« Tilbage til søgeresultaterne
6te Kongress for den Internationale Kvindestemmerets-Alliance, holdt i Stockholm fra 12te til 17de Juni 1911
(Da vi efter en lang Ferierejse finder alle Landes Kvindeblade fyldte med Beskrivelser af denne Kongress, vil vi derfor i denne sene Time kun medtage enkelte personlige Indtryk af Festen, Talerne og Samværet og slet ikke indlade os paa en systematisk Optegnelse af Forhandlingerne.)
Præsidenterne samledes Lørdag den 10de til et Møde, medens vi andre udhvilede os efter Rejsens Besvær og om Søndagen mødte i Gustav Vasa-Kirken for at høre Reverend Dr. Anna Shaws indledende Tale for Kongressen. Tilstrømningen var uhyre. Dr. Shaw holdt Talen fra Alteret, hvor en Talerstol var indrettet til hende, omgivet af Planter, der dannede en Løvhytte. (Vi vil i næste Nummer gøre et lille Uddrag af Talen.)
Søndagaften gav Fru Nordenson en udsøgt »Reception«. Doctorinde Nordenson er Datter af Fru Kleman f. Hjerta og har som Datterdatter af Lars Hjerta hans patriotiske Blod i sine Aarer. At dette kunde slaa over i en international Følelse, der omfattede alle Landes Kvinder, fik vi Bevis for. Som Præsident for Fest- og Modtagelseskomitéen indledede hun Rækken af Fester med sin egen i Rosenbads Restaurant. Det var her man gensaae sine gamle Venner fra de forgangne Aars Kongresser foruden mange af vore svenske Festgivere. Ved Bordet indledede Fru Nordenson Talernes Rækker med en Tale for Mrs. Chapman Catt, »den ukronede Dronning for 23 Lande«. Vel havde vi hørt om Elisabeths, Maria Theresias og Victorias Storhed som Dronninger eller Kejserinder; men hver af disse havde kun eet Land at regere over; hvor langt sværere maatte det ikke være for vor ukronede Dronning, som herskede over 23 Lande! Vor Værtinde holdt flere Taler Slag i Slag, alle naturligvis paa Engelsk, hvilket Sprog mer end noget andet har en Chance for at blive forstaaet af de fleste.
Hendes næste Tale galdt »den Baby, som blev knæsat i 1890, da Fredrika Bremerforbundet dannede en Komité for Kvinders politiske Valgret«. Komitéen bestod af Borgermester Lindhagen (saa vidt vi hørte), Fru Nordenson og Frk. Gertrud Adelborg. Den lille Baby blev et flinkt Pigebarn, som voksede op og nu var bleven en fager Mø, der gerne skulde præsenteres ved Hove, d. v. s. for de 23 Landes Repræsentanter og derfor nu henvendte sig til dem og bad om en god Modtagelse. Denne lovedes af det samlede Selskabs stærke Applaus.
Atter talte Fru Nordenson. Denne Gang for Forfatterinden Selma Lagerlöf, der var tilstede, og hvis Sympathi for Kvindernes Rösträtt havde en saa stor Betydning for den, da hendes Ord formaaede som ingen andens at sprede de forskelligste Indtryk til Befolkningen i Sverrig. De to finske Medlemmer af Landtdagen Vera Hjelt og Thekla Hultin fik ogsaa den mest smigrende Tale som Indehavere af de Stillinger, som Kvinderne i alle Lande stræbte hen imod. De var vore Pionerer!
Mrs. Chapman Catt kvitterede nu i en samlet Sum for de Skaaltaler der var rettede til de forskellige Lande foruden til hende selv. I denne havde der imidlertid indlistet sig en slem Fejltagelse, mente hun, thi istedetfor at være en ukronet Dronning, der regerede over 23 Lande var hun Objectet for de 23 Landes Regimente. Det var sandelig en vanskelig Opgave at tilfredsstille saa mange Landes Krav! Hvad Selma Lagerlöfs Indflydelse angik, havde hun haft Anledning til at konstatere denne, thi efter sin langvarige Sygdom var Oversættelser af Selma Lagerlöfs »Berättelser« det første, der blev hende forelæst. Hver enkelt havde virket saa naturligt og forfriskende paa hende, og hun forstod fuldtvel den store Støtte hendes Sympathi for »Kvinderösträtten« skulde være for Sagen. Foruden denne Aftenfest havde der hos Fru Ann Margret Holmgren fundet en Modtagelses »Fire-o’clock-tea« Sted, som havde samlet en overvældende Mængde Delegerede. Det var yderst fornøjeligt at træffe hinanden her som gamle Bekendte samlede af vor for den Internationale Kvindestemmeret saa varmt følende Værtinde.
Alliancens Møder har efterhaanden antaget overordentlig store Dimensioner. Da vi holdt vort Foraarsmøde i London, ved hvilket vor Konstitution ændredes, blev ikke alene nye Lande optagne men endog det enkelte Land delt i 2 Selskaber, hvilket synes at være Tilfældet baade med Finland og Danmark. Vore medforbundne Lande er saa mange, at vi aldeles ikke tør give en Liste over dem. At hvert Land skal have 12 Delegerede har medført at de bekvemme Bordpladser er bortfaldne. De 6 Delegerede fra vore tidligere 13 Lande, kunde vi vel skaffe Plads til. Men 12 fra 23 Lande, det er umuligt! Bordene var borte! De ivrigt skrivende Damer var henviste til Pressens Borde helt fremme, og de Delegerede var ret uvirksomme i Retning af at fæstne Forhandlingerne til Papiret. De omdelte stive Noterbøger kunde jo nok afhjælpe Savnet endel. De var vel nok givne i denne Hensigt!
Det var om Mandagen Kl. 10, at vi mødtes i Grand Hotels store Sal. Hvor fuldt af Mennesker var der ikke!
Vor internationale Komité tog Plads og vort søgende Øje spejdede forgæves efter Mrs. Millicent Fawcett, der, paa Grund af den store Procession i England Dagen før Kroningen - altsaa Lørdag den 17. Juni - havde maattet opgive at indfinde sig i Stockholm. Som hendes Stedfortræder i den Internationale Bestyrelse fandt vi her Miss Mac-Millan, medens Mrs. Marshal havde indtaget hendes Formandsplads i Delegationen fra England. Frøken Annie Furuhjelm, Fru Lindemann og Frøken Signe Bergman var alle tre nye Apparitioner i »the Executive International Board«. Af den Internationale Bestyrelses kendte Medlemmer stod kun tilbage Formand, Kasserer og Protokolfører.
Naar vi undersøger det svenske Forbunds Bestyrelse finder vi, at Formanden: Dr. Lydia Wahlstrøm har maattet trække sig tilbage af Helbredshensyn, og at Frk. Anna Whitlock atter indtager Formandspladsen under selve Kongressen, saa vidt vi troer, støttet af Frk. Signe Bergman, der, indtil det nye Valg i Januar 1912, er konstitueret som Formand.
Det skulde synes, som om der var gaaet nogle Dønninger over begge Bestyrelser!
Pagerne var en given Sag. Det var de nye kvindelige Studenter der indtog denne Stilling med stor Adræthed og udstrækkende deres Tjenstgøring langt ud over Møderne.
Fru Professorinde Anna Bugge Wicksell der er i Komitéen for Optagelse af nye Forbund melder: Islands Nationale Kvindeforbund, Serbiens Nationale Forbund, Danmarks Landsforbund for Kvinders Valgret og to Kvindeforbund for Finland. En Delegeret optræder for hvert af disse nyoptagne Forbund og redegør for dem.
Den egentlige Aabningshøjtidelighed foregaar i »Musikaliska Akademien« Kl. 2.
Frøken Anna Whitlock hilser Kongressen Velkommen i de Svenske Stemmeretsforeningers Navn og tolker de svenske Kvinders Glæde over, at deres Land er bleven valgt til Mødested for denne. Hr. Ernst Beckman, taler som Repræsentant for de Mænd i Sverrig, der gerne vil give Kvinderne politisk Stemmeret.
I Stedet for Mrs. Fawcett, Alliancens 1ste Viceformand, taler hendes Repræsentant i Bestyrelsen, Miss Mac-Millan.
Derpaa bliver det internationale Banner ført ind i Salen, baaret af de kvindelige Studenter, som staar Vagt om det. Else Stenhammers Chor synger Ossian Nilssons »Rösträttsmarsch« til Musik af Alfvén. Stockholmsforeningens Formand, Anna Kleman, overleverer paa Sverrigs Vegne Banneret til Alliancen. Naturligvis har hele Auditoriet rejst sig ved denne højtidelige Handling.
Frøken Agnes Branting har ladet det smagfulde Arbejde - Guld paa hvidt Atlask - tilvirke paa sit Atelier.
Mrs. Chapman Catt frembar en Tak paa Alliancens Vegne; og efter Dr. Christine Bonnevies Tale som Repræsentant fra den norske Regering, bestiger Mrs. Chapman Catt Talerstolen for at holde sin store Tale.
Mandagaften holdtes Festen paa Grand Hotel Royal, hvor Fru Ann Margret Holmgren ønskede de Fremmede Velkommen i et Foredrag, der gik igennem de tre af Alliancen vedtagne Sprog og endte paa svensk.
Aftenen slutter med Frk. Sigrid Leijonhufvuds Festkantate til Elfrida Andrée’s Musik, udført af Elsa Stemhammars Chor og modtaget med Jubel af den samlede Kongress. -
Tirsdagmorgen gennemgik man Rapporterne. Martina Kramers talte om Jus Suffragii, det internationale Bind. Derefter Mrs. Stanton Coit, den internationale Kasserer, om Kassens Status.
Vi tillader os - som bebudet - med en let Haand at gaa over Forhandlingerne og omtaler kun Tirsdagens Aftenmøde i Operaen. Af de mange dygtige Talere, der her tog Ordet, vil vi særligt nævne Forfatterinden, Selma Lagerløf. Det var haabløst for de andre Landes Talere at komme op ved Siden af hende. Baade de, der forstod hende, og de, der aldeles ikke forstod hendes Sprog, var lige henrykte. »Thi vi behøver kun at høre hendes følelsesfulde Stemme for at vide, hvor dejligt det maa være, som hun siger!« yttrede de amerikanske Damer.
Onsdag Morgen den 14. Juni diskuteredes hvilke Arbejdsmethoder, der maatte ansees som de bedste. Atter gaar vi over Forhandlingerne med den lette Harefod vi ynder og meddeler kun, at de amerikanske Damer var indbudte til deres Minister om Formiddagen og at 150 af de øvrige udenlandske Kongresmedlemmer besaa Thiels Galleri.
Vi ser med Forbauselse, at Skansens Friluftsmøde er foregaaet Kl. 7 om Aftenen, thi det var virkelig lys Dag, da vi var der! Saaledes narres vi af Nordens lyse Nætter. Mangfoldige var de Personer, der havde samlet sig for at lytte til Kongressens Talere, der fra 2 Talerstole - dannede af Naturen - kunde tale ned til den lyttende Folkemængde og fortælle, hvorledes Kvindesagen stod i de forskellige Lande.
Efter vor Mening var Mrs. Cobden Sandersons Tale den interessanteste, thi den belærte os om den Magt »the Militant Tactic’s Women« kunne faa over deres Tilhørere, naar de er i Besiddelse af den rette tændende Gnist. Saa er jo ogsaa Mrs. Cobden Sanderson Datter af Frihandelsforkæmperen, Richard Cobden. Vel blev hun sat i Fængsel, men Befolkningen protesterede og hun løslodes!
Torsdagens Morgenforhandlinger angik, hvorledes Alliancen skulde stille sig ligeoverfor de organiserede socialdemokratiske Kvinder i Spørgsmaalet om eventuelt Samarbejde. Man besluttede, at hvert Lands nationale Stemmeretsforbund skulde søge Samarbejde med andre Organisationer, der har Kvindernes politiske Stemmeret paa deres Program, saasnart Valgkampe stod for Døren.
Dr. Käthe Schirmacher foreslog en nærmere Undersøgelse af »Professor Reuterskölds Rösträttsutredning«. Mrs. Catt beklagede, at hun maatte modsætte sig dette, da de ikke-svenske Dele af Prf. R.s Bog ikke er et Førstehaandsmateriel, men sammenbragte af en forudværende Litteratur om samme Emne og for en Del hentet fra de forskellige Landes Stemmeretsforbund. Ja – Mrs. Catt havde selv maattet meddele Sverrigs Minister i Washington Oplysninger om denne Sag, paa hvilken han slet ikke havde Rede.
Hun vilde derfor foreslaa, at Dr. Schirmachers Forslag ændredes til, at det oprindelige Materiale skulde udgives som en Bog. Heri indvilligede Dr. Schirmacher.
Men da der fra flere Lande oplystes, at der i Prf. Reuterskölds Redegørelse fremkom talrige og grove Urigtigheder om de respektive Lande, besluttedes det paa Forslag af Dr. Augspurg, at man skulde give en Komité den Opgave at rette disse Urigtigheder samt at tilstille baade den svenske Regering og Prf. Reutersköld et Eksemplar af det sluttelige Værk.
Der havde i disse Dage hersket en Gæring og Uro mellem de svenske Mænd, som gerne undte Kvinderne den politiske Stemmeret, som disse saa haardt havde kæmpet for. Her i Stockholm var nu mødt adskillige Delegerede fra Mænds Ligaer for Kvinders Stemmeret baade fra England, Holland og de Forenede Stater. Man ønskede at faa Ligaen international og baade i Tyskland som i Frankrig arbejdedes paa at danne nationale Ligaer, der senere kunde slutte sig sammen med de alt eksisterende. Resultatet af dette Mændenes Møde om Torsdagen Kl. 3,30 var imidlertid, at circa 30 af de nærværende svenske Mænd sluttede sig sammen til en svensk Liga til at virke for Kvindernes Stemmeret, medens Hr. Ernst Beckman paatog sig endydermere at konstituere Foreningen.
Foruden denne vigtige Begivenhed havde de Delegerede samtidigt benyttet sig af Frk. Lotten v. Kræmers venlige Indbydelse til i 80 Ekvipager anførte af en Mail-Coach med Firspand at begive sig Kl. 3 paa en Køretur gennem Staden og besee dens Architektur, Plantninger, Slotte og Boliger for de fyrstelige Familier i Stockholms nærmeste Omegn. I en lang bugtende Linie begav man sig gennem Staden, alle Ekvipagerne standsende udenfor Frøken v. Kræmers Hus og hilsende op til den nu aldrende Dame, der baade ved at bekoste det Banner, som Stockholm overrakte til Alliancen samt ved denne Køretur, givet til Alliancens Delegerede - beviste, at var hendes ydre Menneske end tilaars, var Sjælen ung og spænstig og vilde Fremskridtet. Hvad der især maatte glæde de Kørende var de venlige Hilsener de modtog af Befolkningen, som maatte vise, hvor dybt Forstaaelsen af »Sagen« var trængt ind i alle Lag. Dette havde imidlertid taget Tid, hvor glædelig Eftermiddagens Begivenheder end var, og vi maatte efter vor Regents strenge Befaling stryge Mødet i Folkets Hus samt en Middagsindbydelse og overlade begge til Suppleanterne. Selv skulde vi som pligttro Delegerede møde paa Pletten Kl. 7.
Ved dette Aftenmøde paatalte Fru Johanne Münter en Inconsequents, der som en Traad havde slynget sig gennem de forskellige Kongresser lige fra den Dag, da Kongressen i København i August 1906 var afsluttet, og alle de forskellige Forbunds Præsidenter samledes der til Møde. Ved denne Lejlighed dadlede man stærkt de Fornøjelser og selskabelige Sammenkomster, man havde budt Kongressen. Navnlig Dr. Augspurg som ogsaa Dr. Schirmacher havde lagt Vægt paa, at en Kongress skulde kalde En til intensivt Arbejde og ikke til Adspredelse. Alle Landes Præsidenter var enige heri. Fru Münter omtalte sin Overraskelse i 1908 i Amsterdam, da hun iagttog den hollandske Kongress og fandt, at alle spartanske Beslutninger var henvejrede, og at Adspredelserne, der bødes Kongressens Medlemmer, var flere Gange fordoblede, og at selve Mrs. Catt, Kongressens Præsident, langtfra at dadle dette, snarere roste Holland herfor. I England havde Arbejdet ved Femaarsmødet paa Grund af Omvalg af Bestyrelse og Lovændringer tvunget de Delegerede til intensivt Arbejde, mon her i Sverrig fandt Fru Münter, at Fornøjelser og Adspredelser atter havde stukket Hovedet frem i en betænkelig Grad.
Her viste Livets Omskiftelighed og Sindenes Omskiftelighed sig i en foruroligende Grad, thi de, der mest i 1906 havde anbefalet de spartanske Principer, hyldede nu Letsindigheden og anbefalede den som Idealet. Og ikke en eneste tænkte paa: »at gøre Fru Münter en Undskyldning for de Bebrejdelser hun havde faaet som Adspredelses- og Fornøjelseskomiteens Formand i 1906!!«
Men saa var det jo altid en Trøst at have faaet Lov til at gøre Alliancen opmærksom paa dens Inkonsekvents! At bebrejde Sverrig dets overvældende Gæstfrihed var naturligvis ikke Meningen! Dette kunde jo heller ikke opfattes som andet end en Compliment til Sverrig.
Frøken Hilma Borelius misforstod muligvis selve Aarsagen til de fremsatte Bemærkninger, og Forsamlingens enthusiastiske Applaus viste, at den hyldede Fornøjelserne.
Festen paa Hasselbacken var en stor succes, og vi fik Lejlighed til at gøre Bekendtskab med mange bekendte svenske Mænd og Kvinder. Man regner at der var 500 Gæster tilstede. Fru Lizinka Dyrssen holdt Velkomsttalen. Biskop von Scheele, der er Formand for Fredsforeningen i Sverrig, dvælede i sin Tale ved den store Betydning, som Kvindernes Indtræden i det politiske Liv, vilde faae for Fredstanken. »Vi behøver Kvinderne i vort Parlament for Fredssagen,« sagde han, »ligesom for mange andre ideelle Interesser, og hvorfor skal de vel behøve at tilkæmpe sig denne deres Rettighed?«
I alphabetisk Orden maatte Landene nu sende deres Talere. Fru Elna Munch blev saaledes en af de første. Hun takkede fra Danmark for udvist storartet Gæstfrihed og priste højt de svenske Kvinder. Hun ønskede, at Sverrig nu vilde være det første Land, der gav politisk Stemmeret til sine Kvinder.
Fru Stritt bragte Tysklands Pris til de svenske Kvinder. Kun havde hun haft en stor Skuffelse. Thi ved at gaa rundt i svenske Musæer havde hun opdaget, at de Kunstnere hun saa fast havde troet paa var Tysklands egne Børn nu havde vist sig at være Sverrigs, som nu f. Ex. Bruno Liljefors! Nu manglede det bare, at man ogsaa vilde tage Schofander fra Tyskland!« Straks sprang hendes Genbo op fra sin Plads og takkede med dybe Buk for, at hun havde villet bemægtige sig hans Kunst for Tysklands Konto. Da han senere paa Aftenen med uforligneligt Lune sang sine Sange, takkede vi i vort Hjerte denne Hændelse som Anledningen til hans overordentlige Udfoldelse af sin Kunst i alle Sprog med alle dens Ejendommeligheder, med det vidunderligste Humeur - alt i Idealernes Tjeneste.
Vi kommer nu til den allersidste Kongressdag, Lørdag d. 17. Juni. Desværre kunde jeg ikke være tilstede paa Grund af Optagethed andetsteds! Kun til Saltsjöbadens Afskedsfest kom jeg - skønt i allersidste Time.
Der var Grund nok til at beundre Arrangementet, men især fordi det gav Sverrigs Folk Lejlighed til at være tilstede ved de Friluftstaler, hvormed Dagen afsluttede, og hvor endog Præster udtalte sig til Gunst for, at Kvinder skulde have Del i den politiske Stemmeret, hvorved de skulde føle sig trygge for, at Idealerne vilde rykke ind i Lovbestemmelserne og virke for Menneskehedens Vel. Vi maa bekende med Dagens Nyheter: »Behøver det siges, at de svenske Kvinder har Ret til at være tilfredse med deres Repræsentanter, med Anna Whitlock som Formand for den svenske Bestyrelse, og Signe Bergman i den Internationale Bestyrelses Række samt Fru Bugge Wicksell paa Talerstolen.« Vi har haft Glæden ved at bringe Portræter af de to af Damerne og vil idag bringe Portrætet af den konstituerede Præsident: Frk. Signe Bergman. Ligeledes af Fru Ezaline Boheman, der fungerer som Sekretær i den svenske Bestyrelse, og i Kongressdagene var Leder sammen med Friherreinde Palmstjerna for de svenske Værtinder. Jeg selv kan give mit Vidnesbyrd om, hvor fin fortræffelig og behagelig Værtinde hun er i sit eget Hjem, naar man uformodet falder ind af Døren til hende.
Vi har god Grund til at takke den svenske Bestyrelse for den udmærkede Maade, hvorpaa de har røgtet deres Hverv. Ingen har nogensinde overgaaet dem i Evnen til at kunne holde en Kongress; og vi Alle følte, hvor varme de Hjerter var for »Rösträttskongressen«, som strømmede imod os i den fælles store Gerning for Kvindernes Frigørelse.
Ikke vil vi indskrænke os til de her nævnede Damer men tage alle Komiteerne med, hvor Damerne har gjort saa udmærket Nytte, hver paa sin Plads, ligefra Professorinde Ann Margret Holmgren i hendes Velkomsttale, givet paa de mange Sprog og til de kvindelige Studenter, der har lært hvorledes en Kongress skal holdes, naar deres Tid engang kommer til at holde den. Min Moder sang ofte for mig, da jeg var Barn, en gammel svensk Drikkevise, hvortil Omkvædet lød:
Vänskap, Trohet och Fosterland
Knyttade fastaste brödraband,
Naturen vil, att du och jag och alla - alla,
Förenade medbrödrar oss kalla - kalla!
För sanningen, upplysningen, och kärleken
och friheten
Och aldrig - aldrig darra för despoterna.
Och aldrig darra för despoterna!
(Min Moder lærte den som lille Pige for 100 Aar siden og har i Tredsernes sidste Aar sunget den for sine Børnebørn. Den forekommer mig at kunne være en Forløber for Kvindesagen om den end har været dikteret af Stemningen, der fulgte den franske Revolution - der jo ellers var Kvinderne saa ugunstig!)
