« Tilbage til søgeresultaterne
Mrs. Carrie Chapman Catt
Vi har i vort Blad, September 1907, bragt et Portræt af Føreren for Kvindestemmeretsbevægelsen over hele Verden, og vi lovede dengang senere at udsende en Beretning om hendes Virksomhed. Denne Forpligtelse har vi aldrig indfriet, og da vi afsluttede vort Blad i December 1909, tænkte vi med Selvbebrejdelse paa dette vort uopfyldte Løfte. Det maa derfor blive den første Artikel i Bladets Fortsættelse. Efter den anstrængende Kongress i London 1909 Vendte Mrs. Catt tilbage til Amerika, hvor hun i Cattskill Mountains søgte Ro og haabede paa at vinde sit Helbred igen. Medfølgende Billede sendte hun mig derfra: »Fra min Baggaard i Cattskill Mountains« kaldte hun det. Hendes Helbred gik bestandig nedad og i April 1910 underkastede hun sig en Operation. Man mener, at denne er lykkedes, saa at vi kan gøre os Haab om, at hun vil kunne genvinde sit Helbred. Efter at de 21 Lande i lang Tid har maattet undvære deres Centrum, dukker en Note fra hende op i »Jus Suffragii«, det internationale Blad, i hvilken hun officielt optager »Landsforbundet« som Del af det danske Forbund og Island som det nye Land, der siden April har ansøgt om at blive optaget, og først nu har faaet Svaret i den internationale Bestyrelses Navn undertegnet af Formanden. Og hun taler om Sommerens Kongress 1911! Hun er altsaa i Virksomhed igen.
*) Mrs. Catt har holdt Foredrag om Kvindestemmeret i hver Stat i Unionen (undtagen i
Syd-Carolina og Florida). Hun har agiteret i Staterne Colorado, Idaho, Dakota, Kansas, Jowa, Californien, Ny Hampshire og Montana. Desuden har hun været tilstede som Taler ved Kongressen i Maine, Massachusetts, Rhode Island, Connecticut, Ny Hampshire, Ny York, Pennsylvanien, Ny Jersey, Jowa, Michigan, Louisiana og Delaware. Hun har talt for Kvindestemmeret i England, Norge, Sverrig, Danmark, Holland, Sachsen, Böhmen, Preussen og Ungarn.
Hun har ialt rejst mer end 100,000 engelske Mil for Kvinderetssagen. I de seksten Aar som fulgte 1888 opnaaede hun at rejse 5000 Mil om Aaret i de Forenede Stater. Fra 1904 til 1909 rejste hun hvert Aar til Europa, altid for at tale for Kvindens Stemmeret. Rejsen dér udstrakte sig til henved tusinde engelske Mil, foruden de 6000 nødvendige Mil man maatte lægge til for at komme frem og tilbage over Atlanterhavet. Hendes Rejser i Amerikas Stater var ofte besværlige!
En brændende hed Dag i August steg Mrs. Catt ud af Toget ved en Station i Syd Dakota. Egentlig kunde man ikke kalde det en Station - snarere var det et Trinbræt ved en Sidelinie. Hun var det eneste Menneske paa den lille Perron, og der var ingen for at hente hende. Hun spadserede op og ned paa de visne Marker, der truede med snart at prisgive Dakota til Hungersnød i denne haardnakkede Tørke. En lille Sky dukkede op i Horizonten. Da den kom nærmere viste den sig at være et Køretøj, og en Bondemand i Skjorteærmer spurgte hende snart efter, om hun var den Ventede Taler? Han boede ved Siden af de Folk, hos hvem hun skulde opholde sig, og han gjorde dem nu den Tjeneste at hente hende.
De kørte syv engelske Mil i den glødende Sol. Vognen havde ingen Kaleche. Det Hus hun skulde bo i, havde kun en eneste Stue i hele den underste Etage og et Tagkammer ovenpaa. Da hun kom, var der ikke et eneste Menneske at se. Konen og de 4 Børn var ude paa Markarbejde med Manden og den Daglejer, der hjalp dem. Mrs. Catt var bleven sendt netop hertil, da dette var den eneste forholdsvis velstaaende Familie i Nabolaget; den kunde ovenikøbet holde en Daglejer! Sommerens Tørke havde dog næsten ødelagt dem saavel som de andre Hjem. Den Høst, paa hvilken nu alle deres Forhaabninger beroede, var Vandmeloner. Der var altid nogen ude paa Marken baade Dag og Nat for at have Opsyn med Melonerne.
Til Middag fik de Brød og Vandmeloner, hvidt harsk Smør og tynd ussel The; Gæsten kunde forstaa paa Børnenes naive Bemærkninger, at Smør og The var et Tillæg til Ære for hende. Efter Maaltidet gik Manden i Seng, medens Konen spændte Heste for en Vogn og kørte Gæsten, Skolelærerinden og de 4 Børn fem Fjerdingvej i det tykkeste Mørke hen til den lille Landbyskole, i hvilken Mrs. Catt nu skulde bede Mændene om at give Kvinderne Stemmeret.
Da de kom hjem igen blev Foredragsholderen lukket ind i Tagværelset ovenpaa, Familiens eneste Sovekammer. Under Tagskraaningerne stod 4 Senge. I de 2 sov de 4 Børn, i den tredie Forældrene og i den fjerde skulde nu Mrs. Catt og Lærerinden sove. Sidstnævnte boede der. Daglejeren sov ude paa Marken mellem Vandmelonerne og havde sin Hund og sin Bøsse hos sig.
Det var denne Slags Oplevelser Mrs. Catt mødte under Tørkens Tid i Syd-Dakota hin Sommer. Hun saae Kvinderne arbejde i Marken ved, deres Mænds Side og til Overflod have Omsorgen for Børnene og Husgerningen hvilende paa sig. Hun forstod hvad Rolle Pioneer-Kvinderne havde ved det nye Lands Besættelse.
Der var to Lovændringer at stemme om hint Efteraar, den ene, om hvorvidt man skulde give Indianerne Stemmeret, den anden, om hvorvidt Kvinderne skulde have den. De hvide Mænd i
Syd-Dakota stemte for at give Indianerne Stemmeret, men at udelukke Kvinderne.
Det var gennem saadanne Erfaringer, at Mrs. Catt erhvervede den Ret til at blive Præsident i den Internationale Kvindestemmerets Alliance, som blev hende tildelt. Og dog er det ikke i Agitationen, at det haardeste Arbejde ligger for Stemmeretten. Det er nok et besværligt Arbejde at rejse rundt og agitere, men der er nye Oplevelser, ny Stimulus, en ny Maade for Eens Virken at finde. Nej - det er den evige Ensformighed i det endeløse Kontorarbejde, som efterhaanden tynger Ens Sind. Maaned efter Maaned, Aar efter Aar har Mrs. Catt siddet ved sit Skrivebord og arbejdet for Kvindestemmeretten. Hun har selv den mest omfangsrige Correspondance, der er tænkelig, og maa desuden anvise Stenographen og Sekretæren hver deres Arbejde. Selv arbejder hun lige saa anstrængt som nogen Mark-Arbejderske, der tjener sit Brød, medens hun kunde have nydt sin Tilværelse i Besiddelse af al den Velvære, al den Luksus, som Penge stiller til ens Raadighed.
Mrs. Catts Navn var det første i Amerika som kunde sættes i Forbindelse med Held i Kvindebevægelsen. Wyoming frigjorde sine Kvinder altfor tidligt til at virke som Pioneer. I en lang Aarrække var Wyoming kun regnet som en Grille, et Indfald. Pludselig som et Lyn fra en klar Himmel frigjorde Colorado sine Kvinder. Selve Stemmeretsarbejderne lammedes af Forbauselse derover. For Folk der stod udenfor, saa Tingen ubegribelig, uforstaaelig ud. Det var i Virkeligheden den første store Stemmeretssejr i Amerika, en Begyndelse i den store nationale Kamp for Kvindestemmeret.
Kun et eneste Medlem af det store, nationale Kvindestemmeretsforbund følte Interesse for denne Kamp, forstod at den var værd at tage Ubehageligheden for, værd at arbejde for. Kun en eneste Person udenfor Colorado stillede sig som Leder for denne Kamp, og kun en eneste Person agiterede derfor i hele Staten – Mrs. Catt.
Tre Aar efter, i 1897, forelagde Idaho’s Lovgivning paa den samme rolige, selvfølgelige Maade en Stemmeretsændring af sin Konstitution, og Mrs. Catt valgtes til Fører for denne Kamp. Atter blev Forslaget vedtaget. Saadanne Ting skyldes aldrig den enkelte Person. Særlige Vilkaar og forudgaaede historiske Begivenheder frembringer Betingelserne for den Slags radikale Omvæltninger. Efterhaanden blev Mrs. Catts Navn det eneste med tilstrækkelig national Berømmelse, der sattes i Forbindelse med Sejr for Kvindestemmerets-Sagen; og i mindre Sejre, som f. Eks. den i Louisiana, vedblev hendes Navn og Sejr i Stemmeretssagen at staa sammen i den folkelige Bevidsthed.
I Aaret 1900 blev Mrs. Catt valgt til Præsident for »Amerikas Nationale Kvindestemmerets Forbund«. Det havde kun havt to Præsidenter forinden, nemlig: Elisabeth Cady Stanton og Susan B. Anthony, to mægtige og ærværdige Skikkelser, der havde staaet i Spidsen for hele Bevægelsen i et halvt Aarhundrede. Da det blev nødvendigt for Miss Anthony paa Grund af sin Alder at overføre Arbejdet fra den ældre Generation til den yngre, var det til Mrs. Catts Hænder, at Stemmeretsarbejderne i Amerika flyttede Styret.
Begge de fornævnte Pionerer maatte nødvendigvis være Agitatorer i deres Egenskab af Banebrydere for Sagen. Men Organisationen blev Mrs. Catts Sag. Hun blev Formand for Nationalforbundets Organisations-Komité; den første Person altsaa, som forsøgte at organisere Bevægelsen i hver af Unionens Stater, den første, som undfangede Idéen om en Verdensliga for Kvindestemmeret.
Som Præsident for Nationalstemmeretsforbundet indkaldte hun et Møde i Washington i 1902, for at overveje Organisationen af en Verdensstemmeretsalliance. En midlertidig Komité blev dannet. Denne Komité indkaldte det første Verdensstemmerets Konvent i Berlin i 1904. Kun 8 Lande var repræsenterede i »Den Internationale Kvindestemmerets-Alliance« de valgte Mrs. Catt til Præsident. Det næste Femaarsmøde holdtes i London 1909 med 21 repræsenterede Lande og Mrs. Catt blev genvalgt. I de fem Aar, der var forløbne mellem de nævnte Kongresser afholdtes 2 Møder for Bestyrelserne, som havde Virkningen af alle store Stemmeretsmøder tilfølge. Det ene var i Kjøbenhavn 1906 og 21 Maaneder efter fik Danmarks Kvinder kommunal Stemmeret. Det næste Interims Møde for bestyrelserne var i Holland og i det følgende Aar fordobledes det hollandske Forbunds Medlemsantal. I disse 5 Aar var der knapt nok en Krog i Europa hvorhen Agitationen for Kvindestemmeretten ikke var naaet.
(Efter Minnie Reynolds.)
*) Optegnelserne fra Amerika er uddrag af en Artikel af Minnie Reynolds.
Jeg erindrer, at Mrs. Chapman Catt og jeg under hendes Ophold her i Byen i 1906 talte om de forskellige Personer, man kunde tænke sig som Førere i Kvindebevægelsen her. Men efterhaanden som jeg nævnede dem, rystede Mrs. Catt paa Hovedet og sagde: »She has no Magnetism!« Forundret saa jeg op paa hende og tænkte hvortil vel det behøvedes? Det er dog netop denne Egenskab, som hun selv i saa høj Grad besidder, og som lægger alle Landene for hendes Fødder. Skøndt hun er det høfligste og venligste man vel kan tænke sig, er hvert et Ønske udtalt af hende en Lov for os. Vi - der alle hører saa meget for de indenlands Fejder, hvert Land er saa belemret med, har kun Beundring for vor Præsident, der i ophøjet Overlegenhed kun hører og forstaar, hvad der er godt og smukt og ligesom derved gjenner bort al Misfornøjelse, alle Klager. At vor Alliance lever og voxer, at alle Forbund er enige om kun at vise sin bedste Side udadtil og gemme vore personlige Klager til Hjemmebrug, er en Lære, vi uden Ord har faaet fra Mrs. Chapman Catt. Hendes Taushed taler ofte dette Sprog til os, og hun er omstraalet af det Fluidum hun ogsaa forlanger hos andre. Hun kalder det Magnetisme; men vi andre kan vel oversætte det i: en ubetinget Tillid til det Menneskes Redelighed og Retsindighed, i hvis Hænder vi har givet os. Denne Paalidelighedens Udstraalinger kan vi vel ogsaa kalde for Magnetisme og kan dyrke den i vor kære Præsidents Skikkelse, hvem vi beder alle gode Aander at bevare for vor store Liga og for dens mange Forgreninger.
Hun er det lysende Centrum, der, holder os alle samlede. Maatte hendes »Magnetisme« længe knytte os sammen, vi, der uden hendes bindende Kraft vilde falde ud og tabes.
Ære være vor kære Præsident. Gid hun længe maa bevares for os og for det store Maal, hun kæmper for.
