« Tilbage til søgeresultaterne
Mrs. Despard
Præsident for: The Women’s Freedom League.
Mrs. Despard er en af de mest kendte Personligheder i Bevægelsen for Kvindernes politiske Stemmeret - ikke blot i Storbrittanien men overalt i Verden, hvor Kvinderne forstaar, at de ikke alene har Behov at faae politisk Repræsentation men desuden en fuldstændig Frihed for sig selv som Menneske. Hun har vundet denne Erkendelse, denne Kærlighed til Friheden - ikke alene fordi hun har stridt for Kvinderne, men fordi hun har anvendt Aar af sit Liv i det Offentliges Tjeneste - Aar, som var tilbragte i Kamp for at skaffe bedre Vilkaar for Mænd og Kvinder, Kamp imod Spild og Sygdom i alle deres Former. Stemmeretskvinder - hvad enten de bruger »militante« eller
»ikke-militante« Methoder - Reformatorer, Politikere, Philanthroper - ja, hvilke deres Livsanskuelser saa end er, saa seer de alle hen til Mrs. Despard for at faae Hjælp og Indskydelser, og de gør det aldrig forgæves. Hvor der er Undertrykkelse eller Sorg eller Elendighed, hvor Hjælp behøves eller en Stemme bør hæves i Protest, der finder vi altid Mrs. Despard. Hun har protesteret mod mange Onder, men mest af alle mod Kvindernes Undertrykkelse, fordi hun anseer denne for at være Roden til meget af den Elendighed og Synd, som er i Verden den Dag idag!
Mrs. Despard er runden af en kæmpende og frihedselskende Slægt. Vi kan forestille os, hvorledes hendes Had til Undertrykkelse har vundet Form og Styrke ved hendes ivrige Studium af Digteren Shelley, der er ret en »Oprørets Digter«. Fra sin tidligste Ungdom indsugede hun denne Kærlighed til Frihed med et lidenskabeligt Ønske om at vinde den for hine - Mænd eller Kvinder - som er nedsunkne i en saadan Haabløshedens Sløvhed, at de ikke selv vil kæmpe for at frigøres. Hendes Ægtefælle delte dette lidenskabelige Ønske. De studerede sociale Spørgsmaal sammen og arbejdede i Fællesskab herfor indtil hans Død.
Derefter kom hun til London, hvor hun fandt en vid Arbejdsmark aaben for sig.
Hun blev Skolebestyrer og Fattigforstander i »Nine Elms« og »Lambeth«. Begge disse Distrikter er fattige og usle, og Børnene lider ofte Hungersnød og er et let Bytte for Sygdomme. Det var disse Børns elendige Vilkaar, som drev Mrs. Despard til at lægge Haand paa Værket, thi de kommunale Institutioner er langsomme i Vendingen, og den offentlige Mening endnu langsommere. I »Nine Elms« aabnede hun en. Skole Klinik for Børn og indsatte en examineret Sygeplejerske som Forstanderinde. Da først Begyndelsen var gjort, voksede Institutionen fra det ene Aar til det andet, og man sporede en indgribende Forbedring i Børnenes Sundhedstilstand. Hun aabnede Klubber for Folket og identificerede sig ganske med deres Vækst og Udvikling. Men med hver Dag, som hun i de kommunale Bestyrelser kæmpede for bedre Vilkaar - medens hun arbejdede og levede blandt Fattigfolk - forstod hun endnu klarere, hvor stor en Trang, der var for, at Kvinder skulde politisk frigøres. Tilstedeværelsen af et »Lambeth« og et »Nine Elms« var i sig selv Beviis nok for, at Kvinderne burde have Stemmeret. Mrs. Despard sluttede Forbund med den »militante« Kvindebevægelse og har siden da givet Tid, varm Enthusiasme og Troskab til den samt har tillige været Fører for Kvindernes »Freedom League«. Hun har ført Deputationer til Konseilspræsidenten og hun har flere Gange protesteret mod Uretfærdigheder. Ligeledes har hun vægret sig ved at betale Statsskatten og har været fængslet mer end een Gang. Hun har set det Ideal, hun havde stridt for fra Dag til Dag vokse til en levende Virkelighed; hun har seet Mænd og Kvinder forvandlede fra Fjender til Venner, hun har seet en Skare Hjælpere vokse op ikke alene i Underhuset men blandt Nationens Befolkning.
I den sidste Stemmerets-Procession, der holdtes i London den 17de Juni 1911, fik Mrs. Despard, der gik i Spidsen for »Women’s Freedom League«, en Velkomsthilsen som næsten var kongelig. Ingen anden Kvinde fik en saadan Ovation af Beundring og Kærlighed, heller ikke modtog nogen anden Kvinde saadanne Æresbevisninger. Paa hele Processionens Vej hilste Befolkningen hende med høje Leveraab - baade Klub-Medlemmerne i Pall Mall, Soldater - som ære hende ligesaa meget som de ærede hendes Broder (General French fra Krigen i Sydafrika) - Kvinder og Børn - alle slog de sig sammen om at give denne Kvinde en saadan Hilsen, som bliver yderst faa beskaarne i denne Verden.
Naar hun taler i Hyde-Park eller Trafalgar Square i en eller anden lille By, eller i de store Steder, flokkes Tilhørerne om hende for at høre hende. Hvorfor? Det er ikke alene for hendes Talekunst - og hun er upaatvivlelig en Taler! - men det er for at høre det Bud hun bringer, det sikkre Haab, der meddeler sig til hendes Omgivelser om en højere, en ædlere Tingenes Tilstand, hendes brændende Begejstring, hendes Tro paa Idealerne, men over alt andet hendes lidenskabelige Sanddruhed, det er dette som bevæger og fastholder Tilhørerne, hvor hun saa taler. Det er hendes Medfølelse for de Lidende, hendes harmdirrende Indlæg for de Undertrykte, som bevæger os saavel til Sympathi som til Harme.
Edith How Martyn,
Medlem af Bestyrelsen i »Women’s Freedom League«.
