« Tilbage til søgeresultaterne
Mrs. Pethick Lawrence
Mrs. Pethick Lawrence var Kasserer i »Social and Political Womens Union«. I den første trange Tilværelse lejede hun for sine egne Penge Huset til dette Forbund i St. Clements Inn, og var der ingen Penge i Kassen, tog hun af sine egne og af sin Mands. Det er i det hele taget mærkeligt, hvorledes disse ivrige Forkæmperinder for Kvindesagen forstaar at indgyde deres Mænd Sympathi for det store Arbejde og faar dem til trofaste Hjælpere. Baade hun og hendes Mand er Udgivere af »Votes for Women«, det rødeste Kvindeblad der eksisterer - saavidt vi tror.
Da vi i London i 1909 var til Stede ved dette Forbunds Møde i Albert Hall saa vi, at Tilførslen af Pengegaver var mægtig, og vi forstaar, at Mrs. Pethick Lawrence nylig har rejst flere Tusinde Pund som Agitationsmiddel for Unionen. Vi giver her et Brudstykke af en af hendes Taler, som er holdt i de sidste Dage og præsenterer herved for vore Læsere en af de hovedsagelige Ledere for Suffragette-Bevægelsen i England.
Mrs. Pethick Lawrences Tale.
I vore fjerne Kolonier har Kvindernes vaagnende Følelse for national Enhed mødt baade Anerkendelse og Sympathi med det Resultat, at da Kejserrigets Kongres mødtes i London i Juni Maaned, var bande Kvinderne fra Australien og Ny Zeeland repræsenterede ved Delegerede fra begge disse Lande. Hvad har dog Moderlandets Kvinder forbrudt, siden deres Døtre bliver optagne i Kejserrigets Konstitution medens de selv bestandigt er udelukkede? Stillingen er uregelret og indeholder Sprængstof! Det er ikke i en stor og verdensomfattende Fællesstyrelses Interesse, at saadant skal vedblive.
En anden Tanke, der behersker Dagens Interesser, er den moderne Enthousiasme for Samfundsreformer. Denne Ide er aabenbar i Lovgivningens hele Retning, og den behersker Menigmands Interesse til den Grad, at intet politisk Parti kan tillade sig at ignorere den. Den aabenbares ogsaa i Kvindernes bestandige Forlangende om at faa Stemme med Hensyn til de Forslag i Lovgivningen som i dette Øjeblik er lagt frem for Nationen.
Sociale Reformer hører i væsentlig Grad til Kvindens Enemærker, fordi de berører Hjemmets Interesser. De handler om de Fattige, de Syge og de Gamle, de angaar Børnene og hver eneste Side af Menneskelivet, som i tidligere Tider var Kvindernes særlige Omraade.
Mange af dem, der var Pionerer, og som indviede moderne Reformer, var selv Kvinder. Det var en Kvinde - Hannah More - som stiftede den første Søndagsskole længe før Robert Raikes (for hvem man har rejst en Statue) begyndte Arbejdet derfor. Mærkeligt nok var det ogsaa en Kvinde - Abbedissen Hilda - som grundede det første engelske Universitet, og som hele sit Liv forestod det som dets Overhoved. Det var en Kvinde - Florence Nightingale - som bragte en Omvæltning i den militære Sygepleje. Det var en Kvinde - Elisabeth Fry - som reformerede Fængselssystemet. Det var en Kvinde - Harriet Beecher Stowe - som rejste og vandt Sympathi over hele Verden for Kampen mod Negrenes Slaveri. Det var en Kvinde - Josephine Butler - som førte Krig mod en frygtelig Form for hvid Slavehandel gennem 17 ødelæggende Aar, efter hvis Forløb hun sikkrede Tilbagekaldelsen af uretfærdige Love mod Kvinder og rejste en bedre offentlig Morals Fane for begge Køn. Det er en Kvinde - Beatrice Webb - som hovedsagelig er ansvarlig for den Fordring paa Forkastelse af de eksisterende Love for Fattigvæsenet, som der er fremkommet.
Dette er Typer paa Kvinder i deres unævnte og glemte Millioner, som fra Civilisationens Morgengry har skabt og udviklet Hjemmet, som har plejet de Syge, bøjet sig over de Døende, som har hjulpet de Unge, som har saaet Medfølelsens Udsæd i Sindene, den, som har blomstret Aarhundreder efter Aarhundreder i bestandigt videre og mere fælles Arbejde for social Lykke.
Tiderne er ændrede. I gamle Dage da Verden var mindre bragt i System, end hvad den nu er, den Gang den ikke var forbunden ved Jernbaner og Telegrapher, var der et videre Spillerum for den Enkeltes Indflydelse og Magt, end hvad der er den Dag i Dag. Lovgivningen berørte ikke Livet i Hjemmet, i Landsbyen eller i Staden, som den nu gør. I Nutiden er den Enkelte bleven mindre og Staten større end nogensinde før. Den Enkelte kan kun genvinde den Indflydelse han udøvede paa sit Slægtled eller paa sine Omgivelser - hvad engang stod ham aabent som en Personlighed - ved at forbinde sig med sine Medmennesker som Borgere i Staten. Med andre Ord: Individet er bleven en Del af Nationen; Hjemmet og Skolen og Familien er blevne Dele af Nationen; Industrien, og Filantropien er blevne Dele af Nationen og siden en Nation med Hensyn til de politiske og lovgivende Forhold kun er mandlig, betyder dette: at alle Opgaver er blevne flyttede bort fra Kvindernes Omraade og er blevne yderligt udskilte fra Kvindernes Jurisdiction.
Dette vil sige, at Nationen - som lukker Dørene for at Kvinderne ikke skal trænge ind - har taget Børnene fra dem, har taget de Fattige og de Syge og de Gamle fra dem, har taget alle dem, der især var afhængige af Kvindernes Bestyrelse i Hjemmet ind i Statens større Hus, som kun er bestyret af Mænd. Men alting er ikke i bedste Orden i dette større Hus. Kvinderne kan ikke undgaa at høre de Skrig, som bryder ud bagved disse tilstængte Døre. »Luk op for os!« raaber de, medens de banker med deres saarede Hænder paa disse af Brædder og Jern tømrede Døre. »Luk op for os, at vi kan komme ind og opfylde vor Mission!« Denne Banken paa Døren, denne Raaben paa det, der tilhører dem, idet de staar paa Dørtærskelen, - det er Kvindebevægelsen.
Lad os summe det op: Hjemmet, Familien, Staten, Kejserriget er Livsluften for Kvinderne saavel som for Mændene. Lykken, Velværet, Landets og dets Koloniers Ære er Kvinderne ligesaa overvældende dyrebar som Mændene. Vilkaarene for Børnenes Opvækst; Føde og Beboelse for Millioner af vor Befolkning; Fødsels- og Dødsopgørelser; Forholdene ved Sygdom og Fattigdom ligger vort Køn ligesaameget paa Hjertet som Eders Køn.
Fædrelandselskende Kvinder, Kvinder med Sands for offentlige Forhold, varmhjertede Kvinder kan ikke staa ligegyldige overfor Kvindernes Forlangende: at Nationens Hus skal blive aabnet for dem; og Statsmænd, der besidder Indsigt og Forstaaelse, vil ikke staa dette Forlangende imod. De vil snarere ønske Velkommen til denne Bevægelse i de politiske Vande, som altfor længe har stagneret, thi den bringer en ny Strøm af Race-Enthousiasme ind i den politiske Verden, som vil bortfeje den ækle Opdyngen af døde Idealer og Antagelser og atter gyde nyt Liv i de nationale Bestræbelsers og Længslers friske Strøm.
Enhver ny Bevægelse af denne Slags er en Prøve paa en Nations Kraft og Levedygtighed. Er Landet ungt nok, er det haabefuldt og foretagsomt og stærkt nok til at indrette sig efter et nyt Forlangende og at tillempe sig efter nye Vilkaar?
Om det er saaledes, saa meget desto bedre.
Hvis ikke saa vil selve denne Kraft, som skulde have indgydt nyt Liv i Staten, men som istedet udestænges og modstaaes, blive en Hindring for dens Livskilder og foraarsage Opløsning og Svaghed.
Kvindebevægelsen er ikke alene en politisk Bevægelse. Den er en moralsk Revolution. Ligesom i fordums Dage store aandelige Indflydelser har strømmet over Verden og har løftet den menneskelige Race op til en højere Tilværelses-Plan, saaledes har det tyvende Aarhundrede bragt en mægtig aandelig Opvaagnen af Kvinderne, som nu er traadt ind i en bevidst Enhed støttet ved Evolutionens Magt. Et ophøjet nyt Ord om Befrielse er bleven yttret, som vil fuldføre den Hensigt, hvorfor det blev udsendt, vil fuldføre Bruddet af de Lænker, som har holdt Kvindens Legeme og Sind i Underkastelse, og det vil løse hendes Evner til at gøre Tjeneste i hendes Races, i hendes Nations Liv, ja i hele Menneskehedens Liv over hele Jorden.
Mrs. Pethick Lawrence.
(»The Standard«.)
