« Tilbage til søgeresultaterne
Den Internationale Alliances Kongress i Holland
Fra næsten alle Lande i Europa og fra adskillige Lande og Stater i andre Verdensdele, som i 1904 og 1906 blev indlemmede i Alliancen, strømmede Delegerede, Suppleanter og Besøgende til Amsterdam, hvor Alliancen nu skulde holde sit fjerde Møde og Halvdelen af Menneskeheden atter og atter erklære, »at det var stridende mod al Ret og Retfærdighed, at de skulde udelukkes fra Delagtighed i at skrive de Love, de ligesaavel som Mændene skulde bøje sig under, at det var stridende mod Naturens Orden, at Faderen skulde være øverste Authoritet for Barnet, ja, at han kunde faa Lovens Medhold i at berøve Moderen det; at Kvinderne som Mødre for de kommende Generationer forlangte Delagtighed i Lovgivningsarbejdet, saa at Lovene ikke alene passede Mændenes Tarv men tillige Kvindernes og Børnenes, hvad der først ret skulde blive Menneskehedens Tarv.«
Amsterdam er den store Handelsplads. Uagtet Hollands Lidenhed i Omraade er det den anden Magt i Verden som Kolonibesidder, og det skulde bedre end noget andet Sted egne sig til et internationalt Møde. Dets Kommunikationer strækker sig ud til alle Verdens Lande, altid er det i Berøring med fremmede Sprog; ofte i altfor nær Berøring med fremmede Lande, som har villet undertrykke det, om hvilke Perioder vi mindes i mangt og meget. Ogsaa mindes vi om Aarhundreders Kommunikationer med Japan, der havde valgt Holland til sit eneste Forbindelsesled med Verden udenfor. Var vi komne en Maaned tidligere, skulde vi have set det brogede Hyacinth- og Tulipan-Flor, der i overvættes Yppighed spreder sin Farvepragt over Markerne. Holland er et Frodighedens Land, som det er taknemmeligt at beplante med fremmede Egnes Vækster. Det lille Ord »japonica« findes ofte i Hollands Blomsterkataloger. »L’eau qui dort« finder man tilgavns i Amsterdam, for ikke at sige i Holland. Thi da Terrainet er betydeligt under Havfladen, maa dette Forhold hindre Afløbet, og endel af de Grachter (Kanaler), der parallelt gennemskærer Byen og med deres Kant af skyggefulde Elme bidrager til dens maleriske Udseende, er ikke fri for en doven Lugt. Andre Steder sees en munter Krusning i Vandet, som vidner om Strøm under dets Flade, og at man frit kan indaande Luften.
De Delegerede samt Suppleanterne slog sig ned paa forskellige Steder, undertiden meget fjerne fra Concertgebouw, hvor Møderne skulde holdes, og da Morgenmøderne ofte sluttede Kl. 1 - ja senere - og Eftermiddagsmøderne begyndte Kl. 2, maatte man betragte sit Hotel som blot et Nattekvarteer trods de mange elektriske Sporvogne, der skar over de talrige Kanalbroer for at føre Passagererne fra den ene Ende af Byen til den anden.
Mødet her i Amsterdam overgik det i Kjøbenhavn paa mange Punkter, navnlig i den almindelige Tilslutning af de højere Klasser, baade dem der ejede Guld og dem der ejede Rang. Vi mærker ogsaa, at vi er to Aar længere frem i Tiden, og at Tilslutningen gaar opefter. Arbejdsklassen har hurtigt forstaaet, at Kvinderne fik Underbetaling for deres Arbejde og: »den veed bedst, hvor Skoen trykker, som har den paa«. For de højere Klasser, der lever i Overflod og gode Forhold uden at behøve Tilflugt til Landets Love, som især fremviser den Forskel, der gøres paa Kønnet, kan ofte Betydningen af Maalet: »Lige Ret for Mand og Kvinde« indhylde sig i Dunkelhed.
Her i Amsterdam var der stillet store Summer til Bestyrelsens Raadighed, og de Fremmede blev overvældede af Fester og Opmærksomheder fra alle Sider, som vi aldrig havde kunnet drømme om ved Mødet her. Det glædede os forsaavidt, som vi føler, at Tanken om Kvindestemmeret er blevet mere moderne. Fra Arbejdsklassen, hvor den her hjemme er bleven bedst opfattet, har den trukket sig opad i de øvre Lag, dem, der kunde give de store Fester.
Men en Ting savnede vi, og det var et centralt Sted, som samlede alle Landes Hovedbestyrelser udenfor Møderne, saaledes som vi havde det i »Kongen af Danmark«, hvor man kunde tale, saa med den ene saa med den anden, hvor man paa engang kunde blive af med alle sine Visitkort og føle sig høflig. I Amsterdam var man spredt for alle Verdens Vinde, og Tilfældet raadede over, hvor man slog sig ned. De Damer, der havde truffet deres Bestemmelser skriftligt, angrede sikkert dette meget ofte, og det var umuligt at opsøge sine Venner i Amsterdams Kroge. Det centrale Hovedkvarter savnedes. Intet Hotel i Amsterdam vilde laane sig hertil. Saa man nøjedes uden dette.
Reverend Miss Anna Howard Shaw skulde først deltage i Londons store Procession Lørdag d. 13. Juni, hvor hun skulde skride frem med et Banner, der bar Susan B. Anthony’s Billede - Kvindestemmerettens ypperste Forfægter - og derefter skulde hun tale ved Massemødet i »Albert Memorial Hall«. »Om hun nu blot slipper for at sættes i Fængsel og kommer tidsnok med Aftenbaaden hertil, kan kun lige tage sin Præstekjole paa og prædike i Kirken, som det er averteret!« sagde Mrs. Husted Harper til os ved vor Ankomst om Lørdagen.
Og ganske rigtigt, da vi Søndag den 14. Juni mødte i den vallonske Kirke, hvor Efterkommerne af de franske Huguenotter holdt deres Gudstjeneste, fandt vi Reverend Anna Shaw i sin Præstekjole holdende sin aandrige Prædiken for alle Kongressens Medlemmer fra Nord og Syd, Øst og Vest. Hun var hvid som et Lagen i Ansigtet, men trods de Sindsbevægelser hun sikkert i London havde gennemgaaet, var hun lige varm i Bønnen til den Højeste for, at Retfærdighed skulde have Fremgang paa Jorden.
Denne stemningsfulde Samlen sig i Kirken var ligesom en Indledning til Kongressen.
Mandag den 15. mødtes vi i Concertgebouw. De, der ikke havde fundet deres Papirer i deres opgivne Hoteller, maatte ind paa Kongressens Bureau og hente hver sin Convolut med Indbydelser til de mangfoldige Fester under og efter Kongressen. Derfra begav vi os ind i den mindre Sal, hvor Generalforsamlingen af Alliancens 13 Forbunds Bestyrelser skulde foregaa. Atter saa vi det Syn, vi saa godt huskede fra Kjøbenhavn, ja fra Berlin, nemlig vor internationale Bestyrelse, der sad paa Tribunen omgivende Mrs. Carrie Chapmann Catt tilhøjre og tilvenstre, medens det lange Bord med det grønne Tæppe stod foran dem. Her saa vi Mrs. Millicent Fawcett, Enken efter Mr. Henry Fawcett, der i mange Aar fungerede som General Postmester i England, endog efter at han var bleven blind. Det var ingen Hemmelighed, at det var hans Hustru, der var Overpostmester. Og her var Dr. Käthe Schirmacher, den udmærkede Tolk og Secretair for Alliancen, der spiller Boldt som en Taskenspiller med de tre af Alliancen optagne Verdenssprog. Og her var Dr. jur. Anita Augspurg, Vicepræsident ligesaavel som Mrs. Millicent Fawcett. Dr. Augspurg var med i den Bestyrelse, der dannede selve Alliancen i Washington 1902. Dengang var Susan B. Anthony Præsident, Anita Augspurg Vicepræsident og Carrie Chapmann Catt Secretair. Nu sidder Dr. Augspurg ved sit beskedne Hjørne og smiler ved Tanken om, at hun var med til at lægge Grundstenen til Bygningen, dengang vi andre intet drømte om, og hun smiler baade ved at se Væksten i Højden og Udbredelsen i Vidden af dette Frøkorn, der blev grundlagt i Washington 1902. Og der er Martina Kramers, vor dygtige Udgiver af Bladet »Jus Suffragii« og tillige Protokolfører for Alliancen, hvis Arbejde synes at være smeltet ind, sammenlignet med hvad det var i Kjøbenhavn. Og her er Mrs. Foster Avery, Secretair for Alliancen. Tillige Mrs. Stanton Coit fra England, den yndige Miss Cunliffes Efterfølger som Kasserer. Thi Døden har grebet ind i vor Bestyrelse og i vor Medlemskreds. Mrs. Fred. Richardson var Repræsentant for den fraværende Miss Cunliffe under Kongressen i Kjøbenhavn. Vi kender kun hendes Skrift, ikke hende selv. Og Mrs. Peechey Phipson fra Indien er død, hun, som sammen med sin Mand overværede vor Kongress. Vi ser altsaa i vor internationale Bestyrelse to Damer fra Forenede Stater, to fra England, to fra Tyskland, og een fra Holland. Og saaledes vil det blive ved, thi ved et Dødsfald skal Forbundet i vedkommende Land vælge en Efterfølger.
Kongressens Secretair opraaber Navnene og de Delegerede svarer. Og Kongressens Secretair opraaber Navnene paa »Fraternal Delegates« deriblandt Udsendinge fra 10 Nationalraad ogsaa fra et ægte Kvindestemmerets Forbund, endnu ikke optaget i Alliancen, hvis Navn for mig tydeligst tilkendegives ved dens Stifters, Fru cand. mag. Elna Munch’s. Men fremfor alt maa vi være opmærksomme paa et nyt Phænomen: Denne Gang har Regeringerne kendt os værdige til at sende os en Repræsentant. Kongeriget Norge har sendt Frøken Gina Krog. Tillige har Australiens Staters Fællesregering sendt os en Repræsentant, vor gode Ven fra flere Møder Mrs. Dobson fra Tasmanien. Begges Rejse er betalt af deres respektive Regeringer. Mrs. Romania Penrose fra Utah var ogsaa Udsending fra Regeringen der, men uden Vederlag fra denne.
Disse tre Regerings-Udsendinge indtog Første-Rangs Pladser ved alle Møder, som ogsaa ved Festerne.
Hvert Land fik sit eget Bord kendetegnet ved sit Flag mod Hads for 6 Delegerede. Da Hovedsproget var engelsk, fik de engelsktalende Nationer Pladserne bagved, hvorimod de Nationer, der ikke heller talte hverken Tysk eller Fransk - i hvilke Sprog Tolken, Dr. Schirmacher, gav en sammentrængt Fremstilling - altsaa Alliancens Stedbørn fik de allerforreste Pladser, lige efter Pressens Borde. Pager blev valgte som Seddelbærere fra et Land til et andet, ogsaa fra Landene til Præsidenten. En Komité blev dannet, den, der skulde undersøge, om Bulgarien kunde optages i Alliancen, da dens Organisation syntes mangelfuld. Dagen efter kom Bulgariens Repræsentant, der ryddede alle Hindringer af Vejen, saaledes at de tre Ansøgere: Schweitz, Natal i Forening med Kapkolonien og Bulgarien kunde optages og forøgede saaledes vore »Auxiliaries«, som man flot kalder dem, fra Tallet tretten til seksten.
Hermed sluttede Mandagens forberedende Møde.
Modtagelsesfesten.
Kl. 1½ samledes man i den store Sal i Concertgebouw, som rummer et Par Tusinde Tilhørere og som var fyldt til sidste Plads. Her blev Aabningsfesten for Alliancen holdt. Et Chor af Kvinder og Børn ialt 380 sang Velkomstsangen til os. Derpaa fremtraadte Dr. Aletta Jacobs, Hollands Kvindestemmeretsforbunds Præsident og holdt den indledende Tale. Hun glædede sig ligesaavelsom Holland over at se saa mange Udmærkede Kvinder fra mange Lande, alle arbejdende for den samme gode Sag. Særlig hilste hun Norge og Danmark Velkommen, der havde vundet saa meget siden sidste Møde i Kjøbenhavn. Talen holdtes frit og blev modtagen med stor Applaus.
Choret faldt nu ind med nydelige Børnesange, komponerede og ledede af Mlle Catharine van Rennes. Efter disse 5 à 6 smukke, firstemmige Compositioner kom Festens store »Clou«. Præsidentens Tale, som vi senere skal gengive.
Herefter fulgte Cantaten »Old Holland’s New Time«, komponeret af Catharine van Rennes til et Digt i Anledning af Kongressen. »Holland har altid været et frisindet Land, Holland har altid staaet for Ret og Retfærdighed, Holland vil udstrække Ret og Retfærdighed ogsaa til Kvinderne! Og Fuglene synger i Luften, at som Morgenrøden stiger paa Himlen, saaledes vil Lyset skinne over os og bringe os Frihed; og Havet svulmer og siger, at vi skal staa fast i vore Fordringer om Ret, og Drengekoret synger, at den nye Generations Mænd skal ikke lægge deres Kvinder i Baand. Det hele ender mod en Apotheose for Dronning Wilhelma van Nassauwe, hvis Kvindehaand vil vide at rede Retfærdigheden ud af alle Baand.«
Naturligvis endte denne Cantate med stor Jubel, og vi var alle henrykte over Digter og Componist samt over det Folk, hvor saadant kunde gro.
Samme Dags Aften gav det hollandske Forbund en stor Fest for os. Her blev en Komedie opført, i hvilken Kvinderne kommer til Zeus og klager over de store Byrder de maa bære og den liden Ret de faar. Zeus beder dem hente baade deres »Byrder« og deres »Ret«. Han vil lægge dem paa Vægtskaalen. Der er intet Forhold mellem den enorme Pakke Byrder og det lille Bundt Ret, som vipper højt op i Luften. Kvinderne vil kun have Retten større. Byrderne tager de helst, som de er.
Tirsdag Morgen den 16. giver den internationale Bestyrelse sin Indberetning om To-Aaret siden 1906.
Overalt har man stræbt at gøre Propaganda.
Mrs. Millicent Fawcett taler om Englands store Kamp. Dens Fremgang har øjensynligt forynget hende, og Dr. Käthe Schirmacher fortæller om, hvorledes man nu har faaet Tilladelse til at danne Foreninger med politiske Formaal i Tyskland. Mrs. Foster Avery læser Beretningen fra de Lande, som ikke har gjort særlige Vindinger siden Kongressen i Kjøbenhavn. Formen for Udgivelsen af Jus Suffragii bliver debatteret. Det lægges i Hænderne paa en Komité, der senere beslutter, at Bladet skal være som nu, men at Udgiverens Honorar skal fordobles.
Om Eftermiddagen kunde man begive sig paa en Baadtur paa Kanalerne, medens de særlig indbudte gik til Borgermesterindens, Mevrouw van Leeuwen’s The i hendes nydelige Hjem.
Samme Aften var der et offentligt Møde under hvilket de Lande, der havde fuld Stemmeret, gennem deres valgte Delegerede fremførte forskellige Taler.
Der var den smukke Mrs. Madge Donohoe fra Australien og Frk. Annie Furuhjelm fra Finland, samt Ny Zeeland og Utah som havde Ordet, Colorado’s og Wyoming’s Delegerede udeblev, deres Beretning læstes af Miss Lucy Anthony. Mrs. Dobson, Udsending fra Australiens Fællesregering og Frk. Gina Krog, Udsending fra Norges Regering sluttede Mødet, idet de bragte deres Regeringers Hilsen.
Onsdag den 17. Juni havde de Forbund som havde opnaaet særlige Resultater i deres Lande under To-Aaret Adgang til Tribunen. Her tog Danmark Ordet gennem Frk. Eline Hansen. Hun fortalte om det kommunale Valgretsforslags stadige Forbedring under den lange Ventetid indtil dets Vedtagelse, saaledes at kommunal Valgret ved Hs. Ekc. Trafikministerens Indflydelse tildeltes ikke alene ugifte, selvstændige Kvinder men gifte Kvinder, hvis Mænd betalte den forlangte Skat. Tillige fortalte Frk. Eline Hansen adskillige Fakta Dansk Kvindesamfund betræffende. Dets Stiftelse i 1871 kendte vi med samt alle Detailler. Her hørte vi tillige, at det fra første Færd havde sat kommunal Valgret paa sit Program, samt at det havde indgivet Ansøgning om denne i 1888, hvilket vi vil finde i den internationale Rapport, der nu snart udkommer til alle Landes Belæring. Finland ved Frk. Furuhjelm, Norge ved Fru Statsminister Qvam, Storbrittanien ved Miss Ford fik efterhaanden Ordet. Derefter kom Beretningen fra de tre ny optagne Lande: Syd Afrika, Schweitz ved Frl. Honegger og Bulgarien.
Eftermiddagens offentlige Møde omfattede særligt de Unges Interesser. Mrs. Millicent Fawcett var Ordfører. Fru Ann Margret Holmgren fra Sverrig holdt en smuk lille Tale paa perfekt Fransk. Dr. jur. Augspurg fra Tyskland, Miss Rondell fra England, Mme Mirowitch fra Rusland, Mrs. Stewart fra Forenede Stater, Frl. Rosika Schwimmer, fra Ungarn talte varmt og smukt til de Unge om det Standpunkt de burde indtage til Sagen, thi det var for dem vi byggede Bygningen op, vi der var her tilstede og Pionererne før os.
Man samledes ved en The, som Dr. Aletta Jacobs gav i Vondel-Park.
Aftenens offentlige Møde (de offentlige Møder er altid i den store Sal) indlededes af Fru Vibeke Salicath, der talte varmt og kønt om den danske Rigsdags og Regerings Sympathi for Kvindernes Deltagelse i de kommunale Anliggender. Hendes Tale tog megen Applaus.
Fru Louise Keilhau fra Norge, Fru Frigga Carlberg fra Sverrig, Frau Minna Cauer fra Tyskland, Miss Ashton fra England, Miss Hauser fra Forenede Stater holdt korte velformede Taler, der modtoges med Bifald, ligesom Talerne fra Holland, Schweitz og Ungarn. Desuden holdt en Udsending fra det Internationale Kvinderaad en Tale der hørtes med Interesse.
Torsdagmorgen den 18. Juni havde en interessant Opgave. Landene skulde bringe frem de Methoder, de hvert især anvendte i deres Hjem og hvilke de ansaa for nyttigst til at gøre Propaganda for Kvindestemmeret. Man indsaa snart, at dette Emne voksede, naar man nærmede sig det. Mrs. Foster Avery fra Forenede Stater fortalte, at man dér virkede ved fire forskellige Midler: ved Medlemsmøder, offentlige Møder, Artikler i Bladene og Udsendelse af Brochurer. Mrs. Miriam Brown fra Canada fortalte, at man der plejede at fremvise: Levende Billeder og Lysbilleder i Gaderne og paa de store Torve. Man ser i disse Kvinderne i deres Arbejde. De protesterer vel mod at betale Skatter men betaler dem dog, inden Tiden er omme.
Frk. Annie Furuhjelm fra Finland fortalte om, hvorledes de to store Kvindeforeninger i Finland bragte Oplysning til hver en Hytte. Miss Ford fra Storbrittanien fortalte om Kvindernes Virksomhed dér ved Parlamentsvalgene, og om, at de Kandidater blev støttede, som arbejdede for Kvindernes politiske Valgret, og at ingen nu vilde røre en Haand for Regeringspartiet, saalænge Mr. Asquith stod i Spidsen derfor.
Men nu blev der Bevægelse i Forsamlingen, thi tre Udsendinge fra Women’s Freedom League i England, rejser sig og begærer Ordet uden al tidligere Tilmeldning. Det er de berømte Suffragetter, vi her ser for os. Selve den aldrende Mrs. Despard, Føreren for Partiet og Søster til General John French, er her samt Teresa Billington Greig og Amy Sanderson, alle ved deres Komme mindende os om Avisrapporter om deres lange Fængselstid. Bifaldet steg til en formelig Storm, da de fremstillede sig, og trods alle parlamentariske Præcedentser maatte de have Plads til at tale næste Dags Morgen og de regulære Taler udsættes.
Torsdag Eftermiddag havde sin store Interesse. Man veed, at det nu er bleven et brændende Spørgsmaal, om ikke kristne Kvinder fra forskellige Lejre alle som een skal træde ind i Kvindevalgretsbevægelsen. Alt under Kjøbenhavnermødet tilskrev Mlle Maugeret, Formand for et Forbund, der siges at omfatte en Million catholske Kvinder og Mellemmand mellem Partiet og Paven, vor internationale Præsident, for at erklære sin varme Interesse for Bevægelsen.
Det hollandske Kvindestemmeretsforbund havde gennem Grevinde van Hogendorp, som var Dirigent, ordnet dette Møde. Fra Danmark var Pastorinde Blauenfeldt indmeldt som Taler, og vi kunde alle glæde os over hendes kloge og overordentlig naturligt holdte Tale. Mrs. Waugh Mc-Culloch, Fredsdommer, boende nær ved Chicago, var en varm Talsmand herfor, og andre Talere baade fra Schweits, England og Frankrig traadte frem. Interessen naaede sit Højeste, da Rev. Anna Shaw talte om, hvorledes Kvinderne altid havde været de første til at modtage Aabenbaringen ved alle religieuse Hovedbegivenheder, og at man ikke kunde skubbe dem tilside i det politiske Liv.
Torsdag Aften var der atter offentligt Møde. Fru Münter redegjorde for Kvindernes retslige Stilling i Danmark som sagdes at være bleven forbedret ved den i 1683 vedtagne Chr. d. V.’s Danske Lov. Den jydske Lov, der gik forud, havde givet Manden for udvidet en Ret til at overholde Hustugten, og for Nutidens Øjne synes Chr. d. V.’s Lov ingen stor Forbedring. Den har dog den udmærkede Egenskab at være meget elastisk og at kunne tilpasses de forskellige Tiders mere eller mindre frisindede Standpunkter. Mrs. Miriam Brown fra Canada talte om: Ideal Kvindelighed. Frl. Elisabeth Gotheiner fra Tyskland om, hvorvidt Arbejdersken behøver Stemmeret, og Fri. Rosika Schwimmer om Fagforeninger og Stemmeret. Miss Frances Sterling fra England talte om Forhold der.
Fredag Morgen den 19. Juni.
Som vi alt har sagt er Mødernes Orden forskubbet. Vort Program passer ikke længer, thi vi vil alle høre Suffragetterne fra Women’s Freedom League.
Mrs. Despard, Søsteren til General John French, Føreren for Partiet, hende som fængsledes blot for at have sagt Ordene: »Votes for Women« og som senere stod i Spidsen for de Kvinder, der efter Kongens Aabningstale vilde tiltvinge sig Adgang til Parlamentet og med 56 andre Kvinder atter fængsledes, stod nu frem. Hendes høje, magre Skikkelse og furede Ansigt fik Liv da hun fortalte os om, at Kvinderne alle som én protesterede mod at betale Skat: »thi saalænge Regeringens Mænd nægter at give os Repræsentation - den, vi køber med vor Skat - saa er de ikke bedre end Tyve, der stjæler vore Penge«.
Teresa Billington Greig træder frem. Hun er ung og smuk med tykke blonde Fletninger. To Gange har hun siddet i Holloway Fængslet, behandlet som den værste Forbryder. Hun omtaler, hvorledes der ikke var Liv i Kvindebevægelsen før »the militant women’s« Rejsning. »National Union« havde vel dannet Maskineriet for 40 Aar siden, men det havde været i Stilstand i de 40 Aar. »Det er os som har givet Livsimpulsen dertil! Vi har skabt Aktionen. Vi har sagt til Mændene: Se alt det Arbejde, vi gør for Eder! Se dog, hvorledes vi trækker Læsset og ikke under os selv den mindste Hvile! Kan I ikke saa til Gengæld give os en lille Smule Magt? Men Regeringen vil ikke give os den mindste Smule. Vi maa bringe den dertil, men hvorledes? - Ved at gaa den imod ved Valgene! Vi er sat udenfor alt. Vi kan intet røre af den Lovgivning vi maa lyde. Men én Magt har vi, det er Magten til at protestere, og protestere det vil vi!«
Maaden hvorpaa hun sagde dette var betagende. Hendes skiftende Stillinger var overbevisende, og vi forstod den Magt hun havde over sine Tilhørere, de Tusinder, der samlede sig om hende, naar hun fremtraadte paa Londons Gader.
Herpaa stod Amy Sanderson frem, ogsaa en ung Pige med rige Fængselserfaringer. Hun var med Annie Kenney da denne i 1906 førte sine for Sagen begejstrede fem hundrede Veninder til Mr. Asquith’s Hus, dengang han flygtede for dem paa sit Automobil, og de blev straffede for, at de anden Gang trak i hans Gadedørsklokke ved at sættes 6 Uger i Fængsel, en stor Straf for deres naive Forsyndelse. Thi de vilde jo kun bede ham om at indgive deres Petition i Underhuset.
Da dette rygtedes, dengang de kom ud af Fængslet, da var det der kom Fart i Bevægelsen, thi Indignationen mod den Hensynsløshed de unge Piger havde mødt, brød ud i Flammer.
Det var altsaa en af disse unge Piger vi havde for os. Hun fortalte nu om, at Mr. Asquith ikke ansaa sig tilstrækkelig beskyttet mod Suffragetterne, uden at han havde mindst seks Politibetjente om sig, selv om der kun var fire af den saa frygtede Liga i Syne.
Der lød en Applaus uden Ende efter de tre Taleres Ord og alle Hjerter slog disse tre Kvinder imøde.
Rev. Anna Shaw rejste sig op, henvendt til de tre Kvinder, der endnu stod paa Tribunen og bad dem om at komme over til de Forenede Stater og puste Liv i Bevægelsen, thi der døsede man ofte hen som saa mange Steder i Verden. Men Frl. Lida Gustava Heymann fra Tyskland rejste sig heftigt og sagde, at vi her i Europa havde god Brug nok selv for Suffragetterne og ikke havde Raad til at sende dem saa langvejs bort.
Fredag Eftermiddag bragte os Hilsener fra syv Nationalraad. Der var Udsendinge baade fra Belgien, Frankrig, Tyskland, Storbrittanien, Norge, Nederlandene (som Hollænderne foretrækker at benævne Holland) og Sverrig.
Derefter kom Hilsener fra et Kvindestemmeretsudvalg i Østerrig, og Dansk Landsforbund bragte gennem Fru Elna Munch en Hilsen i velvalgte Ord.
Desuden bragte Mrs. Despard en Hilsen fra »Women’s Freedom League«, og derpaa Mr. Drysdale, fra »Mænds Liga for Kvindestemmeret«, som naturligvis modtoges med stormende Bifald. Taleren nævnede, at han havde faaet flere Anmodninger om at starte et lignende Forbund i Holland.
Det store tyske Fremskridtsforbund bragte sin Hilsen gennem sin Formand, Dr. Käthe Schirmacher, og Frk. Tumova fra Böhmen bragte ligeledes en Hilsen.
De samlede Udlændinge og hollandske Stemmeretsspidser var budne til The i Fru Gombertz-Jitta’s overdaadige Hjem, hvor man ret kunde studere den hollandske Kunst og den hollandske Hygge. Hollandske Nationaldanse udførtes her og en hollandsk Skuespiller gav Scener af Digterværker paa Fransk, Tysk og Engelsk.
Ved Fredag Aftens offentlige Møde talte Signorita Mariani fra Italien.
Ogsaa talte Mme Elise Kalmanowitch fra Rusland om: »Det endelige Maal for Kvindebevægelsen«.
Dr. Lydia Wahlström fra Sverrig talte ligeledes samt Rev. Anna Howard Shaw.
Lørdag den 20. var vort sidste Forretningsmøde. Vi havde endnu ikke faaet diskuteret om Mærket Jus Suffragii, hvilket vi maatte klemme ind i Lørdagens Møde, thi dets Plads blev - som antydet - taget af Suffragetternes Beretninger om Bevægelsen i England.
Landene ønskede at købe »the Copyright« af Fru Pedersen-Dan, og Fru Pedersen-Dan nægtede at sælge denne. Man vilde ikke i England have et Mærke, der var dyrere end circa 5 Øre, og man mente, at hvis England selv mangfoldiggjorde Mærket vilde det kunne sælges til denne Pris.
Det danske Forbund mente at maatte skille sine Interesser ud fra Fru Pedersen-Dan’s, da det ikke kunde optræde som Købmand lige overfor Alliancen. Det havde kun havt Æressagen ved, at Danmark leverede Modellen til Mærket for Øje og tillige ment, at det for Kunstnerinden maatte være en stor baade Anbefaling og Ære at hendes Mærke blev valgt. Da denne Stilling efterhaanden gik over til at blive et Indtægtsspørgsmaal, maatte det danske Forbund udskille sine Interesser fra Fru Pedersen-Dan’s, hvilket ogsaa skete. Dette Spørgsmaals Løsning vil sandsynligvis foreligge inden næste Kongress, som skal afholdes i London 1909.
Et andet endnu mere brændende Spørgsmaal var følgende: Kan mere end ét Nationalforbund i hvert Land tillades Optagelse i den Internationale Kvindestemmerets Alliance?
Fru Anna Wicksell fra Sverrig og Fru Keilhau fra Norge samt Frk. Eline Hansen fra Danmark forhandlede herom.
Fru Anna Wicksell’s Forslag var følgende: Det gamle nationale Forbund maa beholde Ret til 4 Delegerede af de 6, der sendes til Møderne. Det nye maa nøjes med to. Er der 2 nye Forbund, der vil ind, maa det gamle beholde de 3 Delegerede, det første nye have 2 Delegerede og naar det sidste indtraadte, maatte det nøjes med én. Kun helt og udelukkende Stemmeretsforbund kan kræve Optagelse i Alliancen paa denne Maade. »Dansk Kvindesamfund« kan trods alt sit udmærkede Arbejde for Kvindevalgret ikke blive Ansøger om Optagelse under denne Form.
Vi tænkte, da vi hørte dette, med Beklagelse paa, at vi ikke alt inden Mødet her havde dannet den Union, om hvilken vi et Par Gange i Vinter førte Forhandlinger. Ogsaa Mrs. Chapman Catt beklagede, at delte ikke var sket. Man forstaar godt nok, at det fra Alliancens Standpunkt er en Fordel kun at have en Enhed i hvert Land og ikke en Tohed eller Trehed. Vi var til Ende med Møderne efter at have vedtaget Resolutionerne, og Mrs. Chapmann Catt bragte det hollandske Forbund Alliancens hjertevarme Tak for at det havde lukket Dørene op for os med en saa gavmild Haand og storartet Gæstfrihed.
Middagen Lørdag den 20. Kl. 8 samlede atter alt, hvad der kunde findes af internationale Gæster i Concertgebouws store Sal. 7 lange Borde var dækkede, alle stødende op til Talernes Bord, hvor Mrs. Chapmann Catt indtog sit Sæde, ført af Dr. Aletta Jacobs. Næst til dem sad de af Regeringer sendte Repræsentanter som Frk. Gina Krog og Mrs. Dobson, og hele Rækken var vore Spidser fra alle Lande, den internationale Bestyrelse inclusive. Circa nitten 3 Minutters Taler blev givne, indledede af Grevinde van Hogendorps Skaal for Dronning Vilhelmina. Ved Maaltidets Slutning traadte unge Hollændere og Hollænderinder ind paa Scenen, som i maleriske Dragter udførte Nationaldanse. Blandt Dragterne fandtes Modellerne til Rembrandts »Nattevagt«. Selve Dansene mindede baade om vor Borddans og om vore landlige Danse fra Høstgilderne, men Søkysternes Trafik har sikkert ikke været ringe mellem Danmark og Holland før Dampens Tid.
En hollandsk Borgermand og hans Frue holdt nu en Dialog, om hvorvidt Kvinderne havde Ret til at staa lige med Mændene for Loven. Mandens nedladende Argumenter herimod blev dygtigt fejede bort af hans drevne Hustru. Vi - der fulgte Dialogen i Oversættelse paa Tryk - gav ved vor stærke Applaus Hustruens Svar den absolute Godkendelse.
Amsterdam var færdig med os. Nu kom Forgreningerne af det hollandske Forbund i Rotterdam og Haag. I Rotterdam lejede Foreningen sammen med Hr. og Fru van Bergh-Villingen to Dampskibe, som førte os ned ad Floden Maas til Dortrecht, hvis skønne Cathedral vi besaa. En Lunch vandrede rundt til alle Passagererne, som nok kunde behøves, thi Turen varede fra tidlig Morgen til sen Eftermiddag. I Rotterdam’s zoologiske Haves Festlokale fik vi en overdaadig Middag. Her kom Rygtet om Czarens strenge Bud til os, det, der lagde Haanden paa Finlands Frihed.
Dagen efter var vi budne til Haag, hvor en The ventede os i Palast Hotel lige ved Scheveningens Strandbred. Her lyttede vi til en Concert, drak The og beskuede Badelivet udenfor. Hundreder af vindtætte Kurvestole vendte ud mod Søen, hvor Badningen foregik i brogede Kostumer. Man maatte her næsten betvivle, at Livet havde en eneste Sorg.
En mindre men alligevel meget stor Kreds blev til Slutningsmiddagen, som endte med mange Skaaler til Alliancen henvendt til vor internationale Præsident endog af en forhenværende Minister, der lagde sin Sympathie for Kvindesagen for hendes Fødder.
Mrs. Chapmann Catt takkede paa egne og vore Vegne for det Overflødighedshorn, som Holland havde heldt ud over vore Hoveder under vort Ophold der.
Et Fyrværkeri afbrændtes og Jus Suffragii blev skrevet i Luer mod den dunkelblaa Himmel.
Og vi danske Kvinder tænkte paa, at man ved Afskeden i Kjøbenhavn bebrejdede os, at Festerne var for mange. Baade Arbejde og Fester var voksede. Lad det første vokse og lad os trække tilbage paa det sidste. Dog sender vi naturligvis vor hjerteligste Tak til det gæstfrie Holland!!
Vor Tak for Congressen.
Vi kan ikke afslutte denne Beretning om Møderne i Amsterdam uden at berøre den store Glæde vi har havt i Samværet med de udmærkede Kvinder, der ledede dette. Vor internationale Præsident, Mrs. Chapmann Catt, overgik sig selv. Vokser Alliancens Størrelse, omfatter den flere og flere Lande, synes det mere og mere uoverkommeligt at faa de fælles Love, de fælles Standpunkter, der kan passe alle, saa kommer dog Mrs. Chapmann Catt udenom alle Skær; alle staar lige trygge, lige troende ligeoverfor den Haand, der uddeler Lys og Skygge. I Reverend Anna Howard Shaw har vi den varmhjertede Forkæmper for Kvindestemmeretten, som med kyndig Haand udleder af Bibelens Lære det, som ofte undgik den Nedskrivendes Opmærksomhed og som maaske - uagtet ham - taler til Forsvar tor Kvindens Ligestilling. Og i Mrs. Husted Harper har vi Kvindevalgrettens Historiograf med det vide Syn paa de historiske Fænomener, som hun har beskrevet lige siden de dagedes i første Halvdel af det 19. Aarhundrede til nu, naar hun fortæller om det første Morgenskær af Valgretsbevægelsen baade mellem de katholske Kvinder og i fjerne Racer. Og vi har Miss Lucy Anthony, Susan B. Anthony’s Niece, saa elskværdig, hjælpende og hensynsfuld og Mrs. Foster Avery, der med Rundhaandethed og Snille har støttet Bevægelsen. Vi bringer alle disse Amerikanerinder vor Tak for at de nu som i Danmark har givet Tid, Arbejde og Penge for at fremme Sagen for Alle, medens alle vi andre i det Smaa søgte at hjælpe Kvinderne i vort eget Land.
Og vi sender vor Tak til Hollands Kvinder; til Præsidenten Dr. Aletta Jakobs, der i saa høj Grad har forstaaet at paavirke sit Land til en varm Deltagelse i Sagen, og som saa ofte ved sit gæstfrie Bord samlede alle os Udlændinge, fra hvilket Verdenshjørne vi end kom. Til Jus Suffragii’s Udgiver Frl. Martina Kramers har vi vor ofte bragte Tak end yderligere at understrege ligesom til Frl. Johanna Naber, der bar en saa omfattende Gerning paa sine Skuldre.
I Mrs. Miriam Brown fra Canada lærte vi at kende en ung, højst yndefuld Person, der uagtet sin Ungdom i sit »College« i Toronto optraadte som Lærer i Talens Kunst, særligt underviste hun Præster af den anglikanske Kirke i at fremsige deres Liturgi.
Og vi lærte at kende Fredsdommeren fra Chicago’s nærmeste Omegn, Mrs. Mc Culloch, hvis Embede medførte mange borgerlige Vielser, mest af helt unge Ægtepar, hvor Brudgommen var saa glad, at han allerhelst havde kysset Præsten eller »Fredsdommeren« med, om han havde turdet.
Hvilken Glæde var det ikke at gense Mrs. Millicent Fawcett, forynget og glad over al den Fremgang, »Sagen« har i England og Frl. Dr. Käthe Schirmacher med sit vidunderlige Sprogtalent, hvormed hun hjalp os, hvis Øjne hang ved hendes Læber.
Lady Steel havde vi den Glæde at gense og her fandt vi mange nye Ansigter baade af den engelske Union’s Bestyrelse og af dens Medlemmer.
Vi sender vor bedste Tak til Skandinaviens Kvinder, svenske som norske, samt til de finske Kvinder, som ogsaa stod os saa nær. Hvor gerne havde vi fordobblet Dagenes Timer. Vi haaber at mødes med dem igen i London, og vi siger af Hjertet til dem Alle: »Tak for denne Gang, som for da vi mødtes i Kjøbenhavn!«
Den internationale Præsidents Tale.
Holdt ved Kongressen for den Internationale Kvindestemmerets Alliance i Amsterdam, 15. Juni 1908.
Det er et underligt Sammentræf, at Aabningsdagen for denne Kongress er Mærkedagen for Vedtagelsen af Magna Charta. Denne Begivenhed staar skarpt tegnet mod Baggrunden af 7 Aarhundreder, som en af de mærkeligste i Menneskehedens Historie. En Historieskriver siger herom: »Denne Begivenhed sætter Tegn ved Overgangen fra de traditionelle Rettigheders Tid til den skrevne Lovgivnings, Parlamenternes og Statuternes Tid. Den pegede saa sikkert - kan vi tilføje - til de folkelige Styrer, der laa bagved Parlamenterne og til »Flertallets Villie« bagved Statuterne. Den pegede paa de Afstemninger, der skulde komme baade fra Mænd og fra Kvinder. Da Magna Charta blev vedtaget, var Stemmeretten en Selvfølge, og da Mands-Stemmeretten blev vedtaget, var Kvindestemmeretten ligesaa.
Den nye Æras Velsignelser, som blev indvarslet ved delte mærkelige Dokument, kom ikke alene England tilgode, men blev delt ud som en fælles Besiddelse mellem Alverdens Lande. Magna Charta er hele Menneskehedens Arv, og d. 15. Juni er en international Mærkedag.
Saa grundige har Forandringerne været siden hin Vedtagelse af Magna Charta og vor Tid, at de engelske Baroners Tid og vor kun har faa Overensstemmelser, og dog er den politiske Evolution, der blev indvarslet i 1215 endnu ikke fuldbragt. Paa hvad Maade kunde vi vel bedre højtideligholde Dagen end ved at aabne en Kongress paa den, der netop erklærer sig for dette endelige Skridt, der er Evolutionens Maal? Vi kan ogsaa gøre den til en Glædesdag for os, thi aldrig har vi, siden Arbejdet for Kvindens Frigørelse begyndte, havt saa megen Grund til at glæde os som netop nu.
Den internationale Kvinde-Alliance mødtes for 22 Maaneder siden i Kjøbenhavn, og i det korte Tidsrum, der er forløbet siden da, har vor Sags Fremskridt været saa hastige, Vindingerne saa betydningsfulde, Visheden om en kommende Sejr saa fast, at vi kan tænke os de ædle og tappre Pionerer for Kvindestemmeret, de Mænd og Kvinder, som var Fakkelbærere for Bevægelsen, forsamlede idag i et fjernt Hinsides beskuende Frugten af deres Arbejde.
I 1907 gav Norge politisk Stemmeret til sine Kvinder paa meget liberale Vilkaar. For hvem der har iagttaget Nationernes Stilling til vor Sag, virker denne Handling som et Varsel om, at den vil drage mere efter sig. Længe forinden var der fire Stater i Amerika, Ny-Zeeland og Australien, som havde tildelt sine Kvinder fuld Stemmeret, men overalt paastod Modstandere, at disse Vindinger intet betød. De erklærede, at disse Lande ingen Historie havde bag ved sig, og at man ingen Sikkerhed kunde have for deres Fremtid; de sagde, at de var altfor nye, og at deres Befolkning var for lille. Det var forgæves, at vi udpegede for dem, at hvis man lagde tilsammen Landsudstrækningen af Storbrittanien, Danmark, Belgien, Holland, Spanien, Portugal, Frankrig, Italien, Tyskland, Østerrig og det europæiske Rusland, saa vilde alle disse ikke kunne dække Udstrækningen af de Lande, der har Kvindestemmeret.
Da Finland overraskede Verden ved dets dristige Forlangende om lige Stemmeret for Mænd og Kvinder, fandt vore Modstandere hurtigt ud af, hvorledes man skulde forringe denne Handling og ubetydeliggøre dens Rækkevidde.
»Det er sandt nok«, sagde de »Finland er tilstrækkelig gammelt og har en antagelig lang Historie, men dets Folk er i en Tilstand af Revolution! Hvad Czaren har givet, kan han ogsaa tage igen. Lad os vente og se!« Det var paa dette Tidspunkt af Verdens Diskussion om Kvindestemmeret i Finland, at den norske Sejr kom. Norge var et Land med ærværdig Historie, en fast og uafhængig Regering. Det var øjensynligt, at Kvindernes Frigørelse var bleven fuldført eller rolige Overvejelser af et Folk, der var anerkendt som intelligent, ærligt og samvittighedsfuldt. For første Gang var Opponenterne tvungne til at indrømme, at en ægte Sejr var bleven vunden for Kvindestemmeret. Og mere end dette laante denne en ny Betydning, en ny Vægt, til de Sejre, der gik forud.
Totalsummen af Vindingerne for Kvindestemmeret var tilsidst anerkendt som betydningsfuld.
Man indrømmede nu, at Bevægelsen havde gjort Fremskridt, og den offentlige Mening indtog et nyt Standpunkt til den. Vennernes Virksomhed voksede, og Fjenderne blev bitre og hadske. Pressen blev mere villig til at diskutere Spørgsmaalets fortjenstfulde Side, Publikum mere beredt til at lytte til, og den Ligegyldige blev interesseret. De norske Kvinder har gjort et større Arbejde, end hvad de selv anede, og jeg vover at forudsige, at naar Slutkapitlet af Kvindens Stemmeretshistorie er skrevet, vil det berette, at Frigørelsen af de norske Kvinder markerede et bestemt Vendepunkt i Kampen. Virkningen af den ændrede Betragtningsmaade er iøjenfaldende i mange Retninger, men især kan den udmaales ved den øgede parlamentariske Virksomhed.
Under de sidste 2 Aar har Agitationen for Kvindestemmeret naaet til Parlamenterne i atten europæiske Regeringer, til de Forenede Staters Kongress og til Lovgivningerne i fire og tyve Stater, til Parlamenterne i Canada og Victoria og til Filippinernes seks og fyrretyve uafhængige lovgivende Forsamlinger. I nogle Tilfælde sluttede Campagnen med Overrækkelse til Parlamenterne af Petitioner eller Andragender, eller med Ministrenes Modtagelse af Deputationer fra Forkæmperne for Kvindestemmeret; men i de fleste Tilfælde med Indlevering i Parlamenterne af Lovforslag, der gik ud paa at give Kvinder Stemmeret, og i mange Tilfælde blev disse baade forfægtede med Intelligents og bragte til Afstemning. For første Gang - saa vidt jeg veed - blev disse Appeller til Parlamentet gjort i 12 europæiske Lande, i Spanien og i Filippinerne blev Lovforslag indgivne af Sagens Venner siges der; herom veed vi dog intet nærmere.
Denne Aktivitet har ikke givet golde Resultater, og Delegerede fra syv Lande kommer til denne Kongress iklædte større politiske Rettigheder end de besad ved Mødet i Kjøbenhavn, nemlig: Norge, Finland, Danmark, Sverrig, Island, England og Tyskland. Hvert af de fem skandinaviske Lande har vundet noget. Norske Kvinder kommer med politisk Stemmeret. Finske Delegerede kommer som Repræsentanter fra den eneste Nation, som har valgt Kvinder ind i Parlamentet; i Sverrig og Island er man vundet et Skridt videre ved at blive valgbare, og vor islandske Delegerede fra for to Aar siden sidder i Byraadet i Reykjavik. Efter de norske Kvinder har de danske gjort den største Vinding og de er nu iklædte kommunal Stemmeret med liberale Indrømmelser. Engelske Kvinder har faaet Valgbarhed i Byraad og Amtsraad. Men de har i Udsigt end større Indrømmelser. Tyskland har revideret sin Lov om at kontrollere politiske Foreninger og Møder, og Kvinder har nu faaet Ret til at gaa ind i politiske Foreninger og til at organisere Kvindestemmerets Forbund. Det Tyske Forbund, der slaar i Alliancen, er blevet omdannet til en Føderation af Statsforbund. Ethvert nationalt Forbund kan nu virke i sin egen lovgivende Forsamling og bede om Kvindestemmeret, hvilket er skeet i fire tyske Stater. Vi vil haabe at Friheden til at virke for Stemmeret snart maa blive fulgt af Indrømmelsen til at maatte stemme.
Erfaringerne i Danmark og Sverrig har givet Stof til Eftertanke. De danske Stemmerets-Arbejdere har opretholdt en livlig Agitation og det har lykkedes dem at danne et nyt Stemmeretsforbund som tæller otte Tusinde Medlemmer. Det i Alliancen optagne Forbund er vokset betydeligt baade i Medlemsantal og i Aktivitet. Men ingen Stemmeretskampagne blev planlagt. Tvertimod, ganske i Modsætning til hvad ellers Erfaringen lærer os, var Stemmeretsforslaget indgivet af selve Regeringen, uden Ansøgning fra Kvinderne, og det blev vedtaget ved Hjælp af Stemmer fra den konservative Side. Da Forslaget blev Lov, skele den anden Begivenhed, der stemmer imod alle vore tidligere Erfaringer: Stemmeretskvinderne og Kongen udvekslede Komplimenter, Kvinderne takkende ham for hvad der var dem ydet, og Kongen lykønskende dem til deres nye Rettigheder og antydende sin Sympathi med det Skridt, der var taget. Man maa ret lykønske Danmarks Kvinder til deres Konges Liberalitet og deres Regerings Forudseenhed. De er bleven sparede de Skuffelser som sædvanligt slaar Følge med Stemmeretskampen. En let Sejr er bleven fuldført, men en ny Forpligtelse hviler paa dem. En fast og bestandigt stærkere Anstrængelse maa gøres for at faa de Kvinder, der endnu ikke forstaar Stemmerettens Betydning til at slaa Følge og bruge de Rettigheder, som de har opnaaet. Kvinder maa opdrages til at forstaa kommunale Spørgsmaal og til at benytte deres Stemmer til at faa bedre Love og Vilkaar. Det er kun ved at give os et saadant Eksempel, at de kan støtte Kampen i andre Lande, eller nogensinde haabe selv at faa politisk Stemmeret. De behøver ikke længere overbevise nogen om Kvindestemmerettens Fortræffelighed ved Theorier. De maa nu gennem Praksis yde dette Bevis.
Erfaringen i Sverrig har været helt modsat. Alt hvad Kvinderne i Danmark har gjort, har ogsaa Kvinderne i Sverrig gjort og mere til. Siden Kongressen i Kjøbenhavn er deres Medlemsantal fordoblet og Foreningerne er steget fra 66 til 127.
En Petition med 142,128 Navnes Underskrift er bleven indgivet til Rigsdagen. Deputationer er blevne sendte til Regeringen og er blevne hørte. Men den svenske Regering har sagt til Stemmeretskvinderne akkurat ligesom de førende Mænd i de forenede Stater sagde til de amerikanske Stemmeretskvinder i 1868: »Vent til alle Mænd har faaet Stemmeret; saa vil der altid blive Tid til at tage Eders Fordringer under Overvejelse.« Der er bleven indbragt private Lovforslag i den svenske Rigsdag, som er blevne varmt støttede. Med Undtagelse af England har sikkert Kvinderne i Sverrig arbejdet mere utrætteligt i det forgangne Aar end i noget andet Land.
I Danmark er delvis Stemmeret blevet givet til Kvinder, fordi Regeringen var villig. I Sverrig tøves der med at give Kvinder politisk Stemmeret, fordi Regeringen er uvillig. Det er ikke umuligt, at de svenske Kvinder kan faa politisk Stemmeret før de danske, ligesom den politiske Stemmeret maaske vil medføre mere Indflydelse, Authoritet og Hurtighed til at se sin Lejlighed dér, saa at Kvindestemmeret i Sverrig vil medføre større Resultater end i Danmark i det næste Ti-Aar. Begge Lande er intelligente og fremstræbende. Den Maade, hvorpaa de Problemer, der er indesluttede i Kvindestemmerets Situationen, bliver løste i disse to Lande vil være en Lære for
Stemmerets-Arbejdere. Vi maa tilstaa frit, at i Retning af virkelig Vinding gaar Skandinavien foran.
Tegn til virksom Kamp er ikke alene tilstede i vore tretten medforbundne Lande, men findes overalt i Verden. I Bulgarien er der dannet et nyt Kvindestemmerets Forbund, som er blevet optaget i Alliancen. Gennem dets Udsending vil vi love det vor Hjælp og Sympathi.
Schweitz har dannet et Stemmerets-Forbund, som vi vil ønske Velkommen i vor Kreds, i det fjerne Syd-Africa har Kap-Kolonien og Natal tilvejebragt en Organisation og ansøger om Stemmeret i deres respektive Parlamenter. De har forenet sig og sender en Delegeret til denne Kongress. Frankrig vil holde en Kvindestemmerets Kongress om nogle faa Dage, og vi haaber, at den vil resultere i Dannelsen af et Stemmerets Forbund og en enig Politik. Italien holdt sin første Kvinde-Kongress sidst i April, og en Afdeling deraf helligedes Kvindestemmeret. Et meget stort Publikum lige fra Herrer og Damer af den højeste Adel til velkendte Forkæmpere for et udstrakt Demokrati fyldte Foredragssalen. Adskillige Kvinder og to Medlemmer af Parlamentet talte ved Mødet til Gunst for Kvindestemmeret. Dagbladene skrev lange Rapporter, men disse var overstrøede med Karrikaturer af Kvindeførerne. Karrikaturer repræsenterer et tidligt men uundgaaeligt Trin i Kvindestemmerettens Udviklingshistorie.
Mærkelig nok er Modellen for disse Karrikaturtegnere ganske den samme. Hvorfor skal de nu altid tegne dem med Paraplyer? I tidligere Dage er det nok muligt at de indbildte sig, at dette var det Angrebsvaaben, som Kvinderne vilde benytte mod Regeringerne; men nutildags burde italienske Karrikaturtegnere dog vide, at der staar ganske anderledes virkningsfulde Vaaben til deres Raadighed.
Vi lykønsker de italienske Kvinder til de Fremskridt de gør. Der er kun et kort Stykke Vej fra Karrikaturerne til den alvorlige Eftertanke. Ligesom naar Straa fejes sammen af Vinden og viser, hvorfra denne kommer, saaledes tyder Begivenheder her og der paa den almindelige Opvaagnen blandt Kvinderne. Grækenland og Serbien har dannet Kvinderaad. Islandske Kvinder i Amerika har dannet et Kvindestemmerets Forbund og udgiver et Kvindestemmeretsblad »Freja« som spredes mellem Islænderne i de Forenede Stater og Canada.
Fra Washington kommer Tidender om, at den japanske Minister dér har erklæret, at Kvinderne i hans Land gør saadanne Fremskridt ad Frigørelsens Vej, at de endnu kan faa Forspringet for Vestens Nationer. Fra Sultanens Land har vi hørt, at Kvinderne er blevne urolige, og der - som andetsteds - lærer Authoriteterne, at hvis Kvinderne vedblivende skal leve i Undertrykkelse, er det en Fejltagelse at give dem Lov til at læse. Men skøndt Agitationen for Kvindestemmeret fra Vest til Øst, fra Lapland til det solglødende Italien, fra Canada til Syd-Africa ikke nogensinde har kendt til Hviletider, synes Stormcentret for Bevægelsen at have concentreret sig i England.
I andre Lande har der været forskellige Trin op ad Udviklingens Stige; i England har der været en Revolution. Der har hverken været Kanoner eller Krudt eller Blodsudgydelse, men der har været alle andre Kendetegn paa Krig. Der har været tapre Generaler, velskolede Arméer og mangt et vel udført Slag; der har været Taktik og Krigslist, Udfald, Belejringer og Krigsfanger. Der har været dem, som har kritiseret de anvendte Methoder; men indtil vi kender hele Sandheden angaaende, hvad Englands Kvinder har gjort, hvorfor de gjorde det, og hvorledes de gjorde det, har vi ingen Ret til at dømme. Hver Klasse, lige fra Damer af Adelen til Fabrikspigen har været indviklet i Kampagnen, og ikke én Mand, Kvinde eller Barn kan foregive Uvidenhed om, hvad Kvindestemmeret betyder. Suffragetterne har ført deres Opraab ind i de mørkeste Sidegader, de skjulteste Vraaer. Da en Deputation, bestaaende af tredsindstyve Parlamentsmedlemmer for nogle Dage siden mødte hos Premierministeren, og bad om hans Bistand til at skaffe Kvinderne deres Ret, var Højdepunktet naaet i den halvtredsindstyveaarige Kamp for Kvindestemmeret.
Først enedes Verden om højt og lydeligt at udtale Uvillie mod de engelske Suffragetters saakaldte »ukvindelige« Opførsel. Tiden gik, Forklaringerne hørte op. Og Verden, som havde moret sig herover, iagttog nu Forløbet af Sagen i aarvaagen Taushed. Chancerne paa hver Side var uudgrundelige. Da kom Latteren. Telegrafen bragte de Nyheder til den fjerneste Del af Jordkloden, at den engelske Regerings Ministre blev »beskyttede« af Garden, at endog Ministrenes Huse blev »beskyttede« af Politi, ja, at Parlamentets Bygningskompleks blev »beskyttet« af en mægtig Politikordon. Beskyttede! men for hvem da? Jo - for endeel ubevæbnede Kvinder!! I andre Lande har Politiet beskyttet Kejsere, Czarer, Konger og Præsidenter for Angreb af skjulte Fjender, hvis Hensigt var at dræbe.
Det eneste Spørgsmaal som nu er forhaanden er: »Hvorledes vil den engelske Regering bære sig ad for at overgive sig og alligevel bevare sin Værdighed?«
Jeg vover mig til en Forudsigelse: For den engelske Stemmeretskvinde er Sejren nær. Naar den kommer, vil Verden glemme den Kamp, den har kritiseret, da der intet vanærende har været ved den, og den vil kun erindre, at Kvindestemmeret er blevet et Faktum i en af Verdens største Regeringer. Og endvidere siger jeg: at ligesom de engelske Baroner udfægtede deres Kamp for Menneskehedens Rettigheder i det 13. Aarhundrede, saaledes vil disse engelske Kvinder fra det 20. Aarhundrede slaa et virkningsfuldt Slag for al Verdens Kvinders politiske Frihed. Lad dem, der vil, kritisere. Engelske Kvinder danner Historie i disse Dage, og kommende Generationer vil sige, at det var ædelt gjort.
Jeg kan ikke slippe denne Oversigt over den nuværende Situation, uden en Redegørelse for mit eget Lands Vilkaar. I nogle Decennier i det sidste Aarhundrede gav det Eksempel paa et udpræget Demokrati, og andre Tilhængere af folkelige Regeringer saa hen til Amerika’s forenede Stater for at faa Bevisførelsen for denne Regeringsforms Fortræffelighed.
I de sidstforløbne tredive Aar er den almindelige Mening ændret, og Mands-Stemmeret kaldes der for et Misgreb.
Vi faar et mørkt Billede deraf, som uden al Tvivl har havt en hindrende Indflydelse paa den videre Udvikling af en folkelig Regering. Jeg troer sikkert, at det med Sandhed kan siges, at den store Bevægelse i Europa i 1848, som i mange Lande gav sig Udslag i Konstitutioner og i udvidet Stemmeret, i det store Hele var Resultat af de Forenede Staters praktiske Udbytte af sine Erfaringer. Vi har i den sidste Del af Aarhundredet hørt, at Fordærvelse, Bestikkelse og politiske Krogveje har været en Hindring for videre Fremskridt. Modstandere fandt i disse Beretninger tilstrækkelig Grund til at vedblive med deres Opposition; de Ligegyldige fandt intet, der kunde lede dem til at skifte Anskuelser, og Forkæmperne maatte stille sig undskyldende og forklarende.
Disse Beretninger om Mands-Stemmeret i de Forenede Stater, har havt nogen Begrundelse. Af de mange Tegn, som nu peger hen imod den endelige Sejr for folkelig Regering og Stemmeret for Mænd og Kvinder, er der ingen mer betydningsfuld end at: uagtet America har samlet en Befolkning saa forskellig, at hver Race er repræsenteret i den; uagtet der blandt denne Befolkning er Tilhængere af hver kendt Religion og Undersaatter af hver ny Regeringsform; uagtet der har været en død Vægt af en uoplært og uvidende Stemmegivning - saa har den lille Begyndelse af Nybyggere, som for et Hundredehalvtredssindstyve Aar siden slog sig ned paa Atlanterhavets Kyster bestandigt klavret opad, indtil den lige til nu indtager en stolt Stilling af Ligeberettigelse blandt Verdens største Regeringer.
Eksistentsen i vort politisk organiserede Samfund af en Million uoplærte Negere og en anden Million af uoplærte Mænd af fremmed Fødsel og Afstamning, en gennemsnitlig Forøgelse af Befolkningen af henved en Million hvert Aar, og Fattigdommen, Sygdommen og Forbrydelsen, som opstaar af disse tilstedeværende Vilkaar, har gjort vore Staters Regeringer konservative. Det Faktum, at Kvindestemmeret kun kan blive vedtaget gennem et Referendum til Mandens Stemme, har forhalet dens Komme. Imidlertid er Mandsstemmeret i Forenede Stater staaende saa sikkert som Gibraltars Klipper; og Kvindestemmeret skal saa vist følge den, som at Stjernerne vedblivende skal gaa frem i deres Baner. Der er mange Tegn som bringer os til at haabe, at denne lykkelige Dag ikke er fjern.
Der er Kræfter, der bærer hen mod den menneskelige Frihed, som er større og mægtigere end nogen Nation ejer, og mod hvilke Konger og Kejsere vil stride forgæves. Mands-Stemmeret og
Kvinde-Stemmeret er saadanne Kræfter. I det lange Løb gør det intet til Sagen, hvor Sejren kommer først, thi den vil komme, hvor der er mindst Modstand. Hver Sejr er af Betydning; hvert Forbund som arbejder enigt og offervilligt for at vinde Stemmeret, hjælper Arbejdet i andre Lande.
I denne fælles Sag har vi givet hinanden Haanden over Bjerge og over Have og er i Sandhed blevne Verdens Arméer. Vi sætter os imod en fælles Fjende og dennes Navn er Konservatisme. Fjendens Vaaben er de samme i alle Lande, de er Tradition, Fordom og Frygt. Vi har ogsaa et fælles Vaaben: vor Appel til Mændenes Retfærdighedsfølelse. Grunde for og imod er givne baade af Japanere og Hollændere, af Islændere og Italienere; men, naar man oversætter dem, finder man dem at være de samme.
Idag er her Delegerede tilstede fra hver Stemmeretsforening i hele Verden. Siden vor Alliance fuldstændiggjorde sin Organisation i 1904 er den vokset fra en Føderation paa otte til en Union af seksten Lande. Lad os komme hinanden nærmere. Lad os lære at hjælpe hverandre, at give de Frygtsomme Mod, at opmuntre de Skuffede. Lad os fra denne Kongress udsende et Budskab af søsterlig Sympathi, af Tro paa Kvindernes Styrke, af begejstret Haab, saa det kan høres af Kvinder i alle Lande og vil kalde dem frem for at forene sig med vor Verdens-Armée. I Sandhed, Tiden er ikke fjern, da den civiliserede Verdens Kvinder skal træde ind i deres eget Kongedømme af individuel Frihed i Hjem, Stat og Kirke.
Carrie Chapman Catt.
