« Tilbage til søgeresultaterne
Mrs. Despard i Kjøbenhavn
De fleste af os erindrer vel den anden internationale socialistiske Kvinde-Kongress, der holdtes i Kjøbenhavn i Sommeren 1910. Den gik lige forud for den ottende internationale socialistiske Kongress, der ogsaa holdtes i Kbhvn., og som havde forbeholdt sig, at Kvindekongressens Resolutioner ikke maatte vandre ud i Livet, før de var vejede og prøvede ved Mands Kongressen.
Til min store Forbauselse hørte jeg, at Mrs. Despard kom til Kbhvn. Jeg fik Underretning herom fra flere Sider i »Freedom League«, og man bad mig om at tage mig af hende ved hendes Ankomst hertil. Skibet havde imidlertid haft et Uheld ved Skruen, som forsinkede dets Ankomst i 12 Timer. I hendes Fraværelse var jeg tilstede ved Møderne og kunde fortælle hende, at Diskussionen om hvorvidt Kvinderne skulde forlange »Universal Suffrage« alt var afsluttet og gaaet igennem. Ak - det, var jo netop det, hun var kommet for at hindre. I England var man forlængst kommet til Forstaaelse af, at et saadant Forlangende absolut vilde stænge Kvinderne ude fra Stemmeretten, og den Conciliation-Bill der var (og er) indgivet i det engelske Underhus var beskedent i sine Fordringer.
Det sagde ikke som Socialisterne: »Alt eller Intet«.
Endogsaa Norge havde paa Kongressen udtalt, at de socialistiske Kvinder havde forlangt fuld Stemmeret og faaet Afslag. De havde maattet nøjes med en mere beskeden, og nu var de ivrigt beskæftigede for at opnaae Udvidelse. Det var netop den samme Vej, som Mrs. Despard havde ønsket, at Kvinderne skulde gaae, men Redacteuren af »Gleichheit« havde med Kraft forstaaet at faae vedtaget den af Mændene ønskede Petition om »Universal Suffrage«.
Jeg havde senere den Fornøjelse at faae Kronborg Slot foreviist for Mrs. Despard. Jeg spurgte hende, om Kassematernes Fængsler var værre end Holloways? Med en Kenders Blik tog hun Maal af dem, »Meget værre!« sagde hun, »her er jo intet Atom af Dagslys!«
Det var en sand Glæde at være Vidne til de engelske Socialisters Ærbødighed for Mrs. Despard. Baade for Mr. Keir Hardie som for Mr. Mac Donald var det en Hovedsag, at Mrs. Despard i alle Maader havde det godt, og naar Mrs. How Martyn nævner »at hun fik en »kongelig« Velkomsthilsen ved Processionen i London den 17de Juni 1911«, havde vi alt her haft Beviis for den høje Rang hun indtog i England.
Vi i Kvindestemmerets Alliancen er alle enige om, at Mrs. Despard er een af de ædleste Kvinder der findes, som har det varmeste Hjerte for alle og især for de fattige Børn, over hvis Hoveder hendes beskyttende Haand hviler.
Hendes Minde skal leve i Slægtled efter Slægtled i dyb Taknemmelighed.
