« Tilbage til søgeresultaterne
Gift Kvindes retslige Stilling i Danmark. *) Set fra et Kvindestandpunkt
I dette Øjeblik da vi Kvinder staar i Begreb med at bringe vor i April 1908 modtagne kommunale Valgret i Udøvelse - det i Rigsdagen gennnemførte Regeringsforslag, som yder Kvinder samme Valgret og Valgbarhed som Mænd - tilskyndes vi til ikke alene at kaste Blikket tilbage over, hvad vor Stilling i tidligere Tider har haft og ikke haft af Indflydelse i Kommunen, men ogsaa til at undersøge, hvorledes vor Stilling i retslig og økonomisk Henseende har været ligeoverfor Mændene.
Ved at veje Forholdene i mange Lande har vi fundet, at Overklassens Mænd tillod Overklassens Kvinder - dem der var rige paa Gods og Guld - at indtage Betydningsfulde Stillinger i Samfundet, saaledes i England, Frankrig, Østerrig og Rusland. Ikke saasnart kommer Mellemklasserne til Roret før al Indflydelse bliver borttaget fra Kvinderne. I Rusland, hvor Forholdene er saa konservative, ser vi endnu, hvorledes Kvinderne har beholdt Eneraadighed over deres Penge, som den regerende Overklasse altid ridderligt lod dem beholde. Det ser ud for os, som om Kvinderne ikke her i Danmark har haft mere indflydelsesrige Tider at se tilbage til; og jo længere vi gaar tilbage i Tiden, jo mere underordnet synes vor Stilling os.
Det undrer os unægtelig at høre, at Chr. d. V.’s strenge Lov, der hos os traadt i Kraft 1683, blev indført for at mildne Kvindernes Vilkaar, og at baade den jydske, samt øvrige Love før den, var os endnu mere gram. Thi Forløberne for Chr. V.’s Lov gav Manden Ret til Hustugten. Dette betyder, at Hustruen skylder sin Ægtefælle Ydmyghed og Lydighed, og at han har det i sin Haand at sikkre sig begge Dele, selv om det skulde være ved Hjælp af haandgribelige Midler.
Da man havde besluttet at lade den gamle jydske Lov afløse af en mere human, som Chr. d. V.’s nu mentes at være, nedsatte man en Kommission for at tage de nye Forslag i alvorlig Betænkning. De vise og hæderværdige Herrer rystede bekymret paa Hovederne, thi det forekom dem altfor voveligt saaledes at skulle ændre Aarhundreders hævdvundne Skikke. »Vi kan paa ingen Maade give Afkald paa vore gamle Retligheder!« siger de. »Retten til at tildele Afstraffelse blev lagt i Mandens Haand af Gud selv! Og Bibelen bærer jo bestandigt Vidne om, at Mandens Overherredømme er fastslaaet ifølge Guds Lov.« Men disse Fjender af alt Fremskridt blev nødte til at give efter for de Stemmer, der ogsaa dengang rejste sig for de Fortrykte i Samfundet, og Chr. d. V.’s Lov havde som sagt netop i hin fjerne Tid til Hensigt at forbedre Kvindernes Skæbne.
Diskussionen som nævnte Kommission fører er nok værd at kende i sin Helhed. Retten til at afstraffe Hustruen skulde nu forsvinde. Dette var en given Sag; thi i Chr. d. V.’s Danske Lov fandtes intet om, at Manden havde Ret til nogen Hustugt. Privatmagten var nu traadt istedet for denne, ligesom ogsaa Husordenen altid laa i Ægtemandens Haand. Den Tid var forbi, da Ægtemanden - som Følge af Hustugtens Overholdelse - havde Lov til at banke sin Hustru for at sikkre sig hendes Lydighed, men Privatmagten, som han nu var kommet i Besiddelse af, var heller ikke ilde, men ganske virksom for samme Maal, thi han havde ikke alene Ret til at spærre hende inde, men ogsaa til at sulte hende. Selv om dette ikke just var Lovens Bogstav, var det iatfald underforstaaet, som en Forholdsregel man maatte ty til »i Betragtning af Omstændighederne«, som man kaldte det. I det attende Aarhundrede var der endog et Eksempel paa, at en Kvinde sendtes i Fængsel, fordi hun havde været ulydig mod sin Ægtefælle.
Der er hos os en Lov fra 1741, som forbyder den gifte Kvinde at gaa i Kirke eller bivaane religiøse Møder, uden først at have indhentet Ægtefællens Tilladelse dertil. Dette minder om Japan, hvor Philosophen Kaibara - der tilhører Konfucius’s Skole - siger, at Hustruen ikke behøver at sinke sin travle Tid med de lange Bedetider i Templet: »Naar hun kun opfylder sine Pligter i Hjemmet og ligeoverfor Ægtefællen paa tilfredsstillende Maade, behøver hun ikke at befatte sig med de lange Bønner og kan dog fortrøste sig til de himmelske Magters Beskyttelse.«
Kun med Hensyn til Mandens Ret til at bestemme Husordenen betragtedes Hustruen som »ufri«; i alle andre Henseender var hun personlig myndig, hvilket betød, at hun kunde disponere over sit personlige Arbejde. Men hendes Ægtefælle var hendes Formynder. Paa samme Maade maatte ogsaa den ugifte Kvinde have en Formynder. (Denne gamle Skik forsvandt ikke før en Lov vedtoges for omtrent halvhundrede Aar siden, som gjorde Myndighedsalderen for Kvinden den samme som for Manden).
Vi er altsaa i vor Oversigt komne forbi Hustugtens Tid, der laa forud for Chr. d. V.’s Lov, og vi har set, hvor udmærket dens Stedfortræder, Privatmagten, opretholdt Ægtemandens ubestrideligt øverste Magt i Hjemmet. Der kom dog ogsaa den Tid, da Juristerne begyndte at betvivle, hvorvidt Ægtemandens Privatmagt var lovlig, ialfald begyndte man at spørge, om man ikke tillod den at strække sig videre end retfærdigt var?
For nu at give Erstatning for hele Tendentsen til at inddrage Privatmagten, var der en Tilbøjelighed til at fremhæve Dens Magt, der dirigerede Husordenen i saa høj Grad, at selve Hustruen ligesaa vel som de andre Medlemmer af Husstanden blev stillet under denne.
Husbondens Ret til haandgribelig Overholdelse af Hustugten forsvandt altsaa i 1683, da Chr. d. V.’s Lov indførtes og Privatmagten fulgte. Atter daler Ægtemandens Magt endnu et Trin ned, da denne Privatmagt erstattes af Husordenen, som bestandigt bliver liggende i hans Haand.
Vi har en Rapport om nogle Bestemmelser for at gøre Husordenen virkningsfuld. Saaledes hedder det: »Om nu Hustruen er doven og ikke gider staa ud af Sengen om Morgenen, hvor meget hun end opfordres dertil, saa kan Ægtemanden nu ikke længer faa hende op ved Magt. Men ifølge hans
Ret til at bestemme Husordenen kan han fastsætte, at Morgenmaaltidet skal holdes til den eller den Tid. Naar denne er udløben, kan han stille alle Fødevarerne ind i Spisekammeret, laase Døren samt putte Nøglen i Lommen. Konen, som kommer for sent, maa undvære sit Morgenmaaltid og maa haabe paa Frokosten, til hvilken hun maa møde punktlig. Ægtemanden har nu ikke længer Ret til at forbyde sin Hustru at gaa ud om Aftenen, men saa har han den Ret tilbage, at slaa Slaaen for Porten, saa at Konen maa forblive udenfor, om hun ikke kommer hjem til den Tid, han fastsætter for Portens Lukning.
I Løbet af de sidste ti Aar har den politiske Udvikling i Danmark naaet en saadan Højde, at Anskuelserne om Ægtemandens Authoritet ikke er undgaaet en stor Ændring. Nutidens Juristers almindelige Mening er, at Hustruen ikke kan staa under Husordenen, men bør ansees at staa over den. Vi seer, hvorledes den samme Lov læses forskelligt til forskellige Tider, og vi undres over, at den ikke behøvede at ændres for at der kunde vedtages: »Lighed for Loven mellem Mand og Kvinde i de kommunale Valg.«
Efter at vi har taget denne Oversigt over Hustruens Stilling i hendes eget og hendes Husbonds Hjem, vil vi omtale hendes økonomiske Forhold dér.
Chr. d. V.’s Lov siger, at gift Kvinde ingen Ret har til at raade over den Ejendom hun medbringer i Fællesboet. Dette betyder, at hun med Hensyn til sin Formue ikke paa noget Vilkaar kan raade over den, saaledes at hun i Virkeligheden er stillet i samme Niveau som et fem Aars gammelt Barn.
Naar en Kvinde indgaar Ægteskab, vil hun og hendes Mand faa Formuefællesskab. Dette lyder jo ganske udmærket, og Hustruen - som ikke ret har opfattet Betydningen heraf - føler sig mere eller mindre som en Ejendomsbesidder, der deler alt med sin Mand, naar hun ret tænker over sin økonomiske Stilling.
Imidlertid er dette en stor Fejltagelse, thi det er kun Ægtemanden, som raader over denne Fællesformue og altid vil gøre det, og hun maa nøjes med at være Ejer af Navn: thi om hun saa havde bragt Hovedmængden af Formuen, kan hun ikke raade over en Øre deraf uden hendes Ægtefælles Samtykke.
Vi kan ikke lade være at tænke: »Hvorfor skal man dog gaa alle disse Omveje?« Er det ikke langt simplere, langt ærligere at sige: »Ægtemanden er eneste Ejer af Formuen, og Hustruen maa bede ham om, hvad hun behøver!« Saa vidste man dog. hvad man havde at rette sig efter, naar der blev Tale om Ægteskab.«
Det vilde ganske vist være mere ærligt at sige dette under Mandens Livstid. Men hvis Manden døer, saa vil hun faa Besiddelsesretten som en Virkelighed, istedetfor som hidtid blot som en Fiktion, om hun gaar Lovens lige Vej og ikke ved en Kontrakt har ladet sig lokke til nogen Fraskrivelse. Hvis hun kan faa en Skilsmisse, saa bliver Besiddelsesretten ogsaa en Virkelighed.
I Danmark kan vi ligesaa vel som i andre Lande tage vor Tilflugt til en Ægteskabskontrakt, som sikkrer enhver af Kontrahenterne Besiddelsesret over deres egen Formue og ikke den fjerneste Ret over Ægtefællens. For en 15 Aar siden vilde det have stemplet Brudgommen som en højst upaalidelig Person, om man havde forelagt ham et saadant Dokument til Underskrift paa Bryllupsdagen. Han skulde med god Grund have taget det som en personlig Fornærmelse.
Tiltrods for nogle Brudgommes Indvendinger, er Ægteskabskontrakter nu blevne moderne. Thi Fædrene, der havde den fuldeste Bet til at raade over deres egne Hustruers Formue, holder ikke i Almindelighed af, at se deres Svigersønner indtage samme Stilling paa deres Datters Bekostning. De sætter nu Datterens Medgift i en eller anden Bank og lægger Nøglen dertil i sikkert Forvar i hendes egen Haand. Saaledes handler selv de mest konservative Fædre, naar det er deres egne Døtre, der skal giftes. Vi ser dem pludseligt at ændre deres konservative Troesbekendelse.
Ved den nye Lov af 1899 for Formuesforholdet mellem Ægtefæller, er Ægtehustruens »Myndighed« bleven gjort lige med Ægtemandens. Dette lyder som en storartet Gave til Hustruen. Men den oprindelige Betydning af Ordet »Myndighed« er først bleven beklippet. Man siger: »Jo vist har Hustruerne Myndighed - men de har slet ingen Raadighed.
Derimod ser vi, at Hustruernes Forpligtelser er blevne i høj Grad skærpede ved den nye Lov fra 1899 om Ægtefolks formueretlige Stilling. Før kunde Hustruen, som ikke havde Myndighed, tage hvadsomhelst paa Mandens Regning, saa længe han ikke havde nedlagt sit Forbud derimod hos de Handlende, og Manden blev nødt til at betale det. Nu, da hun har faaet Myndighed maa hun selv staa inde for Betalingen, og der kan blive gjort Exekution i hendes Særeje. Uheldigvis har hun som Regel intet saadant, thi selv om Formuen er kommen fra Hustruens Forældre, har Hustruen ingen Raadighed over den, saa hun kan komme i en ret pinlig Stilling, om hun har en hensynsløs Ægtefælle. Vi synes derfor med god Grund, at saalænge vi ikke har Raadighed, vil vi helst slippe for Myndigheden, og vi synes, at Mændene har vist en stor Snildhed i at skrive Love til egen Profit, og forsyner os med gode Grunde til at ønske selv at være med til at skrive dem, der saa stærkt berører os, som f. Eks. denne. Men for at have en virkelig Indflydelse paa Lovene maa vi først have politisk Valgret.
Juristerne synes gennnemgaaende at denne Lov er et stort Fremskridt for os. Skade at vi ikke kan blive enige!
I Følelsen af den Myndighed, vi nu er begunstigede med, paalægges vi herefter at underholde vore Mænd, om saadant skulde behøves. Tidligere var det kun Manden, som havde Forpligtelsen til at underholde sin Hustru.
Vi maa saaledes beundre det store Talent, hvormed alt, hvad der er indrømmet Hustruen, er bleven ordnet. I Theori hedder det, at Moderen har Forældremagten over Barnet saavel som Faderen. »Hvor udmærket!« udbryder vi. Men saa finder vi den lille Klausul tilføjet: »Paa Betingelse af, at hendes Villie altid viger for Faderens i Tilfælde af Konflikt!« Saaledes ynder Lovgivningen at berøve Hustruen hver Rettighed, endog i hendes Forhold til hendes eget Barn.
I nogle Ting stod den ugifte Moder bedre end den gifte, thi hun har haft Ret til at være Formynder for sit Barn.
De vil saaledes see, at vor Fortolkning af Chr. d. V.’s Lov tjener ikke til at begunstige Kvinderne. Den er meget bureaukratisk.
De vil sikkert gøre mig et Spørgsmaal, mine ærede Damer - de vil spørge mig: »Hvorledes er det muligt at forlige det, De dér fortæller os, med, at Kvinderne har faaet kommunal Valgret paa Basis af »Lighed for Loven med Mændene?«
Vi vil herpaa kunne svare: »I 1901 fik vi en demokratisk Regering! Med denne kom en frisk Strømning ude fra selve Livet som Modsætning til Embedsmændenes Bog- og
Traditions-Regimente!«
Lad os følge denne Strømning, gaa op til selve dens Udspring, som vi skylder, at det rent menneskeligt retfærdige nu har givet sig Udtryk i vore Love.
Det lille Frøkorn, der blev saaet, blev lagt i Jorden af Overlærer Kold, da han grundede den første Højskole i Danmark i 1851. Den grundlagdes paa det Princip, at Bonden skulde have Tid til at passe Gaardens Bedrift om Sommeren, men saa burde han om Vinteren sørge for sin aandelige Udvikling.
De unge Mænd, der mødte paa Højskolen, var lykkelige over den vide Udsigt, der aabnede sig for deres Blik. Kun beklagede de sig til deres Overlærer, at naar de nu korn hjem, kunde de slet ikke tale med Folkene der, hvad der pinte dem meget. Saa bad de om, at deres Søstre og deres Kæreste maatte faa Lov til at komme til Højskolen og høre et Foredrag engang imellem. Og Overlæreren grundede paa denne Sag og Resultatet var, at han i 1863 aabnede Skolen om Sommeren for unge Piger. Hvis man rejser paa Jernbane 1. November i Danmark, vil man møde store Skarer af Kvinder i Begreb med at forlade Højskolerne, ligesom Mændene stævner dertil. Thi Tanken blev optaget af de mange frihedsstræbende og kundskabselskende Sind og Højskolerne har siden givet Danmark sit Særpræg.
I de Par Generationer, som er rundne siden denne første Begyndelse, finder vi efterhaanden Højskolens mandlige Elever sidde i vore Sogneraad, ja, i vore Amtsraad. Ogsaa finder vi dem i Rigsdagen. De er voksede op i Følelsen af, at Kvinderne er deres Lige, deres Kammerater, og de glæder sig i Tanken om, at de skal møde ved Valgurnerne Haand i Haand sammen med deres Hustruer.
Vi kan ikke andet end være taknemmelige for, at Livets friske Syn nu har gjort sin Ret gældende istedet for Kontorernes støvede Folianters Paragrafer.
Vi har endog lagt Mærke til, at i nye Lovforslag er Ordet »Mænd« ændret til »Personer« som fortæller os, at en Dør er ladet paa Klem for at Kvinderne skal kunne slippe ind.
I mange Tider, i mange Aarhundreder, har en bureaukratisk Aand sat sin Hæl paa vor Nakke, og vi hilser med Glæde den nye Aand, der har skaffet sig Rum i vore Thing og vil sætte sit Mærke paa Chr. d. V.’s Lov, som er saa fortræffelig i sin Bøjelighed for de forskellige Fortolkere. Vi har aldrig haft en Rigsdagssamling, der saaledes har gavnet Kvinderne som den sidst forløbne. Vi finder saaledes en Lov som giver kvindelige Jurastuderende Tilladelse til at blive Assistenter for Sagførere som et Trin henimod selv engang at blive Sagførere.
Og i Slutningen af Samlingen vedtoges, at en gift Moder kan blive Formynder for sit Barn, hvad for den ugifte Moder var ene om. Ligeledes, at en mindreaarig Søn eller Datter, der vil indgaa Ægteskab, ikke alene skal have sin Faders Samtykke dertil men ogsaa sin Moders.
Vi har derfor al Anledning til med Taknemmelighed at kaste Blikket tilbage til Rigsdagssamlingen 1807 -1808. Netop dens Sammensætning af Højskolemænd og Jurister gav den de varme Impulser til det Retfærdige som stivedes af ved kloge Juristers Kundskab og Smidighed. Vel har vi lidt et enormt Pengetab og naturligvis er det harmeligt, naar man i Rigsdagen strides om nogle Tusinders Anvendelse og en Haand bagved smider Millionerne ud af Vinduet. Alligevel havde vi maaske med en anden Sammensætning næppe faaet det hele Resultat, vi nu har naaet.
Og vi maa glæde os over, at da Fordringen kom om at forbedre ugifte Mødres Stilling, var der en Jurist der sagde, at isaafald maatte ogsaa gifte Kvinders Stilling ændres. Thi medens den ugifte Moder havde fuld Raadighed over sit Barn, var den gifte Moder stillet aldeles magtesløs.
Lad os derfor sende en taknemmelig Tanke mod den Regering der baade havde de varme Impulser og den smidige Dygtighed.
Lad os stole paa, at det, der vandtes ved, at Kvinderne fik kommunal Valgret og Valgbarhed, i Tiden vil vise sig at blive af stor Værdi for vort Land, ja, at kunne bringe den lidte Skade i Forglemmelse.
J. M.
*) Foredrag delvis holdt i Amsterdam ved Fru Münter i Sommeren 1908.