« Tilbage til søgeresultaterne
Mary Wollstonecraft
Vi giver her Billedet af den Kvinde i England som blev Pioneer for Kvindesagen i sit Land, og hvis Ord senere er blevne fremførte af tænkende og Retfærdighedssøgende Kvinder gennem mange Generationer; ja, de har aldrig straalet stærkere end netop i Nutiden. For at bibringe os Danske Forstaaelsen af hendes Betydning, vil jeg hermed lade følge et Uddrag af den Introduktion, hvormed Mrs Millicent Fawcett indledede den nye Udgave af Mary Wollstonecraft’s Bog: ”A Vindication of the Rights of Woman”, som udkom i 1891 - godt og vel et Aarhundrede efter at dens første Fremkomst overrumplede Verden ved sine overraskende Synspunkter, som Samtiden havde Vanskelighed ved at kunne forstaa.
Mrs Millicent Fawcett siger herom i sin Introduktion: »Det var Mary Wollstonecrafts gode Lykke, at da hun talte, var Folk forberedte paa at høre og opfatte, hvad hun havde at sige*). Paa en Maade var hun ligesaa meget Produktet af Bevægelsen for Kvinderettighederne som dens første Talsmand. Den Gæring i Sindene, som havde frembragt nye Tanker om Menneskerettigheder, der var bestemte til snart at skulle kuldkaste en ubegrænset Despotismes Authoritet - i hvor den saa end herskede i det vestlige Europa - denne Gæring kunde ikke bryde sig sin Vej uden at præge sin Virkning paa den største Despotisme af alle, den, som Mænd udøver over Kvinder. Tanken om, at Kvinderne kun er skabte til at yde Mændene deres Glæder, Fornøjelser og Nydelser er i nært Slægtskab med den Anskuelse, at Bønder og Arbejdere kun er til for at kunne tilfredsstille de aristokratiske Klassers Luner og Fornøjelser. Anskuelser af denne Art udryddes vanskeligt, og det er Mary Wollstonecrafts Hovedfordring paa de senere Slægtleds Taknemmelighed, at medens hun beviste, hvor falsk en Livsanskuelse det var, der gjorde Kvindens Plads i Tilværelsen afhængig af den Nytte eller den Velvære hun skænkede Manden, havde hun til samme Tid høje Tanker om Kvindens huslige Pligters Hellighed, og hun slog aldrig af paa disse Forpligtelsers store Værd, hvad enten de saa kom i Anvendelse ligeover for den Enkelte, Familien eller Samfundet. Mary Wollslonecraft ønskede - saaledes som hun i sin Fortale fremførte - at se Kvinderne i en Stilling, i hvilken de kunde fremme i stedet for hindre Menneskehedens Fremskridt.
»Mine Beviser?« siger hun, ”de er byggede op paa den enkle Anskuelse, at hvis Kvinderne ikke ved deres Opdragelse forberedes til at blive Mændenes Kammerater, saa vil de virke hæmmende paa Kultur og Fremskridt. Det er saa langt fra, at Kvindernes Fremskridt og Udvikling leder dem til at forsømme deres Familie, at man tvertimod maa sige, at jo mere Kundskab Kvinderne erhverver sig, jo stærkere vil de føle sig knyttede til deres Pligter. Ja, forstaar de først disse ret, vil ingen Magt paa Jorden kunne bringe Kvinderne til at give Afkald paa dem!”
I den nøgterne sunde Fornufts Belysning, sammenstiller Mary Wollstonecraft to Kendsgerninger, hvilke som en Syre ætser sig ind i hendes Tids moralske Fibrer. Den ene Kendsgerning er Antagelsen af: »at Kvindens eneste Maal er Ægteskabet.« En ugift Kvinde var at anse som en Misvækst i Samfundet. Ogsaa blev Kvinder, som var komne forbi Aldersgrænsen for Ægteskabet, behandlede med saare knap Høflighed. Mary Wollstonecraft citerer en Skribent, der lader dette Synspunkt uden Forbehold komme frem: ”Hvad har vel en Kvinde at gøre i denne Verden, naar hun er over de Fyrre?”
Medens Kvinderne paa tusinde Maader indprentedes, at Maalet for deres Tilværelse var at erobre sig en Ægtefælle, saa lærte de til samme Tid, at hvad det galdt om var, at Ingen maatte lade sig mærke med dette. Opdragelsen, Dragterne, Maaden at føre sig paa, ja, hele Tankeretningen skulde stile mod dette ene Maal. I Mary Wollstonecrafts Tid sagde de, der ledede Kvindernes Opfattelse af, hvad der var passende, at en Kvinde aldrig maatte tilstaa sin Kærlighed til en Mand, ja, selv ikke til den, hun skulde ægte. Det blev anset som i højeste Grad usømmeligt for en Kvinde at vise hun giftede sig af Tilbøjelighed. Hun maatte altid anstille sig, som om det var hendes fysiske og aandelige Svaghed, der havde maattet give efter for Bejlerens indtrængende Heftighed.
»Kvinderne søger deres Levebrød i Ægteskabet, ligesom Mændene faar deres Levebrød af Regeringen,« siger Mary Wollstonecraft, ”og ikke fordi de af inderste Hjerte og Sjæl holder af en Mand!”
Men Mary Wollstonecraft havde ogsaa havt rig Lejlighed til i sin egen Kreds at se huslig Elendighed, dels foraarsaget af foranførte Grund, dels af Hustyranners dyriske Laster, Tyranner, der var iklædte den uansvarlige Magt, som hører med til ”Ægtemandens af Gud tildelte Rettigheder.”
Angaaende denne Tids anden store Læresætning: ”at Kvinder aldrig aabent maa tilstaa, at de ønsker at gifte sig, skøndt dette i al Hemmelighed maa være deres eneste Digten og Tragten,” har hun ingen Vanskelighed ved at bevise, at Modsætningen mellem det virkelige og det foregivne Livsmaal frembringer Forstillelse og ved selve Roden afskærer al Aabenhed saavelsom al Umiddelbarhed. De Forfattere hun nævner, som opretholder denne besynderlige Anskuelse om, hvad der er en kvindelig Sømmelighed, synes at efterlade den moralske Atmosfære ladet med Urenhed og helt berøvet den Ilt, som er nødvendig for at holde Lungerne sunde. En sygelig Ømfindtlighed blev antaget for at være en væsenlig Bestanddel af kvindelig Ynde.
Reverend Dr. James Fordyce siger i de af sine Prædikener, der særlig henvender sig til Kvinderne: ”Læg vel Mærke til, at hos eders Køn er mandlige Idrætsøvelser aldrig klædelige. Mænd med et fintmærkende Følelsesliv ønsker i hver Kvinde at finde blide Træk og en blød Stemme. De føler sig ikke tiltrukne af et robust Ydre men kun af en fin og yndefuld Optræden.”
Den nedladende Beskytter - Manden - formodedes at finde sin Forfængelighed smigret ved et bestandigt Skue af den kvindelige Svaghed.
Grundelementet, der anbefales af Datidens Forfattere er Forstillelse. Denne blev ophøjet til den Ledestjerne, der skulde vise Vejen for den blide Kvindeligheds Skude. Dr. Fordyce anbefaler endog i sine Prædikener særlig Gudsfrygt, ikke fordi at denne retter hele ens Følelsesliv og alle ens Tanker mod de Pligter, man har mod Gud og Mennesker, men fordi: »Gudsfrygt tager sig saa godt ud, ikke alene præger den Ansigtet men hele Skikkelsen.« Han anbefaler Religion som et kosmetisk Middel.
”Aldrig gør en Kvinde stærkere Indtryk,” siger denne hellige Mand, ”end naar hun er hensunken i dybe Meditationer. Herved faar hun uvilkaarlig en ærefrygtindgydende Højhed over sig, som føjer en ny Ynde til hendes Ydre. Det er som om Hellighedens Skønhed udstraalede fra hende!”
Efter at have citeret disse hans Ord siger Mary Wollstonecraft, at den Anmasselse
hvormed han sætter det »at gøre Erobringer« og ”at blive Genstand for Beundring” som Bevæggrund til en Kvindes Gudsfrygt, kun kan fylde hele hendes Væsen med ”en sygelig Væmmelse.”
Men Profanationen kunde da ogsaa vanskeligt gaa videre end denne.
”Kujoneri saavelsom fysisk Svaghed betragtedes som en væsentlig Del af den kvindelige Ynde, hvilken hver Kvinde burde søge at tilegne sig. Uvidenhed blev ligeledes hævet til Skyerne. Kvindelig Beskedenhed antoges at blive saaret, om en Kvinde tilstod, hun nærede en varm Kærlighed til en Mand, selv om denne Mand var hendes Ægtefælle.”
»Dersom Du hændelsesvis skulde besidde nogen Lærdom,« siger Dr. Gregory, ”saa vogt over den som over din dybeste Hemmelighed især ligeoverfor Mændene, thi de plejer at betragte en begavet og udviklet Kvinde med skinsyge og uvillige Øjne.”
Gennem denne Sammenfiltren af Fordringsfuldhed og Affektation snitter nu Mary Wollstonecraft med et sundt Hjertes og et klart Hoveds tveæggede Kniv. Hun protesterer mod hele dette Væv af Forstillelse. I Stedet for at fortælle Kvinderne, hvorledes de lettest skal undgaa Kritik, vinde Roes og faa anerkendende Omtale for deres Iagttagelse af, hvad der er det passende og sømmelige, fortæller hun dem, at de skal lade Skinnet ude af Betragtning: ” Sørg for at eders Hjerte er rent og giv Hovedet Virksomhed, saa vil eders gode Opførsel komme af sig selv!” siger hun til dem.
Med et Anstrøg af Humor, der ellers mere hører hjemme i hendes private Breve end i hendes Bøger, udtrykker Mary Wollstonecraft den Overbevisning: ”at der er meget ringe Aarsag til at raade Kvinderne til at lade sig dummere og mere uvidende end hvad de i Virkeligheden er!”
Mary Wollstonecraft koncentrerer ikke alene sine Angreb paa Dr. Gregory’s og Rev. Dr. Fordyce’s ortodokse Umoralitet; nej - hun udfordrer utallige Skribenter og modgaar baade Pope, Lord Chesterfield og Rousseau ligesaa frygtløst som de Lærere, der staar mere i Harmoni med hendes Tids Anskuelser.
En vis Fingeren af Letfærdighed anbefales Kvinderne af Pope i samme Aand, som Dr. Fordyce anbefalede dem Gudsfrygt. Det Centrale i begge Systemer er den Forudsætning, at Kvinder ikke har noget bedre at tage sig for i denne Verden end at ”gøre Erobringer,” som man kalder det. At vise det Falske og Umoralske ved denne Forudsætning og det usle Resultat af at handle derefter, var netop Maalet for: ”The Vindication of the Rights of Woman.”
Idet Mary Wollstonecraft bestrider Rousseaus Anskuelser om Opdragelse og især hans Uvillie mod fælleds Opdragelse for Drenge og Piger efter ens Methode, anfører hun hans Begrundelse herfor, nemlig: at jo mere Kvinder opdrages som Mænd, jo mere kommer de til at ligne Mænd, og jo mindre Magt vil de faa over det andet Køn.” Dette er Hovedpunktet, som jeg sigter til,” siger Mary Wollstonecraft. ”Jeg ønsker ikke, de skal have Magt over Mænd men over sig selv!”
Rousseau gav i mange Henseender et Sammendrag af alt, hvad Mary Wollstonecraft mest hadede i sine Skrifter om Kvindernes Stilling. Saa meget hun engang var bleven paavirket af ham, saa var hun nu bleven hans heftige Modstander baade paa Grund af hans Udtalelser og af hans Gerninger i alt, hvad der berørte Kvinderne og det huslige Liv.
Intet i hendes Bog viser dog, at hun har kendt til den Plet paa Rousseau, at han øjeblikkelig bragte sine 6 Børn til Hittebørnshospitalets Drejedør, saasnart de var fødte. Kendskabet til denne Kendsgerning har maaske befriet Efterverdenen fra den Nødvendighed at tage Notits af hans Grunde til at anbefale at dyrke de huslige Dyder.
»Men den Strid, hvori Mary Wollstonecraft tager en ledende Del, paagaar bestandigt, og det kan være nyttigt for dem, som nu fører Striden at være i Stand til at citere Rousseau’s Grunde til at holde Kvinderne i en vedvarende Tilstand af Umyndighed. Disse er hans Ord:
”Kvindernes Opdragelse bør altid anlægges saaledes, at den forholder sig til Mændenes. Thi dens Maal er: »At behage og at være nyttige for OS, at faa OS til at elske og agte dem, at opdrage OS, medens vi er unge, og tage vare paa OS, naar vi er voksne, at raade og trøste OS, at gøre VORT Liv let og behageligt: dette er Kvindernes Skyldighed i alle Tider og det, der skulde læres dem i deres Barndom.”
Naar vi ser hen til ”Den Lille Skotske Katekismus” og dens første Spørgsmaal og Svar, siger Garlysle herom: ”Jo ældre jeg bliver - og jeg staar nu paa Evighedens Dørtærskel - jo oftere falder min Tanke paa Katekismussens første Læresætninger, og jo fuldere og dybere forstaar jeg deres Betydning: ” Hvad er Menneskets vigtigste Formaal?” – ”At dyrke Gud og glæde sig i ham.” Rousseau og hans Disciple vilde have Kvinderne berøvet denne deres Fødselsret og paa Spørgsmaalet: ”Hvad er Kvindernes vigtigste Formaal?” vilde de have svaret: ”At dyrke Manden og hjælpe ham til en fornøjelig Tilværelse for en stakket Stund.”
”Al Skønhed ved personlig Hengivenhed og Selvfornægtelse, som har saa stor en Del i Familielivets Lykke, svinder bort og visner, naar dette selvisk fordres af en af Familiemedlemmerne som en Gæld, de andre har Forpligtelsen til at betale ham.”
Mary Wollstonecraft taler om, hvorledes en bestandig Lydighedsstilling svækker Evnerne, og hvorledes derimod Nødvendigheden af at tage Beslutning styrker dem. Hun viser hvor uheldigt det virker, om Kvinderne i Et og Alt ledes af deres Ægtefæller, og hun stiller et Tilfælde op, hvor Manden er en velvillig og fuldkommen forstaaende Despot. Han styrer alt og klarer ud fra sin Visdoms Dybde alle Vanskeligheder. Hans Hustru aner intet om nogetsomhelst, før hun har lyttet til hans Ord. Men selv de forstaaende og velvillige Ægtefæller falder for Dødens Le. Manden døer og efterlader Hustruen med en hel Flok Børn. Hendes tidligere Liv har ikke ad Erfaringens Vej forberedt hende til det ansvarsfulde Hverv at være baade Fader og Moder for dem. Hun er uvidende om Bestyrelsen af Familiens Ejendom ligesaavel som om, hvorledes Børnene bør opdrages. Hun er absolut ude af Stand til at bære den Tyngde, der pludselig er faldet paa hendes Skuldre. Hvad bliver vel saa tilbage for hende at gøre andet end at overdrage en anden Ægtefælle Opsigten over hendes Børn eller paa anden Maade flytte over til andre Skuldre det Ansvar, som hun burde have paataget sig selv alene?
Mary Wollstonecrafls store Fortjeneste ligger for en stor Del i, at hun har kunnet løsrive sig fra de Fordomme og Vildfarelser, der herskede i hendes Tid med Hensyn til Kvinders Stilling. Det var dengang noget helt udenfor det almindelige ikke at billige nogensomhelst Nedsættelse af Kvindernes huslige Pligters Værd. Hun hævdede tværtimod i højeste Grad alt, hvad der var sandt kvindeligt som det Maal, der burde følges, gennem Kvindernes Opdragelse og Udvikling. Hun anerkendte Kærligheden og Tiltrækningen mellem Kønnene som en Hovedfaktor i den menneskelige Natur og ”Ægteskabet som Grundlag for enhver Dyd indenfor Samfundslivet.”
I høj Grad maa vi tillægge hendes Initiativ, at Kvinderetsbevægelsen i England har holdt sig udenfor de Yderligheder og Daarskaber, som i andre Lande har standset dens Forløb.**)
»Mary Wollstonecraft er baade i sine Skrifter som i sit Liv med dets Sorger og Vildfarelser hovedsagelig den kvindelige Kvinde med Moderens og Hustruens stærke Instinkter, der kun fordrer og plæderer Kvinderettigheder fra sit Køns Standpunkt. Hun anseer disse Rettigheder for nødvendige for den højeste Opfattelse og Fuldgørelse af Kvindernes Pligter. ”Den eneste Oprindelse til enhver Rettighed er en opfyldt Pligt”, siger hun. ”En Rettighed indeslutter altid en Forpligtelse.” Og atter siger hun senere: ”Rettigheder og Pligter er uadskillelige!”
I en anden Henseende staar Mary Wollstonecraft forud for sin Tid og skøndt Anskuelserne har bevæget sig i den Retning hun har peget hen imod, staar hun ogsaa forud for vor. I mangfoldige Steder i sit Skrift peger hun paa Slægtskabet mellem mandlig og kvindelig Renhed. Verdens Fordømmelse falder sjeldent paa Manden, der jo saa ofte har Fordelen af Rigdom, Opdragelse, Erfaring og Verdenskundskab, paa hvem derfor - om nogen Forskel skulde gøres - det største Ansvar burde hvile; men Verden har al sin Strenghed i Behold for Kvinden, der fordetmesle staar hjælpeløs i nævnte Henseender. En og samme Handling betragtes som højst fordømmelig hos den ene og undskyldelig hos den anden. Mod Umoraliteten og Uretfærdigheden af dette Syn paa Sagen protesterede Mary Wollstonecraft med sin hele Styrke. ”De to Køn maa i denne som i næsten alle andre Henseender rejse sig og synke sammen.” – ”Kuren for de Onder, et letfærdigt Levned medfører, er hverken at finde i Straffeanstalter eller i Stiftelser men i en retfærdigere Deling af begge Køns Ansvar, i for Kvinder at aabne hæderlige Veje til at tjene deres Ophold og i at udvikle hos Mænd som hos Kvinder en Følelse af deres Ansvar mod den anden, mod sig selv, mod deres Børn og mod Nationen.”
I mange Henseender lærer vi af Mary Wollstonecrafts Bog, at der er en Rejsning i Almeen-Vaner fra Slutningen af det attende Aarhundrede til Slutningen af det nittende Aarhundrede, som vi har al Aarsag til at glædes over.
I en anden væsentlig Henseende stod Mary Wollstonecraft foran sin Tid med Hensyn til Kvinderne og i Linie med de ypperste Tænkere i samme Spørgsmaal af vor egen. Henrik Ibsen har i vor Tid taget Førerskabet, idet han lærer os, at Kvinder har Pligter mod sig selv saavelsom mod sine Forældre, Ægtefæller og Børn, og at Sandhed og Frihed er nødvendige for Væksten af den sande Kvindelighed saa vel som for den sande Mandighed.
Men Mary Wollstonecraft foregreb ham i sin Lære om at: Selvbeherskelse, Kendskab til sig selv, Selvagtelse, Sandhedskærlighed og ikke en blot Overholdelse af et vist ydre Skin er, hvad Kvindernes Liv hovedsagelig trænger til for at blive ædelt.
Mrs Fawcett siger videre: Jeg har alt citeret hendes Ord: ”Jeg ønsker ikke at de skal have Magt over Mændene men over sig selv.” Andre lignende Citater kan ogsaa gives: ”Det er ikke Herredømme men Lighed og Venskab som Kvinder ønsker.” Ligeledes: ”Naar jeg taler om Kvinder som en Helhed, saa er deres første Pligt den, de har mod sig selv som Fornuftvæsener og den næste i Vigtighed er som Borgere - heri indbefattet, hvad der rummer saa mange andre - som Mødre.”
De fremhævede Ord foregriber næsten bogstaveligt Nora’s i »Dukkehjemmets mindeværdige Scene, hvor hun fortæller sin konsternerede Ægtefælle, at hun har opdaget, at hun har Pligter mod sig selv ligesaa godt som mod ham og deres Børn.
Mary Wollstonecrafts Liv er saa vel kendt og hendes Minde er bleven saa fuldstændig renset, fra hvad der engang hobedes over det, at jeg ikke vil tale om hendes personlige Historie. Jeg har her bestræbt mig for at fremdrage Karakteren af det Initiativ, som hun gav til Kvinderetsbevægelsen i England, og jeg finder, at hun stemplede den fra dens første Begyndelse med Ordet »Pligt.« »Kvinder behøver Studier, økonomisk Uafhængighed, politisk Frigørelse, Lighed og Venskab med Mændene, hovedsagelig fordi de uden disse er mindre vel i Stand til at gøre deres Pligter mod sig selv og deres Næste. Hvad der var falsk og ureelt i det gamle System ved Behandlingen af Kvinder viste hun i al sin Hæslighed - den medfødte Hæslighed af et falsk Skin. Mary Wollstonecraft gjorde det første concentrerede og systematiske Angreb paa Datidens usunde Theorier, og Kvinderetsbevægelsen i England og Amerika skylder hende ligesaa meget, som moderne politisk Økonomi skylder hendes store Samtidige, Adam Smith.«
Uddrag af Millicent Fawcetts Fortale til: »A Vindication of the Rights ofWomen« (Udg. i 1891).
Mary Godwin, ogsaa kendt ved hendes Pigenavn; Mary Wollstonecraft født i London 1759 og døde i 1797. Hendes første Opdragelse var mangelfuld, men efter at have uddannet sig til Lærerinde grundede hun i Forening med sine Søstre en Skole i Islington 1783. I 1786 udgav hun: »Thoughts on the Education of dangthers«. Denne Bog fulgtes af et Svar paa BurkesVærk: »Reflections on the French Revolution«. Derpaa udkom »The Vindication of the Rights of Woman«, og flere Værker. Hun havde nogle ejendommelige Ideer om Ægteskabet og indgik i et temmelig løst Bekendtskab med Amerikaneren Imlay, som forlod hende, hvilket bragte hende til en saa stor Fortvivlelse, at hun forsøgte at begaa Selvmord. Efter en Tid vandt Romanforfatteren og Novellisten William Godwin hendes Hengivenhed. Da Ægteskabets Baand efter hendes Theori var et Slags Slaveri, var det kun for at legitimere de mulige Frugter af deres Forening, at et Ægteskab blev indgaaet. Hun døde, idet hun skænkede Livet til en Datter, som senere blev Digteren Shelley’s Hustru. Blandt hendes følgende Værker er en moralsk og videnskabelig Oversigt over den franske Revolution samt Breve fra Sverrig, Norge og Danmark.
William Godwin udgav et Erindringsskrift om sin Hustru i 1798, der ledsagede hendes efterladte Skrifter.«
(Efter Blackies: »Modem Encyclohedia«)
*) Dette Sted hentyder sandsynligvis til en langt tidligere Pioneer Mary Astell, der i Modsætning til Mary Wollstonecraft ikke gjorde nogen nævneværdig Virkning, men stod ensom.
**) Disse Ord har Mrs Millicent Fawcett skrevet længe inden at Kvindebevægelsen i England tyede til de store Demonstrationer senere iværksat af »Womon’s Social and Political Union«, hvilke hun ikke helt, fordømmer. Hun tog saaledes Initiativ til den store en Fjerdingvej lange Procession i Hyde Park d. 13 Juni 1908 som: »National Union of Women’s Suffrage Societies« foranstaltede, foran hvilken hun gik ved Siden af Lady Balfour. Det var et Svar paa den Udtalelse i Parlamentet: »at kun en lille Hob Kvinder i Virkeligheden brød sig om Stemmeret.«
