« Tilbage til søgeresultaterne
Forliget og Valgretsforslaget
I Anledning af, at det saa længe svævende Spørgsmaal om Partiernes Forlig og Vedtagelsen af det udvidede kommunale Valgretsforslag - det, der indesluttede Kvinders kommunale Valgret under lige Vilkaar med Mænds - omsider fandt sin Løsning d. 10de Januar 1908, telegraferede Bladets Redaktion denne Situationsforandring - der stillede os en sikker Vedtagelse i nær Udsigt - til vore Søsterlandes Forbund.
Fru Statsminister Qvam, Formand for Landskvindestemmeretsforeningen i Norge, telegraferede Svar til os fra Stenkjær: »Landskvindestemmeretsforeningen lykønsker og jubler med Danmarks Kvinder « Qvam, Formand.
Frøken Anna Whitlock, Formand for Sverrigs: »Landsförening for Kvinnans Politiska Rösträtt« telegraferede Svaret:
»Den samlade Centralstyrelsen i Landsforeningen for Kvinnans Politiska Rösträtt sender Danmarks Kvinnor sin hjärtligaste Lykänskan.« Anna Whitlock, Ordförande.
Skøndt vi fra alle Sider hørte, at Forslagets Vedtagelse var os sikkret, og saa, at de ugifte Kvinder styrtede til Indregistreringskontorerne for at melde sig skattepligtige inden Januar Maaneds Udløb - den eneste Vej til at vælge og blive valgt til Kommunalbestyrelserne i Marts 1909 - skøndt vi overalt følte denne Sikkerhed paa Sagen zittre i Luften, kunde Meldingen om et Dødsfald, der borttog en af de gode Stemmer i Landstinget, eller et Samarbejdets Brud med et lignende Resultat, bringe Blodet i vore Aarer til at stivne. Vi opdagede dog efterhaanden, at Gennemførelsen af Valgretsforslaget var en Livssag for Landstinget og at, hvor truende Skyer, der end kunde samle sig, dukkede uventede Hjælpetropper dem tiltrods frem lige i det kritiske Øjeblik. Forslaget gik sejrrigt gennem Landstinget.
Da vi derpaa mødte til Folketingets Behandling af Forslaget - den, der var lovet os at gaa saa let - lagde ingen politisk Gruppe Fingrene imellem. Den gensidige Vrede susede os om Ørene. Yderpartiernes Tenor, Baryton og Bas (Radikale, Socialister og Konservative) opførte en »Anathema-Trio« for os, en Vexelsang, hvis knittrende og rammende Lyn og brummende Torden bragte vore Hjerter til at bæve og straks gjorde os det klart, at saa mange Kølleslag, saa megen Sværdklirren knude umuligt det lille Forslagsbarn komme levende fra. Denne Krydsild maatte virke dræbende! Vi sendte vore mest bebrejdende Blikke til de vanlige Forkæmpere for Kvinders Valgret, dem, der nu saa ganske havde vendt os Ryggen efter at have spændt vore Forventninger til deres sikkre Støtte saa højt, ja endog ladet Maalet: »Kvinders politiske Valgret« flimre for vore Øjne! Vi saa nu grant, at det kun havde været en upaalidelig »Flirt«, der paamindede om Bagerens Rikke, der gav Hjertebrødet til andre.
Langt om længe oprandt Dagen, for tredie Behandling i Folketinget. Hvad betød vel dette Omslag? Det var tydeligt og klart, at der var gaaet Paaske i Luften. Længselen efter Hjemmenes fredelige Hygge paa Landet havde banket paa hos alle. Vi havde ventet et Skafot, hvor alle smaa Valgretsspirer skulde aflives og Kvinderne sættes i Krog igen, og vi fandt en travl Længsel efter at blive færdig. Baade fra Socialister og Radikale lød Indledningssætningen: »Hvis vi havde Stemmeflerhed, saa vilde vi - men uheldigvis, det har vi ikke!« - Aah! hvor det var en Steen fra Hjertet! Vi vilde altsaa trods de Misfornøjedes stærke Ord komme levende igennem med vor lille Valgretsspire, den, der skulde vokse til det dejlige Træ! Midterpartiet, Regeringens Parti, var trods sin forholdsvise Stilfærdighed det stærkeste! det var Majoriteten! Man fik nu Indtrykket af, at Meningen med alle disse hvasse Ord kun havde været: at skulde end Yderpartierne falde i denne Sag, saa vilde de falde under en Protest, der kunde høres viden om Land - ud til hele Vælgerbefolkningen.
Afstemningen foregik. Det Valgretsforslag, der skulde give Kvinder lige Vilkaar med Mænd, gik igennem med 64 Stemmer mod 35. Af Højre havde én Stemme svaret Ja, fire Nej og seks ikke stemt
Det var en stolt Udgang for os Kvinder, og man tænkte uvilkaarligt paa hvad man havde sagt os fra Australien: at siden Kvinderne havde faaet politisk Stemmeret, var Mændenes Taler i Parlamentet for en stor Del henvendt til Kvindernes Loge. De bejlede til Kvindernes Stemme! Vi kunde nu drømme om fremtidig Betydning! –
Forgæves havde vi i Logen ved denne definitive Afgørelse søgt de vante kvindelige Forkæmpere for Kvinde-Valgret. De fandtes ikke denne Gang. De aflagde herved et smukt Tillidsvotum til Regeringspartiet. Udfaldet kendte man i forvejen! Til hvad Nytte være tilstede?! -
Men i Udlandet, hvor man saa smaat havde tænkt, at Valgretsforslagets mange Akter kunde spilles i en rivende Fart, dér ventede man med Utaalmodighed Afslutningen paa den med saa megen Sikkerhed givne Bebudelse efter at første Akt var spillet.
Da vi hørte, at Valgretsforbundet ikke vilde telegrafere til New York til den internationale Præsident paa Grund af hendes snare Afrejse til Europa, sendte vort Blad det glade Budskab og fik følgende kortfattede Svar:
»Bravo!«
Catt.
Fra Throndhjem fik vi ogsaa et Telegram:
Kvindevalgretsklubben. Fru Munter. Kjøbenhavn.
»Tillykke med den vundne Sejr! Velkommen i de Stemmendes Lejr!
Throndhjems Kvinderaad. Astrid Storm. Gyda Håbjørn. Gudrun Schultz.
Vi takkede for den hjertevarme Hilsen og ønskede os Held til at kunne følge i Norges Kvinders Fodspor.
Lige nu kom ind ad Døren et Kort fra Madame Elisa Gontscharoff, Riasan, Rusland:
»Mine bedste Lykønskninger bringes Eder!« Det ledsagende Billede var en Høne paa Æg, hvorfra alle Kyllingerne stak Hovedet frem. Var dette en Hentydning til Paasken? - Eller var det saaledes ment: at Kvinderne nu havde brudt Skallen og traadte frem for Verden som frigjorte, selvstændige Væsener? Og var den rugende Høne et Billede paa Forliget? - Ja det er ikke godt at vide! Vi kan ialfald haabe, at mange Kvinder gennem Lovforslaget vil føle Frihedens Vinger vokse ud og de hæmmende Skaller falde af! -
Og fra et Kvindevalgretsblad i London fik vi i Bladets Spalter en Hilsen:
»This is excellent news, and we offer our heartiest congratulations to our sisters in Dennmrk.«
Men én Ting maa vi sige til Slutning: »Ære være vore Mænd! Hvad har de ikke sparet os for!
Det gaar os som Digteren, der siger:
»Man neppe har sit Ønske sagt
Før alting er i Orden bragt!«
Man skulde tro, vi havde lagt os paa Sinde for Stemmerettens Vedkommende de Ord, som Søren Kirkegaard sagde om Lykken:
»Lykkens Dør gaar ud ad, jo mere man trykker paa den for at faa den op, jo fastere gaar den i.«
Og vi har slet ikke trykket paa Døren. Vi har blot sagt: »Det høje Ting er vore Venner. Naar Øjeblikket kommer, vil det nok lukke os ind!« Vi har hverken banket, stampet eller vist Spor af Utaalmodighed. Døren gik pludselig op for os, og vi blev ridderligt ført ind til lige Pladser i Kommunerne med Mændene. De vil ingen Forskel have gjort paa dem og os.
I det saa højt priste Norge - som vi da ogsaa af al Evne priser - staar Kvinderne i én Retning tilbage for os. De har ikke: »Equality of Rights« saaledes som vi har det i kommunal Henseende. Mændene staar foran dem baade kommunalt og politisk. Ellers er Norge langt forud for os, om end vi har faaet et godt Udgangspunkt.
Hos os har alle politiske Partier været enige i, at Kvinderne skulde have Valgret. Uenigheden galdt kun andre dertil sammenkoblede Spørgsmaal. Det var om disse, der blev et Forlig. At Kvinderne skulde have kommunal Valgret var man forlængst enig om.
Hvorledes bliver Kvinderne i England behandlede nu, da de fordrer politisk Valgret? Man byder dem et Cellefængsel i Døgnets tre og tyve Timer og den fire og tyvende en Tur frem og tilbage i Fængselsgaarden med en Fangevogter i Hælene og i seks Fods Afstand fra de andre Fanger. Hvad er deres Brøde? De stod op paa en Stol i Underhusets Forhal og talte for Kvinders Stemmeret. Eller man byder dem den: Sorte Maria. »Hvad er det? Hvor stor er den?« spurgte man en af de Fængslede. »Jeg er 4 Fod og 10 Tommer, saa véd I hvor stor den Sorte Maria var som jeg kørte i.« Og i Fængslet havde de en Dragt med Nummer paa, det Nummer som de tiltaltes ved.
Saa strengt gaar det frie England frem mod sine Døtre.
Saasnart vor internationale Formand hørte om Forliget skrev hun: »Skandinaverne har overgaaet Angelsachserne!«
Men Tacitus har ofte prist de nordiske Kvinders Ligestilling med Mændene. Hvem véd, om Arvelighedens Lov gennem Aarhundrederne har bevaret denne Lighedsfølelse, og at det er denne Arv vi kan tilskrive, at Mændene bød os indenfor og gav os Plads ved deres Side? Vi siger nu: »Ære være vore Mænd i hvis Sind Retfærdighedens Bud lød. Det vil bestandigt lyde dér, og Døren vil atter lukkes op og vi bydes ind!«
