« Tilbage til søgeresultaterne
Brev fra Finland til Kvindestemmerets-Bladet
Saa har da Finlands Kvinder for anden Gang faaet Lov til at træde frem til Valgurnerne. Interessen paa Kvindernes Side var ogsaa denne Gang ret stor, skøndt man i al Almindelighed mærkede, man ikke var saa ivrig som sidste Gang. Men dette galdt saavel Mænd som Kvinder. Maaske var det Sommerens Skyld, da mange er fraværende fra Hjemmet, maaske havde mange, som i deres yderlige Naivitet havde ment, at Stemmeretten med ét Slag skulde forandre alle Forhold, følt sig skuffede.
At Valgene heller ikke nu skulde falde ud, som man havde ønsket, var let at forudse, thi en selvstændig Anvendelse af Stemmeretten kræver en lang Tid og en intensiv Folkeopdragelse. Masserne er indtil videre saaledes beskafne, at de tankeløst følger dem, som lover mest og raaber højest. Isærdeleshed erholder de, som prædiker Had, de mest fanatiske Tilhængere. Socialisternes Valgparole og Agitationsmiddel i alle Lande udgøres jo af Hadet til de borgerlige. Det er for det meste i dette Tegn, at de sejrer. Saaledes er det ogsaa hos os. De nationalistiske Gammelfænomaner, som selv kalder sig: ”det finske Parti” anvender samme Fremgangsmaade men kun med den Forskel, at deres Had vender sig mod Landets svensktalende Befolkning. Disse to Partier havde nu ligesom sidste Gang den største Fremgang: Dog var den langtfra saa stor, som de selv havde ventet, thi helst havde hver af dem villet beholde hele Terrainet for sig alene.
Det vilde dog være Uret at paastaa, at ikke ogsaa de andre Partier - det ungfinske Parti, det svenske Folkeparti og Agrarpartiet - var ret magtlystne, skøndt den Maade, de agiterede paa, var en hel Del menneskeligere.
Men hvorledes forholder Kvinderne sig nu til disse Partier? Stiller de sig solidariske med dem? Man kan i Almindelighed sige, at jo mindre oplyste Kvinderne er, jo fattigere de er paa almenmenneskelige Interesser, desto lidenskabeligere omfatter de deres respektive Partier og holder med dem baade i Godt og i Ondt. Derved faar de til Gengæld en temmelig fremskudt Plads i Partiet og betydelig Paaskønnelse blandt deres mandlige Partifæller. Især er jo Parti-Disciplinen yderst streng inden for det socialdemokratiske Parti. En Kvinde med en egen - fra Partiet afvigende - Anskuelse i et enkelt Spørgsmaal - skulde ikke kunne paaregne nogensomhelst Støtte. Det gælder at lyde blindt og følge Partiprogrammet. For individuel Frihed og en selvstændig Opfattelse findes der ingen Forstaaelse.
Selvfølgeligt er det altid lidt bedre i de saakaldte borgerlige Partier; men ialfald finder man ogsaa hos dem en ganske stærk Tendents til at begunstige de Kvinder, hos hvem Partisynsvinklen er den dominerende, hvilket vil sige de, der betragter Menneskelivet og sig selv med Partiets - d. v. s.: med Mandens Øjne.
Derpaa fik man et meget talende Bevis ved de sidste Valg, idet al Lucina Hagman, Ungfinnernes Repræsentant ved den sidste Landtdag, nu faldt igennem. Hun havde da - som altid - vist sig at være en betydelig Kraft, men tillige meget selvstændig. For hende galdt det almenmenneskelige mere end Dagens Stridsspørgsmaal, det Sande og Rette mere end Øjeblikkets Beregning. Men netop derved fandt mange af Partiets Medlemmer hende ret besværlig. Og Følgen blev, at hun nu, tiltrods for oplyste Kvinders energiske og ivrige Anstrengelser, ikke fik saadanne Pladser paa Valgforbundets Lister, at hun kunde gaa igennem. For alle de Kvinder, som ønskede en oplyst, værdig og selvstændig Repræsentant for sit Køn, en Kvinde, hvis hele foregaaende Livsarbejde havde gaaet ud paa at faa Lighed og Retfærdighed indført, var dette en tung Skuffelse.
Lykkeligvis fik det svenske Folkeparti denne Gang et Par duelige kvindelige Repræsentanter, nemlig Fabriksinspektrice Vera Hjelt og Seminarieforstanderinde Hedvig Sohlberg. Den første har nylig fuldbyrdet en af Senatet paabudt Undersøgelse af Haandsyerskernes Stilling, som med Hensyn til Grundighed, Overskuelighed og Omfang hører til det bedste, som eksisterer paa dette Omraade. Derfor vil hun utvivlsomt blive en stærkt anvendt Kraft i Diskussionen om Arbejderlovgivnings-Spørgsmaal.
I Hedvig Sohlberg finder vi et fremragende Skolemenneske og en helstøbt Personlighed. Som et Bevis paa hendes selvstændige Opfattelse maa anføres, at hun tvertimod Majoritetens Anskuelse i Svenske Folkepartiet holder paa Arbejderlovbeskyttelse og har Mod til at hævde dette Standpunkt.
Blandt det gammelfinske Partis seks kvindelige Repræsentanter, alle omvalgte, paadrog Hedvig Gebhard sig ved sidste Landtdag en vis Opmærksomhed paa Grund af sine gode Kundskaber og sin Arbejdsomhed, som især i Udvalgene er af stor Betydning.
Ogsaa det ungfinske Parti vil faa en arbejdsvant Kraft i den nys valgte Repræsentant Tekla Hultin. Som Amanuensis ved det statistiske Bureau og politisk Skribent ejer hun alle Forudsætninger til virksom Deltagelse i Udvalgenes Arbejde. Og dette er noksom nødvendigt, da der af de tretten socialistiske Repræsentanter kun er et Par Stykker med en blot tilnærmelsesvis Evne til hvad som fordres hertil.
De kvindelige Repræsentanter opgaar nu til 25 mod 19 sidste Gang, der saaledes er en følelig Tilvæxt i kvantitativ Henseende. Kvalitativt er de derimod saa temmelig ringe. Saalænge Repræsentantpladserne ved Landtdagen ikke er forbundne med nogensomhelst Kompetencebetingelser, er den uvidende Masse parat til at opstille en hvilken som helst Person paa Listerne, der forstaar at sætte deres Lidenskab i Bevægelse.
Da Landtdagen sidste Gang opløstes, blev alle de for os Kvinder saa vigtige Petitioner om gift Kvindes Ejendomsret, om Ophævelsen af Mandens Formynderskab, om uægte Børns retslige Stilling, om Kvindens Ret til at kunne besætte Statens Embeder, om Sædelighedsforbrydelser mod Mindreaarige o. s. v. ubehandlede. De nye Repræsentanter har derfor atter indgivet de samme Petitioner i Haab om, at de nu kan optages, men det er svagt nok dette Haab. Thi Landtdagens fredelige Arbejde trues hele Tiden af mørke Magter, som synes at vokse samtidigt med det tiltagende Efteraarsmørke.
