« Tilbage til søgeresultaterne
Fester og offentlige Møder
Middagen i „Prince’s Restaurant”.
Onsdag d. 28de April Kl. 7½ gav »National Union« en Middag for Kongressens Udsendinge fra de forskellige Lande. Værtinder ventede os ved Indgangsdøren og førte os op til vore Pladser; og den der kom for sent, foraarsagede sin Værtinde en kedelig Ventetid, saa man brødebetynget førtes op til sin Plads. Man kører ikke alene til »Prince’s Restaurant« man er afhængig af dem, man skal følges med. Havde jeg anet, at Miss Garrett stod og ventede paa mig, skulde jeg sikkert frigjort mig fra mine Løfter.
Det var den første Hviletime vi havde. Ingen Taler, intet at skulle optegne. En meget udsøgt Middag, der udmærkede sig ved den komplette Mangel paa Vin. Som en gammel Vane fra mindre afholdende Tider, griber man uvilkaarligt Glasset, og for dem, der fulgte disse Indskydelser, stod der en kold afsiet Bygsuppe paa Karafler, som alle Damerne erklærede for den herligste og mest lædskende Drik. Men Miss Garrett, der kom til at tænke paa, at jeg var fra et Land, der slog Rekorden for sit store Forbrug af stimulerende Drikke, omgav mig snart med Vinflasker trods min Protest. Hyggeligt og fornøjeligt gik Middagen. Vi følte alle et Velvære ved at hvile vore anstrængte Tænkeevner, der hver Dag vejer og drøfter de hundrede Forslag fra Alverdens forskellige Synspunkter. Det er netop det fordringsløse personlige Samvær med disse Damer, der virker saa velgørende.
Kl. 9½ saa vi en hel ny Skare af engelske Damer, der ventede paa os udenfor Restaurationens Glasdøre, der, hvor Kunstnerinderne i et tilgrænsende Lokale havde deres Udstilling i Vandfarve. Under Miss Marie Bremas Ledelse gaves en Concert med udmærket Assistance, der fængslede et stort Auditorium i en af Salene. Vi opdagede dog snart at Festens Clou var i en anden Sal, hvor et Galleri af Voksfigurer skulde fremvises af Skuespillerinden Miss Cecily Hamilton. Men først fik Fru Statsminister Qvam Ordet. Hun havde været i Audients hos Dronningen af Norge, inden hun rejste, og Hds. Majestæt, for hvem England var Barndomshjemmet, havde sendt os en hjertelig Hilsen med Ønsket om alt Godt for Alliancen, hvilken Efterretning modtoges med Jubel, da Fru Qvam med Eftertryk fremførte den.
Derpaa spadserede de forskellige Figurer frem, efter at Miss Cecily Hamilton havde kaldt dem til Live ved at trække deres Uhrværk op. Anti-Suffragist-Kvinden, der hverken vil eje eller have Stemmeret, sætter med Omhu sin Hat »klædeligt« paa sit Hoved, at hun kan haabe paa »at sikkre sig sin Mands Kærlighed«. Man ser denne Dame vugge Barnet i krampagtige Ryk, samtidigt med, at hun med den ene Haand rører i Saucegryden og i den anden holder en Roman af den berømte Antisuffragist, Mrs. Humphrey-Ward.
Her ser vi Kvinden fra den tidlige Victorianske Tidsalder, som søger at vække den hendøende Ridderlighedsaand i Mandens Hjerte ved at besvime, da hun opdager en Mus. Og nu fremføres Bekæmperen af Friluftsmøderne, og man faar hele Remsen baade om Baby’en, der sulter, og om Husgerningen, der forsømmes. Morsomst var dog Suffragetten, der bliver grebet af Raseri, da hun ser Politibetjenten, anfalder ham og bliver slæbt i Kachotten meget til Dronning Elisabeths Ærgrelse. Denne høje Dame rejser sig op, gaar hen til Politibetjenten og banker ham i Hovedet med sit Scepter. Vi kunde ikke alle se det almindelige Haandgemæng mellem Voksfigurerne, men kunde umuligt være i Tvivl om, at det var en Succes efter den Jubel og Henrykkelse, som Forestillingen vakte. Vi maa bemærke, at Voksfigurerne ageredes af Skuespillere, hvis Liga jo hører til »National Union«.
Torsdag Aften var vi indbudne af »Social and Political Union« til et Møde i den mægtige Albert Hall.
Jeg tror at kunne udtale som de forskellige Udsendinges Gennemsnitsmening, at det for os var en Skuffelse. Der var for meget Skuespil heri til at falde i vor Smag. De Kvinder, der havde været fængslede, var klædte i hvide Gevandter med en grøn Stribe ned af den ene Side; de mindede om Engle, der holdt Palmeblade. De opførte en Slags gaaende Dands, der ogsaa smagte af Theater. Gid de langt heller havde mødt i deres Fangedragter. Mrs. Pethick Lawrence, Unionens Kasserer, fra den Tid, der ingen Penge var i Kassen og alt betaltes af hendes Lomme, holdt Indledningstalen. Men alle de mange Fagter, hvormed den ledsagedes, gjorde et afkølende Indtryk paa os Fremmede. Mrs. Pankhurst var her en velgørende Kontrast; derimod anvendte Juristen, Miss Pankhurst, i den Forsvarstale hun holdt for de Methoder Unionen benyttede, saa mange Armbevægelser, at man distraheredes fra hendes Ord og hørte Bemærkninger fra Ens Omgivelser som: at Talerne lignede »Dutch Windmills«. Men Unionen lader til at kende sine Pappenheimere, og det var aabenbart, at de gjorde stort Indtryk paa deres engelske Tilhørere; thi da Indsamlingens Resultat opgjordes, fandtes deres Kassebeholdning øget med 14,000 Kr. Vi hører ogsaa at den Bazar, der lige er holdt af Social and Political Union, indbragte 80,000 Dollars. Humøret er højt, og vi saae i London deres jublende Forberedelser til Bazaren, sikkre paa at gaa fra Sejr til Sejr, som de er! Uagtet »Methoderne« ikke har behaget de Fremmede, er de deres Formaal nyttige. De har vakt Englands Opmærksomhed og har kaldt Kvinderne ud af deres Formalitet. Hver Kvinde i England har dannet sig sin Troesbekendelse om Spørgsmaalet. Grevinder, Hertuginder og Lady’er er alle ligesaa ivrige som Arbejderskerne i at svinge Flaget: »Votes for Wornen!«
Fredagaften 30. April hørte vi udmærkede Taler baade af Miss Ashton, der fungerede som de Delegeredes Præsident i National Union - thi Mrs. Fawcett tilhørte den internationale Bestyrelse under Moderne - og af Dr. Käthe Schirmacher. Det var med Sorg i vort Hjerte, vi tog Afsked med hende, thi hun er ikke i det næste Firaars Udvalg. Vi tillader os at mene, at Delegationerne, da de naaede den femte Mødedag, var altfor overarbejdede til at bevare deres Dømmekraft ubeskaaret. Det var en pinlig Overraskelse for Alle, da man forstod, at vor højt beundrede Dr. Käthe Schirmacher af Uagtsomhed var bleven udelukket gennem Valget.
Vi havde den Fornøjelse at høre Parlamentsmedlem Mr. Stanger tale om Udsigterne for en Stemmerets Reform.
Som man vil erindre indbragte Mr. Stanger i 1908 i Underhuset det samme
Kvinde-Stemmeretsforslag, som Mr. Dickinson havde indgivet i 1907. Det blev vedtaget i 1908, men det synes som om en Majoritet for et Lovforslag i Underhuset er uden Betydning, naar Regeringen ikke har indbragt det.
Søndag d. 1. Maj.
Som Kongressen begyndte med en Gudstjeneste d. 25. April, saaledes endte den ved en i St. Pauls Kirke Søndag d. 1. Maj. Vi Udlændinge havde alle reserverede Pladser. Havde vi end bemærket Pressens Kølighed ligeoverfor Kongressen, maatte vi her overraskes ved Kirkens Velvillie. Canon Scott Holland, Præst for Englands fornemste Kirke, prædikede over Emnet: »Religionens Standpunkt til Kvindernes Stemmeret«. Han fik ogsaa ordentlig læst og paaskrevet i Aviserne den følgende Dag.
Fra St. Pauls Kirke kørte jeg med Mrs. Chapman Catt og Reverend Dr. Anna Shaw til Kings Weigh House Chapel, hvor vi hørte en vidunderlig beaandet Tale af Sidstnævnte.
Vi sluttede saaledes Alliancens Kongres i London, og vi har al Grund til at sende vor bedste Tak til National Union for den storartede Gæstfrihed, der vistes os. Vi havde gerne fortsat Kongressen i flere Dage, gjort endnu nærmere Bekendskab med »Freedom League«, hvor Mrs. Despard og Mrs. Billington Greig er Førere og med »Social and Political Union«, hvilken sidste ikke havde sendt nogen Delegeret til Kongressen - men Tiden var omme!
Vi sender vor dybtfølte Tak til Mrs. Fawcett først og fremmest og til hendes Søster Miss Garrett, samt til »National Unions« udmærkede Delegation ledet af Miss Ashton, og vi haaber at det maa forundes os at mødes i Stockholm 1911, saaledes som foreslaaet og vedtaget af Kongressen i London 1909.
