« Tilbage til søgeresultaterne
Politik og Kvinder
Næppe har Kvinderne her i Danmark faaet den kommunale Valgret, før de lægger ud paany efter det endelige Maal: Den politiske Valgret.
Maaske er Kvindernes lykkeligste Tid nu, mens de kæmper for at naa dette Maal. Erfaringen viser jo, at der aldrig er megen Lykke ved Opnaaelsen.
Men endnu er Kvinderne jo ikke naaet til Vejs Ende. De har Lov til i hellig Begejstring at arbejde henimod, at Retfærdigheden sker fyldest:
»Almindelig Valgret for Kvinder som for Mænd.«
Ak, hvor skønt dette lyder. Og hvor der senere vil blive slidt paa og sjakret med disse ophøjede Begreber.
Thi altfor meget skal vi ikke lulle os ind i den Forestilling, at med Kvinderne kommer en ny Værdi ind i det offentlige Liv. At de kommer som Fredens Apostle, der faar al Tvedragt til at forstumme.
De kommer som de Mennesker, de er. Mange smaa Ærgerrigheder, der vil frem. Og her som blandt Mændene kun nu og da enkelte, der kun vil Sagen.
Men hverken hun eller han vil kunne begaa sig. Det er ikke praktisk at være alt for ideel. Der maa handles og slaaes af baade her og der. Det gælder blot om at være den snildeste.
Det er altid de snildeste - om end ikke fineste - der tager Stikket hjem.
Se alt det, mine Damer, maa De ind i.
Der er derfor ogsaa enkelte ridderlige Mænd, der har benyttet det Modargument: »Vi holder altfor meget af Kvinderne til at vi vil have dem ind i alt dette.«
Men se, Kvinderne vil nu ind alligevel - hvad enten det saa bliver ondt eller godt, for de synes, det er mest retfærdigt saaledes.
Og foreløbig har do saa Lov til at drømme om alt det skønne, de vil bringe ind i det offentlige Liv.
Og der trænges jo en Del til, at de Drømme kan blive til Virkelighed.
Kvindernes Udsigter!
Ja, de er jo bedre, end de har været.
Thi først og sidst er Kvinderne nu Stemmer. De tæller med.
Og en Stemme er i Danmark i det Herrens Aar 1909 noget saare fint og vigtigt.
Hvor er der ikke kælet og lokket for Arbejdere og vore Husmænd. Nu kommer Turen sikkert til Kvinderne.
Og Kvinderne lokkes ikke mere mod Smykker og Silkekjoler. Sligt erhverver de selv.
Nu er Prisen den politiske Valgret.
Kvinderne vil virkelig ogsaa have Lov til at sidde som Folke- og Landsthingsmænd og lave Love - eller snakke med om Love.
Danske Kvinder har alt til Rigsdagen indgivet Andragende om, at der maa blive taget fat paa den Grundlovsforandring, der er nødvendig for at Kvinder kan faa politisk Valgret.
Men de høje Herrer forundredes lidt.
Der var jo lige givet rundelig. Et Par skønne Damer lyste alt op i vort Borgerraad.
Nej, sandelig havde de nu ikke Tid til igen at tænke paa Damerne.
Der laa vigtigere Sager for.
Denne vigtige Sag var Forsvarssagen.
Den har hvilet som en Mare og hersket som en ond Trold over Danmark, idet den har dæmmet op for alt andet Fremskridt.
Og den har gjort mere endnu. Den har delt det danske Folk i to fjendtlige Lejre, saa havde vi ikke Brug for en Hær til vore udenlandske Fjender, kunde det se ud til, at vi kunde faa Brug for den til at stifte Fred indenlands. Hvis man da kan slaaes sig Freden til?
Nu er der Udsigt til at faa Forsvarssagen løst. Og enten den saa bliver løst godt eller slet - er, en Løsning bedre end den evindelige Kævlen om Forsvar eller ikke Forsvar - om et Fort hist - om et Fort her - thi den Tid, hvori der stredes om Bevillingerne, kostede Landet flere Penge end de Summer, der stredes om.
Og saa var det pekuniære Tab maaske endda ikke det største. Men det at danske Mænd, der burde staa sammen som Brødre, stod hadefulde og mistænksomme overfor hinanden, var maaske et endnu større Tab; idet Folkekarakteren og Broderfølelsen ødelægges derved.
Naar Forsvarssagen er løst, falder Sindene vel i Ro, og der bliver da Plads for andre Opgaver.
Og saa kan Kvinderne maaske faa mere Ørenlyd for deres Krav om politisk Valgret.
Der bliver atter Plads for roligt, sagligt Arbejde.
Bølgerne vil maaske nu og da gaa højt. Men Kvinderne kan med vanlig Energi bore sig frem alle Vegne. Og vel ogsaa benytte sit Snille, saa hvert Parti vil tro, at just dette vil faa Fordel af at give Kvinderne politisk Valgret.
Og lad dem kun tro det.
Men alle de Kvinder, der ved at betragte det nuværende politiske Liv, sidder inde mod en stille Kritik og som kunde ønske meget anderledes, vilde gøre klogt i at prøve sig selv og oparbejde sin egen Karakters Rankhed til den Tid, da ogsaa hun staar med Ansvaret og Pligten.
