« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindevalgretsklubben
holdt et Møde den 3die Februar hos Fru Agnete Claudius ved hvilket Hr. Folkethingsmand Sørensen gav et oplysende Foredrag: »Den praktiske Udøvelse af Kvindernes kommunale Stemmeret«. Han oprullede grangivelig for os det Billede vi om faa Dage skulde betragte med egne Øjne; og udmalede de Farer som et Forsøg paa »Valgtryk« under selve de »hellige Vægges Skygge« kunde medføre for de Ukyndige. Heldigvis er det saa godt som uhørt, at Loven nogensinde statuerer et Eksempel og kaster en Overtræder af Forbudet i Fængsel.
Belærte af Hr. Folkethingsmand Sørensens advarende Ord traadte vi alle tause ind i de hellige Haller og vore Læber havde ikke aabnet sig til et Ord, da vi atter traadte ud, ja, vi forfærdedes endog, naar nogen bagefter spurgte os: hvad Liste vi havde stemt for?
Vi havde al Grund til at være glade og taknemmelige for Hr. Folkethingsmand Sørensens udmærkede Foredrag og beklagede af Hjertet, at forrygende Snestorm havde afholdt mange af Medlemmerne fra at komme.
Da Alliancen holder Møde i April og vi rejser fra Kjøbenhavn den 21de tog vi vort April-Møde den 31te Marts hos Fru Münter. Hr. Overretssagfører Munch-Petersen holdt et udmærket Foredrag for den talrige og interesserede Tilhørerkreds. Foredraget, som vi giver et lille Uddrag af, hedder:
Kvindesag og Lovgivning.
Imellem disse to har altid eksisteret en Vexelvirkning. Lovgivningen har altid - om end ej med rundhaandede Resultater - arbejdet paa Kvindesag, og Kvindesagen har stadigt arbejdet paa at gøre Lovgivningen opmærksom paa sin ydmyge og beskedne Tilværelse; og mærkeligt nok har Lovgivningen naadigt givet et lille Nik af og til ligeoverfor de Forlangender, den opstillede. Kvindesagens Arbejde gik altid ud paa at stille Kvinden lige med Manden. Lovgivningen vilde her kun høre tale om de ugifte Kvinder, thi de gifte Kvinder var hjemfaldne til at staa under Mandens Overhøjhed, hvilket Forhold kun de seneste Aar hap ændret.
I 1857 blev ugifte Kvinder myndige paa samme Maade som Mænd og fik samme Arveret som Mænd. Broder og Søster arvede lige. I 1880 fik Kvinder - takket være Hr. Frederik Bajers Lovforslag - Ret til at raade over deres Selverhverv. I 1899 kom en Lov, der gjorde Kvinderne myndige (se foregaaende Blad om Kvindernes retslige Stilling). Men da den modtagne Myndighed først blev beklippet for sin oprindelige Betydning af Raadighed, er denne Lov at anse som en Krøbling. Overretssagføreren understreger det store Arbejde, der for Tiden paagaaer for en Revision af Loven fra 1899.
Naar vi troer, at Loven paabyder os at tage vor Husbonds Navn, er dette en Fejltagelse. Vi kan være lige godt gifte, om vi end beholder vort eget Familienavn. Vi har ligesaa lidt nogen juridisk Forpligtelse til at antage vor Ægtemands Navn som Birgitte Gøje i sin Tid behøvede at kalde sig »Fru Herluf Trolle«. Loven bestemmer intet andet nu, end hvad den gjorde dengang.
Efter bestaaende Lovgivning har den gifte Kvinde ingen Ret til at løse Næringsbevis. Det er endnu Mandens Sag at bestemme, hvor Boligen skal være.
Hustruens Indfødsret beroer paa Mandens. Hvis en Kvinde gifter sig med en Udlænding, faar hun hans Nationalitet og taber sin Forsørgelsesret i Danmark. Er hun trængende, henvises hun til Mandens Hjemsted.
Forældremagten (som i sidste Artikel paavist) skal efter den bestaaende Lovgivning tilfalde begge Forældre, men i Tilfælde af Uenighed bliver Manden den bestemmende.
For Tiden er der til Justitsministeren indbragt et Forslag til Ændring af Loven fra 1899 samt et Forslag til en mere retfærdig Fordeling af Forældremagten, saaledes at Moderen faar lige Ret med Faderen.
Kvinderne favoriseres af Lovgivningen nu; men i een Henseende staar den danske Lovgivning ubevægelig. Den vil ikke - som den norske alt forlængst har gjort - tildele Kvinderne nogen Ret til at blive Nævninger.
Thi der er nu lige kommet en ny Lov om Rettens Pleje, givet den 26. Marts 1909. Heri bestemmes, at Nævningerne skal udtages af Folketingsvælgerne.
Her ser vi en ny Grund til at arbejde stærkt for at Kvinderne skal opnaa politisk Valgret, thi saa vil tillige Retten til at blive Nævning falde i vort Skød af sig selv fra Samfundets store Træ; det behøver end ikke rystes. Maaske vore Lovgivere har tænkt sig, at denne er den naturlige Vej for Kvinderne til at blive Nævninger, og at Ventetiden ikke skal blive lang.
