Clara Rafael

Mon det ikke falder af sig selv at lade Tankerne gaa tilbage til den unge Pige, der var den første, som i vort Land udtalte Ord, fremsagt af kvindelige Læber, om lige Ret mellem Mand og Kvinde? Falder det ikke af sig selv at vie hende de første Sider i vort Blad netop i det Aar, i hvilket vi har al god Grund til at vente Vedtagelsen af Forslag, som nu ligger paa vore Lovgiveres Bord, alle betydende Fremskridt henimod det Ideal alle Landes Kvinder har sat sig: "Lige Ret mellem Mand og Kvinde"?

Hvad hun i sine tolv Breve skrev til sin Veninde fremtræder som opkommet i en ung Piges Sjæl gennem selvstændige Reflectioner. Hun kender intet til de Begivenheder i Omverdenen, der først vakte de amerikanske Kvinder til Bevidsthed om den Uretfærdighedens Lov, hvorunder Kvinderne var sat. Heller ikke ser vi Tegn til, at hun paa anden Haand er bleven delagtiggjort i deres Anskuelser.

Nej - hvad hun skriver opstaar i den Dom, hun holder over Verden, naar hun i sin egen Tanke vejer, hvad der blev Manden til Del, og hvad der blev Kvinden til Del! Hun lægger sine Reflectioner i en ung Piges Pen, Lærerinde i en Forpagterfamilie.

Det Navn, hendes aandelige Jeg bar, var og blev Pseudonymet Clara Rafael, og under det Navn lever hun i Danmarks Tanke. Alt i November 1848 skriver hun Ord som: "Er det med Rette, at den halve Menneskehed er udelukket fra al aandelig Beskæftigelse? - Eller har virkelig Vorherre skabt os af ringere Stof end Mændene, saa vi maa lade os nøje med automatmæssigt at udføre det trivielle Arbejde, der er os anvist i Livet? - Har vor Aand da ikke Kraft og vort Hjerte ikke Begejstring? - Ak jo, men det egentlige i os er ikke kommet til Bevidsthed; vor Aand er fangen, og Fordommene staar paa Vagt ved dens Fængsel."

Disse fundamentale Grundord, som i utallige Variationer har lydt og endnu lyder gennem alle Lande, har Clara Rafael i udpræget Frigjorthed fra Vanens Herredømme fundet i sin egen Tanke i 1848.

Vi ser hende ogsaa drage tilfelts mod Beskyldningen for Coquetteri, som Kvinderne vistnok dengang mere end nu blev anklagede for. Det var deres eneste Middel til en Smule Indflydelse.

"Man vilde ikke finde halv saa meget Coquetteri eller Forfængelighed hos vort Køn, hvis Enhver havde Lov til i Ro at udvikle sig efter sin naturlige Tilbøjelighed. Nu faar de stakkels Børn aandeligt Snørliv paa, førend de har begyndt at tænke."

"Vor Stilling i Samfundet er i Sandhed sørgelig og hvorfor? Hvad Ret har Mændene til at undertrykke os - thi underkuede er vi, om end Lænkerne er forgyldte. Er det den Stærkeres Ret? - Hvori bestaar da deres Overmagt? I Forstand staar vi ikke tilbage for dem, og vi overgaar dem i Enthusiasme og i Kraft til at gøre Opoffrelser. Men der er en Fejl, som vi har tilfælles med dem, som hos os har taget en Retning, der giver os i deres Vold. Mændenes Forfængelighed bliver som oftest til Egoisme; de tænker paa sig, selv, og alt andet er kun til for dem, forsaavidt det kan være dem til Gavn eller Skade. Vor Forfængelighed gaar derimod ud paa at behage andre, og det gør os afhængige."

Begejstret skriver Clara Rafael "Som Slyngplanten støtter sig til den mægtige Eg, skal vi støtte os til Gud, saa at vi kan kæmpe og sejre, føle vore Tanker klares og vor Bevidsthed vækkes."

Clara Rafael troer fuldt og fast paa, at et Menneskes Kaldelse lyder i dets Indre.

"Spiren til den guddommelige Idé ligger i hvert Menneskes Sjæl; men inden den er trængt frem, saaer Verden sin Sæd af Fordomme, smaalig Hensyntagen og Bornerthed over den for at hindre dens Udvikling. Det Guddommelige kommer derfor hos de Færreste til Klarhed. Det bliver ved en ubevidst Længsel, en Anelse om noget Højere, som de med falsk Resignation mener at maatte undertrykke eller henvise til en tilkommende Evighed. De ved ikke, at netop denne Længsel, denne Anelse, er Spiren til Evigheden. At undertrykke den er et aandeligt Selvmord. De forsager det Evige istedetfor det Timelige."

Vi mindes om, at vi har gjort adskillige Erfaringer siden Clara Rafaels Tid, naar vi læser hendes Ord til Veninden: "Du vil vide, hvad min Hensigt er med Damerne? - Om jeg vil have dem rigtigt emanciperede, saa de deltager i alle Herrernes Rettigheder og Forretninger? - Nej - tusinde Gange nej! Hvad Forretningerne angaar, saa er vore Tankefriheden mindre i Vejen end de fleste af deres. Jeg vil heller være Sypige end "Noget paa et Kontor."

Disse for hendes Tid saa frigjorte Anskuelser skjulte Clara Rafael ikke som nogen Hemmelighed. Hendes gode Veninde i Nabolaget af Forpagtergaarden beder og besværger hende om dog endelig: "at være som andre Mennesker. Som det er, kan Du aldrig blive lykkelig!" - "Jeg vil hverken eje eller have, hvad Folk kalder Lykke." udbryder Clara, "Frihed er den eneste Lykke jeg tragter efter! For den nærværende Virkelighed opgiver jeg ikke det Ideal, der vinker mig til sig ovenfra. Kan du forstaa, hvad jeg mener?" - "Jo vist - jeg forstaar jo nok, hvad din Mening er, men den er ikke min, og passer mig ligesaalidt, som jeg kan passe en af dine Kjoler." - "Der har vi det," udraaber Clara, "Verden syer en Kjole, som vi skal i Allesammen. Det er den fine Dannelses, den kvindelige Værdigheds Kjole, eller hvad Navn, man vel ellers giver den. Men mig skal man aldrig faa puttet i det Futteral!"

Ligeoverfor den ansete Pastor Star skjulte Clara ikke i mindste Maade sine emanciperede Anskuelser: "Jeg troer paa Gud og elsker ham over alt i Verden," siger hun til ham; "men jeg forstaar ikke al den Tale om Guds Vrede, Arvesyndens Forbandelse m. m. Angeren, Frygten og Omvendelsen, som der tales om fra Prædikestolen, kender jeg slet intet til! Jeg gaar med frejdigt Mod den Vej, som jeg erkender for den rette og at vende om vilde just være Syndefald for mig."

"De kender ikke til Anger og Frygt!" udraaber Præsien heftigt. "De mener ikke at have Omvendelse behov? - Det er en Hovmod, som kun har sin Lige i den Letsindighed, hvormed De taler om de helligste Ting!" En længere Ordveksling endte med en satirisk Kompliment fra Præstens Side ledsaget af Ønsket om, at hun maatte vide at benytte .sin vidunderlige Almagt vel, hvorpaa Clara med dyb Nejen tog Afsked og gik ud til den ventende Vogn, der førte hende hjem.

Men næste Søndag søgte Præsten at tilføje hende et Nederlag i selve Kirken. Han havde skrevet sin Prædiken over Ordene: "Det er vel umuligt, at Forargelsen ej skal komme, men Ve den, fra hvem den kommer!" Han angreb Tidens nye Interesser, som han kaldte Vantro og Gudsbespottelse: "Den farlige Veltalenhed, hvormed disse Vantroens Helte er begavede, anvender de til at rokke svage Menneskers Tro."

Men Clara giver ikke tabt. Da hun med Forpagterfamilien bagefter kommer ind i Præstegaarden, haaber Præsten, at hans fyndige Tale har knækket hendes Mod; dette er saa langtfra Tilfældet, at Clara tværtimod atter øser af sin Veltalenheds Fond til Forsvar for sine frisindede Anskuelser. Hun viser, at det er Fordommene, der skal rokkes. De Oplystes Veltalenhed er kun farlig for Løgnen, og det er en Velgerning, at vække Menneskene op af deres døsige Søvn. "Og hvor skøn er ikke den Bevidsthed," tilføjer hun, "at man ikke alene selv gaar fremad men ogsaa drager andre med og saaledes bidrager til Menneskeslægtens Udvikling!"

Clara har sine Nedtryktheds Perioder. Men naar hun saaledes føler Ensomheden at overvælde sig, skammer hun sig selv ud: "Er jeg forladt, jeg, som elskes af Gud og elsker Gud? - Staar jeg alene? - Kun den, som ikke elsker andet end sit eget lille Jeg, er alene. Men naar jeg i Sommer i Hjerteangst gik og ventede paa Efterretninger fra Krigen, og naar de var gode med inderlig Taknemmelighed jublede: "Gud være lovet! vi har sejret!" da følte jeg, at jeg ikke tilhørte mig selv alene men min Nation, og at "jeg ved min Kærlighed til den virkelig fik Del i alle dens Bedrifter. Det Slag, Arméen vandt, havde jeg vundet; det, den tabte, havde jeg tabt. Nej, jeg er ikke alene! Gud er min Fader, Danmark min Moder og alle Mennesker mine Sødskende!"

Den gamle Baron døer. Arvtageren til Godset, hans Søn, Baron Axel, vender hjem fra Udlandet for at overtage det. Søsteren Anna bliver Claras Veninde saavelsom Tanten, Grevinde B. Clara er nu sammen med fine, dannede Mennesker, der forstaar hende. Hun skriver om Anna: "Hun ligner sin Broder, men han er ægte Mand ligesom hun er ægte Kvinde. Han ligner Sandheden Solen! Inden jeg lærte ham at kende, kendte jeg ikke Livet. - Jeg kender slet ikke den forrige Clara igen!" udbryder hun i sin Henrykkelse. "Jeg har glemt hende for den nye, som er en Gave af Himmelen!"

Han har skrevet til hende om det hun anede - om sin Kærlighed til hende. Jublende lyksalig tager hun den Bog han sendte hende, mellem hvis Blade Brevet laa. Det er "Jomfruen af Orleans"! Netop af disse Blade vil hun profetere sin Skæbne. Himmel, hvad finder hun! Just de Ord, der altid var den æggende Magt for hende, der drev hende fremad: "Eine reine Jungfrau vermag jedwedes Herrliche auf Erden, wenn sie der irdischen Liebe wiedersteht! Hun forfærdes. Sender Gud hende nu denne Maning for at erindre hende om hendes Løfter til ham? Enhver salig og begejstret Ideé fra før hævede nu sin Stemme og raabte: "Du tilhører os! Du har svoret at offre Smaat for Stort, Livet for Evigheden, Mennesket for Gud! Du har knælet for Alteret og aflagt det Løfte, som viede dig til Evigheden, som forbandt dig til at offre din timelige Lykke!"

Mod disse Stemmer har Clara intet at stille op. Hun skriver til Axel: "at et tidligere Løfte bandt hende." Baronesse Anna lytter i Skræk ved Broderens laasede Dør, udenfor hvilken hans Skridt lyder Time efter Time, Dag og Nat. Hun bønfalder ham om at aabne Døren. Hun læser Claras Brev: "Det er umuligt! umuligt!" udraaber hun. Clara opsøges og findes syg efter to vaagne Nætters Sjælelidelser. Anna afvrister hende en Tilstaaelse om det Løftes Natur, hun har givet. Baronessen iler til sin Broder og meddeler ham alt. Han forvandles: "Gud være lovet, hun er en Engel!" udbryder han lidenskabeligt. De mødes. Derefter gaar han som Frivillig i Krigen. Han efterlader et Brev til Clara. Han har besluttet, at hun skal blive hans Hustru for Verden, men at de skal leve sammen som kærlige Sødskende. Som hans Forlovede skal hun bo hos hans Søster og Tante under hans Fraværelse. "Ingen Lidenskab skal fra min Side forstyrre Deres Fred, thi De skal ikke se mig igen, før mine Følelser for Dem er blevne til en Broders, kun stærkere, kun uegennyttigere."

Clara skriver i Juli 1849: "Vi har sejret og han lever, som jeg elsker. Ja, jeg elsker ham ligesaa højt men paa en bedre Maade end før. Jeg tør lade Gud se mine Følelser. Det var ikke alene Kvindens Tak til Forsynet for hendes Elskedes Frelse, men det var ogsaa den danske Piges Tak for Fædrelandets Sejr, der fyldte min Sjæl. Danmark var min første Tanke, Axel min anden! derpaa kender jeg mig selv igen. Jeg føler mig selv i hvert Aandedrag og Gud i mig. Den jordiske Lykke, som jeg forskød, da Fristeren vilde købe min evige Sjæl, derfor den tør jeg nu modtage som en Gave af Guds Haand! "

Saaledes er den Bog i sit Grundsyn, som blev til under vor treaars Krigs Begejstring. Den unge Pige, som begyndte Bogen 18 Aar gammel og udgav den i sit tyvende Aar, hed Mathilde Fibiger og var født i 1830. 1844 døde hendes Moder, og Faderen giftede sig igen. Mathilde tog ud paa Landet som Lærerinde.

Hun henvendte sig til J. L. Heiberg med sin Bog, og han udgav den med en, for hende meget smigrende Fortale. Blandt andet siger han heri: "Den, som interesserer sig, for at læse nye Bekendelser af en skøn Sjæl, vil heri finde, hvad han søger. Og han slutter Fortalen med Ordene: "Gaven kommer fra et rigt Hjerte og rige Evner."

Det skulde sikkert være meget interessant at gennemgaa og at fremlægge alle de Skrifter, der hører til "Clara Rafael Fejden." Vi vilde derved lære at kende, hvad Stilling den Tids mest oplyste Mænd tog til Kvindesagsspørgsmaalet. Mange af dem tog til orde.

Bladene begyndte med Anmeldelser om Bogen. Andre Blade optog Diskussioner fra modsatte Synspunkter. Ugebladene sluttede sig hertil. Underskrifterne viste en broget Vrimmel af Interesserede. Spydigheder og Haan regnede ned over Forfatterindens Hoved. Selv om hun har følt sig i Andegaarden, har Hun sikkert tabt Troen paa at have ligget i et Svaneæg. Vi hører jo ogsaa, at hun er taget ud i Provindsen og formoder hun har villet bort fra Kjøbenhavn, thi Anonymitetens Slør var forlængst bristet.

Men har vi end nutildags glemt den hidsige Fejde Bogen foraarsagede, saa skal vi altid huske den Kvinde, som fremsatte de første Frigørelsens Ord for os, og som havde Mod til at bruge sine egne Øjne til at se med og sine egne Tanker til at inspirere sin Pen. De har havt det evige Liv i sig, thi de gælder den Dag idag. Vi danske Kvinder, der hører vore i Alliancen medforbundne Landes Kvindesags-Historie og hører fremhævet nu den ene Pioneer, nu den anden, vi kan med god Fortrøstning vise hen til hende, der i sit Hjertes Mod og Begejstring slyngede Kvinderettighedernes Krav ud over Danmark alt i 1850. Og naar nogen fra de andre Lande i de store Kvindesagsmøder spørger os: Hvem var Banebryder for Kvindesagen i Danmark? vil vi med Stolthed svare: En ganske ung Pige, hvis Navn lever i vore Hjerter som: Clara Rafael.