« Tilbage til søgeresultaterne
Lady Steel *)
For nogen Tid siden havde jeg den Ære og Glæde at give en kort Redegørelse om Mrs. Priscilla Bright-Mc Larens Liv, hun, som De sikkert véd har været Præsident for »Edinburgh National Society for Womans Suffrage« i fyrretyve Aar.
Atter har jeg den Glæde at skrive til Deres Blad. Denne Gang vil jeg tale om Lady Steel, som i mange Aar har været Medlem af Bestyrelsen for samme »National Society.«
Alt fra sin tidlige Barndom udmærkede Lady Steel sig som en glimrende begavet Elev ved »Edinburghs Ladies College«.
Hun indgik Ægteskab som ganske ung. Uagtet sin Ungdom har hun fra første Færd med stor Dygtighed delt sin Ægtefælles Interesser, da han var Medlem af Edinburghs Byraad og senere fik Embedet som Borgermester (Lord Provost).
Lady Steel er nu Enke, men bruger dog bestandigt sin Tid og sine Midler i Samfundets Tjeneste. Hun har været Medlem af Edinburghs Skoleraad og har udmærket sig ved sin skarpe Indsigt i denne Gerning.
Det er dog især, fordi hun er en ivrig Arbejder for Kvindernes Stemmeret, at dette Blads Læsere maa have Interesse for hende. Hun har i mange Aar været stærkt interesseret i Bevægelsen for Kvindernes Frigørelse. Hun har altid holdt Spørgsmaalet frem, saasnart Lejlighed gaves dertil. Saaledes blev det hendes Standhaftighed i ikke at ville betale Skat for 3 Aar siden, der gjorde hende til Centrum for den almindelige Opmærksomhed. Hun paapegede den store Uretfærdighed i at forlange Skat af Kvinderne uden at give dem nogen Stemme i, hvorledes disse Skatter skulde anvendes. Lady Steel lod Rettens Folk tage sine Meubler til Auktion ved Mercat Cross; og hun gjorde dette for at faa Folk til at forstaa, hvor stor en Uret mod Kvinderne dette var.
Denne hendes Handling vakte en stor Sensation, og da der var en stor Folkemængde tilstede, var det et virksomt Middel til at gøre Propaganda for Sagen.
At Kvinderne vægrer sig ved at betale Skat er overalt anerkendt og anbefalet i dette Øjeblik som et virkningsfuldt Middel til at belære Folket om Uretfærdigheden ved at kræve Skat, naar ingen Repræsentation gives til Betaleren, og det vil sikkert interessere dette Blads Læsere at høre, hvad hun selv har sagt herom. Hendes Brev var bestemt til at oplæses ved et Møde i Edinburgh. Lady Steel havde heri redegjort for sine Motiver til at nægte at betale Skatten; desværre kunde hun ikke selv overvære Mødet.
Lady Steel skriver: »Da jeg fik Paamindelse om Erlæggelsen af Statsindtægterne og man forlangte Betaling af min Hus-Skat og min Ejendoms-Skat, skrev jeg tilbage, at jeg afslog at være Medskyldig i den Uretfærdighed at betale Skat uden at opnaae nogen Repræsentation derved.« Opbebørselsmanden gav et Modtagelsesbeviis for mit Brev og sagde, at de sædvanlige Skridt vilde blive foretagne.
Til fastsat Tid kom tre Stævningsmænd til Huset og udpantede Meubler, et Uhr og nogle Juveler. Nogle Uger senere kom de tilbage og tog nogle af de Meubler, de endvidere havde mærket til Udpantning med sig og beholdt dem i fem Dage. Derefter tog de dem hen til Auctionsstedet paa Torvepladsen, hvor de blev solgt d. 22. Marts.
Jeg fik en Veninde af mig til at gaa hen paa Auctionsstedet og byde paa mine Ting, thi jeg kunde ikke lide, at nogen skulde drage Fordel heraf paa min Bekostning. Kun en eneste Ting blev solgt, da den realiserede mere end tilstrækkeligt baade for Skatten og for Udgifterne. Resten af Meublerne blev øjeblikkelig bragt til mit Hus og havde ingen Skade taget ved at have været i Retsbetjentenes Hænder.
Hvad jeg især føler meget stærkt er, at saa længe, som vi betaler Skatterne uden at protestere, er vi en samtykkende Parthaver i den Uretfærdighed, som der forøves mod Kvinderne ved at uddrage Skatter af dem uden at have givet dem nogen Repræsentation. Og det er hovedsagelig af den Grund, at jeg vilde fremtvinge, at de, der er saa velhavende at de kan afslaa at betale Skat, at de ogsaa skal gøre det. De bryder ingen Lov ved simpelthen at lade Regeringen hjælpe sig selv ud af de Beskattedes Ejendele til det, den fordrer; og desuden er det den eneste Maade, saavidt jeg kan se, hvorpaa de offentligt kan bringe den Skik i Miskredit, at beskatte Kvinder, medens de samtidigt unddrager disse Borgerskabets Rettighed.
Hvis »Edinburgh National Society for Women’s Suffrage« kunde overtale nogle faa Kvinder i hver By i Skotland til at give en formaalstjenlig Lektion til Kommunen ved at lade deres Meubler blive solgte som en Protest imod den Lov, der klassificerer dem med Forbrydere og Idioter og derfor uværdige til Stemmeretten - hvis de kun var enige om at gøre dette, vilde Maalet for deres Forbund maaske snart være naaet.
Jeg er ked af, at jeg ikke kan give Dem Detaillerne af Udgifterne, da Medlemmerne naturligviis ønsker at kende, hvad pekuniære Forpligtelser de udsætter sig for ved at afslaa at betale Skat.
I mit Tilfælde steg Udgifterne til lidt over en Trediedel af selve Skatten.
Vore Søstre i Australien og Ny-Zeeland har Stemmeret, i Finland og Norge har Kvinderne faaet sig Borgerskabets Ret tilkendt; og jeg kan ikke tro andet, end at Retfærdighedsfølelsen mod Kvinderne for Øjeblikket kun sover i vort eget Land, men at den kan blive kaldt tillive igen.«
»Det vil være af Interesse for dette Skrifts Læsere«, fortsætter Miss Methwen, »at høre, at Lady Steel har nedlagt Formandsskabet i »Edinburghs Centrale og Liberale Kvindeforbund«, en Stilling hun har indtaget i flere Aar; thi hun føler nemlig, at Kvinderne bør trække deres Understøttelse bort fra alle politiske Partier, til de har faaet Stemmeret, og hun er indtraadt i »Women’s Social and Political Union«, da hun føler sig overbevist om, at de »militante« Methoder er nødvendige, og at de i Sandhed er den eneste Vej til at virkeliggøre den saa overordentlig stærkt tiltrængte Reform!«
Jessie C. Methwen.
Til disse Miss Methwens Ord om Lady Steel vil jeg tilføje, at Lady Steel overværede Alliancens Kongress her d. 6. August 1906. Hun boede paa Hotel Phoenix tilligemed sin Selskabsdame og deltog med Iver i alle Møder. Jeg fik nylig et Blad fra England for at fortælle mig, at Lady Steel, der i flere Aar har været Enke, nu vil gifte sig igen og forlade Edinburgh for at drage til Syd-Afrika. Dette kan imidlertid ikke ske før efter Kroningen, da hendes tilkommende Ægtefælle skal møde ved samme som Repræsentant for det Land han kommer fra. Gid Held og Lykke maa følge hende paa hendes Rejse til det fjerne Syd-Afrika.
J. M.
*) Af Miss Jessie C. Methwen.
