De socialdemokratiske Kvinder
Socialisternes internationale Kongress afholdtes i Stuttgart fra 18de til 23de August. Forud for denne havde de S. D. Kvinder en stor Konference den 17de, til hvilken 12 Lande havde sendt 58 Delegerede. Den Kendsgerning, at det socialdemokratiske Kvindemøde gik forud for den S. D. Kongress vidner noksom om, at den Tid er svunden, da socialdemokratiske Kvinders Ønsker og Interesser var identiske med deres Mænds. Den hollandske Kvinde-Delegerede siger herom: "Naar vi fremdrager i vor Erindring den Ligegyldighed, som en Resolution om Kvinde-Stemmeret mødte for tre Aar siden (foreslaaet af tyske Kvinder ved Amsterdam-Kongressen) og som vedtoges i en Fart paa den sidste Dags Møde uden Diskussion - og vi hermed sammenligner de vigtige Adresser fra adskillige "Genossinnen" ved Stuttgarts store Kvinde Conference baade i Sektionen for Kvinder alene og ved Kongressens offentlige Møder, som alle var af lang Varighed med mange Talere - maa man indrømme, at der er gjort et stort Skridt fremad i de forløbne Aar.
Den oprindelige Resolution, der blev foreslaaet og vedtaget i Kvinde-Conferencen, blev paa Kongressen meget forkortet og ændret af Østerrig og den S. D. Føderation i England, og blev omsider vedtaget enstemmigt under følgende Form:
"Kongressen hilser med Glæde den første internationale, socialistiske Kvinde-Conference og udtrykker sin fulde Solidaritet med de Forlangender om Kvinde-Stemmeret, som ved den fremkom".
"Det er alle Landes socialistiske Partiers Pligt energisk at agitere for almindelig Kvinde-Stemmeret. De socialistiske Partier modsætter sig begrænset Kvinde-Stemmeret, som en Karikatur af Principet om Kvindekønnets politiske Lighed. De kæmper for "Almindelig Kvinde-Stemmeret", som bør tilkendes alle Kvinder, der har naaet den behørige Alder og uden nogensomhelst Betingelse om Ejendom, Beskatning, Opdragelse eller nogensomhelst anden Kvalifikation, som vilde udelukke Arbejdsklassen fra at nyde denne Ret. De socialistiske Kvinder skal ikke føre Kampen for fuldkommen Lighed i Stemmeret sammen med Middelklassens Stemmeretskvinder, men i Fællesskab med de socialistiske Partier, som holder paa Kvinde-Stemmeret som paa en af de grundlæggende og vigtige Reformer for den fulde Demokratisering af almindelig politisk Stemmeret".
(Efter "Jus Suffragii").
Fra Fru Brockmann, vor Medforbundne i Kvindestemmeretsarbejdet gennem mange Aar, der besøgte baade Stuttgart Kongressen og den 7de skandinaviske Arbejdercongres i Christiania først i September, modtog vi et Brev skrevet derfra 27do September, hvori hun omtaler den nævnte Resolution. Paa Dagsordenen i Christiania stod: "Hvad kan der gøres for at organisere Kvinderne fagligt og politisk?" og Udfaldet af Resolutionen blev i Lighed med Stuttgarts, uagtet nogen Modstand. Det gør os ondt at maatte skilles fra vore dygtige Medforbundne i Stemmeretsarbejdet, Herreskræderindernes store Fagforening. Vi haaber, at de vil kæmpe særligt for Kvinde-Stemmeret, og gaa frem med Fynd ligesom deres Collegaer i England: "Womens Social and Political Union". Fru Brockmann fortalte os, at mange af de svenske Kvinder, der enthusiatisk sluttede sig til Resolutionen, stod i den store svenske Valgretssammenslutning, og endnu her i Christiania bar det fælles internationale Valgretsmærke.