Kvindestemmeretsbevægelsen set fra et fransk Synspunkt
(Af et fransk Kvindeblad).
Frankrig, som før var Verdens første Nation til at tage Initiativet til Reformer, lader nu Lande med ringere Traditioner faa Forspringet og lader den største Uretfærdighed, som Verden kan opvise, endnu eksistere. Uligheden mellem Kønnene kan man vel forudsætte hos barbariske Nationer med brutale Instinkter, hvor Retten er den Stærkeres; men i et Folk med ædle Idealer, med højsindede Tilskyndelser, skulde vi kunne have Fordring paa, at Pligten og Rettigheden var i Ligevægt, ikke alene hos Mænd men ogsaa hos Kvinder.
Fra alle Sider, i mange Lande, hører vi om, hvorledes Kvinderne kæmper for Kønsprivilegiernes Ophør, ligesom vore Forfædre kæmpede for Klasseprivilegiernes samt for Tilegnelsen af Borgerrettigheder.
Den Fremgang, som vore Søstre opnaar, kan vel give os Haab om, at vor Tur ogsaa maa komme engang; men det er bedrøveligt at konstatere, at Masserne - og det endog i de bedre Hjem - forholder sig ligegyldige for en Sag, der burde opildne alle dem, hvis Hjerter banker for Retfærdighedens og Ligeberettigelsens Ideal.
Hvordan kommer det sig, at i Lande, der tilsyneladende er mindre demokratiske end vort - som nu baade i Finland og Norge - har Kvinderne set deres Anstrængelser krones med Erholdelsen baade af kommunale og politiske Rettigheder, medens at vi kun møder Ligegyldighed og Spot? Er Udlandets Propaganda da bedre end vor? - Det antager vi sikkert ikke. Denne Propaganda bestaar i at sprede Oplysning hos Folkets Kvinder, i at holde talløse Møder for Kvindesag og i at samle saa megen Tilslutning som muligt. Men er dette da ikke ogsaa, hvad vi gør her? - Vore Forkæmperinders Mod og Standhaftighed har aldrig fornægtet sig.
Skulde det da i al Almindelighed være, at Frankrigs Kvinder har mindre Intelligens end Skandinaviens eller Amerikas? - Dette er en Hypothese, som vi paa det bestemteste tilbageviser. Men hvoraf kommer det da? - Det kommer af, at vore Søstre i det Fjerne har det, som vi ikke har, nemlig:
1) Evnen til at kunne sprede Sympathien for Kvindesagen gennem de store Dagblade.
2) Evnen til at skaffe sig Forkæmpere i Parlamentet.
Det er indlysende, at vore Kvindeblade dér, hvor de naar hen, gør god Gavn. Ulykkeligvis er de kun lidet udbredte. Og de er blot læste af et Faatal af Kvinder, Kvinder, der alt i Forvejen er frigjorte i deres Anskuelser, Kvinder, som tilhører vor egen Stab. For at naa det Maal, vi har sat os, er det ikke mindre vigtigt, at de læses af Mænd, ja, det er endnu vigtigere.
Det skulde være i høj Grad væsentligt at erobre dem, som er fordomsfri. Man maa faa dem til at indse, at det er taabeligt at vente paa Kvindens fulde Udvikling, inden man giver hende Stemmeret. Thi det er netop just ved at besidde denne Stemmeret, at hun vil frigøre sig for sin Uvidenhed og for de Fordomme, som holder hendes Forstand fangen og tilintetgør hendes bedste Tilskyndelser.
Netop for Kvindernes Propaganda kunde Artikler i de store Dagblade gøre god Virkning.
Den Mulighed, at vi i vort Parlament skulde kunne faa en Debat om Kvindestemmeret, foreligger ikke. Vi haaber engang at skulle opleve en saadan Begivenhed. Hvem af vore Rigsdagsmænd skulde vel have Sjælsstorhed nok til at indlade sig med saa ømfindtligt et Emne uden Frygt for at udsætte sig for Spot og Latter af disse Fruentimmerhadere? Vi véd ikke, om noget saadant virkelig engang skulde kunne hænde, men fra hvad Side disse Mænd end kommer, skal vi prise deres Mod til at tage et saadant Initiativ.
Socialisterne føler sig bundne til at forsvare vor Sag ved de Beslutninger, de har antaget i deres nationale Kongresser i Limoges og Nancy samt i den internationale Kongres, der nylig afholdtes i Stuttgart, fra hvilken vi citerer hin betydningsfulde Udtalelse: "Det socialistiske Parti i alle Lande har den Pligt at kæmpe energisk for politisk Stemmeret for Kvinder. Det er derfor, at deres Kamp for Demokratiseringen af Stemmeretten til Statens og Kommunens lovgivende og administrerende Organisationer til Gunst for Proletariatet i Særdeleshed maa omfatte Kampen for Kvindestemmeret, hvilken de maa fordre og kæmpe for med Kraft i deres Propaganda, ja, lige ind i Parlamentets Hjerte.
Ser De, mine Damer, vi maa ikke tabe Modet; thi naar Spørgsmaalet om Kvindestemmeret bliver alvorligt diskuteret i det franske Parlament, skal vi komme et stort Skridt, fremad. Vi har nu intet andet tilbage end at resignere og gentage for os selv hint gamle Ord, hvormed man saa ofte har søgt at berolige vor Utaalmodighed:
"Tout arrive à point à qui sait attendre." Lad os haabe, at vi ikke skal vente for længe.
