« Tilbage til søgeresultaterne
Fra alle Lande
Mrs Carrie Chapman Catt er indmeldt som Taler ved det Nationale Amerikanske Kvinderetsforbunds Aarsmøde, som i Aar afholdes i Buffalo.
Umiddelbart efter Mødet i Buffalo tager Deltagerne til Niagara den 22. October.
Et Brev fra Paul Villier til en Avis i Pittsburg har fundet Vej til »Progress«. Her vises atter, at franske Kvinder i Fortiden ikke alene har stemt men stod som Kandidater ved Valgene og i nogle Tilfælde havde Sæde i lovgivende Forsamlinger.
Under »Loi Beaumont« fra 1182 havde Kvinder Tilladelse til at tage Del i Forhandlinger om kommunale Anliggender. I 1362, da de første Stænderforsamlinger holdt Møde var Kvinder, der havde Lehn, repræsenterede af Adelige og Gejstlige. To Aarhundreder senere var der kvindelige Repræsentanter og Delegerede, og ikke ringere end 32 Enker havde Sæde i Franché-Comté’s Forsamling.
I det trettende og fjortende Aarhundrede sad kvindelige Dommere i Retterne og deres Bestemmelser var regnede lige med de bedste mandlige Magistratspersoners.
Kvinder har med Udmærkelse tjent som Ambassadeurer og Generaler.
Françoise de Cazelly forsvarede under sin Husbonds Fraværelse mod en saadan Dygtighed den befæstede Borg, der var betroet i hendes Varetægt, at Henrik den Fjerde udnævnte hende til Byens Gouvernør.
I 1889 aabnedes Universitetets Døre for Kvinder.
I 1901 gav Frankrig de Kvinder, der var beskæftigede med Handel, Ret til at stemme paa Dommere ved Handels-Domstolene.