« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindelig Læseforenings Tilblivelse

Af: Charlotte Klein

« Se emneord

En Vinteraften traadte en lille kvindelig Skikkelse ind i min Dagligstue. Der var noget stille og beskedent over hele hendes Person, men hendes udtryksfulde Blik og den Lethed og Klarhed hvormed hun udtrykte sig belærte en hurtig om, at det ikke var et Hverdagsmenneske, man havde for sig. Det var kvindelig Læseforenings Stifterinde Frk. Sofie Petersen.

Det var først efter længere Tids Bekendt­skab og Samarbejde, at man tilfældig fik at vide, hvor kundskabsrig hun var. Da Haandbibliotheket skulde anskaffes vidste hun saaledes bestemt hvilke Leksika der skulde an­skaffes i Græsk og Oldnordisk. Hvem der kendte hende nærmere fortalte, at hun havde studeret Oldnordisk, fordi hun som Dansk syntes man burde kende Grundsproget, og Græsk, fordi hun ikke vilde nøjes med at læse Testamentet i Oversættelse, og i dette Sprog var i hun saa dygtig, at Theologerne jævnlig talte med hende om de forskellige Udtryk i Oversættelserne. Hendes Collegiehefter fra filosofiske Forelæsninger viste, efter vedkommende Professors Udtalelser, en god Forstaaelse og en kort og klar Udformning af Tankerne. -

I den Tid, 1871, var det næsten ikke til­ladt Kvinderne at tale med Mænd uden i Selskabslivet og da ikke for længe ad Gangen for ikke at vække Opsigt eller være uhøflig mod det øvrige Selskab, og da de fleste Kvinder kun undtagelsesvis havde litterær Interesse udover Sprog og æsthetisk Litteratur, sad hun, som maaske mange andre Kvinder dengang, og længtes efter at faa Rede paa Spørgsmaal, som for hende stillede sig afgørende for hendes Udvikling og Livs­førelse. Med Mænd kunde hun jo ikke faa en ordentlig Samtale, af Kvinder traf hun ingen, der delte hendes Tanker, og den Litte­ratur, der mulig vilde tilfredsstille hendes Krav, havde hun ikke Raad til at købe. Saa opstod hos hende Tanken om en For­ening, hvor man kunde faa Bøger, tale med andre Kvinder om det, man havde paa Sinde og ved Foredrag blive belært om, hvad man ønskede at vide.

Hun henvendte sig med sin Tanke om en saadan Forening til forskellige litterært inter­esserede Mænd og Kvinder. Det første Møde holdtes, og den 15. Febr. 1872 udsendtes en Indbydelse saalydende:

»Det er utvivlsomt at der her i Kjøbenhavn maa findes mange unge Kvinder, for hvilke det er dels en Trang, dels en Nødven­dighed at følge Tidens aandelige Udvikling, men som savne Evne eller Lejlighed til at skaffe sig Bøger, Tidskrifter og Blade, paa hvis stadige eller dog jevnlige Læsning Mu­ligheden heraf beror, og at dette er en væ­senlig Grund til, at mange Kvinder ikke blive istand til at danne sig en selvstændig Opfat­telse af de Spørgsmaal, der sysselsætte Aanderne og bevæge Sindene. Dette Savn maa navnlig være føleligt for dem, hvis Gjerning del er at undervise andre; men det maa ogsaa med Hensyn til de store Livsspørgsmaal, de store Personlighedsopgaver, føles af man­gen anden Kvinde, der alvorlig ønsker at forstaa sig selv og den Tid, i hvilken hun lever. Ved forenede Bestræbelser kan dette Savn imidlertid afhjælpes paa en let og billig Maade, nemlig ved i Lighed - med, hvad der alt i flere Aar har bestaaet i Stockholm - at oprette en kvindelig Læseforening, der for et maadeholdent Kontingent aabner sine Medlemmer Adgang til en Læsesal, hvor nye Bøger, Tidsskrifter og Blade, danske og uden­landske, fremlægges til Afbenyttelse, og som desuden er forsynet med et Haandbibliotek af Ordbøger, Haandbøger, Kort o. desl. For at kunne blive til Gavn i forskjellige Forhold, baade for den enlige Kvinde og for den, der har Hus og Hjem, skulde Læseforeningen virke dels som Læsesal, dels ved, gjennem Hjemlaan, at bidrage til at udbrede god Literatur i Hjemmets Kredse, dels endelig ved at aabne Adgang til Abonnement paa for­skjellige danske og fremmede Tidsskrifter. Den nærmere paatænkte Ordning vil kunne ses af Lovene, der paa Forlangende ud­leveres.

I den Overbevisning altsaa, at en saadan Trang er tilstede, ere vi Undertegnede sammentraadte for ved velvillig Understøttelse fra en større Kreds at søge Tanken virkelig­gjort og Savnet afhjulpet. Vi vende os der­for med vor Opfordring til enhver, Mand eller Kvinde, der har Interesse for Sagen; thi uden varm og kraftig Bistand vil Maalet ikke kunne naaes, da de Pengemidler, ved hvilke Læseforeningen fra først af skulde grundlægges, ikke kunne være saa ganske ubetydelige. Derimod haabe vi, at den se­nere skulde kunne bære sig selv ved Med­lems- og Abonnementsbidraget.

Idet vi haabe, at vor Opfordring maa finde den Tilslutning, som vil være nødven­dig til, at Planen kan udføres i Løbet af dette Aar, tillade vi os at udbede os Bidrag, større som mindre, saavel af Penge som af Bøger tilstillede i den nærmeste Tid. De Damer, som maatte beslutte sig til, naar Læsesalen aabnes, at indtræde som aarlige Med­lemmer, ville ligeledes fremme Sagen ved allerede nu at tegne sig.«

Fru Jenny Adler.

Frk. C. Albrethsen.

Frk. Henriette Bentzen.

Fru Marie Bissen.

Frk. Line Beye.

Fru S. Casse.

Fru Anna Christiani.

Fru Cold.

Fru Camilla Eegholm.

Frk. L. Engelhardt.

Frk. Ragnhild Goldschmidt.

Frk. Nathalie Hagen.

Fru Halkjer f. Munck.

Frk. Cathrine Hansen.

Fru Heegaard.

Frk. Emilie Hoppe.

Fru Høffding.

Frk. Louise Jensen, Skolebestyrerinde.

Frk. Agathe Kabell.

Fru Betty Kayser.

Fru Charlotte Klein.

Frk. Mathilde Knudsen, Lærerinde.

Frk. Marie Kruse, Skolebestyrerinde.

Frk. Marie Købke, Skolebestyrerinde.

Frk. Emilie Løbner, Skolebestyrerinde

Frk. Louise Westergaard, Skolebestyrerinde.

Fru Anna Winkelhorn.

Frk. Nanna Voss.

Frk. Marie Magens.

Komtesse Thusnelda Moltke, Skolebestyrerinde.

Fru Louise Moltke.

Fru T. Müller.

Frk. Signe Müller.

Fru Poul-Møller.

Fru Marie Nyholm.

Frk. Sofie Petersen.

Fru Elise Ploug.

Fru Ellen Plum.

Frk. Sofie Ricard.

Fru M. Rovsing, f. Schack.

Frk. Vilhelmine Sarauw.

Frk. Palæmona Sass.

Frk. Adolphine Schleppegrell.

Fru Bertha Schmidt.

Frk. Marie Solter.

Fru Julie Sødring, Kgl. Skuespillerinde.

Fru Tetens, f. Bramsen.

Frk. Emma Thestrup.

Frk. Anna Thomsen.

Fru M. Thornam.

Frk. Cathrine Topp.

Fru Elise Tuxen.

Frk. Josephine Wessely.

Fru Charlotte Zahle, f. Knudsen.

Frk. Nathalie Zahle, Skolebestyrerinde.

Chr. Brix, Professor.

J. Fibiger, Præst.

J. Helms, Skolebestyrer.

Jüngersen, Højskoleforstander.

H. Madsen, Præst.

C. Ploug, Udgiver af »Fædrelandet«.

V. C. S. Topsoe, Cand. jur.

F. Winkel Horn, cand. mag.

Ed. Lembcke, Konrektor.

 

Til Bestyrelse valgtes Frk. Sofie Petersen, Frk. Marie Købke, Frk. Vilhelmine Sarauw, Frk. Louise Westergaard og Fru Charlotte Klein.

Det naturligste havde været, at Frk. Sofie Petersen var bleven Formand, men her viste sig hendes tunge Grundighed. Det Program hun havde skrevet var ved Behandlingen i Mødet blevet noget forandret; dette tog hun sig meget nær. Hun vilde gerne give sin Tid og sine Kræfter til at hjælpe Sagen frem; men paa det Program, der nu var vedtaget, kunde hun umulig være Formand i Bestyrelsen. For mig stod Kvindesagen dengang i første Række som et Skolespørgsmaal - vi Kvinder maatte først og fremmest lære noget - det var derfor kun modstræbende, at jeg gik ind til at være Bestyrelsesmedlem navnlig som Formand.

Sagen vakte en Sensation, der næsten mindede lidt om Clara Rafael-Brevene. End ikke de mange kendte Indbydernavne formaaede at berolige de oprørte Gemytter. I de fleste større kjøbenhavnske Kredse talte man om denne umaadelige Emancipation, om disse Kvinder, der istedetfor at passe Hus og Hjem ville løbe hen i en Klub for at læse og passiare, maaske gaa derhen alene paa Gaden om Aftenen, ja en af de kvindelige Indbydere maatte tilbringe en Nat med at overtale sin Moder til at give hende Lov til at underskrive Indbydelsen. At dette »uhyre emanciperede Foretagende« ikke var populært, mærkede man straks. Naar undtages Ind­bydernes Gaver indgik Bidragene meget sparsomt. I Penge indkom der kun 847 Rigsbanksdaler og af Bøger 1589 Bind og Hefter som dog ikke alle vare brugelige.

Hos de faa Venner af Sagen mødte Be­styrelsen heldigvis en velvillig Imødekommen­hed. Pressen viste os stor Venlighed. »Fæ­drelandet«, »Dagbladet«, »Hejmdal«, »Dagstelegrafen« og »Folkets Avis« gav os, tildels gratis, deres Blade og laante os desuden deres udenlandske Aviser; ogsaa Tidsskrifter fik vi gratis, saaledes at de Blade og Tidsskrifter der fandtes paa Læsesalen kun kostede Be­styrelsen 150 Kr., men de repræsenterede en Værdi af 800 Kr. Professor Klein der lige havde bygget for »Kjøbenhavns Sparekasse« udvirkede, at man i dennes ældre Bygning foreløbig overlod os den saakaldte »Kjædeselskabets Sal« indtil Sparekassen selv fik Brug for den. Efter vore Love skulde vi have mindst 2 Localer, men da Salen var meget stor og smukt udstyret, og vi fik den gratis, vovede vi at gaa udenfor Lovene. Da vi maatte fraflytte den, boede vi en Tid i nogle Værelser i Vingaardstræde 6, der til­hørte den ny Haandværkerskole, hvis Besty­relse, Kunstdrejer Schwartz og Professor Klein, næsten overlod os dem gratis, indtil Læseforeningen endelig flyttede til den første Lejlighed, der blev normalt betalt paa Kon­gens Nytorv, 1ste Sal i Hotel du Nord (Magasin du Nord).

Vore Indbydere havde som Caution tegnet sig for et Laan, som Bestyrelsen kunde hæve hos dem, hvis det blev nødvendigt; men hel­digvis stillede det sig saaledes, at Læsesalen kunde aabnes den 1. Octbr. 1872 uden at vi behøvede at ty til vore Indbyderes Hjælp. Kun én Cautionist indbetalte den Sum hun havde cautioneret for. Det var Frk. Sofie Petersen, der døde et Par Aar efter Læseforeningens Stiftelse, 21. Febr. 1874. Efter hendes Død bragte hendes gamle Fader Cautionssummen 100 Kr. tilligemed en Gave paa 200 Kr. og en Hilsen fra hende.

Kvindelig Læseforening var det første al­mindelige Udtryk for Kvindernes Trang til Selvudvikling, men medens den Sensation, den vakte, virkede skræmmende paa den Mængde af Kvinder, der stod under Modens Lov, var den en Haandrækning til de aandeligt ensomme, der stod hjælpeløse, naar de levede i Omgivelser, der ikke forstod dem.

Man tør maaske ikke sige, at Læsefor­eningen fødtes for tidlig, thi den Modstand, der mødte den, kaldte paa mange Kvinder, men den uvenlige Modtagelse den fik, var Skyld i, at dens Medlemstal kun voksede meget langsomt. Det var først da der aabnede sig andre Udveje for Kvindernes Uddannelse, at den af den offentlige Mening blev anerkendt, som et naturligt og nødven­digt Led i Kvindeudviklingens Historie.

Ære være Læseforeningens nuværende dygtige Bestyrelse og dens energiske For­mand, som med Omsyn for Medlemmernes Krav har skaffet den sit eget Hus og næsten gjort den til en Art Samfundshjem for Kvinderne, men Ære være ogsaa de Bestyrelser, der fulgte efter den første, som i trange Aar, da man stadigt kæmpede med oeconomiske Vanskeligheder, holdt Læseforeningen i Live, indtil man naaede saa langt frem at den blev en uundværlig Hjælp for Kvinderne.

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder