« Tilbage til søgeresultaterne
Fra England
Atter og atter redegør vi for vore Læsere for Forholdene blandt de Kvinder, der i forskellige Sammenslutninger i England arbejder for Stemmeret. »National Union of Women’s Suffrage Societies« staar i Verdensforbimdet ligesom »Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund«. Baade: »Women’s Social and Political Union« ligesom ogsaa den Forgrening deraf, der har skilt sig ud fra samme: »Women’s Freedom-League« - den første med Lederne Mrs og Miss Pankhurst, Annie Kenney og Mrs Pethick Lawrence, den anden med de Damer, vi saa som Delegerede derfra i Amsterdam, nemlig Mrs Despard, Søster til General French, Mrs Billington Greig og Mrs Sanderson - virker begge for Kvindestemmeret. De har hidtil staaet som en Enhed med National Union, uagtet sidstnævnte altid har holdt sig Lovens Bud efterrettelig, medens, de to førstnævnte med Magt har villet sprænge de Barrierer, der var sat for dem. De benyttede hvad der kaldtes: »Militant Tactics« og deres forskellige Demonstrationer, har fyldt Avisernes Spalter baade i England og Udlandet. Man har ikke ret forstaaet, hvor faa disse Kvinder var forholdsvis til det Ry, der stod af deres Gerninger, førend Miss Palliser underrettede os herom i den Artikel, hun skrev til Kvindestemmeretsbladet. Vi har set, hvor magtpaaliggende det var for Mrs Fawcett, at alle Stemmeretskvinderne stod som en Enhed; vi har set det lige siden vor Kongress i 1906, dengang Mrs Dora Montefiore var de fængslede Kvinders Delegerede hos os ligesom deres Unions.
Det har ganske sikkert holdt haardt for Mrs Millicent Fawcett at trække sig bort fra de Kvinder, der har sat sig samme Maal som den Union, hun er Formand for. Men nu, da »The Militant Tactics« sætter den Regerings Bestaaen i Fare, som Unionen nu engang har sat sit Haab til, den eneste Regering, der har holdt Englands Kvinder i Udsigt, at de skulde faa politisk Stemmeret, nu, føler Mrs Fawcett det tvingende nødvendigt at løfte Øxen og hugge det Baand over, der bandt dem sammen. Rygter forlyder om, at »The Militant Tactics« Kvinder faar rigelige Pengemidler fra Regeringens Opposition. Hvordan det nu er eller ikke er, saa véd vi ialfald, at »The Militant Tactics« Kvinder har paavirket Vælgerne i de Valgkredse, hvor Suppleringsvalgene foregik saaledes, at Regeringens Kandidater er faldne ved de sidste 16 Suppleringsvalg. Disse Kvinder spørger ikke længere Valgkandidaterne: »Vil De støtte Kvinders Stemmeret?« Svaredes der »Ja« herpaa kunde Kandidaterne hidtil altid paaregne Kvindernes Støtte og faar den bestandigt endnu fra »National Union«. For de andre Kvinder er Spørgsmaalet nu kun: »Er De Regeringens Kandidat?« Hvis han siger »Ja« hertil, nytter det ham ikke, at han aldrig saa meget forsikrer, han vil virke for at Kvinden faar Stemmeret.
Her finder vi altsaa den store Skillemur, der staar imellem den Nationale Union og Militant
Tactics-Kvinderne.
Et nyt Udslag heraf finder vi i Bladet Women’s Franchise, der siden sin Fremkomst i Juni 1907 har været Organ for: 1) »National Union af Women Suffrage Societies«, for: 2) »Women’s Fredom League« og for: 3) »Men’s League for Women’s Suffrage«.
Dette Blad bringer os den bedrøvelige Nyhed, at »National Union of W. S. S.« trækker sig bort fra »Women’s Franchise« som sit Organ fra den 31te Januar. Unionens Forretningsudvalg har overdraget Sekretæren, Miss Corbeth, det Hverv at underrette Bladet herom. Hun siger i sin Henvendelse: »at Forholdene helt er ændrede, siden Overenskomsten blev gjort, og at National Union ikke i dette Øjeblik finder det ønskeligt at dele Organ med Kvinder, der benytter »The Militant Tactics«. »National Union« har støttet Bladet baade ved at give det Stof og Pengemidler, og vi kender ikke nu dets Fremtid.
Som en med »National Union« i Alliancen medforbunden Sammenslutning bør vi erindre den her meddelte Kendsgerning, naar vi mandsstærke rejser til det store Møde i England: »The quinquennial Convention, som Mødet kalder sig, for at erindre om sin Bestemmelsesdygtighed for Lovændringer osv., der kun kan foretages ved Femaarsmøderne.
