« Tilbage til søgeresultaterne
Forbundenes forskellige Organisation
Denne har i høj Grad fængslet vor Opmærksomhed, siden vi indtraadte i Alliancen. Vi har lært, at der var to Methoder hvorpaa man kunde organisere sit »Landsforbund« eller som man hyppigst kalder det sit »Nationalforbund« (National Association). Den mere moderne er den svenske, den, hvis Forbillede vort nye Forbund (Fru Elna Munch’s) hovedsagelig har fulgt. Denne kender vi. Derimod er den gamle Methode, Susan B. Anthony’s, skøndt den anvendes i saa mange Lande, kun lidet kendt her.
I de Forenede Stater dannedes den første Forening for Kvindestemmeret i 1808, og i en rivende Fart dannedes mangfoldige andre i de fleste Stater. Men Susan B. Anthony maa have tænkt, at det store Terrain behøvede mere end én aarlig Sammenslutning. Hver Stats Foreninger sluttede sig nu sammen i Statsforbund, der altsaa holdt et Baand til hvor Forening i sin Haand. Alle Statsforbundenes Sammenslutning hed »Det Nationale Amerikanske Kvindestemmerets Forbund«. Dette holdt saaledes et Baand fra hvert Statsforbund i sin Haand. Saaledes opnaaedes Eenheden.
Ogsaa Organisationen i Australien ligner dem. Og vi kan ikke se rettere end at: »National Union of Women’s Suffrage Societies« i England er bygget op efter samme Model. Her har man ikke et Forbund af Stater men et Forbund eller en Union af Grevskaber; og vi antager at ethvert af disse har en Ring af Foreninger.
Vi ser at det ogsaa for Tyskland passer at optage denne Methode, som Susan B. Anthony indførte, nu, da baade Preussen og Baiern maa danne politiske Foreninger ligesaavel som man kan i de andre tyske Lande. Ligesom hver Stat i Amerika har sin Sammenknytning af Foreninger, saaledes har hver Stat eller Landsdel i Tyskland sin, som har Selvstyre, indgiver sine Petitioner til hver sin Regering men dog staar Haand i Haand med de andre Statsforbund, med hvilke de danner en Union eller hvad Navn de vil give Sammenslutningen.
Tyskland har altsaa taget Susan B. Anthonys Organisationsmethode op.
Man skulde næsten tro, at Sverrig begyndte at se, at den gamle Methode havde Fordele, thi der paatænkes at danne Ringe af Foreninger, der kan slutte sig sammen til gensidig Belæring og Vækst.
Her i Danmark maa vi nøjes med et Tankeeksperiment. Lad os tage alle vore Stemmeretsforeninger i Aalborg Stift og lave et Forbund af dem, ligeledes i Aarhus Stift, Ribe Stift o. s. v. Vi kalder dem saa for Stiftsforbund. Alle Stiftsforbundene knytter vi sammen i et »Nationalt Dansk Kvindestemmerets Forbund« og nu har vi fulgt Susan B. Anthony’s Methode. Men vi veed, at Dansk Kvindesamfund skulde betakke sig, og at det nye Forbund skulde betakke sig; og at dette - kort sagt - skulde være umuligt. Men lad os saa danne en Union af de Sammenslutninger vi har. 1) Valgretsforbundet, 2) Dansk Kvindesamfund og 3) Landsforbundet. Hvis de kristne Kvinders Foreninger kan blive et Forbund har vi et fjerde. Vi kan saaledes danne en Enhed ligeoverfor Udlandet, og hvert Forbund kan have sit eget - af de andre uafhængige - Styre indadtil. I alle Tilfælde bør vi alle i det kommende Aar være dygtige Arbejdere. Det Resultat vi frembar i Alliancens sidste Møde burde have vist vore Medforbundne, at vi ialfald forstaar at føle vort Lands Regering paa Pulsen, i Spørgmaalet om, hvad Fremgangsmaade vi bør følge. Vi har vist, at vi har været kloge Dommere herom, og Resultatet er forelagt; og vi vil ugerne se antydet, at vi er komne altfor let hertil, og at andre Lande snarere burde have høstet Prisen.
Vi haaber, at alle vi danske Kvinder, hvad enten vi hører til Valgretsforbund, Dansk Kvindesamfund, Landsforbund eller andre i Valgretten interesserede Forbund, vil føle de Udtalelser som faldt herom i Mrs. Chapman Catts store Tale ved Amsterdam-Mødets Aabning som en Spore, der driver os fremad, for som en Eenhed at hævde vor Stilling i Forhold til Udlandet. Dette bør være os vigtigere end Spørgsmaalet om, hvilket af de nævnte Forbund, der nu vil komme foran.
