« Tilbage til søgeresultaterne
Mrs. Carrie Chapman Catt’s Tale i Kvindevalgretsklubben den 20. April 1911. *)
»Paa Engelsk har man et Ord som hedder »trades lasts«. Dette betyder en Udveksling af Complimenter.
»Ogsaa jeg vil besvare de smukke Ord, der er blevne sagte til mig med en Compliment til Deres Folk, en Compliment, der kun indeholder den rene skære Sandhed.
»Vi har en Mængde Skandinaver ovre i Amerika (Danske, Norske og Svenske er jo alle ens for os). De er Kød af Deres Kød, Blod af Deres Blod og Been af Deres Been. De har opdraget dem og med alt det, de har lært herhjemme, har de nu dannet et nyt Skandinavien derovre - kun under et nyt Flag. Og det er vi glade for, thi det er nogle af vore bedste Borgere.
»Der er enkelte Stater, hvor de særlig har søgt hen til. For Eksempel til Minnesota, Dakota og Washington. Kvinderne der har været saa ivrige for at faae deres Mænd til at stemme for Kvindevalgretten, at de vandt en stor Sejr; Stemmerne faldt som 3 imod 1. Og det vil sige en hel Del i et Land, hvor ikke alene de intelligente Folk har Lov til at stemme og regere, men hvor intelligente og dumme, flittige og dovne, Drukkenboldte og Afholdsmænd har ligemeget at sige.
»I Staten Washington i Vestamerika findes der altsaa en uhyre Mængde Skandinaver. Det er en af vore rigeste Stater. Den ejer Sølv- og Guldminer, en Mængde udmærket Frugt og først og fremmest store og mægtige Skove, hvorfra der sendes Skibsmaster ud over hele Verden. Træerne staar der saa tætte, at det opadsøgende Øje intetsteds kan opdage Himlen. Jordbunden er derfor saa fugtig, at der gaar Aar efter Træernes Udryddelse, inden man kan dyrke den. Desuden er der en saa rig Vegetation af Underskov og Slyngplanter, at man maa tage Ilden tilhjælp for at bryde sig en Vej igennem den. Ogsaa i denne Stat har Kvinderne viist, hvad de duer til. I Statens største By »Seattle« har man den Bestemmelse, at Folk, der indtager en betroet Post, kan blive afsatte igen, hvis de skulde vise sig at være uværdige til at beklæde den længere. Da Mayoren i en længere Tid havde forarget Befolkningen ved at svire og spille, fik Kvinderne sat igennem, at Manden mistede sit Embede. Det er rimeligt nok, at man priser disse Kvinder herfor. Men ligesaa rimeligt er det, at Mayoren og hans Venner gør det modsatte. Saaledes skete det, at vi hørte derovre fra, at Kvindevalgretten var en Uting og ganske havde forfejlet sit Maal; thi enten interesserede Kvinderne sig slet ikke for Politik, eller ogsaa opstod der Splid og Strid i den Anledning mellem Ægtefællerne.
»Vi forhørte os nærmere om Sagen. Men vi fik os unægtelig en hjertelig Latter, da man meddelte os, at den, der udspredte disse Rygter, var en »Honorable Mr. Masterson«, Indehaver af en Spillebule.
»Men endnu værre Ting hørte vi om Staten Wyoming. Der - hed det sig - var Antallet af Kvinder i Fængslerne fordobblet, siden de havde faaet Stemmeret. Vi anstillede naturligvis Undersøgelser, og virkelig viste det sig, at det forholdt sig rigtigt! Thi forinden Kvindestemmerettens Gennemførelse var der een Kvinde i Fængslet - nu var der to!
»Den Slags Argumenter kan ikke afskrække os.
»Jeg veed, at det idag er Aarsdagen for den vigtige Begivenhed, »at de danske Kvinder, fik kommunal Stemmeret.« Det glæder mig at kunne fejre denne Dag med Dem. Og at De vandt denne Sejr, er ikke alene en Glæde for dette Land, men vil have tilfølge, at Deres Landsmandinder i vort Land ikke vil hvile, før de følger efter. Saaledes vil det jo ske overalt i Verden. Det gælder jo blot om at bekæmpe den Skyhed, det endnu falder vanskeligt at afryste, hvor man saa end er.
»Jeg har en Ven, som i denne Sammenhæng gerne fortæller en Historie om en Hest. Det var en udmærket Hest, kun noget sky for aabne Paraplyer paa Gaden. Foruden denne Særhed havde den ogsaa en anden, nemlig at elske Kartofler. Nu fandt min Ven paa at sætte en Kartoffel paa Spidsen af en lukket Paraply, og Hesten nød den med Begærlighed. Hver Dag bragte han den en ny Kartoffel, idet han hver Gang aabnede Paraplyen en lille Smule mere. Det endte med, at Hesten tilsidst aad Kartoflen, naar den sad paa Spidsen af den aabnede Paraply. Da syntes min Ven, at Tiden var kommen til at prøve Experimentets Resultater. En regnfuld Dag førte han atter Hesten ud paa Gaden, og se! Hvergang denne opdagede en aaben Paraply, styrtede den løs paa den, altid i Haab om, at den paa Spidsen vilde finde Kartoflen. (Saaledes kan det, der bliver tilvant, ændre Forestillingerne for os som for Hesten.)
»Paa min Vej fra Hamborg hertil, saa jeg de danske Skove fulde af Anemoner. Der findes vel Anemoner overalt: i Rusland, i Finland, i Amerika ligesom her. Det ene Sted blomstrer de tidligere, det andet senere, lidt mindre her lidt større hist, alt efter Klimaets Beskaffenhed. Saaledes med Kvindevalgretten, den kommer tilsidst allevegne, før eller senere, kun med lidt Forskel efter Folkeslagenes Ejendommeligheder.
»For en 70 à 80 Aar siden brugte man et meget stærkt Ord for, naar Kvinderne i nogen Maade befattede sig med det, som Mændene betragtede som deres Arbejde. Vilde en Kvinde selv bestyre sin Ejendom, selv hæve sine Penge, var det »indecent«, (uanstændigt). Vilde hun f. Eks. studere Mathematik, noget en kvindelig Hjerne jo var ude af Stand til at, fatte, var det »indecent«. Da de højere Skoler i 1852 i nogle Aar ogsaa gav Pigerne Adgang, fik de kun Lov at benytte de almindeligt brugte Bøger om Anatomie, naar en Del af Siderne var omhyggeligt overklistrede med hvidt Papir, thi det var i højeste Grad »indecent«, at en Pige skulde se det menneskelige Legemes Bygning. Nogle Aar senere fik Drengene sat igennem, at Pigerne fik deres egen Skole, thi Pigerne fik alle Præmierne, »saa der ikke blev nogen tilovers for Drengene«, klagede de.
»Da man var kommet saa vidt, forsvandt Ordet indecent og gav Plads for dets Efterfølger indelicate (ufint). Jeg kender ikke noget fadere, mere intetsigende Ord end dette, men det var især Tonen, hvormed det blev udtalt, der gjorde det frygtet. Umaadelig »indelicate« var det f. Ex. naar en Kvinde vilde holde Bøn i et Bønnemøde. Nu er det jo rigtignok saadan, at Kvinderne maa gøre det selv, thi Mænd plejer just ikke nutildags at komme til Bønnemøder. Da ogsaa Tiden for Betegnelsen »indelicate« var forbi, begyndte man at tale om, at det var saa impractical (upraktisk) at give Kvinderne Stemmeret og mandligt Arbejde. Jeg kalder dette for: »Evolutionens tre I’er«. (Indecent, Indelicat, Impractical).
»Det sidste Stadium er ikke overstaaet endnu. Thi omend Kvinden nu har Adgang til næsten alle Stillinger, (undtagen i Hær og Flaade) samt kan være ved Telefon- og Telegrafvæsenet, hvor de dog ikke skal virke som »line-men« (dem, som kryber op paa Stiger for at gøre Telegraph- eller Telephontraadene i Orden), saa finder man det dog vedblivende »impractical« at give Kvinderne Stemmeret. Vi har 360,000 kvindelige Lærere ved vore Skoler. Det varede længe, inden de fik Lov til at stemme med om Skolernes Anliggender. Da de endelig fik Ret til at stemme i Skoleraadene, blev det endnu fremdeles nægtet dem at stemme i Kommunens Sager. Og faar de endelig kommunal Stemmeret, saa synes man dog stadigt det vilde være »upraktisk« at give dem politisk Stemmeret.
»Efter min Ankomst hertil fik jeg Besøg af en Interviewer. Han spurgte - ligesom alle altid og overalt spørger: »Vil nu ikke Kvinders Delagtighed i Politiken have daarlige Følger for deres Hjem?« Jeg svarede: »Nej! - tvertimod!« For hundrede Aar siden boede vore Bedsteforældre maaske i et lille Hus med et Stykke Jord omkring. Bedstefa’r dyrkede Kaal og Kartofler, som Bedstemo’r forvandlede til Mad; han plantede den Hør og Hamp, som Bedstemo’r spandt og vævede til deres Klæder. Der kunde være Jordskælv og Ildsvaade, Bank-Krack og andre Ulykker, men alt dette naaede ikke ind til deres lille Verden.
»Nu er alting forandret. Med den stigende Kultur er den ydre Verden trængt ind i vore Hjem. Konen skal ikke længere spinde og væve, støbe Lys og poste Vand, save Brænde og bære Kul. Regeringen har taget det altsammen i sin Haand. Drejer vi paa en Hane, saa faar vi Vand; drejer vi paa en anden Hane, saa faar vi den Gas, vi koger Maden ved. Trykker vi paa en Knap, brænder der Lys, hvor det skal være. Regeringen sørger for vor Renlighed som for vor Sundhed. Vi faar at vide, naar Børnene skal vaccineres. Snart beskikkes der en Øjenlæge, snart en Tandlæge for dem. Ogsaa for deres Undervisning sørger Regeringen. - Alt dette har forvandlet Kvindernes Liv. Nu drager de i Skarer ud til Fabrikkerne for at tjene Penge til Husets Fornødenheder, (saaledes som jeg f. Ex. saa det i Hamborg, hvor de kom ind til Byen med et Lokaltog den Morgen, jeg ventede paa mit Tog til Kjøbenhavn. En Fjerdedel af den Skare Arbejdere, jeg saa, var Kvinder!) Der var engang en stor Dødelighed i en By. Mødrene forlangte Kontrol med Mælken, men man afviste dem med den Besked, at Kvinderne ikke havde noget med Politik at gøre. Da Svarede Kvinderne: »Det maa vi dog have, naar der gaar Politik i vore Smaabørns Maver.«
»Sagen er den, at vi nu, da Regeringen blander sig i alt med Hensyn til vore Hjem og vore Børn - hvad der kan være baade godt og fornuftigt - forlanger, at saavel en Faders som en Moders Stemme skal høres ved Affattelsen af disse Love, der bestemmer vore Børns Skæbne. I Colorado, hvor Kvinderne allerede i 18 Aar har haft Stemmeret, er Lovene i høj Grad prægede deraf, idet de viser sig saa fordelagtige for Kvinder og Børn, som intet andet Sted i Verden.
»Mænd vil altid stemme i Retning af deres Interesser - til Fordel for Krig og Pengeerhverv som for Landets Forsvar, og de vil glemme deres Hustruer og Børn. Kvinderne alene vilde heller ikke bære sig fornuftigt ad: De vilde fremfor alt sørge for Hjemmet og Børnene og glemme de ydre Interesser. Derfor har vi Brug for begge Køns Synspunkter for at faa fuldkomne Love.
»Og hvis Kvinderne fik Stemmeretten over hele Verden vilde vi snart se, at de skaffede os af med Krig, Prostitution og Kvindehandel, sørgede for Sundhed, Soberhed og Retfærdighed. Thi vi forlanger ikke Stemmeretten for dens egen Skyld. Vi forlanger den som Redskab til at bygge med paa Fremtidsstatens Hus. Snedkeren kan ikke bygge et Hus, før han har lært at drive Sømmene ind i Træet og høvle Brædderne til. Han maa lære at bruge sit Værktøj! Derfor giv os Værktøj, at ogsaa vi kan benytte det i Statens Tjeneste!
»En Neger, Fred. D., sagde en Dag til sin Ven Parker: »Jeg troer, at det ikke er Vorherres Mening at gøre os fri, ellers vilde det ikke trække saa længe ud dermed!« »Jo vist er det saa«, svarede Parker, »vel vil han have os fri, men Sagen er den, Gud har ikke Hastværk - men det har vi!
»Heller ikke vi skal tabe Taalmodigheden, men skal glæde os over den enorme Fremgang, vor Sag har haft i de senere Aar. Medens Kvinder, der offentlig vilde tale deres Sag - og ikke for Stemmeretten alene - tidligere blev mødt med Uvillie og Haan, som kunde finde Udtryk i en Regn af raadne Æg og raadden Kaal, der kastedes efter dem, saa er Ordet nu allevegne frit for dem. Ja,
sandelig! Fremskridtet er vidunderligt, og der er ingen Tvivl om, at den guddommelige Retfærdighed vil sejre, saa sikkert som at Solen atter staar op i Morgen.
»0g Eders Land, som allevegne, hvor der findes intelligente Mennesker, respekteres som det intelligenteste af alle - selv om det i militær Henseende synes lille - Eders Land skal hjælpe mægtigt dertil. Ligesom de gamle Vikinger drog ud over de bølgende Have hen mod den Bred, de anede paa den anden Side, saaledes vil ogsaa I forlade gamle Fordommes og Vedtægters Grændser, for at vinde hen til det Land, hvor Retfærdighed og Fred sidder paa Thronen, hvor Kongen har fundet sin Dronning, og hvor begge er fælles om at arbejde for Folkenes Velfærd og for Fremtidsslægternes Tarv.«
Carrie Chapman Catt.
*) Talen er gengivet af Professorinde Buhl.
