« Tilbage til søgeresultaterne
Er der Udsigt til at de engelske Kvinder faar politisk Stemmeret?
Vi har havt den Fornøjelse at skrive en Artikel i Bladet »København« om Kvinde-Deputationernes Modtagelse i Downing Street baade af Konseilpræsidenten, Mr. Asquith, og af Finantsministeren Mr. Lloyd George d. 17 November iaar. Vi har deri givet Indledningstalen, som Mrs. Millicent Fawcett - Præsident for det ældste og største Kvindestemmerets Selskab i England - holdt.
De Svar, som Mr. Asquith gav paa de 3 Spørgsmaal hun fremkom med, maatte i høj Grad glæde alle i Kvindesagen Interesserede. Mr. Asquith indrømmede, at han havde forstaaet den intensive Dybde, der var i Forlangendet om Kvindestemmeret, ligesaavel som at Flertallet af hans Kolleger var stemte for, at Kvinderne skulde opnaae, hvad de saa længe havde higet efter. Han tilføjede: »Alligevel er det een Ting at tage Initiativet til en saadan Grundforandring; det er en hel anden at bøje sig under den frie Dom af Underhusets Flertal og at gøre dette vilde stemme overeens med de bedste Traditioner i det offentlige Liv i England!«
Mr. Asquith vægrer sig ved at indgive Kvindestemmeret som et Regeringsforslag, men han har givet dette Lovforslag en saa bred Basis, at Underhuset kan gøre Ændringer ved Regeringsforslaget saaledes at det kan omfatte Kvindernes Stemmeret.*) Og naar Regeringen ser Underhuset vedtage Ændringsforslaget om Kvindestemmeret, betragter den denne Ændring som en integrerende Del af Lovforslaget, og dette sættes under Regeringens Beskyttelse gennem alle sine Faser, til det ender som en Parlaments-Akt.
Hvad der har glædet Kvinderne er, at Mr. Lloyd George efter at have været deres Uven og Modstander, saalænge de samledes om »The Conciliation Bill«, er deres svorne Ven, saasnart deres Stemmeret bliver givet som Appendix til Mændenes Reform-Akt. Men den snevre Conciliation Bill har endnu en Mulighed for sig. Thi Kvindestemmeret i en ligesaa udvidet Form som Mandsstemmeret faar muligvis ikke Flertal i Underhuset, hvorimod man har havt Bevis for, at der er et stort Flertal for at »The Conciliation Bill« bliver vedtaget - ja endog for et mere udvidet Lovforslags Vedtagelse end dette, kan der blive Flertal. Man vil saaledes reservere sig: »The Conciliation Bill«, som et Nødanker, hvis andet skulde glippe.
Dette ser altsaa forhaabningsfuldt ud. Dog trækker der sorte Uvejrsskyer op i Horizonten begrundet i, at de militante Kvinder anser Lejligheden gunstig til at udfolde deres krigerske Talenter. Vi vil anføre Sir Edward Greys, Udenrigsministerens, Udtalelser. Han har nylig sendt følgende Brev til Formanden for »The Conciliation Commitee«.
House of Commons, 30 Nov. 1911.
Min kære Lytton!
Jeg ønsker at supplere det Brev jeg skrev til Dem d. 26de Nov. med nogle Ord efter de senere stedfundne Uroligheder, nemlig dem iaftes.
Den nuværende Situation er saaledes, at naar en Udsigt til at faa Frigørelse for circa en Million Kvinder kan ombyttes for den langt fordelagtigere for Kvinderne, nemlig at faa Udsigt til at 6 Millioner bliver frigjorte ved en Lovændring til et Regeringsforslag - i Nødsfald indgivet af en Minister - maa der ikke kunne være Tale om Vaklen i Valget! Et mere udvidet Lovændringsforslag end »The Concilialion Bill’s« er allerede under Opsejling. De af os, som er enedes om en saadan Lovændring, har havt i Sinde saavidt det stod til os at haandhæve Kvindestemmeret - aktivt og offentligt - efter dette System, inden Forslaget bliver forelagt næste Aar.
Men Voldshandlinger som de, der foregik den 21de denne Maaned og som kulminerede iaftes den 29de i forargelige Scener ved et Møde - foranstaltet af Konseilpræsidenten med et velgørende Formaal for Øje - har unægtelig gjort Sagen ubodelig Skade. Det er en let forstaaelig Kendsgerning, at vi ikke kan gøre os til Talsmænd for Kvindestemmeret, naar en saadan Opførsel fjerner Vælgerne i Tusindviis fra os, som ellers vilde have givet Forslaget »a fair and favourable« Behandling. Heller ikke kan man vente af Folk som mig, som er Kolleger og Venner af Konseilpræsidenten, at vi kan blive en virkelig Støtte for nogensomhelst Bevægelse samtidigt med, at Bevægelsens Førere gør ham til Genstand for Demonstrationer som dem, der nylig fandt Sted. Idet jeg udtaler disse Ord, véd jeg, at de tillige er Udtrykket for de Følelser, der besjæler mine Kolleger. Ja - jeg ønsker at sige med rene Ord: Ingen af os kan være en aktiv Støtte for Bevægelsen, saalænge som denne voldsomme Optræden gaaer for sig. Vor Følelse for det Passende oprører sig derimod, og at give Støtte dertil, vilde under disse Omstændigheder blive det rene Tidsspilde.
Med venlige Hilsener Deres
Edward Grey.
Fra Mrs. Millicent Fawcett sendes følgende Brev til Finantsministeren, Mr. Lloyd George:
(Det hektograferede Manuskript, dateret 2 Dec., sendtes til Kvindestemmeretsbladets Redaktion.) Dec. 2. 1911.
Min kære Mr. Lloyd George!
Jeg beklager, ja, fordømmer - om man tør bruge saa stærkt et Ord - de uværdige Scener som har fundet Sted den 21 og 29 November i lige saa høj Grad, som De selv gør det.
Vor Nationale Union har altid været Modstander af, at man gaar til Haandgribeligheder. Mine Stemmeretsvenner spørger mig bestandigt: »Kan man dog intet gøre for at stoppe dette?« Efter den Mening jeg er kommet til, kan intet gøres, hverken ved direkte eller indirekte Appel til Førerne for »Kvindernes Sociale og Politiske Union«. Det er forsøgt atter og atter ved andre Lejligheder og af andre Stemmeretskvinder, men altid uden Resultat.
Jeg bønfalder Dem og Sir Edward Grey og andre Suffragister i Kabinettet om at tage hele denne Sag ligesom Lord Morley og Kabinettet i sin Tid tog det Røre, der for ikke saa længe siden udbrød i Indien. Denne Uro fik sit Udbrud gennem en Række frygtelige Forbrydelser i Sammenligning med hvilke ituslaaedeVinduer og Demonstrationer for at hindre Konselpræsidenten i at holde en Tale er for intet at regne, om dette end kan være baade ubehageligt og fornærmeligt.
Lord Morley, som introducerede sit indiske Reformforslag i Overhuset og først diskuterede det med de Mænd,der havde at gøre med Indiens Regering, sagde:
»Vi staar i Indien ligeoverfor en lovende Bevægelse, og hvad bestaar denne Bevægelse i? Den er sat i Gang for at naae nogle Formaal, som vi selv har lært Befolkningen dér at ansee som ønskværdige, og med mindre vi kan sammensmelte god Orden med Tilfredsstillelsen af disse ny vakte Ønsker og Aspirationer, saa vil Fejlen ikke være deres, men den vil være vor. Det vil blive til et Sammenbrud af Britisk Statskunst!«
De tøjlesløse Scener, for hvilke Begivenhederne den 21 og 29 Nov. staar som Eksempler, er Symptomer paa en social og politisk Sygdom. Man kan vel straffe Gerningsmændene, men en blot Straf berører ikke Aarsagerne til Sygdommen. Magt er intet Middel til at naae Maalet. De Herrer maa eftersøge, hvori Aarsagerne ligger og stræbe at fjerne disse.
Det er min Tro, at De alt har gjort et Angreb paa disse Aarsager ved dristigt at stille Dem som en Forfægter af, at Kvindestemmerets Ændringsforslaget til Reform-Loven bør gaa igennem. Naar Sir Edward Grey, Lord Haldane og andre Suffragister i Regeringen staar sammen med Dem, og naar Kærnen i det, De har i Sinde at foreslaa, bliver bekendt, vil det staa klart for hele Nationen, at De mener, at sætte en Klemme paa Sagen for at fremme den, og Aarsagen til »Uroen i England« vil efterhaanden svækkes. Naturligvis vil meget afhænge af Lovændringens Natur. Den maa have Karakteren af at kunne forene Tilslutningen af alle Suffragister i alle Partier af Underhuset.
Alle Suffragister udenfor Underhuset foretrækker et Lovændringsforslag som har Udsigt til at blive vedtaget frem for et, der ingen saadan Udsigt har (selv om det ellers er nok saa fortræffeligt).
Alle lovlydende Suffragister i hele Landet (og de er dog i Flertal) vil - saasnart Tilforladeligheden af deres Venner i Kabinettet gaar op for dem - med Glæde samvirke med Dem og erkende den store Gældbundethed, hvori de staar til Dem.
Naturligvis kan jeg ikke andet end føle, at en stor Lejlighed gik tabt, da »The Conciliation-Bill« ikke fik officiel Vedtagelse i 1910 eller i 1911.
I 1910 gaves en aldeles enestaaende Lejlighed. Militantismen var ophørt, og der var rigelig Forhandlingstid i Parlamentet. Lovens Træden i Kraft kunde være bleven udsat, og naar først den lovanerkendte Diskvalifikation af Kvindekønnet var bleven borttaget, kunde hele Spørgsmaalet om den parlamentariske Reform og Kvalifikationens Simplificering - disse store Uretfærdigheder - være blevne klarlagte.
Vedbliv at gaa frem i Deres Politik som nu og vedbliv at være retfærdige mod Kvinderne efter de nu trukne Linier. De vil blive støttede af Folkets sunde Sands og Folkets Følelse for det Rette. Ja - det er ikke umuligt at »Kvindernes Sociale og Politiske Union« kan blive berørte deraf; men dette er dog ikke at stole paa.
Efterhaanden som Deres Ønske om at sikkre Kvindernes Frigørelse inden næste Valg kommer til at staa klart for Folk, saa vil de, der støttede Overgrebene og Hidsighedsudbruddene komme til at staa mere og mere isolerede. De vil have liden, eller slet ingen offentlig Mening at støtte sig til.
Ved hvert Møde, jeg har været tl siden Deres Erklæring om at ville give offentlig Støtte for Kvindernes Stemmeret, har den ene Taler efter den anden udslynget Fordømmelsesdomme over Voldshandlinger og er heri bleven støttet af hele Tilhørerskaren. Det engelske Folk har en dyb Forstaaelse af en folkevalgt Regerings Værd; men det er ikke af Naturen et revolutionslystent Folk. Det tilgiver kun revolutionaire Forholdsregler, naar alle andre Udveje er spærrede. Folket vil begynde med at le af Opløb og Tumult, naar det er absolut klart, at den ønskede Reform kan erholdes ad de sædvanlige konstitutionelle Veje.
Af alle disse Grunde vover jeg saavidt det staar til mig, at bede Dem og Sir Edward Grey og andre Medlemmer af Regeringen at fortsætte den Vej, De alt har begyndt af offentligt Forsvar for Kvindernes Fordringer paa Repræsentation.
Og nu vil jeg atter citere Lord Morley:
»Ingen Reformator egner sig for sit Værk, som lader sig skræmme bort derfra af en yderliggaaende Fløj’s Excesser.«
Vor Bestyrelse, der bestaar af Delegerede fra mer end 300 Forbund spredte over hele Landet, vil holde Møde paa Fredag. Hele Stillingen vil da blive diskuteret og Retningen af vore Veje vil blive fastslaaede. Jeg forbliver Deres oprigtigt forbundne
Millicent Fawcett.
Med Deres Samtykke sender jeg en Kopi af dette Brev til Pressen.
M. F.
*) I Stemmerets-Bladet for December omtales det Reformforslag, der blev underskrevet af 92 Medlemmer af Underhuset, som indleveredes til Mr. Asquith, og af Regeringen hævet til et Regeringsforslag.
