« Tilbage til søgeresultaterne
Før og Nu
Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund holdt sin første Generalforsamling 12 October 1909 efter i Aarets første Maaneder at have vedtaget at danne en Union af ligestillede Grupper.
Som Formand valgtes Kommunelærerinde Frk. Eline Hansen med 38 Stemmer.
Som international Sekretær Frk. Daugaard med 34 Stemmer.
Som national Sekretær Fru van der Osten med 34 Stemmer.
De 2 resterende Portefeuiller besattes nu efter Valg af de 8 Bestyrelsesmedlemmer (af hvilke hver af Grupperne havde sendt 2) i Forening med de 3 nysvalgte Bestyrelsesmedlemmer. Stemmerne var faldne paa Frk. Luplau som Næstformand og Frk. Nanna Berg som Kasserer.
Denne Variant paa den i 1907 af mig foreslaaede Union af 1) Valgretsforbundet, 2) Dsk. Kvindesamfund, 3) Socialdemokratisk Kvindeforbund samt muligvis »Landsforbundet« eller »Indre Missionskvinders Forening« har faaet et tungere Apparat at virke med, end hvad jeg tiltænkte det. Med de 4 Grupper, vi dengang kunde paaregne, dannede Gruppernes 4 Formænd Bestyrelsen og ét Bestyrelsesmedlem skulde vælges (eventuelt 3). Altsaa 5 eller 7 Bestyrelsesmedlemmer. Jeg havde sat de 4 Grupper under lige Vilkaar. For at hævde Valgretsforbundets Overhøjhed har man senere delt det i to Dele, som giver det et dobbelt Antal Repræsentanter ved Generalforsamlingen, altsaa Halvdelen af alle - nemlig 20 - medens Dansk Kv. Sf. nøjes med 10 og De kristelige Kvinders Forbund med 10. Det har derfor undret mig, at Dsk. Kv. Sf. foretrak det i Begyndelsen af 1909 indgivne Unionsforslag og stillede sig skarpt afvisende til det af mig tidligere indgivne.
Landsforbundet er i de forløbne Par Aar vokset saa stort, at det ikke længer har villet staa sammen med de andre Forbund i en snævert forbunden Union.
I flere andre Lande har Forbund ønsket at staa uafhængige af hinanden og dog hvert og et være optaget i Alliancen. »Unionen« synes i disse Tilfælde at være en blot ydre Form; thi man har imødekommet Forbundenes Ønske, og det synes som om Alliancens Bestyrelse korresponderer med hvert især.
Vi ønsker alle Forbundene baade i Danmark og andetsteds Held med Unionerne, hvis Oprettelse vedtoges ved London-Mødet.
Efter Kongressen i Kbh. 1906 havde Valgretsforbundet paa den internationale Bestyrelses Tilskyndelse dannet Valgretsafdelinger i sine Fagforeninger, som derpaa i deres store Masse trak sig bort fra Forbundet, hvilket reducerede dettes Medlemsantal i betydelig Grad.
Fagforeningerne blev ved Omdannelsen i Foraaret 1909 i hele deres Udstrækning atter inddragne i Forbundet. Vi formoder, at Grænserne ikke længer trækkes saa skarpe som i Alliancens første Ungdomstid. Muligvis staar den nu saa fast, at Hensynet til det internationale Kvinderaad ikke varetages saa nøje, medens dette paa sin Side véd, at naar alle Lande har faaet Stemmeret, nedlægger Alliancen de Vaaben, hvormed den førte Kvinde-Stemmerettens Sag, medens det internationale Kvinderaads Program ikke saaledes bliver udspillet. Vi paapeger ialfald disse Kendsgerninger, hvis Virkninger vi kun kan have Formodninger om.
Klogelig undlod Fru Nørlund at omdøbe vort Forbund til »Union«. Thi hvert Forbund i en Union skal betale samme Aarsafgift til Alliancen som forhen et helt Land. Altsaa skulde det være blevet: Danske Kvinders Valgretsforbund 2 Pund Sterling, Dansk Kvindesamfund 2 P. S. og Kristne Kvinders Valgretsforening 1 P. S. Da Sammensmeltningen alt var sket i 1907 mellem de 2 store Forbund og 3die Gruppe ialfald var indtraadt inden »Union« Spørgsmaalet blev ordnet ved
London-Mødet, stod vi bestandig som en Eenhed. Den dobbelte Aarsafgift vedkom kun den Tohed, der opstod ved Landsforbundets Optagelse i Alliancen.
Vi vil herved sende vor hjerteligste Tak til Fru Nørlund, der med saa megen Kraft og Energi har kæmpet for Kvindernes Valgret og dannede en Sammenslutning derfor i 1899. Vi beder vore Læsere at lade deres Blik glide over Kvindestemmerets-Bladet fra Maj 1909, og de vil kunne se, hvorledes hun angreb vor dengang saa lidet imødekommende Regering. Vi andre, der nu staar i Arbejdet omgivet af Forstaaelse fra alle Sider, maa af Hjertet være dem taknemmelige, der skabte Protesten i Firserne, og Fru Nørlund, der sørgede for at dette Arbejde ikke faldt til Jorden men genoprejste det sidst i Halvfemserne. Det er dette vi bygger videre paa. Derfor en Tak til hende!
