« Tilbage til søgeresultaterne
Womens Social- and Political-Union
Der var nogle Fabrikspiger i Lancashire og blandt dem udmærkede Annie Kenney sig. Hun havde fra sit 17de Aar arbejdet i en Fabrik og havde en sygelig Broder at understøtte; hendes Fader var en Drukkenbolt, og hun havde set sin Moder dø af Overanstrængelse. Siden havde hun arbejdet for at opretholde sit Hjem. Men hun havde tillige faaet Indflydelse over sine Kammerater og havde faaet en vis politisk Opdragelse ved at være Sekretær for deres Fagforening. Hun havde overværet et af Møderne i London, og efter dette var hun gaaet op til Foredragsholderen og dennes Venner og havde sagt til dem: »Kan jeg være til nogen Nytte for Jer, saa regn blot paa mig!« Man er i England aller gladest for at faa Kvinder af Folket: »Kan vi faa dem med«, siger man, »saa er vi vis paa Sejren!«
Kvinderne i Manchester samlede mange af disse Fabrikspiger. Disse gik fra Dør til Dør og sang Julesange for at tjene nogle faa Kroner. Annie Kenney havde spadseret fra Manchester til London med sine Sko i Lommen. Hun havde ikke Raad til at slide dem paa Landevejen. Hun gjorde Opsigt ved sin glødende Enthusiasme. Det er Mrs. Cobden Sanderson, der fortæller herom, og hun siger; »Vi dannede en Forening som vi kaldte »Womens Social- and Political-Union«. Dens Formaal: var 1) at Kvinderne skulde faa Stemmeret, 2) at opdrage Kvinder i politisk Henseende, 3) at rejse Kvinderne i al Almindelighed og 4) at undervise dem i hvad de skulde bruge Stemmeretten til.«
De unge Piger gik ud paa Gaderne. Paa Gadehjørnet ringede de med en Klokke. Folk samlede sig om dem. Man laante en Stol, Annie Kenney stod op paa den og holdt derfra en glødende Tale om de Menneskerettigheder Kvinderne skulde erhverve sig. Bagefter gik Tallerkenen rundt. Efter flere Møder lejede man en stor Sal og satte Avertissementer om Møderne paa Gadehjørnerne. Medlemmerne fik en Knap som Emblem, hvorpaa Bogstaverne W. S. P. U. (Womens Social- and Political-Union) stod.
Parlamentet skulde aabnes. Kvinderne holdt et stort Møde og vandrede derefter i Procession med flyvende Bannere, der repræsenterede alle Kvinde-Forbund, alle Fagforeninger og »Arbejdskvindernes Liga«. »Vi vandrede til Consejl-Præsidenten (Campbell Bannerman) og spurgte ham, om han vilde indgive en Petition i Underhuset om at give Kvinderne Stemmeret? Han svarede: »at vi alle havde hans Sympathi, men at hans Ministre ikke var enige med ham, og at det netop var disse, vi skulde forsøge paa at omvende!« Vi vidste at 2 eller 3 var i stærk Opposition til, at Kvinderne fik Stemmeret. Især var Mr. Asquith vor bittreste Fjende. Men Premierministeren havde sagt: »I kan jo forsøge paa at omvende dem!«
Disse unge Piger ringede nu paa Mr. Asquiths Dørklokke og sagde, at de gerne vilde tale med ham. Tjeneren svarede, at Ministeren alt var taget hen til Ministeriet. Men de unge Piger kunde fra Trappen se ham sidde i sin Automobil nede i Gaarden, gemt bag en stor Avis, hvorpaa han straks efter rullede ud paa Gaden i Bilen. De unge Piger trak alter i Klokken, men fra Huset var der telefoneret efter Politiet, og disse stakkels unge Piger blev ført i Arrest, hvor de maatte sidde i 6 Uger, fordi de havde trukket i Mr. Asquiths Dørklokke. »I Sandhed en haard Straf for en lille Brøde«, siger Mrs. Sanderson.
Mrs. Cobden Sanderson følte, at de mere erfarne Kvinder maatte komme disse stakkels unge Piger til Hjælp, der havde taget saa lidt Hensyn til sig selv, at de hverken havde skaffet sig Arbejde paa Fabrikker eller noget andet. De havde kun ændset den Petition, de vilde have indleveret til Ministeren. Mrs. Cobden Sanderson, Mrs. Despard og Mrs. Pethick Lawrence havde et hemmeligt Møde, i hvilket de lovede hinanden at staa disse unge, ilde behandlede Piger bi. Mrs. Pethick Lawrence havde arbejdet for ulykkelige unge Piger i London. Hun havde ægtet en velhavende Mand, der havde gjort en udmærket Carriére i Oxford. Da hun hørte om disse unge Fabrikpiger gik hun til dem. Hun blev dybt greben af den varme Enthusiasme de følte, og hun sagde til dem: »Jeg giver mig selv, min Formue, ja alt hvad jeg ejer og har til Eder! Vi vil arbejde for at faa Kvinders Ligeberettigelse med Mænd anerkendt, at de ikke længer skal være som Fredløse i Landet, men at de selv maa kunne arbejde paa at forbedre deres Vilkaar!« Hun blev Kasserer for W. S. P. U. og fandtes der ikke Penge i Kassen, tog hun af sin egen Lomme.
Vi har nu set »Womens Social- and Political-Union« dannet. Men Mrs. Pankhurst med sine 2 Døtre kom snart i Forgrunden, og Enden herpaa blev, at Annie Kenney og Mrs. Pethick Lawrence sluttede sig til Mrs. Pankhurst og hendes to Døtre, medens Mrs. Despard, Mrs. Cobden Sanderson og nære Venner af disse dannede den bekendte »Womens Feedom League«. Med ingen af disse Foreninger
er vi, som er i Alliancen, forbundne, hvor meget vi end agter dem. Vi hører til »National Union of Womens Suffrage Societies«. *) I vort Nummer fra December 1908 finder vi Formanden for denne omfattende Sammenslutning, Mrs. Millicent Fawcett, i en Artikel., skrevet af Miss Palliser, Sekretær for »The National Union«, som er Forbundets forkortede Navn. Mrs. Fawcett interesserede sig i højeste Grad for Kvindernes Fremgang. Det første Møde, hun holdt herfor, var i Mrs. Fawcetts eget Hus i 1870, og det resulterede i Dannelsen af »Newnham College«, oprettet for Kvinder i Cambridge. Dengang var Mrs. Fawcetts Datter, Philippa, kun 2 Aar gammel. Hun skulde engang vinde den højeste Pris i den mathematiske Kappestrid ved at sættes over Senioren ved Cambridge’s Universitet, Mr. Wrangler. Mrs. Fawcetts næste Livsgerning, i hvilken hun lagde sig med hele sin Sjæls Iver, var Deltagelsen i Felttoget, som Josephine Butler ledede, og hvis Maal var Ophævelsen af de Lovbestemmelser, som fra Kvinderne af »den ulykkelige Klasse« borttog det sidste Gran af personlig Frihed og endnu mere degraderede dem. Men det er dog særlig til Bevægelsen for at erholde politisk Stemmeret for Kvinder, at Mrs. Fawcetts Navn er knyttet. Hun forstod tidligt ligesom Susan B. Anthony, at enhver Sejr, som Kvinderne vandt, ikke kunde blivende tilforsikres dem, før de havde Retten til at afgive deres Stemme ved Udarbejdelsen af de Love, ved hvilke de regeredes. Hun tabte aldrig det Maal af Sigte, som hun arbejdede for og den Dag i Dag arbejder for. Hun ægtede Professor Henry Fawcett i Aaret 1867. 4 Maaneder derefter talte hun offentligt om Kvindestemmeret. Det var første Gang at et saadant Møde holdtes i London. Blandt hendes Tilhørere var John Stuart Mill. I 1871 gjorde Mrs. Fawcett en Foredragstourné i det vestlige England. Professor Fawcett var bleven valgt 1871 som Parlamentsmedlem for Brighton. Nogle af hans Stillere fra Valgkredsen besvor ham om dog endelig at forbyde sin Hustru at tale om Kvinders Stemmeret, da det kunde skade Professor Fawcett i hans Stilling som Repræsentant for Byen. Dette afslog han bestemt.
Professor Fawcett sagde engang i en Tale ved et Møde, at han havde overvundet hver Hindring paa sin Vej ved Hjælp af sine Venner, og fordi han i sit Hjem havde en Hjælper, hvis politiske Dom mindre ofte slog fejl end hans egen«.
Naar vi ser paa disse tre store Forbund, hvis Begyndelser vi her har nævnet, maa vi tilføje, at »National Union of Women’s Suffrage Societies« med sin høje Alder af 43 Aar - altid har holdt sig indenfor Konstitutionens Grænser - og aldrig har ladet sig smitte af de 2 yngre Forbund »Woman’s Social- and Political-Union« eller »Women’s Freedom League« med deres krigsførende Systemer.
Skøndt Mr. Asquith efter vort Skøn har været lige saa unaadig mod Mrs. Millicent Fawcetts »National Union« som mod de to demonstrative Sammenslutninger, advarer Mrs. Fawcett altid til Ro og Orden. Det har hun gjort ganske nylig, og vi gengiver her hendes Tale, holdt lige før Valgene.
*) Over 100 Forbund i England hører til dette udbredte Selskab. Foreningen i London, som staar deri, har over 3000 Medlemmer.
