« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinden og Arbejdet
Olive Schreiner’s sensationelle nye Bog. Strejfslys over nogle Sider at Kvindespørgsmaalet. (Uddrag efter »Womans Journal).
Olive Schreiners nye Bog om Kvindespørgsmaalet gør et dybt Indtryk paa tænkende Mennesker. Til intelligente og haardtarbejdende Kvinder er den næsten kommet med en Aabenbarings Styrke.
Indledningen omtaler de fremmedartede og tragiske Omstændigheder hvorunder den blev skreven. Da Arbejdet næsten var færdigt til Trykning, brændte Manuskriptet under Boer Krigen. Hun nedskrev saa igen Brudstykker af det under Fangenskabet, medens Krigen stod paa, i et Hul saa mørkt, at hun næppe kunde se, bevogtet af væbnede Indfødte, og omgivet af saadanne Rædsler, at hun følte det som en Nødvendighed at vende sine Tanker bort fra sine daværende Omgivelser. Det mørke Præg, som kendetegner alle Forfatterindens Skrifter, kunde naturligvis kun blive forstærket under saadanne Forhold.
Kvinde-Snyltere.
De første tre Kapitler diskuterer Snylteriet. Forfatterinden paaviser, at i tidligere, mere raa Tider var Kvinderne fuldtud nyttige Arbejdere; i vore Dage er Industrien bleven revolutioneret ved Maskiner, Opfindelser og økonomiske Ændringer, lige til den Dag i Dag. »Naar vi ser paa Kvindens hele Arbejdsfelt igennem Tiderne, viser det sig, at tre Fjerdedele af det for bestandig er forsvunden, og at den tilbageværende Fjerdedel bliver mindre og mindre«.
Det er denne store Kendsgerning, saa ofte og saa fuldstændig overset, som ligger til Grund for den fremaddrivende Kraft, i den omfattende og rastløse »Kvindebevægelse«, som kendetegner vore Dage.
Forfatterinden fremhæver, at Arbejdet i den moderne Verden, mindre og mindre har Brug for den brutale Kraft, men mere og mere for Kundskaber og aandelig Stræben. Hun gør udtrykkelig gældende, at Kvinder skulde have Lov til fuld Andel i det nye Arbejde i den nye Tid, og at enhver Kvinde skulde have fuldstændig Frihed til at udføre den Slags Arbejde, som hun af Naturen er bedst udrustet til at gøre! Dette er en Nødvendighed ikke alene for hendes egen Skyld men lige saa meget for Slægtens Skyld, fordi: »kun en duelig og arbejdsom Kvindeslægt kan vedblivende skabe en duelig og arbejdsom Mandsslægt«.
Forfatterinden siger, at i gamle Dage kunde man ikke tænke sig Muligheden af at mere end ganske faa Kvinder blev »Snyltere«, det vil sige, levede uden Arbejde, og blev understøttede til Gengæld for Udøvelsen af deres Funktioner som Køn. Men nu er et Liv uden Arbejde ikke alene bleven muligt for nogle faa Kvinder i de højere Klasser, men ogsaa for det store Antal Kvinder af Middelklassen, og ved Fuldkommengørelsen af arbejdsbesparende Maskiner, vil det efter Forfatterindens Mening - blive mere og mere omsiggribende. Hun siger: Vi Kvinder af det nittende og tyvende Aarhundredes Civilisation befinder os derfor i en Situation, hvis Alvor og Betydning ikke kan sammenlignes med nogen af vore Forgængeres i den gamle Civilisation. Akkurat, som vi behersker og overvinder, eller falder og er besejrede ved vor Stillings Vanskelighed, saaledes vil Fremtiden blive, ikke blot for vor egen Klasse, heller ikke for vor egen Slægt alene, men ogsaa for hine store Masser som følger efter i vor Civilisations Kølvand. Den Afgørelse, vi er kaldede til at tage, er en Afgørelse for Slægten; bag os lyder Fodskiftet af utallige Millioner Fødder, der følger.
Snyltere enten de er Rige eller Fattige.
Hun opfordrer Kvinderne til ikke at blive Snyltere, og siger: »Det Faktum at »Snylteriet« ikke staar i Forbindelse med noget bestemt Maal af Rigdom, kan man ikke ofte nok betone. Enhver Sum, som et Menneske er i Besiddelse af, og som er nok til at kunne tilfredsstille ham eller hende til at leve for uden Arbejde, maa absolut gøre dem til Snyltere; medens stor Rigdom (usund som dens Virkning i Almindelighed synes at være) paa visse sjældne og ædle Naturer knapt nok viser nogen svækkende eller skadelig Indflydelse.
Olive Schreiner mener, at Racens Vedligeholdelse og Fremskridt afhænger af, at Kvinden tager fuld Del i Mandens intellektuelle Arbejder i Nutid og Fremtid, ligesom Kvinderne tog deres fulde Del i Fortidens fysiske Arbejde: Ingen Rivalisering eller Modstand mellem Kønnene, men Samarbejde og fælles Fremskridt bringer Liv i den store Bevægelse.
Det er saa ofte sagt af dem, som fører an i dette Forsøg paa Genindsættelsen af Kvinden i hendes tidligere Ligestilling, at de er »nye Kvinder«, og de er til Tider omtalte, som om de var ulykkebringende i Samfundsordenen. Men Sandheden er den, at vi ikke er ny. Vi som fører an i Nutidens Bevægelse er af den gamle, gamle Teuton-Kvindeslægt, som for 20 Aarhundreder siden banede sig Vej gennem Evropas Skove og Moradser ved Siden af deres mandlige Fæller; som marscherede med Cimbrerne til Italien og med Frankerne tværs over Rhinen, med Væringerne ind i Rusland og med Alemannerne ind i Schweitz. Vi har i os Blod af en Kvindeslægt, som aldrig solgtes; som ikke bar noget Slør, og aldrig havde indbundne Fødder; hvis realiserede Ideal om Ægteskab var kønsligt Samliv og Lighed i Pligter og Arbejde, og som stod Side om Side med den Mand de elskede saavel i Fred som i Krig. Vi er af en Race, som fra gammel Tid ikke kendte til nogen Fare, og ikke frygtede nogen Død, og dersom end nogle af os nutildags er fødte i daarlige, degenererede Tider, saa rører der sig endnu i os Draaber af det gamle Blod. Selv om det nutildags ikke bliver paa nogen fysisk Slagmark, at vi kommer til at staa ved Siden af vore Mænd, og ikke faar nogen Marsch igennem uigennemtrængelige Skove eller Moradser at lede, er det endnu den gamle Aand, som - altid klar uagtet de to tusinde Aar - rører sig i os paa en finere og dybere Maade; det er Skriget af de gamle frie nordiske Kvinder som vækker Verden nutildags. Hvor end Slaget kommer til at staa for enhver især, i Laboratoriet eller Værkstedet, i Retten eller i Studerekammeret, i Selskabet eller i Handelen, med Pennen og ikke med Sværdet, med Hovedet og ikke med Armen: »vi staar endnu Side om Side med de Mænd, vi elsker, for at vove med dem i Kampen, og for at lide med dem i Freden«, som Romerne skrev om vor gamle nordiske Kvindeslægt.
Det var disse Kvinder, om hvem de gamle Skribenter fortæller os, at de barfodede og hvidklædte ledede deres nordiske Skarer paa deres lange Marsch til Italien, opmuntrede ved Tanken om, at de ledede deres Folk til et Land med varmere Solskin og rigere Frugthøst. Vi nutildags tror at have faaet Syn paa et Land, badet i et ædlere Sollys end det materielle, med en Frugtbarhed, som er rigere end den, som kun Sanserne kan gribe. Banneret, som vi i vore Dage breder ud er ikke nyt; det er de gamle fri, monogamisk arbejdende Kvinders Standard, som for 20 Aarhundreder siden vejede i Evropas Skove.
Vi skal bære det videre frem, ethvert Slægtled skal overgive det til de efterfølgende, indtil vi planter det saa højt, at alle Verdens Nationer skal se det, endog den laveste menneskelige Races Kvinder skal samles under dets Folder, og intet Barn skal træde ind i Livet, som ikke fødes i dets Skygge«.
Det fjerde Kapitel handler om »Kvinden og Krigen« og fremsætter stærke Grunde for den Tro, at Krig vil ophøre, naar Kvinden faar fuld og lige Del i Regeringen.
Det femte Kapitel handler om »Køns-Forskelligheder« og finder i disse et Argument for den lige Stemmeret, i Stedet for det modsatte.
Hvor Kvinder er nødvendige.
Det er netop paa de Omraader for menneskelig Virksomhed, som angaar Kønnet som Køn, at Kvinden som Kvinde har en Rolle at spille, som hun ikke kan overgive i andres Hænder.
Kvindernes Forlangende om at deltage i Regeringspligterne er baseret paa to Hovedpunkter. For det første, at de ikke finder noget i deres Egenskab af Kvinde, som kan udelukke dem som menneskelige Væsener fra Forpligtelsen til at deltage i Regeringens Arbejde. Det andet, men ikke mindre vigtige Punkt, er det, at de i en Retning, nemlig i deres særlige kvindelige Funktioner adskiller sig fra Manden, og danner paa en Maade en Klasse for sig og er forpligtede til at repræsentere dennes Interesser og give Staten betydningsfulde Vink i visse Retninger.
De, der tror, at Ligevægten imellem de store politiske Partier i et hvilket som helst Samfund vilde blive alvorligt forandrede ved Optagelsen af Kvinderne i offentlige Hverv, har uden Tvivl fuldstændig Uret. Grundinddelingen af Mennesker i dem, der er tilbøjelige til at holde paa Fortiden og forsvare det Bestaaende, og dem, som haaber paa Fremtiden og er tilbøjelige til at ville indføre Forandringer, vil sandsynligvis vise sig i akkurat samme Forhold, hvad enten det drejer sig om Kvinder eller Mænd. Kvinderne i alle Klasser vil i Hovedsagen dele deres Klasses Fejl og Dyder. Hvis en Komité var valgt til at dømme om græsk Accent, eller om at træffe en Afgørelse med Hensyn til Uldstoffers og Lærreders Finhed, saa vilde Personernes Køn sandsynligvis ikke have nogen Indflydelse paa Resultatet.
Men der er Punkter - forholdsvis ubetydelige - men som dog har Livsbetydning for Samfundet, i hvilket Kønnet spiller en særlig Rolle.
Det er ikke ligegyldigt, om en Komite, som skal afgøre følgende Spørgsmaal: om midlertidigt Salg af det kvindelige Legeme til Utugt skal være eller ikke skal være en af Staten anerkendt og beskyttet Trafik? Eller om der skal være én Lov for udsvævende Kvinder og én for udsvævende Mænd? om Utroskab fra Mandens Side skal eller ikke skal ophæve den Kontrakt, der binder hans Hustru til ham, i samme Grad som Utroskab fra hendes Side vilde have denne Følge? Det er ikke ligegyldigt om en Komité, der er udset til at dømme i slige Sager, enten udelukkende bestaar af Mænd, eller udelukkende af Kvinder, eller af begge Køn i Forening. Svarene vil variere efter deres Sammensætning og i nogle Tilfælde være fuldstændig forskellige. Her kommer vi til det begrænsede, men betydningsfulde Omraade, hvor Kønnene som Køn tydeligt spiller deres Rolle, hvor Manden og Kvinden hver har sin Opfattelse og sine Erfaringer; her kan det ene Køn ikke med Rette repræsentere det andet. Her er det, at hvert Køn har noget særligt at bidrage til Racens Udvikling.
Det sidste Kapitel behandler »visse Indvendinger« og besvarer dem paa en mesterlig Maade. Saaledes besvares f. Eks. Indvendingen 1) at Moderskabet er tilstrækkeligt til at optage en Kvindes Evner, 2) at Kvinder vil være ubrugelige til de højeste aandelige Arbejder, 3) at det vil gøre dem mindre tiltrækkende i Mændenes Øjne o. s. v.
Olive Schreiners Syn paa Fremtiden er haabefuld, ikke alene for Kvindens men ogsaa for Mandens Vedkommende.
»Kvinden og Arbejdet« er en klog og god Bog. Enhver burde læse den.
A. S. B.
Woman’s Journal.
