Zenobia og Catharina Alexiewna. *)

Af Holbergs Helte historier. Andet Bind.

Forberedelse.

Det er en almindelig Regel, grundet paa den sande Fornuft, ved alle menneskelige Forretninger at efterse ikke saa meget en Tings Pris, Materie og Navn, som dens Beqvemhed til det, som skal foretages og udføres, og i den Henseende undertiden at agte Bly højere end Guld, Træ højere end Marmor, og smaa Ting højere end større. Saaledes er vel en Guldplade udi mere Pris end et Ark Papir, men naar man skal skrive et Brev, tager man ikke i Betænkning at udvælge det sidste, som det beqvemmeste. Et stort Skib er gemenligen mere agtet end en liden Baad, kan ogsaa gøre vigtigere Tjeneste, men naar man skal passere en Flod, udvælger man hellere Baaden end Skibet, ja tager hellere i saa Fald et Trækar end den bedste Kobberkedel. Man betjener sig hellere af En, der har Legemets Kræfter, end af en sindig Mand, naar der handles om at bære Malt til Møllen, at hugge Brænde, eller andet strængt Arbejde at udføre, agter derimod den Sidste højere end den Første, naar man trænger til et godt Raad. Naar enhver Ting anvendes til sit Brug, er Alting nyttigt og intet udi Naturen forgæves, thi at der findes saa mange unyttige Ting og Personer udi Verden, er ikke Naturens Skyld, men deres, som tage qvid pro qvo, og heller se efter Vægt end Beqvemhed. Naar man gjør, som der staar udi Comedien, en habil Kandestøber til Borgmester, og en habil Borgmester igjen til Kandestøber, bliver ved saadan Transformation tvende nyttige Subjecter gjorte til uduelige Personer. Man haver set de fortræffeligste Skrivere ved Promotion til Dommer-Embede at være blevne de elendigste Dommere, de største Prædikanter til de sletteste Bispe, de grundigste Philosopher til de udueligste Embedsmænd. Hvorfor man i Embeders Distribution ikke maa eftersee saa meget en Persons Meriter og Duelighed i Almindelighed, som dens Beqvemhed til de Ting, som Embeder udfordre, og hvor det hedder: Hic Rhodus, hic salta. Hvor tidt bliver ikke en Statsmand beleet af en Bonde, en lærd Person af en Skriverkarl, og en stor Kunstner af en Kokkepige, naar de Første gaae udenfor deres Sphære og bemænge sig med de Forretninger hvortil de Sidste allene have Beqvemhed. Da Cicero adspurgte Appollinis Orakel, hvad Studium han skulde slaae sig til blev ham svaret: Følg Din Natur. Gid alle vilde efterfølge dette Dictatum, thi i saa Maade vilde der findes faa uduelige Mennesker. Men de fleste sætte sig imod den guddommelige Forsyns Direction, og, ligesom der fortælles om de gamle Titaner, føre Krig mod Himmelen, ved at applicere sig til Ting, hvortil de af Naturen ere ikke skabte. Enhver Person, enhver Ting maa derfor anvendes til sit Brug, thi det Instrument er bedst, som passer sig til det Haandværk, og den Plantesæd er bedst, som passer sig til den Jord, den Sko, som passer til den Fod, den Hat, som passer til det Hoved.

Dette er saa klart og demonstratif, at intet fornuftigt Menneske kan tvivle derom, thi omendskjønt derved ofte skeer Misbrug, saa bekjender dog Enhver, at udi alle Forretninger, Haandteringer og Brug maa man betjene sig af de beqvemmeste Midler. Men uanseet dette, have alle Folk saavel i gamle Dage, som nuomstunder, været enige i at sætte denne Hovedregel tilside i Henseende til Qvindekjønnet, og i at dømme den halve Del af Jordens Indbyggere ubrugelige til vigtige og vanskelige Forretninger. Jeg bekjender sandelig, at alle Menneskers og alle Tiders Samtykke og Overensstemmelse er en Art af Demonstration, og at man derfor burde ansee saadan Anordning som et naturligt Præceptum, hvis Naturen, som intet gjør forgjæves, ikke havde uddelt sine Gaver til begge Kjøn uden Forskel. At nægte dette er at tale imod daglig Erfarenhed. Vel kan herimod indvendes adskillige Ting: 1.) At Naturen udi Skabningen selv har distingveret Fruentimmer fra Mandspersoner, og ved et delicat Legeme og Hud, samt spæde Lemmer har tilkjendegivet de Sidstes Herlighed fremfor de Førstes. 2.) Ved Børnefødsler, som i det ringeste nogle Uger om Aaret gjør Qvindekjønnet ubeqvemt til mandlige Forretninger. 3.) Ved adskillige Tilbøjeligheder, som Ustadighed, Overilelse, utidig Frygt, Utaalmodighed og andre Skrøbeligheder, som En og Anden har mærket at findes gemenligen mere hos det ene end det andet Kjøn.

Hvad det første angaaer, da kan vel ikke nægtes, at det ene Kjøn fødes mere spædlemmet, og derfor er mindre beqvemt til Arbejde end det andet, man seer ogsaa den samme Forskjel ved Fødselen blandt adskillige umælende Creature af eet Slags. Men hvis dette Argument for heftigen drives paa, kunde et Fruentimmer maaske hitte paa saadan Indvending, at saasom Naturen har distingveret Mænd fra Qvinder udi føre og stærke Lemmer, saa har den derved givet tilkende, at de første ere fornemmeligen beskikkede til grovt Arbejde, hvortil udfordres Legemets Styrke, og de sidste til subtile Forretninger, som allene komme an paa Sindet, ja, som der stedse behøves Hoveder og Hænder til at opfylde og at exseqvere, at den har dømmet de første til at gjøre Plan til Bygningen, og de sidste til at slaae Kalk, hugge Tømmer og bære Mursten dertil, at den har beskikket, at de første som allene have Hoveder, skulle sidde udi Raadet og Retterne, og de sidste, som bryste sig af deres stærke Arme, til at exseqvere deres Domme og Slutninger, ja ordineret hine, at udspeculere, hvorledes en Jord kan bedst forbedres, saaes og plantes, og overdraget de Sidste og Stærkere det Arbejde at høste og tærske Kornet. Det synes derfor ikke tjenligt, at drive for stærkt paa dette Argument, hvorimod kan gjøres slige og andre Indvendinger, og fornemmeligen siges det, at hvis Naturen har uddelt Sindets Gaver uden Forskjel til begge Kjøn, og der ofte udi ethvert Land findes Mangel paa beqvemme Hoveder til vigtige Tings Forretninger, hvi i da paa eengang i Henseende til Fødselen allene at udelukke den halve Del af det menneskelige Kjøn.

Det andet Argument, som tages af Qvindekjønnets Barnefødsel og de Ulejligheder, som derved følge, synes at være af større Vægt, men det er Spørgsmaal, at hvis Fruentimmeret havde anden Optugtelse, om det og ikke skulde have andre Barselssenge? Der er fundne og endnu findes Qvinder, som Dagen efter Barnefødselen gaae til deres sædvanlige Arbejde igjen, og er det, efter Rejsendes Vidnesbyrd, Brug udi et vist Land, at Konen staaer op saasnart hun har født Barnet, og Manden lægger sig i hendes Sted paa Sengen, for at modtage Gratulationer. Men jeg sætter, at Naturen udfordrer den Tid, som Barselqvinder gemenligen bruge efter Fødslen, saa følger dog deraf intet andet, end at hun bliver sex Uger om Aaret ubeqvem til Forretninger, da derimod mangen Mand, som intet Hoved har, er ubeqvem det hele Aar igjennem, og naar Beskaffenheden er saadan udi et Hus, kan den Maade ikke være saa daarlig udi ovenmeldte Land, og den Mand gjør ikke ilde, der siger til saadan Kone: Gak strax til Skrivebordet igjen, medens jeg lægger mig i dit Sted, saa kan begge Ting blive vel forrettede.

For det tredie hvad Fruentimmerets Tilbøjeligheder anbelanger, da kan vel ikke nægtes, at der gemenligen udi større Grad findes udi Qvindekønnet de Skrøbeligheder, som forhen ere opregnede, men der spørges, om de samme flyde af Naturen eller af Vanen og Optugtelsen; her spørges, hvis en ung Pige blev opdragen til mandlige Forretninger; hvis hende blev betroet vigtige Sager, som hun udi Republiken maatte staa til Ansvar for allene, hvis hun blev holden til at gjøre Regnskab for hvert et unyttigt Ord hun talede, hvis Tapperhed blev regnet hende til Dyd, og Frygtagtighed til Last, om man ikke istedenfor Fejl og Skrøbeligheder vilde finde ligesaa mange Dyder. Ligesom, hvis Mandkjøn havde saadan Optugtelse som Fruentimmer, vilde man see mange Dyder forvandlede til Fejl og Skrøbeligheder, saa at løs Snak vilde maaske komme til at hedde Mandfolks-Sladder, Overilelse Mandfolks Skrøbelighed; ligesom det nu hedder, naar en Fejl begaaes, at man maa holde et skrøbeligt Qvindemenneske saadant tilgode, saa kunde Talemaaden blive saadan: man maa ikke regne saa nøje med en skrøbelig Mandsperson.

Dette, siger jeg, vilde komme an paa en Prøve, for at se om ikke Vanen og Optugtelsen confunderes med Naturen, og hvis det er sandt, hvad som fortælles om de schythiske Amazoner, item de nordiske Skjoldmøer, da kan man sige, at Prøven har været gjort. Jeg vil ikke tale, om de Indvendinger mod Fruentimmeret, som findes anførte udi Zille Hansdatters Forsvarsskrift, saasom de alle ere urimelige og latterlige; men alene henvise Læseren til samme Skrift, hvor de findes besvarede paa den Maade, som de fortjene.

Denne min Critiqve sigter ikke til at tilegne Fruentimret nogen ny Ret, men alene til at vise, at den Exclusion fra alle vigtige Forretninger er vanskelig at bevise fra Fødselen, og at de Argumenter, som gemenligen bruges, ikke holder Stik. Vil man derimod grunde sin Ret allene paa Guds Befaling, saa er det ustridigt, at Herredømmet tilkommer Manden, hvorvel deraf vel intet andet kan infereres end at en Husfader er Hoved for Familien, hvilket i alle Maader er overenstemmende med Naturens Lov, som forkaster al to hoved Regimente. Men deraf flyder just ikke, at Fruentimmeret bør udelukkes fra alle vigtige Forretninger, tvertimod den sunde Fornuft recommanderer dertil de beqvemmeste, og enhver Mand gjør viseligen, der overdrager sin Kone det, som hun kan gjøre bedre end han selv. Hvad kunde vel synes unaturligere og mere ugrundet end saadan Lov, at Ingen, som var født med en Vorte paa Kinden, maatte betroes noget Embede, i hvad Capacitet han end kunde beraabe sig paa? Eller, at alle de, som havde rødt Haar, ikke maatte forvalte deres egne Midler, endskjønt de besadde den største oeconomiske Visdom. Ligesaa ilde grundet synes Fruentimmerets Exclusion fra vigtige Forretninger, og dets stedsevarende Umyndighed at være. Verden taber intet ved at lade dem give Raad og dømme, som har bedst Forstand, og at lade dem føre Oeconomie, som har mest Indsigt og Agtsomhed, den maa hedde Peder eller Maria, den maa være sort eller hvid. Det er ellers forunderligt, at man udi de mindste Ting holder saa stærkt over denne vedtagne Skik, men dispenserer derudi de allervigtigste Ting. Udi alle borgerlige Love maa en Jomfru, hvormeget hun end tiltager i Alder og Forstand, stedse være umyndig, og en fornuftig Enke, der udi hendes Ægteskab har ladet see Prøver paa Oeconomie, maa efter en fordrukken og daarlig Mands Død, som hun selv har regjeret tilligemed det hele Hus, intet vigtigt foretage uden hendes Curators Samtykke og Villie. Udi alle Kongelove derimod antages den nærmeste Prindsesse af Blodet til Regimente udi en Prindses umyndige Aar, og til regjerende Fyrstinde, naar ingen Prinds er; saa at paa den ene Side er Fruentimmer ikke betroet en Tønde Hartkorns Forvaltning, og paa den anden Side overdrages et helt Riges og Kejserdoms Administration.

Jeg for min Part disputerer Mandkjønnet ikke den Ret, hvis lovlige Adkomst det beviser af nogle tusind Aars upaaankede Possession. Jeg viser alene, hvad derimod kunde siges, hvis Fruentimmeret bemængede sig mere med at skrive Bøger, og tog sig for at commentere over juridiske og moralske Materier. Min Sigte er ikke herved at opmuntre Qvinder til at vindicere sig nogen Ret, men at formane Mænd til ikke at tale for prægtigt om deres Herlighed, og at grunde den paa Naturen, jeg følger ogsaa herudi mit Naturel, som gemenligen er at tage det svageste Parti, hvilket jeg holder for at være en god og ærlig, skjønt jeg har befundet, at det ikke altid er en nyttig Qvalitet. Jeg sigter endelig herved til at temperere visse Skribenters bitre Satirer mod Qvindekønnet, hvilket de ved alle Lejligheder afmale med sorteste Farve, og tillægge alle Fejl som naturlige Skrøbeligheder, ej eftertænkende, at enhver Mand ved qvindagtig Qptugtelse og Information opklækker sine Døttre til qvindagtjge Fejl, og til de Skrøbeligheder, som han siden selv beleer og censurerer. Man har jo set Fruentimmer ved mandlig Optugtelse at have faaet mandlige Qvaliteter, ja det, som mere er, man haver seet mange have overvundet Optugtelsen, og at være blevne til Heroinder. En Semiramis, en Nitocris, en Margaretha, en Elisabeth, en Zenobia, en Catharina, og utallige Andre bevise saadant med deres Exempler. Og haver jeg til Bevis herpaa givet de tvende sidstes Portrait udi efterfølgende korte Historier.

*) Ved Fru Charlotte Norrie f. Harbou.