Verdenskongressen for Kvinder i Chicago Maj 1893

Saa længe siden, at den alt er gaaet over i Historien! Og dog, naar jeg nu gennemlæser de gulnede Aviser, hvori mine Korrespondancer i sin Tid stod, da bliver Minderne saa levende, som om de var fra igaar.

Men 15 Aar er alligevel svundne, siden dette første store Stævne for Alverdens Kvinder fandt Sted! Jeg var sammen med Kristine Fredriksen indbudt som Repræsentant for Danmark, og hvis én og anden kunde have Lyst til at faa et lille Indtryk af denne Begivenheds ydre Omrids og et lille Indblik i dens Aand, saa vil jeg gøre et kort Uddrag af et Par af mine gamle Korrespondancer til danske Blade, som netop ligger for mig.

Jeg griber i Bunken og plukker sammen hist og her, saaledes som det kan falde sig. Pladsen er jo indskrænket. Jeg citerer kun, som Ordene faldt i Korrespondancerne.

Fredag Eftermiddag gav Mrs. Potter Palmer en aldeles storartet "Reception" for de i Verdenskongressen saa repræsentative Kvinder i Kvindernes eget Palads i Jackson Park.

I denne Bygning, det første betydelige, kvindelige Forslag i Arkitekturen Mrs. Candace Wheeler er Bygmesteren, - findes jo samlet alt i hvilkensomhelst Branche, der kan vise Verden de Fremskridt, kvindeligt Arbejde har gjort i Løbet af den sidste Halvdel af det 19de Aarhundrede.

Trængselen var uhyre. Mrs. Potter Palmer tog Plads paa den store Estrade, omgivet af de kvindelige Repræsentanter for alle Verdens Riger og Lande og fra de forskellige, amerikanske Stater og Territorier, - i alt 5000 Delegerede.

Det var en glimrende Forsamling. Hertuginden af Veragua, Prindsesse Strakowskoy, Grevinden af Aberdeen med mangfoldige andre - baade med og uden Fordring paa at komme ind under nogetsomhelst Lands Rangforordning - kappedes med hverandre ikke alene i Toiletternes blændende Elegance, men ogsaa forbavsende mange af dem i personlig Ynde og Skønhed.

Der var udprægede Typer fra hvert Land, ejendommelig nationale, og dog næsten enhver præget af den højeste Kultur og intellektuelle Overlegenhed.

Og det var ikke mindst Amerikanerinden, Miss Susan B. Anthony, der, høj og rank med sit sølvgraa Haar og i sin lange, sorte Fløjelskjole, mere imponerende end saa mangen Dronning, forekom én at maatte repræsentere Stammoderen, den værdige, strenge, puritanske Kvinde.

Af den gamle, forhaanede Blaastrømpetype fandtes der blandt disse Kvinder, paa 4-5 Undtagelser nær, absolut ingen. Den synes at være en tilbagelagt Overgangstype og som saadan allerede antikveret. Der var elegante Verdensdamer, fine, aristokratiske Skikkelser, søde, indtagende, unge Damer. Tilsyneladende næsten alle Blomsten af Overcivilisationens Overkultur.

Og saa skjulte der sig i disse Kniplinger, i dette raslende Atlask, under disse funklende Diamanter fler end én lærd Professor, ja Dommere, Præster!

De amerikanske Blade udtalte Dagen efter:

"Denne Gruppe af store Kvinder fra hvert Lands Arbejdsmark vil aldrig blive forglemt"".

Mrs. Potter hilste Kongresmedlemmerne Velkommen i følgende Ord:

"Jeg føler i dette Øjeblik en særegen Glæde ved at byde eder Velkommen til Kvindernes Palads. Jeg behøver ikke at fortælle de destingverede Kvinder, som er tilstede her, at de er velkomne. I har jo hørt og set det. Vi haaber i denne Bygning at danne et Centrum for al den Intelligens, Menneskekærlighed og Kultur, som det 19de Aarhundredes Kvinder sidder inde med. Idet vi taler om Kvindernes Bygning, har vi dog følt en Del Beskedenhed med Hensyn til, hvad der er naaet. Vi sammenligner ikke Kvindernes Arbejde med Mændenes Arbejde. Kvinderne har i flere Henseender kun været Efterlignere. Men hvad Kvinderne har naaet er al Ære værd; og vi har forsøgt at vise, paa hvor mangen Arbejdsmark de har gjort fortrinligt Arbejde, og hvilke Muligheder, der ligger for dem".

Vicepræsident Mrs. Charles Henrotin tilføjede følgende:

"Her i Chicago vil nu i denne Tid blive centraliseret mere end ét Fremskridt henimod de humane Interessers Solidaritet".

Efter at flere kvindelige Talere havde haft Ordet, holdt Vicepræsidenten for Chicagoudstillingen, Mr. Stevenson, en ganske udmærket Tale, som spøgende begyndte med, at han aldrig havde været saa skamfuld i sit Liv, og sluttede med en Forsikring om, at "intet Ord formaaede at udtrykke Vigtigheden af denne Begivenhed. Den vil efterlade sit Præg paa enhver Tid. Det, der for Kvinden kan aabne Vej, hvorpaa hun kan gøre sig nyttig, og hvor hun kan blive en Velsignelse for sit Køn og den Tidsalder, hvori hun lever, fortjener at blive anbefalet"".

Efter at Præsidenten for "The International Council, Mrs. May Wright Sewall, havde haft Ordet, blev Guvernør Oglesby forestillet af Mrs. Palmer, som erklærede, at ved denne Lejlighed skulde en Mand dog have det sidste Ord.

Og saa sagde Guvernøren:

"Jeg har ingen Ret til at henvende mig til dette Auditorium. Dersom min Hustru var tilstede, - jeg ser hende ikke, - vilde jeg tale, thi naar jeg saa ind i hendes Ansigt, vilde jeg faa Mod og Mandighed igen. Jeg hører til det raa Køn, som har behersket Verden gennem Aarhundreder. Det er retfærdigt og rigtigt, om jeg nu skulde blive pint her i Dag. Jeg blev opdraget i en Tidsalder, hvor Mændene var raa og mandige, men ikke mandige nok til at kunne erkende Kvindernes Aandsgaver. Jeg bønfalder eder, mine Damer, om at tilgive de Mænd, som har formastet sig til at beherske Verden med den fysiske Overlegenheds brutale Kraft. Jeg skulde ønske at vide, hvorfor Kvinder ikke kan være ligesaa intellektuelle som Mænd.

Jeg har hørt til den Race af Mænd, som indbildte sig at vor højeste og helligste Pligt var at være Kvindernes Forsyn. Jeg kan ikke indse, hvorfor vi skulde paatage os dette Protektorat over Kvinderne. I Livets Kamp har Mændene derfor hidtil paataget sig Fægtningen. Mænd har baaret Fortidens Byrde og Hede og maa tilegne sig endel af den Kredit, de saaledes har erhvervet sig. Hvem tør sige, at hele Verdens Kvinder ikke i dette Aar 1893 har fundet Hulheden i Mændenes Krav paa Herredømme over Kvinden? Det er behageligt at der er nogen, der har Omhu for en. Jeg har intet imod, at min Hustru og mine Søstre har Omhu for mig. Jeg har støttet mig til dem og laant af dem. Hvorfor skulde jeg ikke ønske Kvinden velkommen som en Kompagnon og se, hvad hun nu kan gøre for at forbedre Verden i de næste Nitten Hundrede Aar? De vil ikke berøve os nogen af vore Rettigheder. De optræder paa Verdensskuepladsen for at virke paa en anden Maade end vi. Vi ranede til os alt. Legemlig Styrke? Hvorledes? Den har Løven ogsaa og Mulæslet ligesaa. Hvor langt bedre vil det ikke blive, naar Verden ser, at den bliver regeret af intellektuel Styrke og moralsk Kraft! Hvor vilde vi finde Ynde og Dannelse uden i vor Moders, Hustrus og Søstres Indflydelse? Skal vi for bestandig betale dem dette tilbage med tomme Komplimenter om deres Skønhed? Lad os være ærlige, holde op med Komplimenterne og erkende dem som vore Lige. Lad os vise vor Mandighed ved at støtte dem i deres Stræben efter Frihed. Lad os være beskedne".

- Jeg maa her holde et Øjeblik inde.

Pladshensyn er nu engang uoverstigelige Skranker, og medens jeg blader videre i Aviserne, og den ene pragtfulde, stemningsrige Fest efter den anden, det ene af Tusinder stormede Møde efter det andet - (i samfulde otte Dage var der Møder uafbrudt den hele Dag fra Morgen tidlig til Aften silde, ja, ofte flere Møder paa én Gang ikke at forglemme den offentlige Gudstjeneste i den store Washington Hall, som udelukkende besørgedes af 18 i smukke Præstedragter klædte kvindelige Præster,) og den ene Skikkelse efter den anden, karakteristiske og uforglemmelige, dukker op i Erindringen og glider forbi, vil jeg i Forbifarten, medens Guvernør Oglesbys Ord endnu lyder i mine Øren, fornemlig gribe og et Øjeblik fastholde tvende, nemlig Klara Barton og Mrs. May French-Sheldon.

"Klara Barton havde under den tætteste Kugleregn forbundet saarede, ikke blot i den store, amerikanske Krig men ogsaa ved Sadowa, Sedan, Plewna, ja, der har næppe været en Slagmark i Europa i de sidste 30 Aar, uden at hun har været der tilstede med sin Hjælp og Trøst.

Hendes Bryst er bedækket med Æres-Medailler, skænkede hende af de forskellige Landes Regeringer; det vil sige: kunde være det, for hun bærer dem aldrig.

Ydmyg og fordringsløs men fremfor alt kærlig i sit Væsen hører hun visselig til dem, der har søgt at efterleve Ordet: "Værer ydmyge og sagtmodige af Hjertet".

At denne lille, svagelige Skikkelse kunde vise en Heltindes Mod og Koldblodighed, indgyder ikke blot Begejstring men Ærefrygt.

Mrs. May French Sheldon, Verdens eneste kvindelige Opdagelsesrejsende paa det mørke Fastland, - fin, kvindelig og i et Toilette, hvis Smagfuldhed vakte alles Beundring.

Med en Veltalenhed, der søger sin Lige, sagde denne kvindelige Opdager fra Afrika, at hun vistnok ikke tænkte sig en Opdagers Liv som noget, der særlig egnede sig for Kvinden, men Omstændighederne kunde bringe hende ind i det.

Mrs. Sheldon sluttede med følgende Ord: "Kvinder har ofte delt Mændenes Møje, men er altid blevne nægtede at dele deres Triumfer. Jeg tænker her særlig paa Mrs. Livingstone. Uden Fred er under alle Omstændigheder Opdagelsesrejser for Kvinder en Umulighed, og saa længe som de Indfødte kun er en Skive for mandlige Opdageres, Krigeres, mandlige Kolonisters Kugler, vil Kvinders Opdagelse af Land være uden nogensomhelst Nytte. Bortset fra dette, er det min Overbevisning, at Kvinder i sig selv er bedre skikkede for Opdagerens Arbejde end Mænd. De studerer den menneskelige Natur og de menneskelige Interesser og erkender, at de Indfødte ikke blot er Vilde men Mænd og Kvinder med Mænds og Kvinders Følelser."

Naar jeg nu lægger mine gamle Aviser bort og i Tankerne gennemgaar den hele Kongres i 1893, da maa jeg tilvisse fuldtud give Chicagopressen Ret, naar den ved Kongressens Afslutning gav følgende Erklæring:

"Kvindens Stilling vil fra denne Dag af faa en ny og vigtig Betydning. Det er tvivlsomt, om nogensomhelst anden Kongres vil faa en saa vidtrækkende og velsignet Indflydelse. Det moralske og intellektuelle Resultat af denne Kongres har været over al Forventning, og dens Indflydelse vil naa videre og videre, indtil de Reformer, den foresatte sig at naa, vil blive gennemførte. I Litteratur og Kunst, i social og politisk Henseende, med Hensyn til Opdragelse, til at bibringe de unge en højere Uddannelse, har Kvinden vist sin Ret til at tage Plads ved Siden af sin Husbond og Broder. Denne Kongres har gjort meget for at rydde enhver Fordom til Side. Verden har set, at Striden er ført paa bedre Grund og med de bedste Vaaben. Den har begyndt at forstaa, at Kampen ikke saa meget er for Retten, som mod den Uret, under hvilken Kvinden har lidt gennem Aarhundreder, og at simpel Retfærdighed fordrer en anden Ordning".

Saavidt Chicagopressen! Dens Erklæring var det bedste Vidnesbyrd om, at Kvinderne ikke vil arbejde mod Manden men med Manden, ved Siden af ham, som hans bedste Medhjælp.

København den 21de Februar 1908.