« Tilbage til søgeresultaterne
Mrs. Chapman Catts Tale som Alliancens Præsident
»Da der for nogle faa Uger siden var en Debat om Kvindestemmeretten i det svenske Første Kammer, sagde en Universitets-Professor med et vægtigt Tonefald: »Kvindestemmeretsbevægelsen har naaet - ja overskredet - sit Højdepunkt Stemmerets-Bølgen er nu hurtigt tilbageskridende!« For alle dem, der hørte den afgørende Stemme, hvori han talte, var der ikke Rum for Tvivl om, at Manden meente, hvad han sagde. »Mænd troer for det meste paa det, som de selv ønsker!« skrev Julius Cæsar engang. Med en beskyttende Mine, der fik et mere komisk Skær end han selv kunde ane, tillagde denne Herre: »Vi har tilladt denne Bevægelse at komme til et vist Punkt, men nu vil vi ikke lade den gaa videre!« Her ser vi en ny Flue - siddende paa Fremskridtets ofte omtalte Hjul - som kommanderer det til ikke at gaa længere frem. Denne Mand fæster Ens Opmærksomhed ved sig, fordi han er Repræsentant for den Type, der findes i alle Lande: vise Mænd paa den forkerte Side af et stort Spørgsmaal - moderne Josva’er, som byder Solen at staa stille og troer, at den vil adlyde.
»Mange Aarhundreder før Darwins Fødsel skrev en gammel Hindu: »Jeg staar ved Flodens Bred. Jeg veed ikke hvorfra dens Vande kommer - heller ikke hvor hen de strømme. Saa dybt og taust er dens Løb, at jeg ikke veed, om dens Strøm gaar mod Nord eller Syd. Alt er Gaade for mig. Men hvis jeg klavrer op paa hin Bjergspids, bliver Floden et Sølvbaand, der slynger sig ind og ud i hele sin Længde mellem Højene og over Sletterne. Jeg seer den lige fra dens Udspring i hine Bjerge til dens Udløb i Havet. Saa er der ingen Gaade mere for mig!«
»Saaledes glemmer disse Professorer, der er begravede i deres Bøger, disse nærsynede Politikere, at lægge Mærke til Betydningen af de Begivenheder, der foregaar. For dem er Kvindebevægelsen et uforklarligt Mysterium - en irriterende Udvækst paa Samfundets harmoniske Udvikling. Men for os, som staar paa Højden af den internationale Union, hvorfra vi kan iagttage hver Fremtoning af denne Bevægelse i alle Verdensdele, er der intet Mysterium. Fra Bevægelsens Udspring - mangfoldige Generationer tilbage - maa Barbarernes Kvinder have protesteret mod den grusomme Uret, der blev gjort deres Køn, og vi ser tydeligt Forløbet af denne Bevægelse gennem Tiderne, naar den langsomt men majestætisk ruller sig fremad - sættende Mærker ved hvert Aarhundrede, ved hvert Slægtled; lige indtil at Kvindernes fulde Friheds gyldne Sø ligger foran os. Andre kan stille deres Theorier op om Kvindebevægelsen, men os er det bleven forundt at faae et bestemt Kendskab dertil. Engang repræsenteredes denne Bevægelse ved spredte og usammenhængende Protester af enestaaende Kvinder. I hin Periode var Kvinderne blændede af Uvidenhed, fordi Samfundet nægtede dem Belæring; de blev tvungne til Taushed, thi Samfundet nægtede dem at tale. De kæmpede enkeltvis mod deres Uret, thi Samfundet nægtede dem Retten til at organisere sig. De levede i Fattigdom, thi Samfundet nægtede dem selv at maatte kontrollere deres Ejendom og endog at maatte tage imod deres Løn. Under saadanne Vilkaar af Kønsslaveri, kan man saa undres over, at deres Skrig efter Retfærdighed kvaltes, og at deres Protester aldrig naaede de Mænds Øren, som skrev hine Tiders Historie? Lykkeligvis er hine Tider forbi; og, ud af denne usammenhængende og tilsyneladende ørkesløse Agitation, som strakte sig over mange Aarhundreder, er der udsprunget en
Nutids-Bevægelse, der besidder en klar Forstaaelse og en bestemt, maalbevidst Fremadstræben.
»Denne moderne Bevægelse forlanger politiske Rettigheder for Kvinder. Den forlanger en direkte Indflydelse for Kvinderne paa den Lovgivning, som angaar Folkenes Almeenvel. Den erkender Stemmeretten som det eneste værdige og ærefulde Middel til at sikkre sig Erkendelsen af deres Behov og Aspirationer.
»Den fæster sin Tro ved den Kendsgerning, at i det lange Løb er Manden logisk. Der kan gaa et Slægtled, ja endog et Aarhundrede mellem Forsætningens Løfte og Eftersætningens Opfyldelse deraf, men naar Forsætningen først engang er klart og sanddru fremsat, saa følger Eftersætningen saa sikkert, som Dagen følger Natten. Vor Forsætnings Løfte er bleven fremført. Verden har haanet det, stormet det, debatteret det; g hvad er nu dens Stilling dertil? Ide hemmelige Raad, i hvert politisk Parti og hvert Parlament i den civiliserede Vorden, er dette Spørgsmaal anseet som et Problem, som før eller senere maa løses. Diskussionen gælder ikke længere Retfærdigheden af vore Fordringer, men hvorledes man skal undgaae den sluttelige Følge. Vore Opponenter erkender maaske ikke denne Kendsgerning, men vi, som i mange Aar har iagttaget Fremskridtet af denne Bevægelse, vi, som kender hvert Symptom af en Ændring, vi har seet, hvorledes vore Modstandere forlader det ene efter det andet af deres Værn, indtil intet bliver tilbage uden en ynkelig Bøn om Udsættelse. En saadan Udvikling er just ikke Tegn paa en tilbagevigende Bølge!
»Til at følge de alt vundne Fordele staar der i denne Dag en Armée af Kvinder, forenede, taalmodige og uovervindelige. I hvert Land er der øvede Penne i Kvindernes Hænder, Veltalenhed og Vid paa Kvindernes Læber for at forsvare deres fælleds Sag. Og endydermere er der en allieret Armée af vidtskuende, standhaftige, frygtløse Mænd, som strider for vor Reform. Oppositionens Hær, som kun er bevæbnet med udslidte Traditioner og sygeligt Føleri, er viet til Overgivelse ligeoverfor disse uimodstaaelige Kræfter lige saa sikkert, som at Solen staar op i morgen.
»Dette er Ting, som vi vide. For at andre skal komme til at dele vor Tro, saa tillad mig at gentage nogle faa ofte udtalte Kendsgerninger. En Indbydelse til den første Internationale Konferents udgik for 9 Aar siden, og den holdtes i Byen Washington. Ved den Tid havde Kvindestemmerets Agitationen kun resulteret i fem Landes nationalt organiserede Arbejde. Følgende den kronologiske Orden for deres Organisation, saa var det de Forenede Stater, Storbrittanien, Australien, Norge og Nederlandene. To Aar senere - i 1904 - blev Alliancens Organisation fuldbyrdet i Berlin, og Forbund i Kanada, Tyskland, Danmark og Sverrig var parate til at træde ind. Disse 9 Forbund indesluttede i sig den organiserede Kvindebevægelse, og der var kun ringe Udsigt til en øjeblikkelig videre Udvidelse. Idag, blot 7 Aar senere, tæller vi 24 nationale Forbund og desuden korresponderende Grupper i 2 Lande. Er dette Beviis for en hurtigt tilbagevigende Bølge?
»Det vilde bedre svare til Kendsgerningerne om vi anvendte den stolte Pralen af det Britiske Kejserrige og sagde, at »nu gik Solen ikke mere ned i de Lande, hvor der arbejdes for Kvindernes Stemmeret.«
»Endvidere er Medlemsantallet i Verden blevet øget 7 Gange i de forløbne 7 Aar, og det er fordobblet siden London-Kongressen (1909). Endog i Storbrittanien, hvor Oppositionen tillidsfuldt erklærede, at Bevægelsen havde naaet sit Højdepunkt, har den Nationale Union - vor Medforbundne - tredobblet sit individuelle Medlemsantal, tredobblet sine indesluttede Selskaber og fordobblet sin Kassebeholdning siden da. En lignende Forøgelse af Medlemmer og Kassebeholdning er skeet i de to militante Grupper; og 12 uafhængige Stemmeretsselskaber har desuden dannet sig i nævnte Land. Medlemsantallet og Kassebeholdningen er ligeledes tredobblede i de Forenede Stater, og hver Præsident i et optaget nationalt Selskab har meldt Vækst i Antal, Pengebeholdning og Aktivitet. Denne Armé af Suffragister *) er blevet forøget med nye og enthusiastiske Tilhængere fra Maaned til Maaned, Uge til Uge. Vi har i denne Kongress budt Mænds Ligaer velkommen fra 5 forskellige Lande, de fire dannede i de sidste to Aar. To Ting er sikkert. For det første: Kvindebevægelsen er ikke en tilbagevigende Bølge - det er en mægtig indbrydende Flod, som fejer alt bort foran sig; for det andet: ingen menneskelig Magt, ingen Universitets Professor, intet Parlament, ingen Regering kan standse dens Komme. Den er et Trin i Samfundsudviklingen, og de evige Sandheder staar bagved den.
»De der ikke kender noget til vort Arbejde vil maaske sige: Hvad er det dog som denne Skare af Kvinder og Mænd gør? De gør alt hvad der er muligt, at menneskelig Sindrighed kan udfinde og menneskelig Udholdenhed kan udføre for at faa denne store ligegyldige Menneskeskare til at tænke.
»Da John Stuart Mill holdt sin berømte Tale i det engelske Parlament i 1867, sagde han: »Jeg tilstaar, at der mangler et stort, praktisk Argument i Kvindesagen; Kvinderne holder ikke store Møder i Hyde Park eller Demonstrationsmøder i Islington!« og Parlamentet brølede af Latter over den komiske Idee, at Kvinderne skulde kunne gøre saadant. Men John Bull og Onkel Sam og hele Resten af Lovgivernes Broderskab er langsomme og træede. De har ringeagtet Kvindernes forstandige Henvendelser og har haanet deres i Tusindviis undertegnede Petitioner. Der maatte altsaa gøres noget i en anden Form for at vække deres Opmærksomhed. Derfor har Hyde-Park været Vidne til mangen Demonstration for Kvindernes politiske Ret, den ene større end nogensomhelst anden i Englands Historie, og en af disse Dage (17 Juni) skal en Procession gaae gennem Londons Gader, som er større end nogen anden, der har rejst sin Fane for en ønsket Sag. Der er intet Eksempel blandt Mænd i deres lange Kamp for at erholde Stemmeret paa en saadan Hengivelse, Selvfornægtelse og Inderlighed som den, Kvinderne har viist. Jeg troer at flere Penge er ydede, flere Arbejdere sat i Beskæftigelse, flere Møder holdte, flere Demonstrationer gjorte i Storbrittanien alene - for Kvinders Stemmeret end i hele Verden for Mænds Stemmeret.
»Dog siges der i alle Lande, at Kvinder ikke bryder sig om Stemmeret. Vi maa inderligt haabe, at intet andet Lands Regering ved sin Storhed vil foraarsage Kvinderne et saadant Spild af Tid, Energi og Penge, et saadant Offer, en saadan Lidelse som Storbrittanien har gjort.
»Men disse Demonstrationer er ikke begrænsede til Storbrittanien alene. To Tusinde Kvinder mødte ved Kanadas Parlament i Vinter og Tusinder samledes ved Lovgivningsbygningerne i de Forenede Staters Hovedsteder. En Procession af Ny-Yorks bedste Kvinder marscherede for nogle Uger siden gennem denne Stad som Protest mod dens Lovgivning. Sverrig har mere end fyldt sin store Circusbygning. Ungarn, Tyskland og Frankrig »demonstrere« og efter min Mening har intet Lands Kvinder viist mere selvopoffrende Hengivelse, mere lidenskabelig Kraft end Bøhmens. Lærerinder og Kvinder i andre Fag holder Møder Nat efter Nat, villigt tagende denne Byrde foruden den de har om Dagen - for at Bøhmens Kvinder skal blive frigjorte. I vore forenede Lande holdes der Tusinder af Møder hvert Aar og Millioner af Brochurer uddeles, som fører vor Ansøgning om Retfærdighed til Jordglobens fjerneste Hjørner.
»Der er sikkert svære Fejder, der venter os, men nu har vi vel udviklede Kvinder, hvis Hjerner er istand til at løse hvert Stridsspørgsmaal, der maatte møde dem. Der er Hænder, som er villige til at paatage sig hver besværlig Opgave; ja - og der er Kvinder, der er rede til at give endog deres Liv som Offer for Sagen. Det er fordi de er gennemtrængte af den uimodsigelige Logik, der ligger bagved vore Fordringer og den uimodstaaelige Magt, hvoraf vor bestandigt voksende Armé af Stemmeretskvinder i hele Verden er gennemtrængt. De gentager vor Fører, Susan B. Anthony’s træffende Ord: »Failure is impossible!«
Det er ikke alene den voksende Styrke af vor Kampmagt, som har fyldt os med denne mægtige Sejerstryghed. Der er virkelige Vindinger, som i sig selv kan klarlægge for Verden, at denne Bevægelses Maal er nær. Af de ni Forbund, som forenede sig for at danne Alliancen i 1904, har otte sikkret sig en blivende Ændring i Loven, som er et Skridt nærmere hen imod politisk Stemmeret. Og af de 24 Nationer, som er repræsenterede i denne Kongress, har Kvinderne fra de 15 Lande vundet større politiske Rettigheder end for 7 Aar siden. Disse Vindinger bevæger sig mellem, at man i Tyskland har tilbagekaldt Forbudet mod, at Kvinder maatte danne politiske Foreninger, og i Schweitz givet dem kirkelig Stemmeret. Baade i Frankrig, Italien og Belgien har Kvinderne faaet Stemmeret i de merkantile Raad (Handelsbestyrelserne) og i Danmark har man givet dem kommunal Stemmeret, ligesom de i Australien, Finland, Norge og Staten Washington har faaet politisk Stemmeret.
Blandt vore Delegerede tæller vi Kvinder, som er Parlamentsmedlemmer fra Finland, vi har en Regerings-Repræsentant fra Norge og en Kvinde-Fabriksinspekteur fra begge disse to Lande. Desuden har vi adskillige Byraadsmedlemmer fra de forskellige Lande. For syv Aar siden var ingen Kvinde valgbar til disse Stillinger.
Der har rejst sig et Forbund i Portugal, som har ført sin Kamp paa en ny Maade. Da man saae at den nye Konstitution ikke nægtede Kvinderne Stemmeret, ansøgte en medicinsk Doktor, Caroline Angelo, om at blive registreret som Stemmeberettiget, og da dette nægtedes, appellerede hun til Højesteret. Dommeren, Dr. Alfonso Costa, opretholdt hendes Forlangende, og saaledes besidder een Kvinde i Portugal de samme politiske Rettigheder som Mændene. Denne Kvinde har lige nu afgivet sin første Stemme. Hun var ledsaget af 10 Damer og blev modtaget med ærbødigt Bifald af alle tilstedeværende Mænd. Denne Bevægelse er udsprungen af en Forening bestaaende af 1000 kvindelige Medlemmer, hvis Formaal var at fremme Republikanismen i Portugal. Stemmeretsforeningen i Portugal er lille og ny, men Republikens Præsident og tre Medlemmer af Kabinettet er gunstigt stemt for at fremme Kvindernes politiske Rettigheder; og Foreningsmedlemmerne har Tillid til Parlamentets Velvillie. Det skulde i Sandhed være mærkeligt om Kvinderne i Portugal - uden nogen Kamp - skulde blive kronede med politisk Magt, som saa længe er bleven holdt tilbage fra andre Landes haardtkæmpende Kvinder. Men Retfærdigheden - ligesom Naturkræfterne - tager altid de Veje, hvor der er mindst Modstand, og derfor ser man, at det uventede skeer! Det er med særlig Hjertevarme, at vi ønsker denne nylig dannede og alt med Sejr kronede Gruppe »Velkommen!« i vor Alliance. Med Stolthed og Taknemmelighed har vi givet Ordre til at det portugisiske Flag skal indlemmes i vor internationale Samling; og vi vil haabe at kunne tælle portugisiske Kvinder ved vore fremtidige Kongresser.
I Bosnien og Herzegovina er fire Klasser af Mænd kvalificerede til at stemme efter en ny Konstitution af 20. Februar 1910 - authoriseret af det østerrigsk-ungarske Kejserrige. Den første Klasse bestaar af Landejendomsbesiddere, som betaler en Skat af 140 østerrigske Kroner af deres Gods og heri er Enker og Ugifte indbefattede. De stemmer kun gennem Repræsentanter, men dette er dog kun en Biting. Det første Valg fandt Sted i Maj 1910. Der var otte-og-halvfjerdsindtyve Kvinder, der stemte, hvoraf de seks-og-halvfjerds var Muhamedanere, en Serber og én Katholik. Naar man tænker paa, at dette muhamedanske Land forsaavidt har glemt sine Instruktioner fra Koranen, saa at det udvider denne lille Del af Retfærdighed til at omfatte Kvinderne, synes denne Tildragelse os - uagtet dens tilsyneladende Ubetydelighed - at være et betydningsfuldt Halmstraa, der viser, hvad Vej Vinden blæser i dette vort tyvende Aarhundrede.
Som en direkte Følge af vor organiserede Bevægelse har der været en betydningsfuld Sejr at fejre ved hver International Kongress. Den vægtigste Vinding i det forløbne Aar kommer fra de Forenede Stater. Med Hensyn til Rigdom, Befolkning og politisk Indflydelse er Staten Washington den betydningsfuldeste af de amerikanske Stater, der endnu er vunden. Det maa erindres, at i de Forenede Stater maa Kvindestemmeretten gennemføres ved at de mandlige Vælgere afgiver deres Stemme, og den maa vinde Majoritet i hver eneste Stat for sig. Spørgsmaalet blev i Washington vedtaget med tredobbelt Flertal Det mest tilfredsstillende Bidrag til denne Sejr var - efter almindeligt Vidnesbyrd - at denne betydningsfulde Afstemning skyldtes Mænd og Kvinder, som tidligere havde boet i en af de tilgrændsende Slater, hvor Kvinderne havde Stemmeret, og som kunde modgaae den theoretiske Opposition, der mødte frem, med Kendsgerninger og Tal uddragne efter gjort Erfaring.
Udenfor al Tvivl synes de fem Stater, der havde fuld Stemmeret for Kvinder, kun ubetydelige Vindinger for Folk i andre Lande. Det er sandt nok, at disse Stater er nye og deres Befolkning kun liden. Saa nye er de, at da jeg var Barn, var det Territorium, som disse senere skulde dække, paa mit Landkort betegnet som: »Den Store Amerikanske Ørken.« Men et Slægtled har afstedkommet vidunderlige Forandringer. Tidssvarende Vandingssystemer har forvandlet Ørkenen til frugtbart Land og dettes velsmagende Frugter har fundet Vej til Verdensmarkedet. Brød, som er bagt af dets Kornsorter, kan man finde paa hvilkesomhelst Nationers Bord. Minerne, som findes der, sender Guld og Sølv til Alverdens Mønter. Bjergene forsyner alle Lande med Semi-Juveler; Kul og Jern derfra giver Tusinder af Fabriker Arbejde og Idéer til ny Foretagsomhed. Master fra Washingtons store Skove sejler over alle Have, og et Jernbanenet er spredt over Territoriet og fører dets store Produktion ud til Oceanet, hvor en af de største og dybeste Havne i Verden modtager den. Alle Elementer, som i andre Lande har bidraget til at grundlægge Byer, og til at underholde store Indbyggertal, findes der. Endog i dette Øjeblik er Totalsummen af Stemmeretskvinder i disse tyndt befolkede Stater Halvdelen af det Antal Kvinder, som vilde faae Stemmeret til Storbrittaniens Parlament, hvis »The Conciliation Bill« blev vedtaget. Disse fem Staters Udstrækning er lig med Englands, Skotlands, Irlands, Wales’, Øen Mans, Norges, Sverrigs, Danmarks og Halvdelen af Nederlandenes. Saa ubegrænset er denne store Stræknings Hjælpekilder, at Tiden sikkert vil bringe en Befolkning, der er ligesaa stor som den, der findes i de nævnte Lande. Husk paa, at Stemmeretten er sikkret alle kommende Slægtled af ufødte Kvinder her, og gør Eder det klart, at disse Sejre har en mægtig Betydning.
(Sluttes.)
*) Stemmeretsarbejdere.
