« Tilbage til søgeresultaterne
Norge
Norge er i Valg - Storthingsvalg for Perioden 1910-12. For første Gang skal Kvinderne udøve den politiske Stemmeret, som de fik ved Grundlovsændringen af 14de Juni 1907.
Ganske naturlig har Kvinderne sluttet sig til de bestaaende Partiorganisationer og sammen med Mændene deltaget baade i Valgagitationen og i Valgene.
I et Opraab af Kvinder, tilhørende det konsoliderede Venstre hævdes, at det er Venstre som har skaffet Kvinderne Stemmeret, og da det konsoliderede Venstre iaar har sat almindelig Stemmeret for Kvinder paa sit Valgprogram, saa vilde det være en Skam - mener Opraabets Underskrivere - om Kvinderne vilde stille sig i Kampen mod dem, som har hjulpet os til denne Ret og »dobbelt Skam« om vi vilde stemme med de Partier, som ikke vil give alle Kvinder samme Ret.
I Storthingsdebatterne (i 1901 angaaende den kommunale og i 1907 angaaende den politiske Stemmeret) talte og stemte Mænd fra alle Partier for Kvinders Stemmeret. Intet Parti kan saaledes med Rette tages til Indtægt for Kvindestemmerettens Gennemførelse. Nej, Stemmeretten fik Kvinderne, fordi det var blevet opportunt at give os den - Tidens Fylde var kommen.
Saavel i 1901 som i 1907 var Højres Førere, Professor Hagerup og Professor Stang, blandt Sagens varmeste Talsmænd.
Partistillingen er noksaa indviklet. Først har vi de 4 Hovedgrupper: 1) Højre (med et meget demokratisk og fremskridtsvenligt Program) og 2) det frisindede Venstre, hvis Program i det Væsentlige falder sammen med Højres. Derfor samler disse 2 Partier sig ofte om Fælleskandidat og tager sammen Front mod de 2 andre Grupper. 3) Det konsoliderede Venstre (Regeringspartiet) og 4) Socialisterne. Sidste Parti havde i forrige Thingperiode 10 Repræsentanter og gik til Valg med Haab om at faa 25. Desuden har vi Afholdsparti, Kirkesagsparti, Næringsdrivendes Parti, Landmandsparti, Demokratisk Arbejderparti. Hertil kommer saa endelig Maalsagen, som bringer saa megen Spittelse.
I Hovedgruppernes Vælgerforeninger er Kvinder Medlemmer og aktive Deltagere. De sidder i Hovedstyrer og Kredsstyrer, i Arbejdsudvalg og Agitationskomitéer, deltager i Nominationsmøder og udsendes som Foredragsholdere og bærer sin Del af Valgarbejdets økonomiske Bekostning. Forud for Valgene har Landskvindestemmeretsforeningen som Landsorganisation og Kvindestemmeretsforeningen med særlig Sigte paa Hovedstaden drevet upolitisk Oplysningsarbejde ved udsendte Foredragsholdere og den sidstnævnte Forening ved tillige i Kristiania at holde aabent et Oplysningskontor, hvor Kvinder kunde faa al ønskelig Oplysning vedkommende det forestaaende Valg.
Valgene foregik i Tiden fra 2den til 25de Oktober. De mange Omvalg afsluttes i Løbet af November.
Valget i Kristiania fandt Sted den 18de Oktober. Tiltrods for at Valget var berammet til Flyttedag og tiltrods for daarligt Vejr var Deltagelsen meget livlig. Kvinderne mødte overalt, gamle som unge, alle stærkt interesserede. Den hele Dag gik der en jevn Strøm til de 13 Valglokaler i Byen. Ved Optællingen viste det sig, at Kvinderne var fremmødt mindst ligesaa talrige som Mændene. Ved Valget i Aker, Landdistriktet omkring Kristiania, som foregik 2 Dage senere under ugunstigste Vejrforhold, Efteraarsregn og opblødte Veje, undlod ikke Kvinderne at fremmøde for at opfylde sin Borgerpligt.
En Journalist fra Paris, Hr. Paul Parsy, som repræsenterer flere store Pariserblade, som le Temps, le Figaro, det katholske la Croix, er kommet her til Norge udelukkende for at studere Fremgangsmaaden ved vor Valghandling, særlig Kvindernes Deltagelse i deres første politiske Valg - en Begivenhed som vækker stor Interesse ogsaa udenfor vort Land. Han har i Kristiania overværet politiske Foredrag, hvor kvindelige Talere har optraadt, besøgt Valglokalerne, skaffet sig Fotografier m. V. - Han var forbauset over at se, hvor selvfølgeligt, hvor overlegent Kvinderne tog sin Valgdeltagelse. Han fandt det meget lærerigt og vilde meddele sine Landsmænd sine Indtryk.
Udenfor Avisredaktionernes Vinduer, hvor Valgresultaterne opslaaes, staar stadig en interesseret Mængde, Mænd og Kvinder; til sine Tider er det næsten ikke muligt at albue sig frem mellem dem.
Fordi vi har Valg i Enkeltmandskredse har Kvinderne ikke gjort sig Haab om at faa nogen Kvinde frem som Repræsentant ved Valget iaar. Socialisterne stillede en af sine Foregangskvinder, Fru Tynæs, som deres Kandidat i en Kreds i Kristiania, hvor de imidlertid ikke kunde vente at faa Flertal. Det samme gjorde de konsoliderede Venstre, idet Frøken Gina Krog af dem stilledes i Uranienborg Kreds, men med ligesaa lidet Held. I gamle Akers Kreds (Kristiania) opstilledes af Højre og frisindede Venstre General Bratlie som Repræsentant og Frøken Anna Rogstad, den fra Kvindebevægelsen saa vel kjendte Lærerinde, som Suppleant. Begge valgtes med stort Flertal. Hun er den eneste Kvinde, der er naaet frem om end kun som Suppleant. Men i Tilfælde af, at der bliver Regeringsskifte efter Valgene, er der Sandsynlighed for at General Bratlie bliver Medlem af den nye Regering, og Frøken Rogstad vil da rykke op i Repræsentantens Plads og blive Norges første kvindelige Storthingsrepræsentant. Med megen Glæde hilser derfor Kvinderne Frk. Rogstads Valg til Suppleant for gamle Akers Kreds, en Glæde, som straks gav sig Udslag i en Fest paa Holmenkollen for hende, foranstaltet af frisindede Venstres Kvinder, afholdt 23de Oktober.