« Tilbage til søgeresultaterne

Edinburghs Nationale Forbund for Kvindestemmeret

Af: Jessie C. Methwen

« Se emneord

»Dette Forbunds Formaal er at opnaa politisk Stemmeret for Kvinder paa samme Vilkaar som for Mænd.«

For nævnte Forbund var Mrs Priscilla Bright Mc Laren Formand fra dets første Stiftelse og til hendes Død 6. November, 1906. Hun havde levet under fire Regenter og hun huskede Højtidelighederne ved Georg den 4.s Kroning. Hun tilhørte en Familie, som gjorde et intensivt Arbejde i Filan­tropiens Tjeneste. Saaledes var Fæng­slerne i Newgate ofte Maalet for dens Besøg. Ogsaa havde den varmt støttet Anti-Slaveri Bevægelsen, og i Fyrrerne Frihandels Agitationen mod Toldbeskyt­telses Loven, som Priscilla’s Broder, John Bright, var Leder for saavelsom Richard Cobden.

I 1848 blev Priscilla Bright gift med Mr Duncan Mc Laren, som var Repræ­sentant i Parlamentet for Byen Edinburgh. Tilligemed et af sin Ægtefælles Børn af første Ægteskab. Dr. Agnes Mc Laren, agiterede hun for, at Kvinder fik Adgang til medicinsk Uddannelse ved Edinburgh’s Universitet. Ikke alene her­for arbejdede hun, men ethvert Felt vilde hun have aabent for Kvinderne, enhver Faguddannelse, for hvilken Kvin­derne kunde have særligt Anlæg, vilde hun have dem oplært til. Tidligt arbej­dede hun for Kvinders kommunale og politiske Stemmeret, thi det var hendes Overbevisning, at Kvindernes Indflydelse i det offentlige Liv ligesaa godt som i Hjemmet og i det private Liv vilde drage Folkene hen imod større Renhed, sandere Moral og saaledes fremskynde Men­neskehedens Fremadskriden mod højere Idealer.

Længe før hendes Arbejde for Kvinde­stemmeret tog sin Begyndelse, var hendes Hjem, Newington, det skotske Centrum for forskellige Bevægelser som Anti-Slaveri Be­vægelsen, Fredsforeningen, Frihandels-Agitationen med flere Foreningsformaal.

I sin Sympathi for alle sociale, religiøse og moralske Samfundsopgaver, som lovede at kristne Individet, Hjemmet og det nationale Liv, var hun en af de mest glødende For­kæmpere for Fredsbevægelsen og blev saa­ledes ledet hen imod Kampen for Kvindens Rettigheder som sin mest gennemgribende Opgave.

For mere end et Fjerdedels Aarhundrede siden, da den store Demonstration i Edin­burgh’s Synodes Hal fandt Sted, optraadte hun som en af Kvinderettighedernes dygtigste For­svarere. Ikke alene den skotske Hovedstad, men hele Skotland maatte beundre den Dyg­tighed og Varme, hvormed denne Reform støttedes. Mrs Mc Laren var ved denne Lej­lighed Formand og er vedbleven at virke i

denne Egenskab støttet af alle de Sagen hen­givne Kvinder, som siden dengang sammen med hende har ført den fra Sejr til Sejr.

Skøndt hun opnaaede den høje Alder af 92 Aar, var hun lige til det sidste aandsfrisk og varm for Kvindernes store Opgave. At hun gik bort føltes da ogsaa som en uhyre Tomhed, et dybt Savn for mange Hjem og mange Mennesker. Dog maatte man forstaa, at den Gerning, hun havde gjort, ikke svandt bort med hende, men havde sin blivende Virkning.

Ved hendes Begravelse i November 1906 mødte Repræsentanter fra alle de store Sammenslutninger, hun havde støt­tet, baade fra de mange Afholdsfor­eninger og fra Fabrikarbejderskers For­bund, fra Universitetet samt fra mange andre Institutioner.

Mellem de mange Krandse der kom, saa man en grøn Laurbærkrands, paa hvis grønne Silkesløjfe var indvirket med Guld; »I ærefrygtsfuld Kærlighed fra de i Holloway fængslede Stemmeretskvinder«. En smuk i hvide og violette Far­ver bundet Krands var signeret: »I kærlighedsfuld Erindring om Priscilla Bright Mc Laren fra Richard Cobdens Døtre, af hvilke den ene sidder i Holloway Fængsel for Kvindernes Frigørelses Sag, den Sag, som Priscilla Bright Mc Laren viede sit hele Liv«.

Priscilla Bright Mc Laren var udgaaet fra en Slægt, som hørte til Brødremenig­heden. Dens enkle Levemaade med kun liden Omtanke for selskabelige Forplig­telser og unødvendigt Velvære hindrede ikke, at den udfoldede en storartet Gæst­frihed. Børnene havde havt Lejlighed til paa nært Hold at iagttage Arbejder­nes Liv, de Arbejderes, der var ansatte ved deres Faders Fabrik.

I et nøje Kendskab til nævnte Ar­bejderes Liv bundede Broderens, John Bright’s Stræben for Folkets Lykke. I hans varme Sympathi for Folket laa Aarsagen til hans Magt. Saaledes var hendes Kærlighed og Sympathi for Arbejdskvinderne en lige saa mægtig Drivkraft til at danne de Idealer, hun kæmpede for, samt til hendes ædle, aldrig svigtende Mod til at arbejde for dem, hvilket meddelte sig til andre og efterhaanden førte til de store vundne Resultater.

 

Efter at Bladet er sendt til Trykken eftersender vi Miss Methwens egenhændige Brev til Supplering af dette vort Uddrag af Artilder.

 

 

Mrs Priscilla Bright Mc Laren.

Skotlands Kvinder saavelsom andre Lan­des Kvinder er komne i en dyb Taknemmeligheds Gæld til den nylig afdøde Mrs Priscilla Bright Mc Laren, som i 1867 dannede Edinburgh’s Nationale Forbund for Kvinders Stem­meret. Det er nu 42 Aar siden.

Hun var Søster til den store John Bright, Hustru til Mr Duncan Mc Laren, Parlaments­medlem for Byen Edinburgh, og Moder til to Parlamentsmedlemmer: Sir Charles og Mr Walter Mc Laren. Saaledes levede hun i det politiske Livs bevægede Stemninger og i nær­meste Berøring med Skaberne af Konstituti­onens Historie.

Lige til de sidste Dage af hendes lange og betydningsfulde Liv viste hun den største Interesse for, hvad der gik for sig hjemme og ude. Men det Spørgsmaal, der laa hendes Hjerte nærmest, var Kvindernes Frigørelse, og hertil helligede hun sit Livs bedste Kraft.

Nogle faa Aar før hun døde, skrev en ung Veninde, Miss Constance de la Cour, om hende i »Scottish Life«:

»Tilsyneladende er Mrs Mc Laren en skrøbelig gammel Dame, altid klædt med udsøgt Smag i sort Silke med en snehvid lille Kappe paa sit bløde, hvide Haar, som indfatter hendes blege, bevægelige Ansigt, i hvilket hendes undersøgende, mørke Øjne lyser op med Ungdommens Ild.«

»Alderen har ikke udslukt hendes ædle Enthusiasme for den ideale Retfærdigheds-Sag, heller ikke har den dæmpet hendes Indigna­tion mod frygtsom Forsigtighed og famlende Udveje. Utaalmodig over Konveniensens Hin­dringer udbryder denne varmhjertede, halvfemsindstyveaarige Kvinde: »Jeg var født som Oprører.«

Som de fleste Kvækerinder havde Mrs Mc Laren nydt en ypperlig Opdragelse og havde altid taget levende Del i Dagens Spørgsmaal, ligesom hun altid var parat til at tage de Undertryktes Parti.

Newington House, Mrs Mc Larens smukke Bolig, hvor Komité-Møderne for Kvindernes Stemmerets Forbund altid foregik, er omgivet af en stor Park og af udstrakte tilhørende Grunde. Dette Sted havde aarevis dannet ligesom Midtpunktet for Bevægelsen.

Det var netop lige forud for Mrs Mc Larens Død, at elleve af vore tappre Kvinder blev sendt i Fængsel, fordi de havde forsøgt at indgive en Kvindestemmerets-Petition i Par­lamentet. Mrs Mc Laren havde den dybeste Medfølelse for dem og skrev til mig fra sit Dødsleje: »at hun glædede sig over, at Richard Cobdens Datter (Mrs Cobden Sanderson) var imellem disse!«. Hun bad mig om at sende en Sympathi-Adresse fra vort Forbund, en Ting det lige lykkedes mig at gøre umid­delbart før hendes Død. Det mest gribende Øjeblik ved hendes Begravelse var, da Laur­bærkransen fra de 11 Kvinder i Holloway-Fængslet blev baaret frem.

 

Jessie C. Methwen,

Sekretær for Skotlands Kvinde-Stemmerets Forbund.