« Tilbage til søgeresultaterne

Sat paa Prøve

Af: Johanne Münter, Oreola William Haskell

« Se emneord

Af Oreola William Haskell.


Frit oversat af Johanne Münter.


(Fortsat.)


Anden Akt


Fru Helene Strøms Hjem. Tidlig Aften. Man venter en Forsamling af Venner. Det er en Uge efter sidste Akt, og Aftenen efter Valgdagen.


(Sallie Giddy kommer ind fulgt af Lise, som beundrende stirrer paa hendes Dragt. Sallie Giddy bærer en enorm Pompadour, langt Slæb, Bluseliv, Bæltet langt ned foran, umaadelig Hat, høje Hæle; hun er ultramoderne men Ser dum ud.)


Sallie: Lise, løb til Frøken Margrete og sig, at jeg er her. Jeg kom tidligt for at træffe hende alene.


Lise: Det skal jeg, Frøken Giddy! (Lise gaar.)


(Sallie gaar hen til Spejlet for at tage sin Hat af, rette paa Haaret og paa sine Klæder.)


Sallie: Jeg synes ikke, at denne Dragt er saa vellykket, som jeg troede, den vilde blive. Den Syjomfru er lige ved at gøre mig tosset. Og saa har hun gjort Skørtet en Tomme for kort. Susanne Buck gør mig langt Rangen stridig. Sidste Uge ved Bønnemødet var hun storartet. Alle hendes Klæder sidder perfekt; baade Overstykket, Pompadouren, den smalle Forbred, Ballon-Livet, Kurve-Hatten, Kænguruh-Gangen og det fem Miles Slæb var Fuldkommenheden selv. Naa - jeg følger idetmindste efter hende som en god Nummer to.


(Margrete kommer ind)


Sallie: Margrete er det Dig?


Margrete: Ja, min Ven. Det er dog elskværdigt af Dig at komme saa tidligt. Hvor Du dog ser pragtfuld ud. Akkurat som Du var sprunget lige ud af en Modejournal. Lise sagde, Du vilde tale mad mig alene. Vil Du have et Raad af mig. Har Du været oppe at skændes med Charles?


Sallie: Nej, alt er i bedste Orden. - Men Du bad mig om at synge her i Aften. Naturligvis - jeg har jo vidst det i over fjorten Dage, men jeg har virkelig ikke faaet øvet mig en eneste Gang.


Margrete: Ikke øvet Dig en eneste Gang? Hvorfor ikke?


Sallie: Aa Margrete, jeg har haft saa meget at gøre. Jeg har faaet fem nye Kjoler syede, fire Hatte satte op, en Trøje forkortet, og desuden har jeg lavet Kniplings Kraver for at passe til mine syv Silkebluser. Saa har jeg været til otte Baller, seks Matineer, tre Bridge-Partier og fjorten Bønnemøder. Naar kunde jeg vel faa et Øjebliks Tid? Jeg var ogsaa til Fru Rasmussens Foredrag, da hun er en gammel Skolekammerat af Moder. Jeg tænker ofte paa, at Du vil have Kvinden til at stemme foruden alt det andet Arbejde hun har. Det er netop, hvad Fru Rasmussen siger: "Kvinder er altfor skrøbelige og har altfor meget at gøre til at faa Tid til at stemme". Naar jeg staar op, tager det mig fire Timer at blive færdig og tre Timer at gaa i Butikker, og naar man saa er til Bal om Aftenen og danser hver evige Dans, saa er man rigtignok nær ved at segne.


Margrete: De fleste af os lever heller ikke saa anstrengt et Liv som Du, Sallie.


Sallie: Jeg holder tre Modejournaler, og jeg faar aldrig mindste Tid til at se dem igennem. Det er rentud bortsmidte Penge at subskribere paa dem. Men hvad vil Du saa have mig til at synge. Her skal Du se nogle Sange, jeg tog med mig.


(Sallie lukker Noderullen op og tager nogle Sange ud. Taler medens hun sætter dem paa Nodestolen og sætter sig foran Klaveret),


Sallie: Disse Sange har Fru Rasmussen sunget ved sine Foredrag, og jeg synes, de er saa yndige. Fru Rasmussen bor nu hos os. Hun er en køn Kone, og saa fixe Klæder hun har. Men saadan en skrækkelig Mand, den Stakkel har faaet sig. Han gaar altid og surmuler. Han vil ikke hae, at hun maa rejse de ti Maaneder af Aaret for at holde sine Foredrag om, at Kvindens Plads er i Hjemmet. Men det kan nok være, hun har ham under Tøflen. - Det viser bedst, hvordan en Kone kan regere en Mand. Og Du som siger, at vi ikke har den indirekte Indflydelse. Du skulde bare se, hvor Hr. Rasmussen er i Klemme.


Margrete: Ja, det maa være interessant. Han vover vist ikke at tro paa Kvinde-Stemmeret.


Sallie: Han sagde mig forleden, han troede ikke, Kvinderne havde Forstand nok til at danne sig selvstændige Meninger, de vilde blot stemme, som deres Mænd forlangte. - Men hvor var det kønt af Dig at indbyde dem til i Aften, for vi skal allesammen ud.


Margrete: Jeg er kun altfor glad over at have berømmelige Eksempler paa den indirekte Indflydelse nærværende. Men hvilken er Din første Sang?


(Margrete sætter sig ogsaa ved Klaveret. Sallie tager en Sang og læser den:


Womans love.


O darling, tho you may not deign


To ease my hearts tumultuous pain,


Though you may utterly ignore


My words, my looks, I do implore


That I may at thy feet low lie,


And be thy slave until I die.


O darling, tho the days may be,


A pain to you, they are a joy to me,


For womans worship most is given


When by her lord shes harshly driven.


Oh, let me at thy feet low lie,


And be thy slave untill I die.


Margrete (alvorligt): Sallie Giddy, Du skal aldrig faa Lov at synge den Slags Sange i vort Hjem. De er en Vanære for vort Køn.


Sallie: Aa - jeg synes, de er saa yndige. Saa ganske som en stakkels forelsket Pige.


Margrete: Saa ganske som en Dumrian uden Spor af Selvagtelse. Jeg hader denne sig-i-Støvet kastende Slags Kærlighed. Kærlighed løfter og forædler, den hverken fornedrer eller degraderer. Har Du ikke nogen bedre Sang?


Sallie: Aa Margrete, Du er saa umedgørlig. Men Du skal ikke blive saa hidsig paa mig. Hør saa Slutningen af denne, som hedder "Kvindens Lod".


To live and suffer, bear the smart


Of mans neglect with aching heart,


To make a world of love and trust,


And see it crumble in the dust,


To bear pain that is neer forgot


This is sweet womans touching lot.


Margrete (ude af sig selv): Men Herregud, vi har dog ingen Ligbegængelse i Aften. Hvorfor skal Kvinden altid afmales saa bedrøvet og klynkende, hændervridende og tænderskærende i Stedet for stærk, selvtillidsfuld og glad?


Sallie (nervøst): Hvordan skal jeg vel vide det? Og Du skulde dog være den sidste, som skulde gøre Indvendinger mod Klager, Du, som altid siger, Du ikke har Magt nok, og Du, som altid er ked over, Du ikke har Stemmeret. Charles siger, at man ingen Notits tog af eders gamle Petition, og at de Mænd, I ikke vilde have valgte, blev sat til deres Embeder igen ved Valget. Hvis jeg var Dig, vilde jeg rigtignok holde mest af en bedrøvelig Sang.


Margrete: Jeg tror ikke paa Klager, jeg tror paa Arbejde. Forholdene bør ændres saaledes, at Kvinderne i denne By i det mindste kan komme til at gælde noget.


Sallie: Aa Margrete. Du har saadan en stærk Villie. Gid jeg aldrig maa blive som Du.


(Lise melder Charles, som kommer ind klædt efter sidste Mode).


Charles: Hallo Pigebørn. Synger I Viser? Skal I klinkelere hele Aftenen? (Han bøjer sig over Noderne og nynner Sangen, idet han eftergør en Kvindestemme. Sallie ler).


Lise: Hr. Ernst Lassen (Lassen kommer ind).


Lassen: God Aften, mine Damer, god Aften Charles.


Alle: God Aften.


Lassen (skemtsom til Margrete): Frk. Margrete, det er nok Klanerne, der holder Møde for at kondolere hinanden over Klub-Feminismens Nederlag forleden.


Sallie: Vær hellere lidt forsigtig, hvordan De taler, Lassen. Hun er særdeles pirrelig i Aften. Hun vil ikke lade mig synge de Sange, Fru Rasmussen sang ved sine Foredrag. Hun kan ikke fordrage hende. Det er ikke af hendes Slags.


Lassen (inderligt): Nej, Himlen ske Tak.


Margrete: Ih, det var underligt. Fru Rasmussen er jo Deres Aandsfrænde. Hun ikke alene tror paa den indirekte Indflydelse, men hun øver den ovenikøbet.


Lassen: Hun har sin Mand under Tøflen.


Margrete: "At staa under Tøflen" er et af de synonyme Udtryk for indirekte Indflydelse, det andet er "at sledske for". Det er aldrig! "Tom, gør hvad Du tror er rettest og lad mig gøre, hvad jeg finder rettest, men det er: "Aa Tom, Du maa gøre det, ellers ved jeg, Du ikke elsker mig", eller ogsaa: "Tom hvis Du vover at gøre noget andet, end det jeg siger Dig, kan Du tro, Du skal faa med mig at bestille".


Charles (leende): Det gør Du godt Margrete. Den ene er Fru From og den anden Fru Rasmussen.


Sallie: Aa Charles, Du opmuntrer jo Margrete til at ville stemme.


Charles: Naa - ja, saa skal jeg nok tage Lysten dertil fra hende igen. Margrete, at stemme det er slet ikke, hvad man brouter af. Det er en ren Plage. I Gaar stemte jeg for tredie Gang i mit Liv. Ligesom jeg skulde købe min Billet til Belleville for at spille Golf, fangede Lassen mig, og det var en Skam af ham. Det havde hverken gjort fra eller til, om min Stemme var med eller ej.


Margrete: Jeg hører, at der var fem og halvfjerdsindstyve Mænd i Gaar, som tænkte akkurat det samme som Du, og deres forenede Stemmer skulde have ændret hele Valget. Gid jeg havde haft det Privilegium, som Du ringeagter.


Charles: Aa, hvad skulde Du vel bryde Dig om, hvad enten det Udskænkningssted er aabent eller lukket. Du har jo ingen Mand, der kommer ravende hjem derfra og slaar Dig. Sallie her bryder sig ikke en Døjt om, hvordan hele Verden gaar, naar hun blot faar sin Chocolade og sine Concertbilletter. Hvad Skade gør det vel Dig, om denne By ikke styres som den burde være styret?


Margrete: Nej - men det gør andre Kvinder Skade, og hvis blot den lykkeligere stillede Kvinde vilde kæmpe for sin ulykkeligt stillede Søster, hvor meget bedre skulde da ikke Verden blive.


(Lise kommer grædende ind. Hun sætter Vandkaraffel og Glas paa Bordet).


Margrete (venligt): Hvad er der, Lise? Hvorfor græder Du?


Lise (heftigt hulkende): Aa, Frøken Margrete, det er min Søster Ma - - - ren - hun - er - her, aa - aa - aa . .


Margrete: Vi er alle Venner herinde. Kald hende ind.


(Lise stikker Hovedet ud ad Døren og kalder)


Maren Blyth kommer ind. Hendes ene Øje er sorteblaat, den ene Kind er svulden, og den højre Arm i et Bind. Hun halter)


Margrete: Hvad er der paa Færde, Madam Blyth. er De kommen til Skade?


Maren: Aa nej, Frøken, ded æ ingenting. Min Gamle derhjemme han ble gal paa mej, aa saa bankede han mej. For Lise lyttede ved Døren, da Fruentimrene her hade Møde. Aa saa kom hun te mej aa sae: "Maren" sae hun "nu gaar de hen aa lukker Dodds Kælder, saa nu ka Din Søn, Jim, ikke komme drukken hjem hvor ævige Lørda aften, saadan som han allotider gør nu, aa Din gamle Mand, Jack, kan nu inte mer spelle sin Løn bort hver ævigste eneste Uge som før, aa de æ forde do nu har den enderekte Inflyelse." - "Hva æ de? spurgte jej. "Du ska barestens ta Dia Arm om Din Mands Hals, aa saa ska Du smile aa tale godt for ham - aa saa gør han det. Prøv du kun ad me Jack, min Tøs, aa faa ham te aa underskrive Perdishionen, for saa blier Kælderen smældet te". - "Gaa Din Vej", sa jej, "for Jack vil ha Kælderen aaben, aa han stemmer, som Sandrup ve ha. Jej ka ingenting gøre". Dersom Du barestens bruer enderekte Inflyelse, saa gør Jack liesom Du ve ha", sa hun. Og her har Du en Copi a dereses Perdishion, Frøken Margrete sae, Du skulle faa Arbejdsmænnerne te aa underskrive me dereses Tejn". Saa gik Lise, aa saa tænkte jej, jej ville prøve ad, aa da saa Jack kom, saa grinede jej te ham de beste, jej kunne. "Hvad griner Du saa djævelsk tosset for?" sae saa Jack. Han hade nu taet en lille Taar, men inte mer æn te aa gøre ham fornøjet. Saa tænkte jej, a jej kunne prøve ad. Saa to jej Frøken Margretes Perdishion aa sa: "Jack, "skriv under her, saa blier vi allesammen saa løkkelie". "Jo", sae han "men hold nu op aa kvæle mej". Aa saa to han en Pen og jej støttede hans Haand, og han underskrev. Aa jej sae saa: "Den enderekte Inflyelse æ en stor Ting".


Lassen: Margrete, her ser De, jeg har Ret.


(Fortsættes)


« til toppen

Emneord

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner