« Tilbage til søgeresultaterne
Brev fra Norge
Kjære redaktør!
Det kunde kanske interessere »Kvindestemmeretsbladet«s læsere at høre lidt fra Norge og om de sidste begivenheter i vor saks historie heroppe.
Vi lever desværre under trykket av den samme varmebølge som gjennemstrømmer hele Europa. En slik varme og en slik tørke er en ulykke for vort land og dets jordbruk mere end for de andre lande, da Norges jordbund er fattig og mager, græsset og kornet vokser paa mange steder bogstavelig »paa stengrund« og har ikke dype røtter, saa det visner let og gir os daarlige aar.
Vi har ogsaa en sørgelig lockout for tiden. Den bringer megen nød og elendighet og sorg med sig, ikke mindst for kvinderne og hjemmene.
Og midt oppe i alt dette kom stemmeretten, den sidste stump politisk stemmeret for kvinder, under debat i stortinget, som trodser varmen og sitter samlet endnu, vi haaper, saalænge lockouten varer, og til mægling er brakt i orden.
Desværre vi tapte paa stemmeretten! Til at begynde med, hadde vi et litet haap. Det saa ut, som om den stod over de politiske partier. Der findes jo nu ikke længer noet politisk parti, som er principiel motstander av kvinde stemmeret.
Socialdemokraternes og venstres repræsentanter var valgt paa programmet: »almindelig politisk stemmeret for kvinder«. Og de frisindede og højrepartiet hadde under Mrs. Chapman Catts besøk her i Kristiania, gjennem statsminister Konows tale til hende, indgit os forhaapninger om at ialfald endel af partiernes medlemmer, vilde gaa med, naar kvindestemmeretten kom til behandling i stortinget.
Konstitutionskomiteens flertal indstillet paa »at det foreliggende forslag om almindelig politisk stemmeret for kvinder, som har fyldt 25 aar« vedtoges, mens et mindretal vilde ha det forkastet.
Med spænding var det derfor jeg indfandt mig i stortinget igaar for at høre paa debatten. Noget egentlig nyt frembrakte den imidlertid egentlig ikke.
Vor saks forfegter fra de tidligere debatter om stemmeretten, hr. Bryggesaa, fremholdt det uretfærdige i længer at forholde kvinderne deres ret. De har vist, at de er fuldt skikket til at delta i det offentlige liv. Det eneste rette er, at alle opfatninger faar komme frem og brytes. Det hele samfund vil tjene paa det.
En socialdemokrat uttalte, at den begrænsede politiske stemmeret kvinderne hadde, var uretfærdig, fordi den utestængte de kvinder som ikke tjente nok. Og de kvinder kunde ha likesaa stort krav paa at faa stemmeret som de, hvis mænd tjente og betalte sine hustruers skat. Han fandt derfor den nu gjældende stemmeretsgrænse ulogisk og umulig at opretholde.
De frisindede repræsentanter taug. Statsministeren var tilstede, men ogsaa han taug. Og han burde ha talt.
Til gjengjæld rykket høire i marken. Partiets to mest anseede talere lovpriste kvinderne i høie toner. (Den sang har vi nu hørt i hundreder av aar!) »De er bedre end vi mænd« - osv. (En kjendt vise, ikke sandt? -) men -
Ja, det er dette men, som i høires omkvæd altid lyder ens!
Hr. assessor Hagerup-Bull var især fuld av beundring for os kvinder. Men - han turde ikke »lægge statens ror i uprøvede hænder«. Hvorledes de skal prøves, naar de ikke faar midlet til at haandtere roret, gav han ikke noen anvisning paa. Imidlertid mente han at om noen aar - f. eks. i næste stortingsperiode, ja, da hadde kvinderne faat saa meget større politisk indsigt at da kunde man tænke paa at gi de 255,000 kvinder politisk stemmeret.
Fra socialdemokratisk side fremholdtes der, at 3 aar var en kort tid i et lands politiske liv, og at man ikke fik politisk indsigt, hvis man ikke hadde politisk indflydelse.
Ved avstemningen fik forslaget 73 stemmer for, mens 47 stemte imod. De 73 var samtlige socialdemokrater, venstre, paa én eneste principiel motstander nær, samt 16 repræsentanter, tilhørende de frisindede og højrepartiet.
Som grundlovsforslag kræves der 2/3 majoritet, og der manglet altsaa bare 7 stemmer, saa hadde seiren været vor! Ja, det er trist. Men vi gir ikke tapt!
Kristiania 12. august 1911.
Med venlig hilsen
Deres forbundne
Fr. Mørck.
