« Tilbage til søgeresultaterne
Frøken Gina Krog i Kjøbenhavn
Frøken Gina Krog er Danske Kvindesagskvinders gode Ven. Hvor ofte har hun ikke gjort sig Umage for at give dem et Stød til flammende Virksomhed i Stedet for taalmodig Venten. Thi denne Egenskab havde ikke Gina Krogs Sympathi. Hvor godt husker vi ikke, da hun i sin Sejrsrus over den i Maj 1901 erholdte kommunale Valgret for Kvinder kom ned til os for at tænde os til Virksomhed efter de norske Kvinders Exempel! Hvilket Indtryk gjorde ikke hendes Ord paa os dengang - i vor Fjernhed fra et saadant Maal!
Og vi saa Norges Kvinder ile videre fremad, ja, i Sommeren 1907 opnaa politisk Stemmeret. Det var første Gang, at et helt Lands Kvinder var blevne »valgbare«, thi baade de amerikanske Kvindestemmeretsstater ligesom de australske og Ny Zeelandske maa nøjes med at vælge Lovgiverne; til selv at være Lovgivere er de ikke naaet, og vi anseer ogsaa dette Anledningen til, at Skandinavien med Norge i Spidsen saa ofte nævnes som »The leaders«.
Frøken Krog, som boede hos mig under Kongressen i Kjøbenhavn 1906, udbrød engang til mig: »Jeg kan blive helt bange, naar jeg ser de mægtige Kræfter, der bryder sig sin Vej frem hos vore Kvinder!«
Elskværdigt sendte hun os et Lykønskningstelegram,*) da danske Kvinder fik den kommunale Valgret, understregende, at denne slog Rekorden i Norden som: »Lige Ret for Mand og Kvinde.«
De stærke Kræfter, den sejge Villie, som er i de norske Kvinder, bryder bestandigt Vejen for os her i Danmark. Vi har flere af Førerne i Norge at beundre, men Gina Krog kom først til os og vinkede os med, da vor Forstaaelse af Kvindestemmeret endnu laa i Svøbet.
Ære være de norske Kvinder, og Tak til den udmærkede Fører, der kaldte paa os!
*) »Tak for I slog Rekorden i Kommunen i Norden!«