« Tilbage til søgeresultaterne
Käthe Schirmacher
Das Rätzel: »Weib«.
En Opgørelse.
Forord.
Han: Kvinderne har det dog saa godt!
Hun: Virkelig? Saa lad os engang se Bagsiden af Medaillen:
»Siden Verdens Begyndelse, ja endog i vor oplyste Tidsalder erklærer Manden: at Kvinden er »en Gaade«. Snart er hun en Engel, en Guddom - snart er hun en Dæmon, en Djævel. Ja, der gives Øjeblikke, overraskende, rystende Øjeblikke i Livet saavel for Ølphilisteren som for en Don Juan, hvor den søndertraadte, underordnede Skabning - Offerlammet - Legetøjet pludselig værger sig og bliver frygteligt, fordi hun er ubegribelig.
»Denne pludselige Eksplosionskraft i den ganske dagligdags Gennemsnitskvinde er det egentlig Uberegnelige, det virkelig gaadefulde ved den store Gaade: Kvinden.«
Saaledes indledes denne i 1911 udgivne Bog af Dr. Käthe Schirmacher, i hvilken hun udslynger Sandheder mod Mændene, der nok kunde løbe Een koldt ned ad Hyggen. Hun skriver følgende om Mændene:
»Manden er let nok at gennemskue. Han anser sig og har altid anset sig for Skabningens Mesterværk, alle Skabningers Herre, Fuldendelsen af den menneskelige Udvikling. Verdens Akse er intet i Sammenligning med ham. Som Køn besidder han en naiv, ofte en barnagtig Stolthed over sine Kundskaber, Dyder, Fortrin og Laster (om han i det hele taget kan have saadanne). Han straaler over hele sit Ansigt, naar han blot tænker paa, hvilken prægtig Fyr han er, at det var Verden forundt at se et saadant Pragteksemplar, og Kvinden forundt at tilbede dette enkelte Eksemplar af Pragt-Kønnet. Hun har det da ogsaa saa godt! Hvem der dog kunde faa en saa lykkelig Skæbne! Som en Paafugl, der slaar Halen ud, er Manden stoltseret gennem Verdenshistorien, og overalt har han aabenbaret sig selv, om han end ikke har været slet saa uforbeholden ligeoverfor hans skarpe Iagttager: hans Hustru.
»Han tog hvad der behagede ham, han kastede bort hvad der havde tabt sin Tiltrækning for ham; hans Interesser, hans Luner og Lyster er blevne til Love for Menneskeheden. Mandsmoralen falder altid paa Taaen, selv om den gør et Spring fra Kirketaarnet. Alt godt har Manden sagt om sig selv og intet Slet har han fortiet. Man maa kun besidde en vis Uafhængighed og skyde Mændenes Udstillingsvindues-Dekoration tilside, for at se, hvorledes det staar til i Butiken og Bagstuen. Hvem der har Mod dertil bliver fuldtud opbygget!«
Alle Bogens Sider er holdte i samme Stil.
Man maa beundre Dr. Schirmachers Mod.
Det minder om Japanernes Krig mod Russerne. Et Staaltraadsnæt med Pigger skulde overklattres. Mange offrede sig til at sidde fast i Piggerne for at Bagtroppen kunde komme over. Saaledes forekommer det mig at Dr. Shirmacher har offret sig. Sandheden maatte siges som den var - utilsløret! Først saa kunde det hævdvundne Onde overvindes. Og Dr. Schirmacher har en skarp Pen og et stort Talent til at afsløre.
»For Kvinden har Manden gennem alle Tider og i alle Lande dekreteret et kønsligt Forhold i Underordnethed, Hengivenhed og Tilbedelse. Alt, hvad Manden er i Stand til, har Kvinden erfaret. Hendes mest smertelige Viden er en Arv, der er steget ned gennem Aartusinder.«
»Kvinden har aldrig fuldt aabenbaret sig selv, thi som Køn var hun aldrig fri i sine Handlinger, kunde aldrig gøre som hun vilde. Hun var aldrig den Bestemmende men den, til hvem der udmaaltes og afvejedes. Som Køn var hun den Afhængige, den Lydende. Aldrig har Kvinden frit udfoldet sig som Køn; aldrig har hun paatrykt Verden sit Stempel, aldrig har hun givet sig som den hun er. Thi alt dette sømmede sig ikke for Kvinden!«
Det er i Sandhed en mærkelig Bog og aldeles ikke hjemmehørende i den Tid, vi er naaet hen til. Fra Tredsernes Talertribuner hos os kunde vi vel nok erfare hvilke hvasse Pile nogle Kvinder fandt sig at være berettigede til at udskyde mod Mændene. Naar de begynder herpaa i Nutiden, finder de ingen villig Tilhører. I Norge siger man kun gode Ting om Mændene, saa vidt jeg har seet. Fra England har vi de bedste Indtryk af Mændene. De stifter Ligaer for at skaffe Kvinderne politisk Valgret. Arbejderpartiet er deres Riddere.
Det gør os ondt for Dr. Schirmacher som i Kraft af sin Overbevisning har udslynget disse Angreb, thi der er Pile der ricocheterer og til disse hører hvad vi læser i denne saa talentfulde og med Overbevisningens Varme skrevne Bog. Vi har dog en Følelse af, at det har gjort ondt at skrive den, ligesom det gør ondt at sidde i Pigtraadsnettet.
