« Tilbage til søgeresultaterne
*) Se Kvindestemmeretsbladet, Jan. 1908.
Dansk Kvindesamfunds 40 Aars Mindefest
I dette lange Spand af Tid har Dansk Kvindesamfund - som stiftedes i Fredsforkæmperens, Frederik Bajers, Stue og fik hans Frue, Mathilde Bajer, som første Formand - bestaaet. Det var 24. Februar 1871 og Initiativet dertil toges i en saa stor Fjernhed som Genf, hvor der i 1868 var stiftet en international Kvindeliga af Madame Marie Goegg: »Association internationale des Femmes«.
En dansk Architekt, Alexis Petersen, der var bosat i Genf var levende interesseret heri og skrev et Brev i 1870 til Hr. Bajer - allerede den Gang kendt for sin Interesse for Kvindespørgsmaalet - og bad ham deri om at danne en Forening i Danmark, der kunde optages i det store Moderforbund i Genf, der alt havde Affiliationer i de fleste europæiske Lande men endnu savnede Norden.
Man havde straks henvendt sig til Mathilde Fibiger, der i sine 12 Breve (under Pseudonymet Klara Raphael) alt i 1850 havde vakt en levende Opmærksomhed og i sin Inspiration havde opstillet det Program, der lige til vore Dage gælder for Kvindesagens Kærne. Det var en oprindelig Tanke hos hende, som hun havde uddybet i sig, intet Laan fra andre Lande. Ære være hende, at hun havde Mod til at prisgive sig for Samtidens ubarmhjertige Dom, til at kalde Problemerne frem til Overvejelse.
Men Klara Raphael havde i Skuffelse over den ilde Medfart, hun maatte lide, længst trukket sig tilbage, og havde opnaaet en skjult Eksistents som Telegrafist i Provinsen. Hun havde ydet sit Tilskud, et saa stort, at hendes Kraft var brudt derved. *)
Den første Kvindesags Forening i Danmark maatte nu bryde sig sin Vej. At den var Led af en international Sammenslutning gjorde den ikke mere populær. Formandsændringen i Sammenslutningen i Genf løste den af sine Forpligtelser - efter de Styrendes Skøn - og man omdannede den nu til »Dansk Kvindesamfund«, og som saadan fik den en ny Stiftelsesdag: 15. December samme Aar (1871).
Nu er 40 Aar hengaaede siden da. Dansk Kvindesamfund tæller mange Kredse over hele Landet, og det syntes, som om alle havde været ivrige for at møde til Festen.
Den nuværende Formand for Dansk Kvindesamfund, Fru Riising Rasmussen, hilste Kredsformænd og Medlemmer Velkommen, specielt de tilstedeværende Ministre, Konseilpræsidenten og Kultusministeren. Derefter lød Festsang og Solo, digtet og componeret for Lejligheden, hvorpaa Næstformanden, Fru Gyrithe Lembcke, traadte frem og holdt en indgaaende og interessant Tale om Dansk Kvindesamfunds Virksomhed og Kamp for at indtrænge i alle Forhold, hvor Kvinder kunde behøve at støttes og efterhaanden opnaa Ligestilling med Mænd. Fru Lembcke sammenlignede D. K.s Kamp med Belejringen af Troja; hun delte sit Epos i flere Sange. I den første symboliserede hun Klara Raphael, der i sin Iver for at naae Borgen i det Fjerne og Tro paa det Godes Sejr, let ilede hen over Markerne uden at agte paa, at Vejen endnu ikke var banet. Man saae da, hvorledes hun sank ned i Mosegrunden, medens tilsidst kun en oprakt Haand endnu skimtedes. Den ældre, besindigere Kvinde, der fulgte hende, forstod, at først maatte man bygge Veje, og hun bar Steen til disse og paavirkede andre til ogsaa at gøre det.
Fru Gyrithe Lembcke slog stærkt til Lyd for Dansk Kvindesamfunds udmærkede Arbejde. Det forekom os, hun mindre lagde Vægt paa den Jordbund, der efterhaanden dannedes. Denne Ændring i Landets i tidligere Tider saa ofte bureaukratiske Anskuelser, fremkom ved Højskolerne, stiftede efter Grundtvigs Lære, »at i Danmark skulde selve Folket oplyses«. Vi veed, at Højskolerne efterhaanden aabnedes ogsaa for Kvinderne, og at Læren om en lige Retsstilling mellem Mand og Kvinde blev en naturlig Følge af delte Kammeratskab i Oplysningen.
Vi finder Højskolens mandlige Disciple som Sogneraadsmedlemmer, som Amtsraadsmedlemmer, som senere i Folketingene og senest i Regeringen. Vi følger Ændringerne i vore Lovbestemmelser, hvorledes Ligeberettigelsen mellem Mand og Kvinde efterhaanden bryder sig frem - takket være det humanere Syn, som Højskolerne havde lært Befolkningen.
Vi havde i Fru Gyrithe Lembckes Tale seet Klara Raphael synke i Mosegrunden. Vi kan blive i Billedet og følge, hvorledes det blev Højskolerne, der bar Sten til den Vej, der førte op til Kvindefrigørelsens Borg.
Hendes Tale førte os tæt op under Troja’s Fald.
Der stod dog en lille Rest tilbage. Odysseus havde endnu ikke udfundet sin Krigslist!
Men nu vendte alle Hoveder sig om i Salen.
Banneret blev baaret ind. Det var tilsløret, og det blev vor Veteran i Dansk Kvindesamfund, hun, som med sin hjertevarme Tale havde erobret saa mangen Forening blandt Danmarks Kvinder for den fælleds Opgave, som nu i dette Sejrens Øjeblik skulde hæve Sløret for det Symbol, der viste, hvorledes danske Kvinder fandt det rene Guld under Mulde, hvorledes de rejste Guldhornet og fylkedes om det og aldrig skulde ombytte det mod hvad der var urent og uædelt.
Vor Konseilpræsident førte Dansk Kvindesamfunds Ærespræsident tilbords, og disse 2 Førere for de to co-operative Bevægelser i Danmarks senere Aartier glædede de Tilstedeværende ved mange Guldkorn.
Saaledes var den Tale Konseilpræsidenten holdt, lysende af Løfter, men: »Taalmodighed maatte der til«. Dog kunde han sige, at der skulde ikke blive nogen Grundlovsændring i Danmark, uden at Kvindens politiske Valgret skulde komme i første Række.
Som varm Ven og Tilhænger af Højskolen og dermed af Kvindernes Meddelagtighed i Landets Styre holdt han en Tale, hvori han mindedes »Cold«, den Mand, der tog Initiativet til at virkeliggøre Grundtvigs Lære om Folkets Oplysning, men ogsaa aabnede Højskolerne for Kvinderne.
Det var med Spænding man fulgte Konseilpræsidentens Ord, thi at en saa varm Ven af Kvindesagen var Fører for Regeringen lovede godt. Alligevel har vi hørt saa mange heftige Udtalelser af Landstingets konservative faste Stok, at vi kan føle Kuldegysninger gennembæve os, naar vi tænker paa Kvindevalgrettens skrøbelige lille Skude, der skal staa for saa mange Stød.
Ved Bordet fulgte Tale paa Tale. Først af Fællesbestyrelsens Formand, Fru Riising Rasmussen, der takkede for det store Møde af Kredsenes Formænd. Hun var ført tilbords af Kultusminister Appel. Fru Jutta Bojsen-Møller talte for Gæsterne. Først og fremmest for Konseilpræsidenten, som hun sammenlignede med Guldsmeden i Tønder, der nok skulde skelne, hvad der var det rene Guld, og som havde erklæret det Guldhorn, Pigerne bragte ham til Prøve, for ægte Guld til dets inderste Fibre.
Efter at en Skaal for Stifterne Hr. Frederik Bajer og Frue var drukket, bragte Frk. Paludan-Møller en Hilsen fra Nationalraadet, Fru Johanne Münter bragte en saadan fra Kvindevalgretsklubben, den Klub, der dannedes i Marts før Kvindekongressen i 1906. Hun bad Dansk Kvindesamfund om at slutte sig til en Skaal for Mrs. Chapman Catt, som var Præsident for den internationale Alliance og som længst havde sagt, at: »Nordens 3 Lande, Danmark, Norge og Sverrig, nu havde Førerskabet for Kvindernes Valgretsbevægelse.« Skaalen blev drukken under stor Tilslutning.
Frøken Elna Jacobsen, Festkomitéens Formand, læste nu Telegrammerne fra nær og fjern. Blandt de senere fra Gina Krog, Frederikke Mørck, Landskvindestemmeretsforeningen, Frøken Anna Whitlock, Fru Blehr. Som saa ofte ellers følte man en skandinavisk Luftning og forstod, at i Kvindestemmeretten staar vi Haand i Haand med vore skandinaviske Søstre. Den smukke og mindefyldte Fest sluttedes sent. Det var som om man nødigt vilde skilles!
J. M.
