« Tilbage til søgeresultaterne
Spindesiden
De engelske Kvinder, som nu forlanger Stemmeret beder om noget, de før har været i Besiddelse af.
Lige til 1832 havde Kvinderne Stemmeret og det var netop i dette samme Aar, da Middelklasserne fik Stemmeret, at Kvinderne tabte den, de havde havt. Ordet »en Person« blev forandret til »en Mandsperson«. Enhver Kvinde, der var Ejendomsbesidder, havde Ret til at stemme, hvis hun vilde. Der var kun en meget begrænset Stemmeret i hine Dage. Den indbefattede kun 700,000 Stemmeberettigede. I vore Dage er der saa omtrent 7 Millioner. Men i 1832 blev altsaa Kvinderne udelukkede fra at stemme. Der var ialfald nogle faa, som protesterede. Men Afstandene var store, og al Samfærdsel var yderlig besværlig. Kun meget faa Kvinder gad gøre de lange Dagsrejser for at afgive deres Stemme. I hine Dage var der saa godt som intet politisk Liv. Men efter at Middelklassen var kommet til Magten, tog det politiske Liv Fart, og Kvinderne begyndte at forstaa, at de var blevne udelukkede fra noget, som ialfald Mændene selv satte stor Pris paa. I 1867 kom der atter en Udvidelse af Stemmeretten, da Arbejdsklasserne fik Stemmeret, men først efter at der havde været store Optøjer og Spektakler. En By blev brændt, alt var i Oprør, Slotte blev ødelagte o. s. v. Men da hændte, hvad der altid hænder i England, om man vil noget for fuldt Alvor: Fjenderne trækker sig tilbage og man faar, hvad man vil have. Saaledes fik Byernes Arbejdere Stemmeret.
John Stuart Mill sad dengang i Underhuset og han tog Kvindesagen op, idet han troede, at denne var den mest betydende af alle Sager.
En Petition blev undertegnet af 1499 Kvinder, men Kvinderne i hine Dage var saa frygtsomme, at de ikke vovede at indlevere den i Underhuset (House of Commons), men bad den gamle Æblekone, der sad udenfor Indgangen, om at passe paa den, imedens de gik ind. De fandt John Stuart Mill, og han tog Ansøgningen i Haanden og udbrød: »Men denne er jeg vis paa Sejren!« Med det blev en Skuffelse for ham, thi Oppositionen var altfor stærk. Det var altid Middelklasserne, der var Kvindernes værste Fjender. Aristokratiet har aldrig følt noget Ønske om at sætte Kvinderne i nogen underordnet Stilling, og Arbejdsklasserne var altid mere Kammerater med deres Kvinder, end hvad Middelklasserne var. Men dette Spørgsmaal om Stemmeretten laa som en Udsæd og groede blandt Kvinderne, og den blev stærkere og stærkere, jo længere Tid der gik.
I 1882 blev Stemmeretten atter udvidet, og Kvinderne gjorde en stærk Protest mod atter at blive udelukkede, men Mr. Gladstone, der var Minister, truede dem med, at hele Petitionen skulde blive tilintetgjort, om Kvinderne forlangte at komme med.
Herpaa fulgte en lang død Tid. Dog dannede Kvinderne bestandigt Stemmeretsforeninger; deres Arbejde tog dog ikke Fart, heller ikke blev det et ret levende Spørgsmaal i hen ved en Snes Aar.
Men i England dannede Kvinderne store politiske Partier, og de to store politiske Mandspartier, det konservative Parti og det liberale, havde hver store Tropper af Kvinder, der arbejdede for dem. De gjorde hvad man kunde kalde det »smudsige« Arbejde, som f. Ex. at lede Vælgerne op og trække dem, som de bedst kunde, til Valgurnerne og lignende. Primrose-Ligaen ønskede at holde Mindet om Lord Beaconsfield i Ære. Det var et Forbund af konservative Kvinder. Deres Symbol var en Primulaveris, Lord Beaconsfields Yndlingsblomst. Lord Beaconsfield havde altid erklæret sig i Favør af, at Kvinderne fik Stemmeret. Det var under hans Ministerium, at John Stuart Mill indgav Petitionen i 1867, som vi nys omtalte.
Det liberale Parti havde ogsaa deres store Kvinde-Føderation i Ryggen, som beløb sig til henved 100,000 Kvinder. De er meget dygtige Arbejdere, og det liberale Parti siger, at det aldrig taber Modet; ikke engang tabte de det, da de ikke kom til Magten i samfulde 20 Aar. Det liberale Parti kom til Roret igen for henved 5 Aar siden. Men nu siger den store Kvinde-Føderation til Mændene: »Vi bryder os ikke om at skulle slæbe Eders drukne Fædre hen til Valgurnerne og lære dem, hvordan de skal stemme! Hvis I ikke betragter os gode nok til selv at faa en Stemme, vil vi ikke længere gøre den Slags Arbejde for Eder!« Hele denne store Kvinde-Føderation bestemte, at de kun vilde arbejde for de Kandidater, som vilde stemme for, at Kvinderne skulde faa Valgret.
Saa er der Arbejder-Partiet, som bliver en Verdensmagt, et Parti, som faar de andre til at skælve, Arbejderklassens Parti. Dette Parti siger: »Dersom I ikke vil gøre, hvad der gavner Arbejderklassen, saa vil vi arbejde for det Parti, der vil gøre det.« Ved at tage dette Standpunkt har de faaet en overordentlig stor Indflydelse. Selv om de ofte kun har taget 70 Pladser i Underhuset, kan man ikke derefter beregne Graden af den Indflydelse de besidder. De siger baade til det liberale som til det konservative Parti: »I maa helst gøre det som Arbejderne ønsker, thi Arbejderne har deres Repræsentanter i »House of Commons.« Mændene i dette Parti har altid sagt, at Kvinder skal have Valgret lige saa vel som Mænd!
Før det sidste almindelige Valg for 5 á 6 Aar siden, da de Liberale kom til Magten, sagde et af Regeringens Medlemmer, at de nu stod forpligtede til at give alle Mænd Stemmeret. Dette gav Kvinderne noget at tænke paa. I Transvaal havde Boernes Førere bedet om, at Kvinderne, som havde kæmpet ved deres Side, nu ogsaa maatte faa Del i deres Valgret. Hvad svarede vel den engelske Regering? Den fastslog, at kan Mændene skulde have Stemmeret. De gave denne baade til Kaffere og Indiere, men ikke til Kvinderne. Man saa nu, at det ikke kunde gaa an længere, at Kvinderne var uvirksomme og ventede, at Fremskridtet skulde komme af sig selv.
