« Tilbage til søgeresultaterne
Fru Louise Nørlund
har været forud for sin Tid. I 1893 finder vi, at det internationale Kvinderaad har indvarslet Delegerede fra 30 Lande til Kongressen i Chicago, hvilke fik den Opgave at danne Forgreninger i alle Lande under Navn af »Nationalraad«. Oftest fik disse Delegerede i deres Hjemland Svaret: »Vi vil gerne virke for almennyttige Kvindeinteresser, men med Kvindestemmeret vil vi intet have at skaffe.«
Naar vi seer hen til Fru Nørlunds Arbejde, finder vi hende fra første Begyndelse af at have fuld Forstaaelse for, at Kvinders Valgret var det Centrum, gennem hvilket alle andre Goder for Kvinderne udelukkende kunde naaes paa betryggende Maade. Alt i 1887-88 virkede hun som Agitator for Kvinders Valgret ved at afholde mangfoldige Foredrag baade i Kjøbenhavn og ude paa Landet. Hun var Taler ved den nordiske Kvindekongress i 1888.
I 1889 stiftede Fru Nørlund sammen med Fru Luplau »Kvindevalgretsforeningen« der lige saavel havde politisk som kommunal Valgret paa sit Program, og hun var Taler ved det første store politiske Møde i Larsens Lokale 1890. Ud fra denne Forening blev der paa hendes Initiativ i det følgende Valgaar foranstaltet Interpellationer stillede til Valgkandidaterne om deres Stilling til Spørgsmaalet: Kvinders Valgret. Forundringen over disse kvindelige Interpellanter, der krævede Regnskab for Valgkandidatens Stilling til Kvindesagen, var stor. I Odense nægtede da ogsaa Bestyrelsen at give Frk. Schmidt Ordet, da hun vilde interpellere. Herover indgav man Klage ved Valgbrevenes Prøvelse i Rigsdagen, og Borgmesteren blev - saavidt os er bekendt - belært om, at man ikke kunde nægte Kvinderne Adgang til Valgtribunerne. Skøndt Agitationen paa den Tid var ret hidsig, iagttog man altid at holde sig baade indenfor Lovens Bud som ogsaa at følge den vedtagne parlamentariske Orden ved Møderne.
Først i 90erne blev der af »de samlede Kvindeforeninger« - hvilket Forbund Fru Nørlund var Medstifter af - holdt en Række store Agitationsmøder, ved hvilke Fru Nørlund talte for og om Kvinders Valgret, med den overbevisende Evne, der er hende ejendommelig.
Tiden gled hen imod Aarhundredets Slutning, og det kunde ikke andet end med Sorg konstateres, at d’Hrr. Rigsdagsmænd, der paa Valgtribunerne havde svaret Kvinderne imødekommende, ikke just tog et virkende Arbejde op inde i Rigsdagen, der kunde føre til Maalet.
Saaledes forberedt samlede Fru Nørlund med Lethed de omtalte Kvindeforeninger i »Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund« i 1898. Maalet herfor var netop et fælleds Arbejde for at faa Regering og Rigsdag til at see, at der hurtigt maatte tages fat inde i Rigsdagen for at faa Kvinders Valgret gennemført.
Da vi Kvinder nu staar foran den Udøvelse af den praktiske Valgret, vi saa længe har attraaet, og som vi veed, at Fru Nørlund har kæmpet for lige siden 1887, maa vi alle sende hende vor Tak for, at hun saa tidligt havde det klare Blik for Kærnen i Kvindesagen samt for hendes ihærdige Arbejde for at aabne baade Kvindernes og Lovgivernes Øjne for, at det for os Kvinder ene fornødne var: »Lighed for Loven med Mænd« Fru Nørlund har paa vor Opfordring givet os en Oversigt over Rækken af de Petitioner, der fra »Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund« er indgivne til Rigsdagen, som herved følger.
Petitioner
indleverede til Rigsdagen af Danske Kvinde foreningers Valgretsforbund.
Samlede af Fru Louise Nørlund, Den 3die December 1898 stiftedes »Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund«. Samme Maaned udgav Forbundet 2 Petitioner til Regering og Rigsdag, hvori man anmodede om, at de 2 i Tingene forelagte Lovforslag, der indeholdt Bestemmelser om Kvinders kommunale Valgret, snarest maatte blive Lov.
Da Rigsdagen endnu ikke i Januar 1900 var færdig med Betænkningerne over for ovennævnte Forslag, udsendte Forbundet i Februar 1900 en saalydende Petition:
»Til den høje Regering og Rigsdag! Det synes at fremgaa af Forhandlingerne i Rigsdagen om »Lov om Valg af Borgerrepræsentanter i Staden København« (det ene af de ovennævnte Forslag), at der vil opstaa Uenighed mellem de to Ting, og at denne vel kunde hindre Lovens Vedtagelse i en nær Fremtid; men da Uenigheden ikke angaar Spørgsmaalet om Kvinders Valgret, hvorom alle Partier i Principet synes at være enige, opfordre vi undertegnede Kvindeforeninger den højtærede Indenrigsminister (»det høje Folketing« stod der paa den anden Petition) til allerede i nuværende Rigsdagssamling at indbringe et Lovforslag indeholdende Bestemmelser om Kvinders kommunale Valgret og Valgbarhed for hele Landet.
Vi tillade os hoslagt at vedlægge et Udkast til Kvinders kommunale Valgret og Valgbarhed for herigennem at tilkendegive den højtærede Minister, hvilke Krav vi Repræsentanter for nedenstaaende Kvindeforeninger mener, der billigvis bør tages Hensyn til.
§ 1.
Valgret til de kommunale Raad tilkommer enhver Kvinde, gift eller ugift, som i øvrigt fyldestgør de for Mænds Valgbarhed til Folketinget gældende Bestemmelser, saafremt hun udreder den samme kommunale Skat, der giver Mænd Valgret.
Gift Kvinde faar ogsaa Valgret, saafremt hun har skattepligtig Indtægt, selv om denne falder ind under Fællesboet, og selv om Skatten udredes af dette.
§ 2.
Valgbar til de kommunale Raad er enhver Kvinde, som er valgberettiget ved de kommunale Valg i den paagældende Kommune. «
(Underskreven af 16 Kvindeforeninger.)
Da Rigsdagen ikke tog denne Sag op til Behandling, henvendte en Deputation fra Forbundet sig i Oktober samme Aar - kort efter Rigsdagens Sammentræden - til Indenrigsministeren for at søge Arbejdet for denne Sag fremmet. Ministerens Svar var velvilligt.
1901 udsendte Forbundet Interpellationer til alle Landets Valgkredse, da der dette Aar var Valg til Rigsdagen. Man spurgte gennem disse Interpellationer fra Valgtribunerne alle Valgkandidaterne om deres Stilling til Kvinders Valgret. Der interpelleredes flere Steder af Kvinder.
I August Maaned 1901, da et nyt Ministerium var udnævnt, gik en Deputation fra »Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund« til Konseilspræsidenten med en Anmodning om, at denne i sin Programtale vilde nævne, at det ny Ministerium vilde virke for Gennemførelsen af Kvinders Valgret. Dette skete.
I Januar 1902 skete der gennem en Deputation en fornyet Henvendelse til Indenrigsministeren om, at Spørgsmaalet om Kvinders kommunale Valgret og Valgbarhed maatte blive sat paa Dagsordenen i Rigsdagen. Ministeren lovede at ville forelægge Sagen i et Ministerraad.
I September 1902 udsendte Forbundet følgende Petitioner til Regering og Rigsdag:
»Da Grundloven ikke giver Kvinderne Adgang til direkte Indflydelse paa Lovgivningen tillader undertegnede Repræsentanter for forskellige Kvindeforeninger Landet over sig herved at rette det ærbødige Andragende til den høje Regering og Rigsdag, at der i denne Rigsdagssamling maa blive forelagt og vedtaget. Lovforslag, der vil give Kvinder lige kommunal Valgret og Valgbarhed med Mænd.
Vi er overbevist om, at det nu vil være muligt at faa et saadant. Lovforslag vedtaget, da baade den høje Regering og Rigsdagens store Flertal har udtalt sig som Tilhængere af Kvinders kommunale Valg.
I Haab om at der vil blive taget Hensyn til vort Andragende.
Allerærbødigst (Underskrivernes Navne.)
Petitionen blev omtalt i hvert af Tingene af disses respektive Formænd.
I Februar 1903 indsendtes følgende Petition til den frikonservative Gruppe i Landstinget, da Folketinget intet havde gjort for Sagen. «Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund tillader sig herved ærbødigst at anmode den frikonservative Gruppe om i Landstinget at indbringe et Lovforslag om Kvinders kommunale Valgret og Valgbarhed under lige Vilkaar med Mænd.
»Vi tillade os at vedlægge et af os udarbejdet Udkast til et saadant Lovforslag.« (Det før nævnte Udkast Side 1.)
Ved Rigsdagsvalgene i 1908 indsendte og stillede Valgretsforbundet (til Dels ved Kvinder) følgende Interpellation: 1) »Paa 21 Kvindeforeningers Vegne spørger jeg Kandidaterne om de, saafremt det længe ventede Valgretslovforslag ikke bliver indbragt i Begyndelsen af næste Rigsdagssamling, da vil arbejde for. at deres Parti indbringer Forslag om Kvinders kommunale Valgret og Valgbarhed under lige Vilkaar med Mænd?
2) Og hvorledes stiller Kandidaterne sig over for Kvinders politiske Valgret og Valgbarhed?«
Desuden udsendte Forbundet gennem Pressen, Foreninger og privat følgende »Opraab« til Vælgerne:
»Det er paa Tide at ophæve den Uret, der siden 1819 er begaaet mod Landets Kvinder!
Skaf os Valgret og Valgbarhed i Lighed med Mænd! Stem derfor kun paa de Kandidater, der vil give os disse Rettigheder, saa vi kan føle os som Borgere i vort Land!
Borgerpligterne hviler paa os saa vel som paa Mændene; men Retlighederne mangler vi!
Samfundet trænger til vort Arbejde i det offentlige Liv!
I en Menneskealder har vi ventet paa Opfyldelsen af disse Krav. Officielle Udtalelser giver os Grund til at tro, at vi endelig i Aar vil opnaa kommunal Ligestilling med Mændene.
Gør ikke vor Tro til Skamme!
Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg.
København i Maj 1903.«
Da Valgloven saa endelig blev forelagt i November 1903 uden Bestemmelser, der kunde sikre »gift Kvinde« Valgret, indsendte Forbundet følgende Andragende: »Undertegnede Repræsentanter for forskellige Kvindeforeninger tillader sig herved al rette det ærbødige Andragende til Regering og Rigsdag, at der i »Forslag til Lov om kommunale Valg« maa tilføjes i § 1 en Bestemmelse om, at den i Paragrafen omtalte Valgret ogsaa tilkommer gift Kvinde, hvis Mand betaler Skat.« (At betale Skat er en Betingelse for at faa kommunal Valgret.)
I Oktober 1904 - da der atter var Stilstand om Valglovforslaget i Rigsdagen - blev der indbragt en fornyet Petition om at man, hvis ikke Forhandlingerne om det hele Valglovs-Forslag blev hurtigt fremmet, da vilde virke for, at Kvinders Valgret blev vedtaget paa et selvstændigt Forslag om Kvinders Valgret alene.
I Maj 1905 sker en fornyet Henvendelse til Indenrigsministeren.
I December 1905 henvendte Valgretsforbundet sig til Rigsdagens Formænd med Anmodning om, at det maatte indrømmes en Deputation fra Forbundet Lejlighed til at udtale sig for den samlede Rigsdag om vor Opfattelse af Kvinders Valgret og over for den begrunde vore gentagne Krav om baade kommunal og politisk Valgret og Valgbarhed.
I Januar 1906 fik vi Svar fra Formændene, at et Udvalg fra Landstinget og et do. fra Folketinget vilde tage imod os. Deputationen, der bestod af 10 Damer, havde som Ordfører Fru Louise Nørlund, Forbundets mangeaarige, altid energiske Formand. Hendes Tale lød som følger:
Ærede Medlemmer af den danske Rigsdag!
Grundloven byder, at der for hver 10,000 af Landets Indbyggere, Mænd, Kvinder og Børn skal vælges en Rigsdagsmand. Men kun Mændene vælger og vælges. Vi mener, at en saadan Ordning er uretfærdig, og at den giver hele Samfundslivet et alt for ensidigt Præg. Samfundet bestaar af Mænd og Kvinder, det er derfor nødvendigt og naturligt, at det bliver Mænd og Kvinder, der i Fællesskab paavirker og giver de Love, under hvilke begge Parter skal leve. Netop fordi Kvinden har Tanker, Temperament og Anlæg, der er forskellige fra Mandens, tiltrænges hendes Medvirken i det offentlige Liv for at skaffe dette i saa nøje Overensstemmelse med hele Befolkningens Tarv som muligt. Og Kvinden har baade Hjerte og Forstand til at være medbestemmende om Ordningen af Skolevæsenet, Fattigvæsenet, Sygeplejen, Hospitalsforhold, til at være medbestemmende, naar det gælder Ægteskabslove, Hustruens retslige Stilling og hendes lovmæssige Forhold over for Børnene. Ligesom det kun er simpel Retfærdighed, at vi faar Del i Bevillingsmyndigheden, da vi jo betaler vore direkte og indirekte Skatter efter samme Maalestok som Mændene. Det forekommer os indlysende, at i et Land med en fri Forfatning, maa Friheden til at vælge og vrage de forskellige Lovbestemmelser, ikke blot være i Mændenes, men ogsaa i Kvindernes Eje.
Men mener De, ærede Lovgivere, at den offentlige Mening endnu er saa langt fra at forstaa denne Selvfølgelighed, saa De ikke med nogen Virkning kan tænke paa for Tiden at gennemføre dette vort Krav om politisk Ligestilling med Mænd, saa staar den offentlige Mening i alle Samfundslag jo samlet om at anerkende og billige vort Krav om Kvindens kommunale Valgret og Valgbarhed. Langsomt men sikkert har vi gennem vort Arbejde i det praktiske Liv og gennem vor Agitation brudt Modstanden mod dette vort Krav. Lige siden Folketing og Landsting i Samlingen 1899-1900 vedtog at give Kvinder i det mindste kommunal Valgret, har vi haabet og ventet paa at faa denne. Vi har i Ventetiden flere Gange anmodet Regering og Rigsdag om at fremme denne Sag, og vi har tilkendegivet det som vort Ønske, at saavel gifte som ugifte Kvinder maatte opnaa baade Valgret og Valgbarhed, fordi vi mener, at det er en privat Sag, der ikke vedrører Valgloven, om en Kvinde er gift eller ikke, og fordi vi absolut ingen Fornuftgrunde kan finde til at nægte Kvinderne Valgbarhed. Men vi har ventet forgæves.
Derfor kommer vi nu til Dem, ærede Medlemmer af Rigsdagen og siger: »Hvis De mener, at der ikke i den allernærmeste Fremtid kan opnaas Enighed om at gennemføre det af Rigsdagen indbragte Valglovforslag, indbring da et selvstændigt Lovforslag om Kvinders kommunale Valgret og Valgbarhed under lige Vilkaar med Mænd, saa at vi i den Henseende faar de samme Borgerrettigheder som Mændene.«
Vi véd, at mange Rigsdagsmænd har den Opfattelse, at Kvinderne bør vente, til Mændene faar den hele, store Valglov gennemført. Vi kan ikke billige en saadan Anskuelse. Og hvis man vil indvende, at vi endnu ikke er modne til Deltagelse i det offentlige Liv, og at vi derfor maa vente endnu en Tid, saa svarer vi dertil: »Modenheden kommer først gennem praktisk Brug. Fejltagelserne og Dumhederne lærer vi bedst at undgaa, naar der paalægges os et Ansvar overfor Offentligheden. Og desuden - hvorfor kræve en Modenhedsprøve af Kvinderne, da man ikke kræver noget saadant af Mændene? Og - hvorfor og hvorledes mener Mændene at kunne afgøre for os, om vi er modne til at bruge den Valgret og Valgbarhed, vi endnu ikke har? Derfor beder vi Dem nu at sætte Deres Indflydelse ind paa al skaffe Kvinderne kommunal Valgret og Valgbarhed i den allernærmeste Fremtid.«
Derefter fulgte en kort Oversigt over Kvindens Stilling med Hensyn til Valgret og Valgbarhed i andre Lande, og til Slutning følgende:
»Saa De ser, mine Herrer, at det, vi beder om, er prøvet, og - maa jeg sige - skattet i de store Kulturlande, i vore Nabolande, ja, selv i en Del af vort eget Land.«
Landstingets Ordfører, Grev Friis, svarede, at vor Henvendelse og vore Udtalelser skulde blive bragt til Tingets Kundskab.
Folketingets Udvalg indledede en Diskussion med Deputationen. Dets Ordfører: Statsrevisor Anders Nielsen, svarede, at Kvinderne maatte vente til det rette Tidspunkt for denne Sags Gennemførelse var inde. En Dame af Deputationen, Frk. Marie Luplau, svarede, at hun gerne vilde have d’Hrr. til at forstaa, at vi mente, at det rette Tidspunkt havde været inde længe og forelaa den Dag i Dag.
Endelig har Forbundet i December 1907 indbragt følgende Petition til Formanden for det Udvalg, der var bleven nedsat i Anledning af et fra Socialdemokratiet indbragt Lovforslag om Kvinders politiske Valgret:
Til Udvalget angaaende Kvinders og Tyenders Valgret!
»Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund, der har Medlemmer i alle Samfundsklasser og i alle politiske Lejre, retter en indtrængende Opfordring til Udvalgets Formand og dets enkelte Medlemmer om at fremme Udvalgsarbejderne denne Sag vedrørende, saa at Lovforslaget snarest muligt paa ny kan forelægges den samlede Rigsdag til Vedtagelse.
Vi udtaler, at det kun er simpel Retfærdighed, der gennem dette Lovforslags Vedtagelse vil blive vist mod de fra Valgretten gennem saa mange Aar udelukkede Kvinder.
Saalænge Mænd alene vælger de Mænd, der skal lovgive, kan der ikke med Rette tales om Folkerepræsentation eller om almindelig Valgret. Folket er Mænd og Kvinder og en Folkerepræsentation maa være valgt af Mænd og Kvinder og maa være præget ikke alene af Mandens Intelligens og Karakter, men ogsaa af Kvindens individuelle tilsvarende Evner. Kun herigennem skabes der den bedste Garanti for, at Lovene svarer til hele Samfundets Tarv.
Det vil derfor være i god Overensstemmelse med Grundlovens Aand, der netop gaar i Retning af en Udvikling mod hele Samfundets Vel for Øje, om man nu ændrede Grundlovens Ord, saaledes at Valgretten udvidedes til at gælde ogsaa for Kvinder.
Vi beder derfor Udvalgsmedlemmerne om, ikke at se paa dette Spørgsmaal ud fra et ensidigt Synspunkt, men med Hensyntagen til den Kendsgerning, at man kræver den samme Lovlydighed, de samme Skatter og Afgifter af Kvinderne, som af Mændene, og at Kvinderne lige saa vel som Mændene frembringer Samfundsværdier.
I Retfærdighedens Navn kræver vi derfor vor Valgret snarlig gennemført!
10. December 1907.
(Underskrifter.)
Endelig - da vi havde bragt i Erfaring, at Udvalget slet ingen egentlige Møder havde holdt for at drøfte Spørgsmaalet: »Politisk Valgret og Valgbarhed til Kvinder«, indgik vi i Oktober 1908 til den da nys udnævnte ny Konseilspræsident mod følgende Petition:
Til Konseilspræsidenten!
»Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund, der bestaar af 18 Foreninger og Forbund anmoder Deres Excellence om, at det i Fjor indbragte Lovforslag til en Grundlovsændring, der vil sikre Kvinder politisk Valgret og Valgbarhed, maa komme til Forhandling i Aar saa rettidig, at saavel Lands- som Folketing kan tage Stilling til det for det hele Land saa vigtige Spørgsmaal.«
22. Oktober 1908.
(Underskrifter.)
Desuden har Forbundet i December udgivet en af Fru Nørlund skreven »Kommunal Valgrets A. B. C. for Kvinder«.
