« Tilbage til søgeresultaterne
Frankrig
En National Kongress for Borgerrettigheder og for Kvinders Stemmeret afholdtes i Paris 26., 27. og 28. Juni under Ærespræsidium af Mme Bogelot og Mme Féresse-Deraisme, les Doyennes du Féminisme«. Mme Vincent er Præsident, Mme Marguerite Durand Vice-Præsident og Mme
Oddo-Deflou Secretair for Kongressen.
Denne har udelukkende holdt sig til Kvindesagsspørgsmaal og har holdt sig fjern fra politiske og religieuse Emner.
Blandt de Grupper, der ved sine Delegerede deltog i Kongressen, var: Le Jury Feminin, L’Union Internationale des Femmes, Le Congrés de l’Humanité, La Ligue Francaise pour le Droit des Femmes, Le Groupe Francais d’Etudes Feministes, Le Suffrage des Femmes, Le Comité de Reforme du Mariage etc. etc.
Mme Bogelot aabnede Mødet. Hun udtalte sin Glæde over, at de mange Grupper, der hver for sig havde sine Særformaal, i Hovedsagen fulgte det samme Maal, det, som det kommer an paa at naa for alle, nemlig: en større Retfærdighed.
Efter at have sagt nogle anerkendende Ord til Ærespræsidenterne og til Comitéen, der samlede Congressen, omtaler hun Pionererne for Sagen. »Lad os ikke glemme at mindes M. Leon Richer, den Mand, der fremfor nogen var Kvinderettighedernes Advokat, og det i en Tid, hvor der næsten skulde Heltemod til for at trodse alle de Sarkasmer, al den Spot, der mødte En, naar man bekendte sin Tro.
»Leon Richer havde dette Mod og denne Fasthed. Han blev Vennen, Støtten og Vejviseren for et stort Antal Kvindesagsforkæmpere, som nu er forsvundne. Jeg er lykkelig over selv at høre til de tro, der ikke glemmer ham.
»Der vil komme den Tid, hvor alt det, som blev gjort af Kvinder for at forbedre Kvinders Skæbne, vil danne et mægtigt Bibliothek, som indeholder værdifulde Dokumenter for Pionerer af begge Køn, der har tjent Retfærdighedens og Menneskehedens Sag.
»Fra alle de nationale og internationale Kongresser, som har fundet Sted lige til denne Time, gaves Impulsen til »det Internationale Kvinderaad« hvori »de franske Kvinders Nationalraad« indesluttedes. Den Kongress, som idag samler os, vil styrke Baandet imellem os, det er mit faste Haab. Bevidstheden om vor Missions Betydning, om vor Sags Retfærdighed vil bringe os til at føre Diskussionerne om vort Programs Emner med den Ro, som sømmer sig for de Stærke og de Retfærdige.«
Taleren afbrødes ofte af Forsamlingens Bifald.
Præsidenten, Mme Vincent, tager nu Ordet. Hun takker Kommunalraadet for dets pekuniaire Tilskud til Kongressen. Hun sender de dygtige engelske Kvindeforbund Kongressens Hyldest baade »Women’s Freedom League« og »Women’s Social and Political Union« og takker dem, fordi de har vist Kongressen den Sympathi at sende den to af deres Medlemmer som Delegerede.
Hun genkalder derpaa i Erindringen tidligere franske Kongresser, saaledes fra 1878 under Forsæde af Leon Richer; den fra 1889 organiseret af den store Kvindesagsforkæmper: Maria Deraismes; den fra 1892 under Eugenie Pierre; den fra 1896 under M. Maria Pognon »som vi saa dybt savner«; den fra Aar 1900 under Mme Marguerite Durand, hvilken blev anerkendt af den franske Republiks Regering. I bevægede Ord nævner Mme Vincent de Forkæmpere, der nu ikke længere er blandt de Lovendes Tal, og Forsamlingen viser sin Tilslutning.
Derpaa kommer Indberetningerne.
Feminismens langsomme Fremskridt i Lovgivningen fra 1900 til 1908. Ulempen ved de mangelfulde Love.
Secretairen, Mme Oddo-Deflou, nævner de vedtagne Love i Favør af Kvinderne siden Aaret 1900. Den hovedsagelige af disse er fra 13de Juli 1907, som giver den gifte Kvinde Ret til selv at oppebære og bruge den Løn hun tjener, hvad hun ikke kunde forud.
En anden Lov fra samme Aar er den: at Forældremyndigheden over det uægte Barn tilhører den af Forældrene, som først vedkender sig Barnet.
Den Komité for en Reform af Ægteskabet, der nedsattes af M. Henri Coulon og M. Réné de Chavagnes, har nu fremlagt sin Betænkning derom for Publikum. Men de store Reformer i Formynderskabet, i Paternitetsspørgsmaalet, i den gifte Kvindes Vilkaar, Bestyrelsen af Formuen i Ægteskabet - ligger alle endnu gemte i Fremtidens Skjød.
Mme Deflou opfordrer Kongressens Medlemmer til altid at lade sig lede af den Betragtning i deres Stemmeafgivning: »Enhver Slaphed i Sæderne er til Skade for Kvinden. Kvinden er endnu mere end Manden interesseret i, at man opretholder Ægteskabet og Familien.«
Kvindens Nationalitet.
M. Etionne Leduc, Retslærd og ivrig Feminist, fordrer for den franskfødte Kvinde, boende i Frankrig men gift med en Udlænding, Retten til at beholde sin Nationalitet.
Han paaviser mangfoldige Ulemper, hidrørende fra den bestaaende Uretfærdighed.
Mme Lucie Wahl plæderer for den fattige Kvinde, som er bleven Enke og ingen Understøttelse kan faa, fordi hun var gift med en Udlænding og derfor ikke betragtes som fransk Undersaat.
Mme Zlatoff forlanger, at efter en Skilsmisse skal den til en Udlænding bortgiftede franske Kvinde atter faa sin Nationalitet tilbage.
Kvinder som Formyndere, Værger og Medlemmer af Familieraadet.
Mme Jeanne Misme, Redacteur af Bladet: »La Francaise« henleder Opmærksomheden paa det Arbejde, som Kommissionen for Undersøgelserne i Lovgivningen gør. Hun opfordrer Kongressen til megen Taalmodighed og til at forsone sig med de fragmentariske og langsomt fremadskridende Love, som man maa nøjes med. »Thi«, siger hun, »Totalsummen af disse Reformer vil alligevel ende med at undergrave Mandens ægteskabelige Autoritet!«
Hun tilføjer sit Haab om, at Kvinderne en skønne Dag skal se sig selv som Formyndere for Børn, der ikke ere deres egne.
Man vedtager at indgive følgende Forslag:
»Den ugifte Kvinde skal kunne fungere som Formynder, Kurator og Medlem af Formynderraad under samme Vilkaar som Mænd.
Den Kvinde, som er gift paa andre Vilkaar end Formues-Adskillelse, maa for at modtage og bevare et Formynderskab først erholde sin Ægtefælles Autorisation dertil. Om hun har
Formues-Adskillelse behøves ikke denne Autorisation.
Naar Hustruen bliver beskikket til Formynder, bliver hendes Ægtefælle ikke Med-Formynder.
Om dette samme Emne har Mme Gabrielle-Louis efter indgaaende Studier særlig udtalt sig. Hun fremhæver den Ulykke, som Artikel 391 i Lovbogen kan gøre, som tillader Faderen alene at udnævne et Formynderraad til sin Hustru i sit Testamente. Denne Uretfærdighed kan i
Skilsmisse-Tilfælde føre til store Ulemper. Moderen kan se sig sine Børn berøvede ved Faderens Død.
Den Ægtefælle, som ikke mere i levende Live kan skade, bliver ved sin Død en frygtet Skræmsel ved den ene Kendsgerning: at han kan udnævne et Formynderraad for sin Hustru. Dette maa sikkert være en Forglemmelse af Lovgiveren.
Selv om Ægtefællerne ikke er fraskilte, bør Artikel 391 ikke være bestaaende. Den har Udseende af at antage, at kun Faderen er ufejlbar i sin Fadermyndighed. Mme Gabrielle-Louis bruger al sin Veltalenhed for at bevise, at netop en Moder maa have Retten saavelsom Pligten til at udnævne et Formynderraad i sit Testamente, især om der spores Tilbøjelighed til Alkoholisme eller Udsvævelse hos Ægtemanden.
Talerinden har naaet en betydelig Højde i sin Indignation mod disse Love, der mishandler den franske Kvinde, som dog i sit Blod bærer en fri Races Egenskaber. Hun har i sin Atavisme Principerne fra 89, og man maa dog tænke, at jo mere civiliseret et Folk er, jo mere er Moderen respekteret og hædret, jo mere er Racen stolt og højbaaren.
Hun ønsker at man vedtager følgende Forslag for at forbedre Artikel 391, som ogsaa enstemmigt antages paa en eneste Stemme nær.
1) For Ægtefolk som ikke er fraskilte:
»I sin sidste Villie kan den Ægtefælle, som først døer, udnævne et Formynderraad, uden hvis Tilslutning den efterlevende Ægtefælle ikke vil kunne gøre nogen Handling med Hensyn til Formuen. Dersom den først Afdøde specificerer de Bestemmelser, for hvis Skyld Formynderraadet er udnævnt, har den Efterlevende Ret til at gøre de andre Bestemmelser uden dets Delagtighed. Formynderraadet, som gives den overlevende Ægtefælle, vil ikke blive sammenkaldt uden at Testamentet er motiveret, eller hvis der er en af Fredsdommeren erkendt Nødvendighed derfor.«
2) »Den Ægtefælle som er fraskilt eller frasepareret, eller som er alkoholistisk, fortaber Retten til at udnævne et Formynderraad for den efterlevende Ægtefælle som en sidste Villie.«
Værgemaal, legal Brugsret.
Mme Oddo-Deflou faar vedtaget følgende om dette Æmne: »Værgemaal for de mindreaarige Børn tilhører i Forening baade Fader og Moder.
Hvis der bliver Formues-Adskillelse, vil Halvdelen af Formuen være at tillægge Moderen.«
Vilkaar for udenfor Ægteskabet fødte Børn; Moderens Ret:
Mme Voillaume forlanger, at, medmindre Moderen er uværdig, skal Opsigten over hendes naturlige Børn tilhøre hende indtil deres attende Aar, hvis Faderen da har erholdt Fadermyndigheden ved en ældre eller samtidig skriftlig Tilstaaelse.
Mme Vera Starkoff rejser sig og holder i veltalende Ord en Tale mod det Tyranni, som den offentlige Hjælp udøver, idet den vel lader Børnene opdrage men ikke tillader en Moder at se sit Barn. Dette borttager Muligheden for, at Moder og Barn fæster sig ved hinanden, og dette bereder ikke Moderen nogen Udsigt til at kunne tage sit Barn til sig, om hendes Midler og Honettitet engang skulde tillade hende dette.
Diskussionen bliver livlig og Meningerne er delte. Mile Camille Bélilon protesterer imod det System af Beskyttelse, der altid vil strække sig ud over Moderen. Det er Barnet som Samfundet skylder sin Beskyttelse, saavel det, der har en Moder som det, der ingen har.
Hustruens Navn.
»Det som vi vil«, siger Mme Lydie Martial, »er at Hustruen beholder sit Pigenavn gennem sit Ægteskab.«
Intet Lovforbud modsætter sig dette!
Endog anbefaler enhver ministeriel Embedsmand, hos hvem Hustruen skal give sin Underskrift, denne at sætte sit Pigenavn ved Siden af det, hun nu kalder sig ved.
Paa den ene Side staar Lovgiveren lige ved at offre Skikken at holde sig ved Ægtefællens Navn. Paa den anden gaar den retslige Tendents hen imod at indføre Formues-Adskillelse, thi Hustruen danner sig efterhaanden en økonomisk og social Plads med Bevidsthed om Ansvaret derved, hvilken betinges af fuld Handlefrihed.
Den gifte Kvindes retslige Umyndighed.
Kongressen vedtager Mme Maria Vérones Forslag (hun er Sagfører ved Overretten), om Kvindens retslige Umyndighed skal ophæves. Kongressen retter en Tak til den Deputerede, M. Beauquier, for at have indgivet en Petition herom i Kammeret. Vi har den Fornøjelse, siger Indberetteren, at høre Senatoren, M. Maurice Faure, som i Senatet forsvarer Kvindens Rettigheder, og som siger os, at Senatet er Kvinderne venligere sindet end Deputeretkammeret. Forsamlingen tilkendegiver sin Paaskønnelse heraf.
Den bedste retslige Ordning for Formuen i Ægteskabet.
Mme Martin-Vialla forlanger Overholdelsen af de ægteskabelige Konventioner og de fire ægteskabelige Regler.
Hun mener, at for en Lovreform, der henvender sig til alle, er det heldigt at respektere Principet om Fælledsskab, men idet man reducerer dette til Ny-Erhvervelser.
Hvad alle vigtige Akter om Husførelsen angaar, baade Akterne om Bestyrelsen som ogsaa Akterne om Dispositionen, forlanger hun: at Hustruens Underskrift skal fordres, uden hvilken Beslutningen er ugyldig. (Ophævelse af Artiklerne 1421, 1428.)
Endelig, som Følge af de nye Rettigheder hun erhverver, taber Hustruen Panteretten for sin Medgift og Muligheden af at kunne renoncere paa Fælledsskabet.
Juristen, Mme Bénezech, foreslaar følgende: »Lad hver af Ægtefællerne have Dispositionsret over sin personlige Formue, og lad Fælledsskabet - men med Kontrol - gælde Nyerhvervelserne.
M. Tissier, Professor i Retsvidenskab og Medlem af »Selskabet for retslige Studier«, siger som Svar paa Mine Bénezech’s Indberetning, at Fælledsskabet i Nyerhvervelser, gjort af begge Ægtefæller, har været en stor Sejr for Kvinderne. Det vilde være en stor Vildfarelse og en stor Ulykke for Kvinderne at forlade dette Standpunkt. Man kan og man bør formindske Mandens Ret over Fælledsformuen og øge Hustruens Ret over Fælledsformuen og Særformuen, men fra et Kvindesagsstandpunkt bør man ikke bekæmpe selve Fælledsskabets Princip.
Desuden bør Loven i et Land ikke etablere en anden Lovforskrift end den, de Folk ønsker, som gifter sig. I Frankrig ønsker 95% af Ægtepar Formuesfælledsskab. Det er en utilladelig Fordring, at skulle gaa imod, hvad de franske Ægtepar foretrækker. Lovens Rolle er at regulere den retslige Lovforskrift ifølge de personlige Tilbøjeligheder.
Separationen indrømmes rige Folk eller Arbejderhusholdninger, hvor Mand og Hustru hver har sit eget Arbejde. For Bondestanden og i mange Arbejder-Husholdninger, hvor Hustruen ikke har noget særskilt Arbejde, vilde den være en utilladelig og uretfærdig Lovforskrift for Hustruen.
Ægtemandens Magt over Børnene.
Mme Berot-Berger og Mme Schmidt-Jaeger hæver deres Stemme mod Artiklen 373 af Lovbogen, som giver Faderen alene Magten over de legitime Børn. Mme Berot-Berger forlanger, at Fredsdommeren skal være Voldgiftsmand under eventuelle Uenigheder, der kan rejse sig mellem Forældrene. Hun forlanger Lighed i Retten til at revse og i Brugsretten, saavel for den Moder som gifter sig om igjen, som for Faderen.
Mme Maria Vérone protesterer mod Revselsesretten og vil, at der skal være en Domstol herfor, og at Barnet skal have en Advokat.
M. Riémain, Secretair for den franske antialkoholistiske Liga spørger, om en alkoholistisk Fader ikke forspilder sin Ret til at udøve Fadermyndighed?
Man vedtager Forslaget fra de to Kongresser i Aaret 1900: »At Forældres Uenigheder angaaende deres Børn skal blive paadømt af Fredsdommeren.«
Separation.
Følgende Lovforslag blev vedtaget: »Fremtidigt skal de Ægtefæller, der hverken vil skilles eller vil blive sammen, tvinges til at separeres; hvilket ingen juridisk Sanktion behøver.«
Dræb hende ikke; faa en Skilsmisse.
Mlle Van Mark de Lummen udtaler sig om, hvilken Grusomhed og Uretfærdighed det er, at opretholde Artikel 324 i Lovbogen, som giver en Mand Ret til at dræbe en utro Hustru. Hun siger, at denne Uretfærdighed er saameget mere skrigende, som Faderen faar Børn udenfor Huset og gør disse til Paria’er, medens den utro Hustru’s uægte Børn ialfald ikke selv kommer til at lide derunder. Hun faar det Forslag vedtaget, at Artikel 324 bliver ophævet.
Vi har herved givet et Uddrag af de Forhandlinger om Kvindernes Retsstilling, der foregik paa Mødets første Dag, 26. Juni.
Vi vil søge senere at komme tilbage til Mødets 3die Dag. som omhandler den politiske Stemmeret for Kvinder, altsaa seet fra et fransk Standpunkt.
(Efter »Le Journal des Femmes«.)
