne i Massachusetts 50 Aar for at faa den Lov sat igennem, at Mødrene i denne Stat skulde have samme Ejendomsret over deres Børn som Fædrene? Hvorfor tog det 50 Aars ihærdige Agitation at faa en anden Lov sat ind i samme Stats Statuter, som delte Arven lige mellem Mand og Kvinde? Og hvordan kan det være, at i Staten Colorado, hvor Kvinder har faaet lige Stemmeret med Mænd, gik begge disse Love igennem uden nogensomhelst Tøven eller Vanskelighed? Hvorfor er der en Lov for Børns Arbejde i Colorado og ingen i Georgia, skøndt Kvinderne i Sydstaterne har ansøgt og ansøgt og forbundet sig i Tusindvis for at faa en saadan sat igennem? Tænk paa dette, mine Damer, og naar I forstaar dette, vil I ogsaa forstaa, hvorfor eders Ansøgninger saa ofte følges af Skuffelser!

Bedstomoer Klem (klapper ivrigt): Hør, Hør!

Fru Rasmussen: Fru Præsident! Siden denne Dames Tale ikke stod paa Dagsordenen og dog holdtes, vover ogsaa jeg at bede om Tilladelse til at yttre nogle Ord. Jeg er en rejsende Foredragsholder og har i Sinde at holde en Række Foredrag i denne By om "Kvinden". Jeg vil her udførligt omtale de fire Emner, som har mest Interesse for Gennemsnits-Kvinden nemlig: "Klædedragt", "Sygdom", "Tjenestefolk" og "Børn". Disse Foredrag er ypperligt illustrerede. Til Foredraget om Dragterne hører et ideelt Skuespil, i hvilket al Tale og Spil er udeladt, mon hvori Skuespillerinden hvert tredje Minut viser sig i et nyt Kostume. I Foredraget om "Sygdom" ser vi en Dame, der for vore Øjne faar et hysterisk Anfald. I Foredraget om Tjenestefolk har vi skiftende Lysbilleder, der viser fire Dusin Maader at slaa Tallerkener itu paa, seksten Maader at snakke godt for Kokkepigen paa og tredive Maader at sige Stuepigen op paa. Mit Foredrag om Børn levendegøres ved, at en virkelig lille Baby optræder, som skriger i syv forskellige Tonearter, for at illustrere, hvorledes Kolik virker i Barnealderen. Intet saa enestaaende og realistisk som disse Foredrag er nogensinde forhen fremstillet i de Forenede Stater. Jeg giver ogsaa en Serie Foredrag om "Det ødelagte Hjem", der viser Virkningen af at give Kvinden Stemmeret. Det, der har gjort mest Lykke af dem, hedder: "Naar Manden bander og Barnet skriger", et andet hedder: "Kvindens Plads er i Hjemmet". Da jeg har rejst to Hundrede Mil for at holde disse Taler, haaber jeg paa Deres Støtte og Interesse. Billetterne er til en Krone Stykket. De berettiger hver Dame til en Souvenir - en lille Tot af den første Haarlok, der er bleven trukken ud af en republikansk Ægtefælles Hoved af hans demokratiske Hustru i Wyoming - dér, hvor Kvinderne har Stemmeret.

(Bedstemoer Klem er midt i et voldsomt Latteranfald og maa gentagende Gange dunkes i Ryggen for ikke at kvæles.)

Margrete: Ærede Formand, jeg stiller det Forslag, at dette Selskab anmoder Hr. Ernst Lassen, den velkendte Advokat for "Indirekte Indflydelse," om at overbringe vor Petition til Byraadet ved dets næste Møde. (Stærkt Bifald.)

(Lassen staar op for at gøre Indvendinger. Forslaget vedtages imidlertid enstemmigt. Lise kommer ind bærende Petitionen, en stor Papirsrulle, omvunden med lyserøde Silkebaand.)

Lassen: Mine Damer, dette er altfor stor en Ære. Jeg protesterer -

(Alle rejser sig og omringer ham, samt vil nøde ham til at tage Petitionen.)

Margrete: I Fremskridtsklubbens Navn overrækker jeg Dem denne Petition. Vær vor Ridder af denne Ansøgning. Skrid frem i Fægtningen og kæmp for Deres Fødebys skønne Kvinder!

(Margrete overrækker Ernst Lassen Petitionen med udsøgt Ceremoniel. Lassen tager den og skrider frem mod Forgrunden af Scenen. Alle styrter hen til ham. Lassen svinger Petitionen over sit Hoved.)

Lassen: God Lykke for Petitionen! God Lykke for Ridderen! Hurra for Huntingtons Kvinder, gid Sejr maa følge dem!

Tableau. Tæppet falder.

(Fortsættes.)