« Tilbage til søgeresultaterne

Presidenten for „Den Internationale Kvindestem¬merets Alliance” Mrs. Chapman Catt’s Tale

Af: Carrie Chapman Catt

« Se emneord

Holdt i London, 26 April 1909.

(Sluttet).

Komplicerede Forhold er fremkomne ved en sig hurtigt udviklende Civilisation; Konkurrencen om Brødet eller en lav Ærgærrighed har ledet Mændene ind i Hjemmets hellige Enemærker for der at stjæle hver Beskæfti­gelse, der er opfunden og udviklet af Kvinderne, og de har ført disse ud i Fabrikker, Værksteder og Verdens-Kontorerne for Om­sætningen.

Der er intet ladet tilbage for Kvinderne at gøre i de mange Hjem og tvungne af de økonomiske Forhold er de gaaet bort fra Hjemmet og ind i det store Arbejdsmarked. I véd dette ligesaavel som jeg, og jeg skal ikke dvæle ved disse Detailler. Men nu, da vi har denne store lønsøgende

Kvinde-Armé, som konkurrerer med Mænd og med andre Kvinder om Retten til Arbejde, lad os saa standse for at undersøge, hvad Vilkaar den har fundet. I det lille Norge, et af de skøn­neste og mest maleriske Lande i Verden men et af de vanskeligste for at tjene sit Levebrød i, er Halvdelen af Kvinderne beskæftigede med lønnede Arbejder paa denne Dag. I det lille Land, Holland, med en Befolkning af 6 Millio­ner, er der 2½ Million Mænd, der tjener deres Levebrød, og halvanden Million Kvinder. Hvilke Bekymringer er der ikke berørte ved disse to Opgivelser med Hensyn til Børns Arbejde, thi det betyder, at ikke alene voksne Kvinder men Børn deltager i Arbejdet. 40 % Kvinder i Østerrig er optagne af lønnede Beskæftigelser. Da jeg var der forleden Dag, havde en Armé paa 250,000 Mand mobiliseret for at være rede for den overhængende Krig, og jeg saa Tusinder af Mænd paa Øvelses-Pladserne. Her er en kunstig Indflydelse, som stadigt skubber Kvinderne ind i Arbejdet udadtil, thi i alle Lande, hvor der er tvungen Militærtjeneste, maa Kvinderne naturnødvendigt udføre løntjenende Arbejde. I Tyskland er 33½ % af alle Kvinder optagne af lønnet Arbejde. Vi kan sige, at i hele den civiliserede Verden er 25 til 50 % Kvinder optagne af lønnede Be­skæftigelser.

Naar vi vender os til den Klassifikation af Arbejde, som gives os i Oversigts-Rappor­terne fra disse forskellige Nationer, finder vi, at i Listerne paa de Beskæftigelser, som for­drer særlig Dygtighed og som opnaaer høj Løn, er der faa eller slet ingen Kvinder. I Listerne paa Regerings-Stillinger er der atter faa eller slet ingen Kvinder. I Rusland er Kvinder anvendte i Regeringens Telegraf-Tje­neste, men der forlanges dobbelt saa mange Kvalifikationer af Kvinder som af Mænd; og Rusland staar ikke ene i denne Uretfærdighed. Vore Regeringer giver Fortrin til andre Ar­bejdsgivere med Udskilning af Kvinder, som er nødte til at tjene deres Brød. Men hvad der er ejendommeligt og endnu mere tragisk er, at Fagforeningerne i mange Lande gør en alvorlig og højst uheldig Forskel til Skade for Kvinderne. Her i England forbyder Skrædernes Fagforeninger Kvinderne at lære Skræderhaandværket, og det samme gælder om Holland. Kvinderne var de første Skrædere; de opfandt Haandværket og monopoliserede det i mange Slægtled; nu har Mændene frataget dem det og har endog forbudt dem at lære den Beskæftigelse, der engang var deres. I Holland har Postejbagerne lukket deres Unions Døre for Kvinder og har forbudt dem at lære denne Næringsvej; dog var det sikkert Kvin­derne, der opfandt Postejbagning. De uddan­nede Smagen derfor og skabte Efterspørgslen. Englands Trykkerier har lukket Dørene til denne Profession for Kvinderne, og der er ingen kvindelige Sættere i Storbrittanien. I alle vore Nationer er der Krig mod de gifte Kvinder i Industrien, og vore Regeringer siger, at den gifte Kvinde ikke skal arbejde for Løn. Ved Lovene drives hun bort fra den Beskæftigelse hun valgte, mon derfor op­hører hun ikke med sit Arbejde. Hun gaar blot ind i et andet, som er mindre godt betalt. En anden Aarsag, som hidtil har været et Mysterie, berører Kvindernes økonomiske Stilling. Under Udviklingen af vort økono­miske Liv har der vist sig et Overskud af Kvinder sammenlignet med Mænd. Det synes, som om Kvinder er mere levedygtige end Mænd. I Rusland, hvor Livet i mange af Provindserne er mere primitivt, er der i Virkelig­heden samme Antal Mænd som Kvinder, men dette gælder i intet andet Land i Europa. I de europæiske Lande, som repræsenteres i vor Alliance, er der 5 Millioner flere Kvinder end Mænd. Der er Folk, som længes efter at sende Kvindearbejderne tilbage til deres Hjem og at genoprette den gamle Arbejdsdeling; men der er ingen Ægtefæller for disse Kvin­der, ingen Hjem for dem at holde, ingen Børn for dem at opdrage. Istedetfor maa de arbejde, om de skal leve, og dette Overtal af Kvinder fremfor af Mænd driver Millioner af Kvinder ind i lønnede Beskæftigelser.

Den preussiske Regering gjorde en Under­søgelse af dette Problem i fjor og rapporte­rede, at hverken Emigrationen eller Krigen kunde forklare delte Overskud af Kvinder. Saa vidt jeg véd, er det endnu en uopklaret Kendsgerning. Resultatet af disse forskellige Aarsager og Vilkaar er en almindelig Ulykke for de arbejdende Kvinder. Hindrede fra de højere Stillinger ved Fordommen mod deres Køn, fra mangt et velbetalt Haandværk ved Fagforeningernes Udskillen, igennem Lovene afspærrede fra andre paa Grund af Ægteskab, dog drevne ud i Arbejdsmarkedet for at bytte Arbejde for Brød, er deres Skæbne haard. De er i Tusindvis stødt ud i det maskinmæssige Arbejde for der at faa nedsatte Lønningsvilkaar, daarlige sanitære Forhold og lang Arbejdstid. Arbejdsgivere, som ser et ube­grænset Forraad af Arbejde og en begrænset Efterspørgsel, er naturligvis mindre hensyns­fulde mod de Arbejdendes Behov. Følgelig er de arbejdende Kvinder yderlig henviste til selviske Arbejdsgiveres Naade, til haarde øko­nomiske Vilkaar og til ubillig Lovgivning. Dette er Kendsgerninger, som kan vække lige­gyldige Mænd og Kvinder til alvorlig Over­vejelse i alle Verdensdele. Hvis der nu frem­kommer en ny Deling af Arbejdet, vil det blive en kunstig konstrueret, og Kvinder maa hjælpe med at bestemme, hvad denne skal være. Om det kommer til en Kamp i Ar­bejdsmarkedet for Retten til at arbejde og en »Overleven af den Dygtigste«, maa Kvinder gives en retfærdig Mulighed til at kunne konkurrere. Den eneste logiske Slutning, der kan drages af disse Kendsgerninger, er at give Stemme til de arbejdende Kvinder, at de kan forsvare deres Løn, Arbejdstid og Vilkaar.

Vi har arbejdet for at vinde Stemmeret, fordi Principet er retfærdigt. Vi maa ar­bejde for det nu, fordi den store Armé af Løntjenende Kvinder raaber til os om Hjælp - umiddelbar Hjælp.

En Ting mere. Australien har forsynet os med mangt et Tilfælde som Bevis paa Retfærdigheden af vore Fordringer, og den giver os ét end yderligere:

For en liden Tid siden blev den politiske Stemmeret givet til Victoria’s Kvinder efter 39 Aars ihærdigt, selvopoffrende Arbejde. Umiddelbart derefter opløstes Rigsdagen og straks efter fandt en særlig Rigsdagssamling Sted blot i en 10 Dages Tid. Hele Verden véd, at ny Lovgivning ikke diskuteres i en særlig Samling. Blandt de Lovforslag, som var henlagte til denne korte Samling, var Lov­forslaget om Lærernes Lønninger. Spørgsmaalet om Lærernes Lønninger havde været fremlagt aarlig i flere Aar, og Lærerne og Stemmerets-Kvinderne havde slaaet sig sam­men for at sikre en Lov der skulde indføre: »Samme Løn for samme Arbejde;« men da de aldrig havde fundet en Støtte derfor i Par­lamentet, havde Sagen kun liden Fremgang. Men nu - skøndt Tiden var kostbar, rejste Mænd sig op til Stemmeretskvindernes Forbauselse og sagde, at denne Bestemmelse vilde passe meget godt til et foreløbigt Lov­forslag, men at det eneste virkeligt retfær­dige økonomiske Vilkaar var: »Samme Løn for samme Arbejde.« I dette Øjeblik var et Fabriks- og Butiks-Lovforslag under Diskus­sion i det lovgivende Raad. En Mand, som for Uger siden var gaaet imod Kvindernes politiske Stemmeret, foreslog en Ændring til Lovforslaget, der kunde bevirke, at alle, som havde Tjeneste i Fabriker og Butiker skulde modtage: »samme Løn for samme Arbejde« og han forsvarede sin Lovændring i en stor Tale. Han sagde, »at han havde talt med Kvinderne og fundet ud af hvad de ønskede.« Sikkert nok havde de i de sidste 20 Aar for­talt Rigsdagen hvad de ønskede, men Rigs­dagen havde aldrig før været i Stand til at høre. Disse Mænd havde ikke ændret deres Standpunkt, de var ikke blevne overbeviste, men Kvinderne var blevne forfremmede, ikke alene fra ikke at have Borgerret til at mod­tage denne Ret, men fra at være Ikke-Væl­gere til at blive Vælgere.

De havde faaet Magten til at straffe eller belønne Parlamentsmedlemmerne, og disse Parlamentsmedlemmer begyndte straks at byde for Kvindernes Stemme. Nu er jeg vis paa, at Modstanderne af Kvindestemmeretten vil sige, at dette er en meget umoralsk Ind­flydelse. Det troer jeg ogsaa; men alligevel - om Du ønsker noget i en Regering, be­taler det sig at have Stemme, og det betaler sig, at der er et Parlamentsmedlem, som er ivrig for at faa denne Stemme. Har Du en Stemme i Haanden vil den Døve høre Dig og den Blinde se Dig. Har Du en Stemme i Haanden saa: »bed - og Du skal faa, bank - og der skal lukkes op for Dig!« Aviserne i Australien siger, at siden Kvinderne har faaet Stemmeret, er der ingen Magt paa Jor­den som kan hindre Vedtagelsen af »Samme Løn for samme Arbejde.« Tilsidst beder jeg Eder, mine Søster-Suffragister, I, som gaar den Vej, som Kærlighed til Retfærdighed peger paa - ved Troen paa. Fremskridtet at glemme de nævnte Bevæggrunde, om I kan, og kun huske, at fra de laveste Jordens Hjørner kommer Raabet efter den virkelige Hjælp, som Stemmeret kan give. Den er nødvendig i dette Øjeblik og vi kan ikke vente. I og jeg maa hverken kende Søvn eller Hvile eller Tvivl saa længe, som et eneste civiliseret Land endnu ikke har erkendt lige Ret for Mænd og Kvinder, i Værkstederne, i Fabrikerne, ved Valgurnen og i Rigsdagen, i Hjemmet og i Kirken!