« Tilbage til søgeresultaterne
Florence Nightingale
»Er der ingen opoffrende Kvinder imellem os«, skrev Times Korrespondent William Russell, hjem fra Krigsskuepladsen paa Krim, »som er duelige og villige til at pleje Østens syge og lidende Soldater i Hospitalerne i Skutari? Er ingen af Englands Døttre i denne Nødens Time rede til en saadan Kærlighedsgerning? Maa vi staa saa meget tilbage for de franske i Selvopoffrelse og Fromhed, i et Arbejde som Christus saa afgjort velsigner, som gjort imod ham selv? »Jeg var syg, og I besøgte mig?«
Krigskorrespondenten skrev modigt udfordrende den Dadel, som han vidste vilde blive Følgen af hans aabne, oprivende Beretninger: »Det almindeligste Tilbehør til et Hospital savnes; der er ikke offret det mindste paa Velanstændighed eller Renlighed, og fremfor alt ser jeg Mennesker dø, uden at der gøres den mindste Anstrængelse for at frelse dem. Der ligger de, ganske, som de varsomt er bleven lagt ned paa Jorden af de stakkels Kammerater, som bragte dem paa Ryggen bort fra Slagmarken med den største Omhu, men som ikke har Lov til at blive hos dem.«
En Bølge af heftig Indignation skyllede hen over Landet ved Krigskorrespondentens Aabenbarelser, og Autoriteterne blev oversvømmede med Tilbud fra Kvinder af alle Klasser, som, bevægede ved de rædselsfulde Fortællinger, var ivrige for at gaa ud som Plejersker. Men uheldigvis, af den Slags Kvinder, som havde nogen praktisk Øvelse i Sygepleje, var der faa, og det blev konstateret,
at Afsendelsen af frivillige men uvidende Volontører kun vilde forøge den almindelige Forvirring og Uorden.
Florence Nightingale læste ogsaa William Russells Beretninger og skrev straks til Regeringen og tilbød sin Tjeneste til Hospitalet i Skutari. Hun var, som vi alle véd, en fuldt uddannet Sygeplejerske, som havde taget sit Kald og lagde hele sin Sjæl og alle sine Kræfter deri. I vore Dage er det saa selvfølgeligt at have uddannede Sygeplejere, at vi ikke synes, det er noget særligt bemærkelsesværdigt, men det store og fundamentale i hendes Gerning maa ses paa Baggrund af de Tider, hvori hun virkede.
Sygeplejegerningen i England var da i Hænderne paa raa, uøvede Kvinder. For en ung Dame af god Fødsel og Opdragelse var det uhørt at ville beskæftige sig dermed, og skrækkelige var Profetierne og misbilligende den Hovedrysten, der fulgte hendes Beslutning om at sætte alt ind paa at opnaa den nødvendige Uddannelse. Hun studerede i London, i Dublin og i Edinburgh og mødte paa den Tid Elisabet Fry, som havde studeret Sygeplejen paa Kontinentet og var opfyldt af det Ideal, de der havde stillet op, i Retning af gudfrygtige, øvede og højtdannede Sygeplejersker. Dette inspirerede hende til sammen med andre, engelske Kvinder at forsøge paa, at faa Idealet omplantet paa engelsk Grund, og havde dertil grundet en Uddannelses Anstalt for Sygeplejersker i London. Enhver kan forestille sig den Interesse, med hvilken den aldrende, fromme Reformator og den ivrige unge Pioneer diskuterede deres respektive Synspunkter og Idealer.
I 1849 foretog hun en lang Rejse i Udlandet, besøgte Frankrig og Italien og gik derfra til Kaiserwerth i Tyskland, den vidunderlige Institution, grundlagt af Pastor Fliedner, som Mrs. Fry ogsaa havde besøgt, og hvorfra hun vendte hjem, opfyldt af Beundring for det værdifulde Arbejde, som Kaiserwerths protestantiske Diakonisser gjorde blandt de syge og fattige.
Miss Nightingale lod sig indrullere som frivillig Sygeplejerske ved Diakonisse Institutionen, og gennemgik et Kursus i streng systematisk Uddannelse, som var af den største Værdi for hende i hendes senere Arbejde.
Da hun kom hjem, anvendte hun nogle Aar i Velgørenhedens Tjeneste, tog sig af Harley Street Hjemmet for syge Lærerinder som var kommet i en meget utilfredsstillende Stilling, baade hvad Penge og Organisation angik, og fik det paa Fode igen. Hun ydede ogsaa sine Venner og Naboer, Mr. og Mrs. Sidney Herbert, værdifuld Hjælp i deres mange velgørende Arbejder.
Da William Russell skrev sine Beretninger hjem fra Krigsskuepladsen, var Mr. Herbert Chef for Krigsministeriet, og hans Tanker vendte sig straks imod hans og hans Hustrus Ven, Miss Nightingale, som den eneste Kvinde i England, som ved sin Uddannelse, Stilling og Karakter, duede til at organisere en Sygeplejer Stab paa til Krim.
Det blev overdraget ham at skrive Regeringens Anmodning om, at hun vilde paatage sig denne kolossale Opgave.
»Jeg skal ikke dølge for Dig,« skriver han, »at paa din Afgørelse vil den endelige Opnaaelse eller Tilintetgørelsen af vor Plan bero; - alene Din personlige Værdi, Dine Kundskaber og Din Styrke til at administrere, og hvad der er af den største Betydning, Din Rang og Stilling i Selskabet, giver Dig Fordele, som ingen anden Person besidder. Dersom dette lykkes, vil et enormt Kærlighedsværk blive gjort imod Mennesker, som trænger til alt, hvad vi kan give dem.«
Miss Nightingales Brev til Regeringen om at tage til Hospitalet i Skutari krydsedes med det foran citerede fra Krigsministeren. En Uge efter havde hun den første Stab af Sygeplejersker færdige til Afrejse, og hendes Navn fløj over det hele Land. Skønt mange naturligvis var rede til at bifalde hendes Selvopofrelse og Gudfrygtighed, saa var der andre, som kun var rede til at fordømme og nedsætte hendes Talent, og som ikke forstod at skatte hendes Værd. De conventionelle Ideer om, »sand Kvindelighed« og »ladylike Fremtræden« syntes man blev haanet i allerhøjeste Grad! At en Dame skulde gaa ud og pleje syge Soldater! Man slog forfærdet Hænderne sammen. Punch svælgede i sine sædvanlige Vittigheder. Det var utænkeligt, at Kvinder kunde sætte noget ind paa andet, end paa det dybt rodfæstede Ønske, om at indfange en Ægtemand »De smaa Nattergale vilde efter en passende Tid blive Ringduer.«
Miss N. og hendes Stab afrejste den 21. Oktober 1854 om Aftenen fra London og ankom til Skutari den 4. November.*)
Det store Kaserne Hospital i Skutari var en firkantet, fin og nydelig Bygning, smukt beliggende paa en Høj, hvorfra Udsigt over Bosperus. Hver Side af Kvadraten var næsten ¼ eng. Mil lang, og Salene og Korridorerne maalte ialt over 4 Mil. 4 Mil i Uorden, Elendighed, Lidelse og Forvirring, som man sjælden har set Mage til. »Ingen Vandfade eller Nødvendigheds Genstande af nogen Slags, ingen Sæbe, Haandklæder eller Linned; Soldaterne laa i deres Uniformer, stive af Blod, og bedækkede af Smuds i en Grad og af en saadan Slags, at man knapt kan skrive derom.« Man kan kun svagt forestille sig Miss N’s Tanker, da hun gjorde sit første Sygebesøg i denne Mistbænk for smitsomme Sygdomme. Hun og hendes Sygeplejersker havde at rense denne Augiasstald, at bringe Orden og Renlighed ud af dette barbariske Kaos. Ingen Køkkener, ingen Kokke, ingen Vaskerier og uden sanitære Forholdsregler.**)
Idealet af en dannet »ladylike« Dame, hvis Ideer om Sygepleje ikke naaede højere end til at give Piller og tilberede kølende Drikke, vilde have været i en slem Situation her, hun vilde simpelthen have taget sin Tilflugt til Graad!
Heldigvis for de saarede Soldater besad Oversygeplejersken imidlertid baade Hjerne og Villie saavelsom Hjerte. Hendes organiserende Geni var hurtigt i Arbejde, og 10 Dage efter hendes Ankomst var der opført et Køkken, hvorfra et stort Antal Patienter daglig fik velkogt Mad, ligesom et Vaskeri snart var i Arbejde.
Et Fond til Anskaffelse af Nødvendighedsartikler for de syge og saarede blev organiseret og rigt støttet af »Times«, og Mr. Macdonald, en Mand af en ophøjet Karakter og i Besiddelse af en sund Menneskeforstand, blev sendt til Skutari for at uddele det. Da han naaede dertil, forsikkrede Autoriteterne ham om, at han gav Bagerbørn Hvedebrød.
Enhver Ting var »all right«. Man ønskede intet. De tjenstgørende kom i Harnisk ved den Beskyldning, at der havde været strafbare Forsømmelser eller Mangel paa Eftersyn! Hele Krigsetaten fra Kommandanten til Ordonnancen sluttede sig sammen om, saavidt muligt, at forhindre, at de sande Forhold naaede frem til Offentliggørelse. En højtstaaende Embedsmand foreslog ham, at give Pengene til at bygge engelske Kirker i Pera.
Uforstyrret af alle disse Raad førte Oversygeplejersken Mr. Macdonald rundt, og en Anvendelse for hans saakaldte overflødige Penge, blev snart fundet. Senge, Puder, Linned, sanitære Nødvendighedsgenstande ogsaa Apothekervarer var ønskelige i store Kvantiteter, saavelsom Føde og Klæder og blev hurtig anskaffet fra Konstantinopel.
Naar de Syge blev bragt ind, vidste man, at Miss Nightingale stod 20 Timer i Træk i det blodbestænkte Operationslokale, for at hendes Nærværelse kunde bringe Styrke og oplive de lemlæstede og brudte Offre for Krigen. Efter at Chirurgerne havde gaaet deres sidste Runde, saa man hende i sin enkle, sorte Dragt, hvidt Forklæde og tætsluttende Hue, gaa igennem Sygesalene paa en Inspektionsgang med en Lampe i Haanden. Intet Under, at Soldaterne viste hende en Taknemmelighed, som næsten steg til Tilbedelse, intet Under, at de vendte sig for at »at kysse
Hendes Skygge, naar den falder Paa de hvide Mure.«
Oversygeplejersken viste sig som en lige saa god Ven af Soldatens Kone paa Krim, som af »Tommy« selv, tiltrods for at denne Side af hendes Gerning let bliver overset, paa Grund af den overvældende Betydning, som hendes Arbejde i Hospitalerne havde.
De Hustruer, som var fulgt med Armeen, blev af Autoriteterne anbragt i Hospitalets fugtige Kældere, »og der, ved Lyset af en Natlampe,« fortæller Mrs. Tooley, »blev Maaltiderne indtagne, de Syge betjente; der blev Børnene fødte og plejede.« Miss Nightingale opsøgte dem, gav dem anstændig Føde og Klæder og forsøgte at overtale Autoriteterne til at give dem sundere Bolig. Hun gav nogle af dem Arbejde i sit Vaskeri og opnaaede Stillinger for andre hos Familier i Konstantinopel; ligesom hun oprettede en Skole for Børnene. Ialt blev omtrent 500 Kvinder reddede fra Nød og Elendighed ved hendes Energi og Betænksomhed.
Under Besøget paa Slagmarken 1855, fik hun et alvorligt Anfald af Feber. Alarmerende Efterretninger spredtes hurtigt, og man paastod, at hun var døende. Forvirringen baade i Armeen og i England var frygtelig, og man ansaa hendes Død for en national Ulykke. Heldigvis trak Uvisheden ikke længe ud, hendes værdifulde Liv blev sparet til at fuldende det Værk, hun havde begyndt. Da hun var bleven rask, vilde man overtale hende til at rejse hjem til England, men hun erklærede at hun ikke kunde forlade sin Post. Saalænge hendes Soldater behøvede hende, vilde hun blive hos dem. Den 9. Sept. 1855 faldt Sebastopol, men først den følgende Juli blev de allierede Armeer endelig kaldt tilbage. Hele den lange Vinter igennem blev Miss N. i Østen, arbejdende utrættelig, ledende Hospitalerne, ordnende Beskæftigelser og Morskab for de Soldater, som var Reconvalescenter.
Ikke før alle Hospitaler var lukkede, og den sidste Sending Soldater om Bord, forlod hun Scenen for sit fænomenale Arbejde. Hendes sidste Gerning, før hun forlod Krim, var, paa egen Regning at rejse et stort, hvidt Marmorkors, som et Monument over de faldne. Regeringen ønskede at bringe hende hjem paa et eget Krigsskib, og hele Landet længtes efter at vise hende dets Ærbødighed, men hun afslog denne Ære og gjorde Rejsen hjem incognito som »Miss Smith«. Hun naaede sit gamle Hjem - Traditionen fortæller, at hun sneg sig ind ad en Bagdør d. 8. Aug. 1856 efter en Fraværelse paa 20 Maaneder.
Det maa altid fremhæves, siger Marion Holmes i sin lille Skitse af Florence Nightingale, hvoraf ovenstaaende er et Uddrag, at hendes Arbejde først rigtig begyndte ved hendes Tilbagekomst fra Krim, thi tiltrods for den Sygelighed, som hun pintes af, optoges hendes Interesse straks af den store Opgave at reformere Sygeplejen hjemme.
Fra hendes Sygeværelse kom mange Appeller til Englands Kvinder om at tage denne imponerende Tjeneste op. Mange værdifulde Bøger og Beretninger kom fra hendes Pen, og Antallet af dannede Kvinder, som var rede og villige til at tage det store Arbejde op, voksede stadigt. Den nationale Sammenslutning for Tilvejebringelsen af uddannede Sygeplejersker for fattige Syge var et af Resultaterne af hendes Anstrængelser og alvorlige Interesse for Sagen. Det mest imponerende Resultat var Grundlæggelsen af »the Queens Jubilee Nurses Institute,« som den overnævnte Sammenslutning stod i Forbindelse med.
Men maaske er det største og mest varige Monument for hendes Betydning den Uddannelses Anstalt for Sygeplejersker, som hun grundede i Forbindelse med St. Thomas Hospitalet for de Penge, som Offentligheden skænkede hende ved hendes Tilbagekomst fra Krigen. Dette Hjem - Vuggen for det nuværende Plejesystem kan man kalde det, - blev aabnet i Maj 1860; og da det nye St. Thomas, den nuværende prægtige Bygning paa den anden Side af Parlaments Bygningen blev rejst, fik the »Nightingale Training Home« en Fløj af det. I Spisesalen i Nightingale Fløjen staar en smuk Statue af hende, modelleret over Motivet »Damen med Lampen«. Vi noterer, at hun støttede Mr. Sidney Herbert i dennes Bestræbelser for en Militær Reform. Hun var i idelig Forbindelse med ham, som drog Nytten af hendes glimrende Indsigt og Erfaring. Hun gav en udtømmende Beretning om Arbejdet i det Militær-medicinsk Departement, som var til den største Hjælp for Autoriteterne i Reorganisationen af denne Gren af Militær Tjenesten.
Det akute Stadium i Kampagnen for Kvinde Stemmeretten kom for sent, til at Miss N. kunde tage aktiv Del deri. Ingen kunde have ønsket at drage hende ind i den Kontrovers; hun fortjente Fred. Men at hun var en overbevist Suffragist er en afgjort Sag, og det nordlige Englands Kvinde Stemmeretsforening er den stolte Indehaver af hendes Underskrift paa en Adresse til Mr. Disraeli, hvori han takkes for hans Stemme i Underhuset til Gunst for Kvinderne, og anmodes om at gøre sit yderste for at raade Bod paa den Uretfærdighed, under hvilken Husmødre led ved at være bleven berøvet politisk Stemmeret.
Regeringen anerkendte officielt hendes Fortjenester i følgende Tale, holdt af Lord Ellesmere i Foraaret 1856, da Fredstraktaten var til Behandling: »Barmhjertighedens Engel dvæler endnu til det sidste paa sin Arbejdsmark, hvor hendes Mission er lykkedes. Disse lange Buegange i Skutari, i hvilke døende Mænd rejste sig op for at opfatte Lyden af hendes Fodtrin, eller se en Flig af hendes Kjole, og faldt tilbage paa Puden tilfreds med at have set hendes Skygge, da hun gik forbi, er nu fuldstændigt øde. Hun tænkte paa, hvorledes hun bedst ved sin Hjemkomst kunde undgaa Demonstrationerne for en Nations Værdsættelse af Florence Nightingales Handlinger og Motiver.« I Februar 1908 udnævnte London hende til Æresborger.
Hun døde den 13. Aug. 1910 i den høje Alder af 90 Aar, og blev efter eget Ønske begravet i største Stilhed.
I Septbr. Heftet af »The Vote« findes en Meddelelse om, at Sygeplejerskerne i Indien vil rejse hende et Mindesmærke, der skal bestaa af en Bronce Buste, en Kopi af en af Sir John Steell hugget Marmorbuste, som blev foræret Miss N. efter hendes Tilbagekomst fra Krimkrigen. Det er besluttet, at Busten, som bliver lavet i England, skal sendes til Indien henimod Slutningen af dette Aar, og skal have Plads i the Victoria Memorial Hall i Calcutta, hvortil Grundstenen blev lagt af Kong Georg, da han som Prins af Wales besøgte Indien i 1905 ledsaget af Prinsessen. Man haaber, at Dronningen vil foretage Afsløringen under sit forestaaende Besøg. I denne prægtige Hal, som indeholder interessante Erindringer fra Victoria Epoken, vil Miss N. faa en ærefuld Plads, og man maa haabe, at Storheden af hendes Værk vil blive forklaret paa en saadan Maade, at det unge Indien vil lære denne opoffrende engelske Kvinde at kende og ære hendes sande Værd.«
Uddrag af Valborg Kieler.
(Skrevet af Marion Holmes og udgivet af: »Womens Freedom League«, 1 Rokert Street. Adelphi, London, hvortil man kan skrive efter selve den lille Bog, som kun koster 4 Pence.)
*) Krigen var udbrudt i Foraaret 1854.
**) Intet Under at der udbrød Cholera i Arméen i Vinteren 1854-55 og der siges at Alléerne, der førte til Hospitalet altid fyldtes med to Hold Ambulancer, den ene, som bar de Syge ind og den modgaaende som bar de Døde ud. Dødsprocenten var overvældende. Der var en Tid, at den var højere end i London under den store Pest«, skriver Miss Nightingale.
