« Tilbage til søgeresultaterne
Det danske Folks kommunale Udvikling.*)
Det danske Folk har været i Besiddelse af en god Portion Taalmodighed, naar vi betænker, at samme Aar, som Kvinderne i Byens Raadhus giver en Fest for deres kommunale Valgret - om de havde tænkt derpaa - kunde have holdt et Jubilæum for selve den kommunale Stemmeret i Danmark, da det netop iaar er 200 Aar siden, at de første Spirer til Stemmeretten plantedes i Danmarks Jordbund. Disse Spirer slog Rødder, og at der var god Vækst i dem, det kan vi ikke nægte.
I Aaret 1708 blev der sat en Sognekomité i hvert Sogn. Denne Komité bestod af Præsten som den »fødte« Formand og desuden af en tre til fire af de Folk, som man fandt mest egnede dertil. De blev ikke valgte af Sognets Beboere, men man tog hertil dets Herredsfoged og Skolelærer.
Folk lod til at være tilfreds hermed lige til den 24. November 1753, da en Kommission valgtes til at tage en ny Lov for Fattigunderstøttelse under Overvejelse. I mange Aar drøftedes dette Spørgsmaal uden at man løste Problemet. Det er ialfald en Kendsgerning, at denne Sag drøftedes lige til 5. Juli 1803 - næsten et halvt Aarhundrede - inden man naaede til et Resultat. Paa denne Dag vedtog man en Lov for Bestyrelsen af de kommunale Anliggender. En Sognekommission blev udnævnt, som indbefattede baade Præsten og Politimesteren samt de mest velhavende Ejendomsbesiddere, som fik det Hverv at indsætte indtil 4 Sognebeboere i Kommissionen.
Ejendomsbesiddere, der havde en vis Grundejendom - takseret efter Hartkorn - var selvskrevne Medlemmer af Kommissionen; hvorimod de Beboere, der kun besad ringere Jordlodder, blev Vælgere til Medlemmerne af samme Kommission.
Men næsten 40 Aar efter denne Ordning - nemlig i 1841 - blev denne Sognekommission efterfulgt af et Sogneraad, som bestod af Politimesteren, Præsten, alle Ejendomsbesiddere, hvis Ejendom havde en vis Udstrækning og desuden 9 Sognebeboere, der nød almindelig Agtelse. Dette Sogneraad valgtes til at sidde i 6 Aar og Vælgerne dertil var de Beboere af Sognet, der havde en vis Jordejendom eller en tilsvarende Formue anbragt paa anden Maade.
Den 22. Marts 1855 blev der givet en Lov, som efterhaanden indførte baade Byraad, Amtsraad og Sogneraad i vort Regeringssystem, med den samme kommunale Valgret, som eksisterer den Dag idag. Da vi i 1867 og 68 fik de kommunale Love, som til Dato er i Kraft, var Estrup Indenrigsminister, og han modsatte sig enhver Ændring i de kommunale Bestemmelser, der blev vedtagne som Lov den 22. Marts 1855.
Naar vi nu vil tage et Overblik over denne kommunale Stemmeret, maa vi dele den i 4 forskellige Perioder:
Fra Aar 1708 til 1803 var Kommunalbestyrelsen udøvet af Præsten og Politimesteren.
Fra Aar 1803 til 1841 var Kommunalbestyrelsen i Hænderne paa en Sogne-Kommission.
Fra Aar 1841 til 1855 havde Ejendomsbesidderne en begrænset Stemmeret (ved Valgene til
Sogne-Kommissionen).
Fra 1855 til 1908 har vi havt en Kommunalbestyrelse, ved hvis Valg delvis privilgeret og delvis almindelig Stemmeret gjordes gældende.
Men i alle disse Aar var Kvinderne aldeles udelukkede fra al Deltagelse i den kommunale Bestyrelse og i de kommunale Valg af samme.
Da Estrup i 1867 blev Indenrigsminister, indførte han kommunale Lovændringer, ifølge hvilke Embedsmændene ikke fik større Indflydelse end andre Folk, og Sogneraadene fik mere Myndighed end tidligere, men han vilde ikke lade sig influere til at afskaffe de to Vælgerklasser.
Venstrepartiet grundedes i 1870 som en Modvægt mod Godsejer-Partiet og de Nationalliberale. Venstre satte en Udvidelse af Stemmeretten paa sit Program men mødte en stærk Opposition.
Den første, som har indgivet et Forslag om Stemmeret for Kvinder, var Frederik Bajer, der har indgivet et saadant Forslag for Enker og ugifte Kvinder i 1888.
Berg, der var Venstres Fører, havde vel indgivet adskillige Lovforslag om kommunal Stemmeret for Kvinder. Dog ikke før vi i 1901 fik en Venstre-Regering, satte denne udvidet Stemmeret - ogsaa indbefaltende Kvinder - paa sit Program. Alt længe havde Kvinderne interpelleret de Kandidater, der stillede sig til Valg, om deres Stilling til Kvinders Valgret. Det Frikonservative Parti - en Forgrening af det gamle Konservative Parti - havde sat Forhandling med Opponenterne paa sit Program, saaledes bøjende sig for Venstres Fremgang ved Valgene, og gjorde ikke engang Indvendinger mod at give kommunal Valgret til den tjenende Klasse. Det forsøgte vel at faa indskudt den Ændring, at Vælgere, som havde fyldt deres 40de Aar, skulde have 2 Stemmer, idet de tænkte dette maatte gavne Konservatismen. Dette viste sig imidlertid umuligt at faa gennemført i Folketinget. De maatte opgive Forsøget, og saaledes saa man Forliget mellem de to Midterpartier - det Frikonservative Parti og Regeringens Parti - at blive Resultatet.
Kun i Amtsraadene er der endnu tilbage nogle Rester fra den længe opretholdte og dybt hadede dobbelte Valgret.
Det vilde unægtelig have været en stor Fejl, om man ikke havde taget imod det tilbudte Forlig.
Forholdstals-Valg skulde nu erstatte Flertals-Valg. Dette betragtes som en stor Fordel, thi paa denne Maade kan ogsaa Minoriteten faa nogen Repræsentation, om end Majoriteten selvfølgelig faar den større.
Om vi nu tager en Oversigt over den daværende Stilling, vil vi se de to førnævnte Midterpartier: de Fri-Konservative og Regerings-Partiet kæmpende for at faa Loven gennemført og Yderpartierne: de Konservative paa den ene Side og de Radikale og Socialisterne paa den anden at forene sig for at modsætte sig Lovforslaget, som de aldrig før nogensinde har slaaet sig sammen.
Kvinderne har aflagt adskillige Prøver paa deres politiske Kapaciteter, før det egentlige Slag skal staa. Først fik de Adgang til Menighedsraadene, men de var meget tilbageholdne og stemte med kun ringe Iver. Derpaa kom Loven om de frie Hjælpekasser, som giver Hjælp til hvem, der trænger dertil, uden at Laanet har en forringende Indflydelse paa Laantagerens Borgerret, saaledes som ellers Sognets Fattighjælp vilde have. Hertil var Kvinder ikke alene Vælgere men tillige valgbare. Det blev omfattet af Kvinderne med den livligste Interesse og betragtes af mange som en forberedende Skole for Kvindernes senere Deltagelse i de kommunale Valg.
Hvad der har hjulpet til at løfte Folket og gøre det modent til en saa udvidet Stemmeret er Højskolebevægelsen; og blandt de Mænd fra Højskolerne vi især maa føle os i Gæld til, er Kold netop den, der aabnede Skolerne for Kvinder.
Han var Overlærer ved Askov’s store Højskole, og de unge Mænd i Skolen spurgte ham, om det ikke skulde være muligt, at deres Søstre og deres Kæreste kunde faa Adgang til Højskolen for dér at kunne høre Foredrag? Og de unge Mænd forklarede deres Lærer, hvor lykkelige de følte sig ved at vokse i Kundskaber, og hvor fattigt og trykkende det var for dem, naar de besøgte deres Hjem, ikke at finde en eneste af deres egne, som havde Idé om, hvad der fyldte deres Hjerter.
Heraf tog Kold Anledning til at aabne Højskolen ogsaa for Kvinderne. Dette gjorde han under Sommerens Tid, som Mændene maatte benytte til Arbejde i Marken. Første November tog de deres Højskole selv i Besiddelse.
Naar man nu kommer ud paa Landet, vil man i Sogneraadene finde tidligere Højskoleelever, som her bliver de ledende Mænd. Og vi véd, at de ofte indtager Pladserne i Rigsdagen - baade i Folkething som i Landsthing.
Vi er forvissede om, at Kvinde-Stemmeret vil højne Folket. Nu maa det være Kvindernes Maal at vise, at de forstaar at organisere sig og at skaffe Plads for deres Anskuelser. I Stemmeretten har de vel modtaget en betydningsfuld Gave, men denne Gave er tæt forbundet med et ligesaa betydningsfuldt Ansvar. Der er mange Ting i det kommunale Liv, for hvilke de har en særlig Evne, og deres Virksomhed heri vil blive til Velsignelse i det offentlige Liv. Vi behøver her blot at tænke paa Fattighjælp, paa Barmhjertighedsforetagender og paa Skolemad. Vi har hidtil savnet Kvindens varme Hjerte som en nyttig Modvægt mod Mændenes ofte blotte Forstandsberegninger.
Som et Eksempel herpaa vil jeg fortælle, hvorledes jeg engang som Medlem af Sogneraadet havde faaet det Hverv at inspicere et Fængsel. Fængselsdirecteuren - min Ven - aabnede Cellerne for mig og viste mig dem. Det slog mig, da jeg i en af dem fandt en ganske ung Mand, at han saa ud som alt andet end en Forbryder.
Min Ven fortalte mig hans Historie. Hans Forældre døde, da han var ganske lille. Han tilfaldt Sognet, og Sogneraadet averterede i Aviserne for at finde Adoptivforældre til ham paa billigste Vilkaar. Det tog imod det laveste Bud, som gaves af et Ægtepar, der sikkert ingen Skrupler gjorde sig om Paavirkningen af Barnets fremtidige Moral. De benyttede ham til at løbe rundt og tigge til dem. Naar han kom hjem med tomme Hænder fik han Prygl. For at slippe for Pryglene begyndte han at stjæle. Da klappede de ham og roste ham, og jo mere han bragte dem, jo bedre behandlede de ham. Han stjal blot for derved at gøre sit Liv udholdeligt.
Havde der nu været Kvinder i dette Sogneraad, er jeg vis paa, at Drengen ikke saa samvittighedsløst var bleven udliciteret til den Lavestbydende uden nogen som helst Vaagen over hans Vee og Vel i de ukendte Hænder. Han kunde være bleven frelst for Samfundet i Stedet for at blive lært til at stjæle, hvorfor han nu bestandigt maatte tilbringe sit elendige Liv i en ensom Celle i et Fængsel.
Moderens Instinkt - og hermed mener jeg hendes ømme Hjerte - vil sikkert finde bedre Veje for at afhjælpe Samfundets Fejltagelser, end hvad hidtil har været Tilfælde, og vi vil se med Haab og Fortrøstning hen imod den Tid, da hun vil faa sin Del af det kommunale Ansvar.
*) Efter et Foredrag som daværende Folkethingsmand Directeur Klaus Berntsen (vor nuværende Indenrigsminister) holdt i Kvindevalgretsklubben d. 28. April 1908.
