« Tilbage til søgeresultaterne
Da Hs. Exe. Yu-Keng som Gesandt kom til Japan efter den japansk-kinesiske Krigs Afslutning i 1905, hvor jeg overværede hans Præsentation for Mikadoen ved den store Chrysanthemumfest, og meget ofte saa hans Hustru og hans nydelige Døtre, har det været mig en Glæde at finde deres videre Skæbne i et fransk Blad og at kunne meddele denne til Kvstbl.s ærede Læsere, samt at kunne henpege til disse unge Piger som Ophav til den reformatoriske Bevægelse for Kvinderne i Kina.
Kvindebevægelsen i Kina
Om der end endnu er Folk, som bestrider Betydningen af Reformbevægelsen i Kina og den Fare, den kan frembyde for Europas Fremtid, saa er der dog ingen, der tvivler paa, at »Himmelens Kejserrige« er vaagnet op af den Søvn, der har varet i Hundreder af Aar, og med Opmærksomhed betragter det, der gaar for sig i Omverdenen.
Ogsaa den kinesiske Kvinde er under Indflydelsen af denne Bevægelse.
Lige op til vore Dage har hun levet i den fuldstændigste Afhængighed. Der var ingen Skole for hende, ingen aandelig Eksistents ved Siden af den materielle. Det skulde aldrig være faldet Himmelens Riges Beboere ind at lade deres Pigebørn undervise, at uddanne deres Aand.
Under denne Synsvinkel er der ingen Forskel paa Folkets Kvinder og de højere Klassers Damer. De første adskiller sig kun fra de sidste ved den Forpligtelse til at arbejde, som paahviler dem. Den kinesiske Dame fører en ensformig Tilværelse uden al Beskæftigelse ligesaavel som ung Pige, som naar hun er indtraadt i Ægteskabet. Aldrig bliver hun raadspurgt af sin Mand, naar det gælder
om at tage en vigtig Bestemmelse. I Samfundet har hun ingen særlig Plads. Hendes Rolle indskrænker sig til fra Tid til anden at besøge sine nære Slægtninge saavelsom sin Mands.
Men nutildags har store Ændringer i denne Tingenes Tilstand taget sin Begyndelse. Dette synes at skyldes to unge Kineserinders Initiativ, som for nogle Aar siden vakte stærk Sensation i Paris. De var Døtre af Kinas Gesandt i Frankrig, Hs. Excellence Yu-Keng, hvis Død i Fjor de kinesiske Aviser underrettede os om; og det er netop hans Ophold i Paris med sine nydelige Døtre, der har foranlediget den før omtalte Bevægelse.
Thi disse unge Piger, hvis fremmedartede men ubestridelige Ynde gjorde et saa stærkt Indtryk i den fornemme Verden i Paris, lærte at vurdere de gode Vilkaar, som den europæiske og maaske især den amerikanske Kvinde besidder. Desuden var de kun halvvejs Kineserinder, da deres Moder tilhørte en amerikansk Familie *).
Da Hs. Exe., Yu-Keng vendte tilbage til Kina, blev hans Døtre attacherede selve Enkekejserindens Person. Hoffets snævre og formelle Etikette, de utallige Regler, som man maatte bøje sig for, paalagde disse mere frigjorte Kvinder en pinlig Tvang.
Reformpartiet maatte selvfølgelig i disse unge Piger finde deres uvurderlige Hjælpere. Med en yderliggaaende Forsigtighed, med en usædvanlig Behændighed og Dygtighed paavirkede de deres gamle Souverains Sind, det, der før havde gjort sig til ét med det incarnerede gamle Kina, saa det aabnede sig for den Forvandlings Nødvendighed, som nu satte hele Verden i Forbauselse.
De tre Aar, som de tilbragte ved Hove satte sine dybe Mærker; thi det var derefter, at de forskellige Reformer bestemtes, hvis Udførelse skal betrygge Himmelens Kejserriges Fremtid.
Men vi vil her kun beskæftige os med den Reform, der angaar Kvindebevægelsen, og i Spidsen for hvilken Hs. Exe. Yu-Keng’s Døtre fik deres Plads. Siden den yngste Søster holdt Bryllup, hviler Ledelsen deraf helt og holdent i den ældstes Haand. Det synes, som om den yngre Søsters Ægtefælle staar i Opposition til den nye Opdragelse for Kvinder, uagtet disse Principer ikke har hindret ham i til Ægtefælle at vælge en ung Kineserinde, der er opdraget paa europæisk.
Men disse Kejserindens Hofdamer havde dog lige siden 1902 opnaaet af hende, at et kejserligt Edikt udstedtes for at tilraade de kinesiske Kvinder ikke længer at underkaste deres smaa Pigebørn den Marter at faa deres Fødder forkrøblede ved en pinefuld Indbinding med det Resultat, at disse fik et Minimum af Størrelse.
Paa samme Tid dannede der sig Selskaber i alle større Byer i »Midtens Kejserrige« med det Formaal at faa denne barbariske Skik tilintetgjort. Disse Selskabers Medlemmer aflagde Løfte om, at lade deres Pigebørns Fødder vokse naturligt og kun at modtage saadanne Kvinder som Hustruer for deres Sønner, hvis Fødder havde den naturlige Vækst. De europæiske Kvinder, som kender Kina, og som har kunnet sætte sig ind i den Magt, som Familietraditioner udøver i dette Land, vil have ondt ved at tro paa Muligheden af saa dybe Forandringer i de nationale Vaner.
Og alligevel er disse Forandringer alvorligt mente at skulle bringes i Udøvelse, hvilket man ser af, at Enkekejserinden i 1905 forstod, at hendes første Edikt maatte følges af et mere virkningsfuldt, og nu lod det efterfølges af et andet, der simpelthen forbød al Forkrøbling af Fødderne for Eftertiden, der, hvor hun for 3 Aar siden havde indskrænket sig til at give Raad.
Hvorledes skulde man vel ogsaa kunne forlige denne gamle Skik - som forhindrede kinesiske Kvinder af de højere Klasser i at kunne flytte sig uden Støtte af deres kvindelige Følge - med den nye Rolle, som Kvinden er kaldet til at spille i Fremtidens kinesiske Samfund?
Istedetfor at blive hjemme og udelukkende beskæftige sig med Husets materielle Pligter, gaar Nutidens Kineserinder ud for at søge Oplysning i de Skoler, der netop tager Sigte paa deres Opdragelse.
Midt i November 1904 gav Enkekejserinden Ordre til at lægge et Fond tilside for at bygge en Skole, der skulde indrettes efter europæisk Mønster og var bestemt til at benyttes af Hoffets unge Piger. Det følgende Aar funktionerede denne Skole og i Januar 1907 havde den et betydeligt Antal Elever.
Man har senere bragt i Erfaring, at det var nødvendigt at finde et endnu større Lokale, da det første ikke kunde rumme alle de Mandarin-Døtre, der ønskede at blive optagne.
En anden Skole, bestemt til at optage Børn af alle Klasser, er blevet grundet i fjor i Peking. Øjeblikkelig mødte Pigebørn i alle Aldre, saa at alle Afdelinger straks fyldtes.
I Kejserriget var Vicekongen Yuan-Che-Kai’s Hustru den første til at følge det Eksempel, der blev givet af den gamle Kejserinde. Hun har i Tientsin oprettet en Skole, hvor de af Byens unge Piger, der forlanger det, faar Adgang til Undervisning efter europæisk Mønster.
Ogsaa i de andre Provindser dannes kvindelige Skoler, til hvilke Børn og unge Piger kommer i massevis, saasnart de er aabnede, uden at man behøver at stimulere de unge Pigers Iver eller i nogen Maade paavirke deres Familier til at give de Unge Lov til at søge denne Undervisning.
Ja - endog den højere Undervisning er nu søgt af de unge Kineserinder.
Thi i Japan har unge Kinesere alt længe nydt Undervisning af det Nipponske Universitet. Nu ser man unge Kvinder af samme Nationalitet tage Del heri for at naa den Viden, der ikke kan meddeles dem i de hjemlige Skoler. Alle arbejder de med Iver, saaledes, at de japanske Professorer mellem dem tæller udmærkede Disciple.
Disse kinesiske kvindelige Studerende skyldes flere Bøger og Oversættelser, som er bestemt for Kvindeverdenen i »det Himmelske Rige«. Der er: »Feminismens Begyndelse« og der er: »Retten for den kinesiske Kvinde til selv at vælge sin Ægtefælle«. Disse to Bøger er udkomne i Shanghai saavel som en Bog om: »Russiske terroristiske Kvinder.«
Under den russisk-japanske Krig saa man ikke alene kinesiske Studenter i Tokyo, der foreslog Vicekongen Yuan Che-Kai, at de skulde forlade deres Studier for at slaas med den russiske Armée for det Tilfælde, at »Midtens Rige« vilde intervenere, men man saa ogsaa kvindelige kinesiske Studerende, der fulgte det Nipponske Universitets Kursus, som vilde danne Sygeplejerske-Hjælpekorps for at pleje de kinesiske Soldater, der maatte blive saarede paa Slagmarken.
Kinesere, der er Patrioter og Krigere, oplyste Kineserinder, der aspirerer til de militære Sygeplejerskers Rolle! ja, lad dem se dette, som endnu troer paa et »Himmelsk Rige«, der er urørligt, mumieagtigt, og indesluttet i sit tykke Kyrads af Traditioner og Fordomme, der nu er kommet igennem sit tredivte Hundredaar.
(Fransk Kvindesagsblad).
F. Mury. (fra det franske Cochinchina).
