« Tilbage til søgeresultaterne
Frøken Gina Krog
Der var engang - ja, der var engang at norske kvinders mund var lukket!
Lov, fordom, vedtægter krævet at kvinder holdtes væk fra alt som hadde offentlighetens præg - her som andre steder i verden.
Camilla Collett hadde i 50 aarene - anonymt - utgit »Amtmandens døtre«, som vakte stor opsigt og megen diskussion - inden hjemmets fire vægge. Senere traadte hun ogsaa direkte frem i litteraturen som talsmand for dem som befandt sig i de stummes leir.
I 70 aarene optraadte Aasta Hansteen som taler og forfatter. Hun stevnet ind for sin talerstol teologer og filosofer, uden at disse fandt det stemmende med sin værdighet at indfinde sig og høre paa hvad en kvinde kunde ha at si dem. Og jordbunden »brændte« under hende, som hun selv kaldte det, og hun drog i landflygtighet til Amerika, med litet haab om at opleve bedre tider.
Da hændte det - i det herrens aar 1884 - at der igjen hørtes en kvinderøst. I »Nyt Tidsskrift« fremkom vaaren 1884 en artikelrække; »Om kvindesakens nærmeste opgaver«.
Forfatterinden skrev under fuldt navn. Det var Gina Krog. Det bragte kvindesaken over i livet. Disse ypperlig skrevne artikler er i sin virkning blit monumentale.
Der fandtes mænd i Norges land, som var færdige til at bryte en lanse for kvinders sak. En av dem var nuværende borgermester H. E. Berner, som forgjæves hadde henvendt sig til flere damer med bøn om hjælp til at faa en organisation istand. Straks han læste frk. Krogs sterke, tændende indlæg, skjønde han, at hun var den rette. Og han henvendte sig til hende, og hans længe nærede plan kunde realiseres: Norsk Kvindesagsforening blev grundlagt 28de juni 1884 med Berner som formand og frk. Krog som medlem af styret.
Blandt indbyderne var ogsaa studentersamfundets formand, nuværende minister i Kjøbenhavn, dengang kand. jur. Francis Hagerup. Nu var interessen vakt, og straks studenterne vendte tilbake om høsten, sammenkaldte formanden et møte til diskussion om kvindesaken. Til dette blev selvfølgelig frk. Krog indbudt. Diskussionen vakte stor sensation. Jeg husker hvilket ry der stod av møtet. Det rygtedes og drøftedes ogsaa der, hvor jeg dengang levet - i en meget avsides krok paa vestlandet - og jeg var fuld av ungdommelig beundring og begejstring for de kjække kvinder, som saa modig hadde talt vor sak i en forsamling av mænd. (Ved siden av frk. Krog optraadte en av vore første kvindelige studenter, frk. Laura Rüncke.) Da jeg mange aar senere lærte Gina Krog personlig at kjende, fik jeg hende engang til at fortælle om møtet. »Hvorledes var det?« spurgte jeg. »Aa, det var frygtelig,« sa hun, »det var jo første offentlige diskussion, hvori kvinder optraadte, og jeg fik føle, at det var anderledes selv at optræde personlig, end det var paa prent at opfordre andre kvinder til at gjøre det! Der er forskjel paa ord og handling, eller rettere: paa det skrevne og det levende ord! Hagerup indledet til bedste for kvindesaken. Men saa kom de gamle ærværdige - nu avdøde - professorer Lochmann og Monrad. Og de kom med lange utredninger som i sit væsentlige indhold blev et angrep. Dette maatte svares paa. Nu stod lampefeberen høit, og da jeg reiste mig for første gang at tale vor sak, følte jeg det formelig som om tungen klæbte sig fast til ganen. Men den kom da løs!« tilføjet frk. Krog med et smil. At frk. Krog talte bra, og at hendes indlæg var vegtig, det vet vi. For nu flammet det utover, man diskuteret kvindesak rundt omkring, privat og offentlig. Et stort slag var vundet!
I den nystiftede kvindesaksforening var ikke stemmeret for kvinder specielt uptat paa foreningens program. For frk. Krog har den altid staat som det middel, hvormed kvinderne skal naa sin likestilling med mænd i samfundet. I det første foredrag hun holdt i foreningen, talte hun om stemmeret for kvinder og konkluderte med, at forslag burde snarest mulig frem med fordring paa stemmeret for kvinder, politisk og kommunal, paa samme betingelser som for mænd. Man fandt det rigtigst at danne en forening bare med dette program og kun med kvinder som medlemmer. Det blev Kvindestemmeretsforeningen. Frk. Krog stod som dens formand i en række av aar, fra 1885 til 1897, og i denne tid bragte foreningen flere ganger forslag ind til stortinget om saavel politisk som kommunal stemmeret for kvinder paa samme vilkaar, som norske mænd dengang hadde den.
Da majoriteten i Kvindestemmeretsforeningen i 1897 stemte for, at man ogsaa skulde komme med alternative forslag om stemmeret for kvinder, trak frk. Krog sig tilbake som formand. Og da foreningen næste aar - 1898 - hadde et møte til antagelse av love, hvad den før hadde hjulpet sig foruten - og ikke vilde ha ind ordene »paa samme vilkaar som for mænd«, reiste en minoritet med Gina Krog i spidsen opposition, gik ut og besluttet at danne en ny forening - én forening maatte der være i landet som holdt paa det uavkortede krav. Jeg glemmer ikke Gina Krog, da Landskvindestemmeretsforeningen blev stiftet! Efter et par forberedende møter samledes man til et større, hvor der møtte en av dem, som i alle de forløpne aar hadde været hendes kamerat og kampfælle. Han bad frk. Krog om endelig ikke at splitte stemmeretssøkende kvinder i landet men la al meningsforskjel bero og holde fast ved det gamle. Da Gina Krog stod der paa dirigentpladsen, saa jeg, det kostet hende kamp, men hun maatte være haard og holde fast paa beslutningen. Et øiebliks nølen - og klubben faldt med de ord: »Hermed erklærer jeg Landskvindestemmeretsforeningen for stiftet!« Det var et stolt øieblik. Fanebæreren hadde ikke sviktet sin fane! Har aldrig gjort det siden heller. Det er ikke Gina Krogs sak at gaa paa akkord med samvittighet! - Frk. Krog kunde ikke selv bli L. K. S. F.’s formand alt det vi bad hende om det, dertil optok hendes blad hende for sterkt, men hun foreslog fru F. M. Qvam til dette hverv. -
Allerede aaret efter Norsk Kvindesagsforenings stiftelse hadde man planen oppe om utgivelsen av et eget organ for kvindesaksbevægelsen, og i 1887 utkom første nummer av »Nylænde«. Foreningen hadde straks utset frk. Krog som bladets redaktør. Da det imidlertid viste sig, at bladet ikke lønnet sig, besluttet foreningen i 1893 at nedlægge det. Men frk. Krog sviktet heller ikke her. Hun overtok bladet selvstændig som utgiver og redaktør. Og hun har klaret det, det har virkelig gaat for hende. Efterhvert har hun gjennem dette sit organ naadd frem til landets kvinder og mænd med sin fine pen og sin kraftige tale. Og mange er de emner som »Nylænde« har behandlet, og aldrig har dets redaktør været rædd. Ufortrødent og uavkortet holder bladet frem fordringen om jevnbyrdighet for kvinder med mænd i vort samfund, og saalænge det ikke er lykkedes norske kvinder at opnaa almindelig stemmeret som norske mænd har den, vil Nylændes redaktør fortsætte at hvæsse sin pen for den sak.
Med sit sterke nationale sind og sine livlige internationale interesser var det en selvfølge, at frk. Krog blev den, som arbejdet for og efter dannelsen blev formand i Norske Kvinders Nationalraad, da dette i 1904 blev grundlagt. Hun har da jevnlig repræsenteret os i utlandet. Vi har sat hende paa de mest utsatte poster, fordi vi vet, at hun aldrig svikter hverken land eller sak, hverken sig selv eller os. Ved sin sikre optræden og sin takt har hun ogsaa forstaat at hævde sin stilling ved de forskjellige leiligheder. Ikke altid behagelige for hende selv.
Ved flere anledninger har man søkt at faa frk. Krog i forskjellige hverv, dog hun er alt andet end begjærlig efter utmerkelse. Men hun lægger ikke skjul paa, at der er enkelte ting, som har gjort hende stor glæde. Jeg skal nævne, da hun nu sidst i 1908 blev opnævnt og møtte som den norske regjerings repræsentant ved den Internationale Stemmerets Alliances kongres i Holland. Da var hun straalende. »Jeg eier ikke tid til det,« sa hun til mig, »men jeg maa avsted!« Hvem skulde ha forutsagt dette for 25 aar siden! En anden utmerkelse som vi, hendes venner, har glædet os over, er hendes utnævnelse som medlem av den »litterære bedømmelseskomite« - en stipendiekomité for forfattere. Vi, som kender hendes litterære kritiker i »Nylænde«, vet, at der er hun paa sin rette plads.
Naar vi ser tilbake paa disse 25 aar, saa ser vi kamp, stri kamp, men ogsaa glæde under kampen og i sejren. Sejer paa sejer er vundet. Og vi, som nyder godt av disse sejre og forstaar at vurdere dem, vi staar der med taknemlighet mot hende, vor kjæmpe, som har bragt os dit, hvor vi staar idag. Men visste de norske kvinder, hvad der tjente til deres bedste, saa samlet de sig om sin bannerfører og »løftet i flok«, lettet det daglige og slitende arbeide paa alle maader, saa hun selv kunde faa bruke sine rike evner netop der, hvor de kunde gjøre de sterkeste indsatser. Frk. Krog skulde ha et korps av hjælpere til at utføre arbeidets smaa detaljer, som optar saa altfor meget av hendes tid.
Som taler har frk. Krog rejst fra »Vesterhavet til Kjølens rand, fra Nordishavet til Kristiansand«, vakt initiativ, overbevist fiender, vundet venner og stiftet foreninger. Mange ganger har vi været sammen i kamp og i arbejde - og i festlige stunder. Og jeg har beundret hendes stærke tro paa kvinderne (en tro som hun ofte styrket hos mig). Hendes store troskap mot vor sak er ubrødelig og hendes trofasthet i venskap er usvikelig. Ofte har jeg følt, hvor hendes ord har tændt og varmet i sindene. Skal jeg fremhæve en gang fremfor de mange, maa det være, da hun i 1898 i Norsk Kvindesaksforenings fest for Henrik Ibsen, i en glimrende tale bragte den 70 aarige digter kvindernes hyldest og tak. Det var ogsaa et stolt øieblik for hende at faa anledning til at gjøre det! Ja, mange er de hun gjennem sin tale har naadd. Den naadde ogsaa Aasta Hansteen i Amerika. Den kaldte hende hjem igjen. »Jeg maatte ile hjem, da jeg skønte at et nytt lys var tændt i gamle norge, « sa frk. Hansteen engang til mig. Og den som tændte det nye lys, det var Gina Krog.
