« Tilbage til søgeresultaterne
Fru Esther Carstensen har lovet os en Beretning om »Dansk Kvindesamfund«s Virksomhed, som vil komme i September Nummeret.
Valgretten
I Aaret 1888 blev der her i København afholdt en nordisk Kvindekongres. Paa denne meget vellykkede Kongres kom den Tanke gentagne Gange til Orde, at det var Valgretten, Kvinderne maatte erobre, for gennem denne at faa virkelig og uafviselig Indflydelse paa Samfundsspørgsmaalenes Løsning og for at faa fjærnet de mange Undtagelseslove, der gælder for Kvinderne saavel i deres private Liv som ude i Erhverslivet.
Efter denne Kongres blev der saa herhjemme startet en »Kvindevalgretsforening«, hvis Program var en Agitation for Kvinders kommunale og politiske Valgret og Valgbarhed. Denne Forening begyndte straks et meget energisk Agitationsarbejde. Det store Flertal af Befolkningen stod paa denne Tid enten afgjort afvisende eller ligegyldigt overfor Kravet om Kvinders Valgret, saa der var et stort Pionerarbejde at gøre for de Dages Valgretskvinder. Foreningens første Møde blev afholdt i Larsens Lokale paa St. Anna Plads, og Lokalet var fyldt til sidste Plads. Men vore Modstandere havde ogsaa paa bedste Maade averteret for Mødet ved at kalde det: »De forrykte Kvinders Møde.« Kommunal Valgret! Aah jo, det havde man jo hørt lidt om. Landstinget havde jo slaaet et Lovforslag herom brutalt ned. Men politisk! Nej, det var jo dog for morsomt; Vilde Kvinder nu ogsaa ud i Rigsdagen. De maatte jo være forrykte! Men vi fik Ørenlyd baade ved dette Møde og ved mange andre store agiterende Møder. Der var Storm og rask Sø i de Dage, naar man lagde ud med Kvindevalgretten. To af vore dygtigste Agitatorer tog Døden: Fru Line Luplau og Fru Anna Nielsen. Den første en højtdannet, energisk Præstekone, den anden en intelligent og lige saa energisk Arbejderkvinde. Men hver havde de en Datter, der tog deres Arbejde op, da Døden rev dem bort. Vi, der har kæmpet for Valgretten, kender alle Frk. Marie Luplau og Fru Andrea Brockmann som deres Mødres Arvtagere, hvad Iver og Opofrelse for Sagen angaar. Paa Partimøderne, paa de offentlige politiske og kommunale Møder og paa Valgtribunerne mødte vi med en høflig, men energisk Anmodning om at blive hørt. Det var Kvindevalgretsforeningen og »Kvindelig Fremskridtsforening« der i Aarene sidst i 80erne til midt i 90erne stod som Pionerer for Kvindevalgretssagen. Nu vi endelig i Aaret 1908 har opnaaet at faa gennemført en Del af vort Program, nemlig kommunal Valgret og Valgbarhed, og nu der er saa at sige smult Vande at sejle i for Valgretskvinderne, er der noget vist forfriskende, saltvandssmagende ved at mindes de Dage, da vi med Fru Johanne Meyer som Redaktør styrede ud med Kvindebladet: »Hvad vi vil«, da vi for første Gang mødte frem paa Valgtribunerne med en Forespørgsel om, hvad det blev til med Kvinders Valgret, da vi holdt vort store Kvindemøde i Dyrehaven, da vi sluttede os sammen med de organiserede Arbejderkvinder i »De samlede Kvindeforeninger« - alt for at skabe en offentlig Mening om den nu saa selvfølgelige Tanke: at Kvinder maa og skal have lige Borgerret med Mænd.
Vor Agitation satte Spor - ogsaa i Rigsdagsarbejdet. Aar efter Aar blev der fremlagt Lovforslag om Kvinders kommunale Valgret og Valgbarhed. I Aarene 1890, 92, 94, 98, 1901 - 04, indtil vi endelig i 1908 opnaar kommunal Valgret og Valgbarhed.
I de 10 Aar fra 1888-98 havde vi agiteret for at erobre den offentlige Mening for vor Sag - noget der for saa vidt var lykkedes os, idet vi i 1901 kunde notere, at der var et Flertal i Landstinget for Kvinders kom. Valgret -.
De næste 10 Aar blev et samlende Arbejde indadtil mellem de forskellige Kvindeorganisationer for at opnaa en fælles Optræden angaaende Valgretssagen, især naar og hvor der var Tale om Henvendelser til Regering og Rigsdag. Vi syntes, at vi nu var komne saa vidt, at Agitationen om Kvinders Valgret ud over Landet kunde gaa sin egen Gang, idet vi var overbevist om, at der i alle Landets Egne var Kvinder, der vilde og kunde paatage sig et samlende Arbejde med Valgretssagen for Øje - en Tanke som de nu saa frodigt opdukkende Kvindevalgretsforeninger ud over hele Landet jo viser var rigtig.
De 10 Aar fra 1898-1908 bliver en Kamp om at faa Rigsdagen til at give os vor Valgret. I Aaret 1898-99 blev der paa Initiativ af Frk. Luplau og undertegnede sammenkaldt til et Møde, hvortil Ledere for forskellige Kvindeorganisationer var indbudt for at drøfte Muligheden af en Sammenslutning om Valgretssagen. Resultatet af dette Møde blev, at der dannedes et Valgretsudvalg, bestaaende af Repræsentanter fra alle de Kvindeforeninger, der var med i Arbejdet for Kvinders Valgret og Valgbarhed. Dette Udvalg, der senere fik Navnet: »Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund« begyndte meget snart om jeg saa maa sige en vedvarende Krydsild over for Regering og Rigsdag. Snart fik hver enkelt af Tingets Medlemmer en Skrivelse, hvori han anmodedes om at virke for den snarlige Gennemførelse af Kvinders Valgret, snart fik Regeringen en Petition om det samme, snart fik Indenrigsministeren Besøg af en Deputation fra D. K. V. F., snart gjaldt Besøget de ledende Politikere af alle politiske Farver, snart var det de af Rigsdagen nedsatte Valglovsudvalg vi hjemsøgte, snart var det Konseilspræsident Deuntzer, som vi henvendte os til for at anmode ham om, ikke at glemme Kvinders Valgret i sin Programtale, snart sendte vi d’Hrr. Rigsdagsmænd en Indbydelse til vore aarlige, store, offentlige Møder og endelig mødte vi frem i en Kvindedeputation bestaaende af 14 Damer. Repræsentanter fra deres respektive Foreninger i selve Rigsdagen, og blev modtaget saavel af et Landstings som et Folketingsudvalg, for hvilke vi fremstillede vore berettigede Krav om Valgret.
Og saa har vi da nu Valgretten; det første Skridt er overvundet. De senere bliver forhaabentlig lettere, saa vi f. Eks. ikke skal vente de næste 20 Aar paa den politiske Valgret og Valgbarhed. Louise Nørlund.
