« Tilbage til søgeresultaterne

Reverend Dr. Shaw i Stockholm

Af: Anna H. Shaw

« Se emneord

Søndag den 11. Juni 1911 prædikede Reverend Miss Anna Shaw i Gustav Vasas Kirke i Stockholm som en Indledning til Kvindestemmerets Kongressen.

Hver en Plads i Kirken var optaget, og et Kvindechor fra Göteborg sang et Oratorie som Indledning.

Reverend Miss Howard Shaws Prædiken byggedes tildels over Teksten:

»De Oprørske skal bo i et tørt Land.«

Noget af hendes Tale gengiver vi her:

»O Du, som har skabt Universet og skabt vor Jord. Du, som lader Solen skinne over Retfærdige og Uretfærdige, vi beder Dig, løft vore Hjerter til Dig i Taknemmelighed. Vi takker Dig, at Du har sendt Din Aand til os, saaledes at vore Sjæle kan løftes i Andagt til Dig!

»Lad disse Kvinder, som er her tilstede, blive inspirerede af Din Aand. Vi takker Dig, at det er blevet os tilladt at mødes i Dit Hus idag. Vi takker Dig for alt det Gode, der er bleven os tildeel, og vi lover og priser Dig for Din Hjælp. Vi har endnu ikke det rette Blik for vor Tid. De, der kommer efter os vil faa Overblikket over den, vil kunne dømme om os. Men saa meget veed vi, at aldrig har der været en Tid i Historien, i hvilken saa meget gaves bort til de Nødlidende som nu. Mænd og Kvinder nødes ikke ude fra til at bortgive, men deres Hjerter tvinger dem dertil. Netop da Forholdene i Verden saae mørkest ud, kom Læreren fra Nazareth og løftede Sjælene op til Gud, idet han lærte os den Kærlighed, vi skulde have til Gud og til Næsten.

»Han har ikke lagt sin Lære alene i Mændenes Hænder. Naar vi seer hen til Christi Liv ville vi finde, at der ikke er nogen vigtig Begivenhed, uden at den først bliver aabenbaret for Kvinderne.

»Det var til Prophetinden Anna, at det aabenbaredes, at Maria skulde føde Christus. Og da Christus vandrede fra sit Hjem, sendte Maria Bud efter ham til Templet; thi hun vidste, hvor han skulde findes.

»Christus kom gennem en By i Samaria ved Navn Sykar, nær ved det Stykke Land, som Jakob gav sin Søn Josef; og der var endnu Jakobs Brønd. En Kvinde fra Samaria kom for at drage Vand af Brønden. Jesus siger til hende: »Giv mig noget at drikke!« Kvinden svarer: »Hvorledes kan dog Du, som er Jøde, bede mig, en samaritansk Kvinde om noget at drikke?« Jesus svarede: »Om Du kendte, hvem det er som siger til Dig: Giv mig noget at drikke! da vilde Du bede ham om, at han vilde give Dig levende Vand!«

»Det var denne Kvinde som i Byen Sikar forkyndte, at Messias var kommen!

»Og det var denne Kvinde og Jesu Moder som blev hos Christus, da Disciplene efter Korsfæstelsen var angst for deres Liv og ikke turde komme til ham.

»Og det var denne Maria – Maria Magdalena - som kom aarle til Graven medens det endnu var mørkt, og hun saae, at Stenen var taget bort fra Graven. Og hun løb til Peter og Johannes og meddelte dem det.

»Men Maria gaar atter ud til Graven med Sorg i Hjertet, og hun stod udenfor og græd. Og det var hende, der blev den første, som saa Jesus efter hans Opstandelse, og det var til Maria Magdalena han sagde: »Gaa hen og sig til mine Brødre: Jeg farer op til min Fader og eders Fader og til min Gud og Eders Gud.«

»Saaledes blev det en Kvinde, der blev den første Forkynder af dette store Evangelium.

»Naar vi læser Bibelen vil vi bestandig finde, at Kvinderne har vigtige Hverv, medens Christus levede, ligesaa vel som, da han var død.

»Vi lever i en Tid, da Menneskene stræber efter Frihed. Frihed giver Liv; ja, Frihed er Liv, og det er netop denne Frihed, der giver os Anledning til aandelig Vækst. Kirken er vor Dragt, der indeholder Aanden, og naar Aanden vokser, bør Kirken gøres videre, gøres større. Vokser Aanden ikke bliver Kirken som død. Og vi Kvinder trænger netop nu til en aandelig Vækkelse, en aandelig Vækst, at ikke vort Liv i Christenheden skal blive som det Skum, der skyller op paa Stranden, og hvis Bobler forsvinder. Maatte det gives os, at vor Sjæl maa kunne hæve sig til vor Gud og Fader, og at vor Gerning maa bære Frugt!«

Efter Optegnelser ved Mødet.

 

Fra de mange Aar, i hvilke vi har hørt Reverend Anna Shaw, har vi samlet en ganske lille Buket af Optegnelser ikke just fra hendes Prædikener men fra hendes Taler. Saaledes ved det offentlige Møde for Alliancen, lige i dens første Begyndelse i Berlin 1904, hørte vi hende sige: »Gud skabte Menneskeheden, og han skabte den Mand og Kvinde. De var vidt forskellige fra hinanden og havde helt forskellige Synspunkter. Men kun det ene Køn, Mændene, tiltog sig Ret til at skrive Lovene. Og ikke alene for sig selv men ogsaa for Kvinderne. Hvem kan vel undres over, at disse Love, som kun Halvdelen af Menneskeheden havde skrevet, ikke blev fyldestgørende? Endnu venter vi paa de Love, som hele Menneskeheden skal skrive - baade Mænd og Kvinder.«

Og en anden Gang sagde hun: »Og Vorherre skabte Jorden, og han skabte Menneskene, og han sagde til dem: »Gører Eder Jorden underdanig!« Han sagde ikke til Manden: »Gør Dig Kvinden underdanig!« - Nej, han henviste dem begge til Samvirken.«

Det maa være os et bestandigt Savn, at vi aldrig ser et Referat af Dr. Anna Shaws Taler, men at vi kun er henvist til vore Noter og vor Erindren.

Vi husker hvorledes vi løftes af dem, hvad enten det er en dybtfølt Prædiken eller en Kvindesagstale, fyldt med Humor, som hensætter hele Auditoriet i Latter paa Grund af den blændende Evne hun har til at træffe Hovedet paa Sømmet.

J.M.

 

Reverend Dr. Anna Howard Shaw er født i England og kom til Michigan 5 Aar gammel. Her levede hun under højst uheldige Omgivelser for en fremadstræbende Karakter, thi her fandtes hverken Skole eller Bibliothek. Den eneste Lærdom hun kunde faa, maatte hun læse sig til paa Væggen af et Kammer, som var tapetseret med gamle Ny Yorker Aviser. Hendes Historie giver et tydeligt Beviis paa, hvor umuligt det er at kvæle en kraftig Villie, hvor store de Vanskeligheder som Forholdene frembyder end kunne være. Tørstende efter Kundskaber, med et brændende Ønske om Uafhængighed og Lejlighed til at udvikle sig, opdrog denne unge Pioneer sig aldeles fyldestgørende gennem de faa Lejligheder dertil, som faldt paa hendes Vej; og det hun havde lært sig, satte hende i Stand til at begynde en Livsgerning som Lærer - ikke mere end 15 Aar gammel.

Miss Shaw udmærkede sig særligt ved sine store Evner som offentlig Taler, saaledes at Distrikts Bestyrelsen af den methodistiske Kirke, hvor hun boede, enstemmig tilkendte hende Bevilling som Prædikant. Under dette - som under hendes andre Arbejder - tjente hun samtidigt til sit Livsophold, medens hun forfulgte sine Studier paa Kollegierne. To Aar senere gik hun ind i den theologiske Afdeling ved Boston Universitet, hvorfra hun tog sine Eksaminer med Udmærkelse i 1878.

Under de sidste Aar af hendes theologiske Studier modtog Miss Shaw Pastoratet ved den methodistiske Kirke i Hingham, Massachusetts. Hendes næste Pastorat blev Øst-Dennis - ligeledes i Massachusetts, hvor hun forblev i 7 Aar. I de 6 af disse 7 Aar prædikede hun baade ved den methodistiske Kirke og ved Independenternes Kirke. Underligt nok, at den methodistiske, episcopale Kirke, som havde modtaget hendes Tjenester som lokal Prædikant, og havde givet hende Bevilling til en saadan Stilling, dog havde afslaaet at godkende hende, paa Grund af hendes Køn, da hun indgav sin Ansøgning om at maatte gennemgaa Ordinationens Ceremoniel, endskøndt hun fyldte ganske udmærket i Pastoratet. Miss Shaw appellerede til General-Konventet i 1880, men denne Forsamling bestyrkede kun Køns-Fordømmelsen, som Ny-Englands-Afdelingen havde udtalt. Der var Ingen, der kunde drage hendes udprægede Genialitet i Tvivl, heller ikke hendes Gudsfrygt eller hendes Evne til at prædike og forestaa Menighederne. Men der er vedhængende Begrænsninger ifølge Naturens Orden, og saaledes blev »Ordinationen« nægtet denne Kvinde-Præst, og hun gik til den methodistiske, protestantiske Kirke og modtog der sin Præstevielse. Hun er »bestandigt Medlem« af Ny York Konventet.

Under hendes Præstegerning i Dennis fuldstændiggjorde Miss Shaw sine theologiske Studier med et medicinsk Kursus ved Bostons Universitet, og hun praktiserede som Læge for de Fattige i Boston paa samme Tid, som hun arbejdede for sin Forberedelse til Eksamen. Hun vandt sin Titel som »Reverend« i Theologi samtidigt med at hun blev Doktor i Medicin.

Men disse Aar tilbragte i Studier og i stadig Berøring med Folket udviklede i høj Grad Dr. Shaws største Gave af Naturens Haand, nemlig Veltalenhedens. En brændende Overbevisning om Uretfærdigheden ved de nuværende sociale Vilkaar, en uudslukkelig Begejstring i sin Tro paa Menneskeheden, en uryggelig Tillid til den endelige Sejr af Ret over Uret, giver hende en vidunderlig Vuggegave til den Livsgerning, som han nu har valgt sig. Hun har byttet sit lille Sognekald i Cape Cod med et andet Sognekald, hvis Begrændsning ikke eksisterer. Hendes Felt er hele Verden, og næsten hver Dag i Ugen og to Gange om Søndagen hænger store Tilhørerskarer som fastnaglede ved hendes Læber, aandeløst lyttende til hvert Ord, hun sender ned i deres Sjæle fra sin vidunderlige Begavelses Inspiration.

Dr. Shaws Præstekald udføres nu ved at prædike Evangeliet om anvendt Christendom, som ikke blot bestaar i at aflevere en Prædiken sammensat af Skriftens Tekster med Udvidelser men i at paalægge en almindelig gylden Regel for alle Dagens Spørgsmaal. Saaledes som det er sagt om hende, siger vi: Hun udfører en udmærket Vandrepræst’s Gerning paa de sociale Reformers Omraade.

Hendes skarpe Vid og uimodstaaelige Logik rammer det Sofisteri, bag hvilket Mænd ofte forsvarer deres egoistiske »Gøren-Uret«; men Fortryllelsen ved hendes musikalske Stemme, Oprigtigheden af de Overbevisninger hun fremlægger, det venlige Sindelag, der aabenbarer sig mod Synderen i samme Øjeblik, som hun fordømmer Synden, fremtvinger endog deres Beundring, som er hendes største Modstandere.

E.B.D.

 

Til disse Udtalelser, som vi har faaet fra Amerika gennem Miss Lucy Anthony, vil vi kun tilføje, at Reverend Miss Shaw var Susan B. Anthonys nærmeste Ven. I Begges Sjæle havde Kvindesagen slaaet dybe Rødder og for Begges aandelige Syn laa Aarsagen til de Onder, vi finder i Verden, deri, at Moderfølelsens Rigdomme ligesom er bundne og bastede. Fra Moderkærlighedens Hjertedyb venter de Hjælpen, der skal komme, naar denne Moderkærlighed bliver frigivet.

Maatte Kvindesagen i mange Aar endnu beriges ved Dr. Anna Shaws Genialitet og rige Følelsesliv. J. M.